I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne. Vi er nået til 2019, og dermed enden på serien.
2010’erne var de grafiske romaners årti, så det synes passende at slutte 10 fra 10’erne med en stor, fed en af slagsen.
Så går den ikke længere. Vi er nået til 2019, og således 10. og sidste indlæg i 10 fra 10’erne, hvor jeg skriver om de i mine øjne vigtigste danske tegneserier i årtusindets andet årti, ét år og én udvalgt tegneserie af gangen.
I mit første indlæg prøvede jeg at skitsere det danske tegneserielandskab ved indgangen til årtiet, og her i mit sidste synes det passende at prøve at gøre status ved udgangen.
Når jeg ser på de danske tegneserier der udkommer i løbet af 10’erne, forestiller jeg mig uvægerligt en bølge.
De første år er præget af mange forsøg med nye måder at fortælle og udtrykke sig på inden for kunstformen. Der står en ny, stor tegneseriegeneration på spring, med en nødvendig sult og lyst til at afprøve de nye kreative rum, det internationale graphic novel-gennembrud har skabt, men de konkrete værker er med enkelte markante undtagelser små og endnu en smule famlende (dog: Rikke Barkmans Glimt, Rikke Villadsens Ind fra Havet, Palle Schmidts Stiletto, Mikkel Ørsted Sauzets Aske, og sikkert flere til).
Aben Malers 676-serie af korte kvadratiske hæfter, var en veloplagt legestue for både spritnye og erfarne danske tegneserietegnere.
Men serieskaberne løftes af en tegneseriekulturkultur, der buldrer frem med hvad der føles som nyfunden optimisme. I de år er der en lang række små danske forlag med klare profiler, der sikrer et stort og varieret udvalg på tegneseriebutikkernes hylder. Det gælder også af danske tegneserier, hvor forlag som Fahrenheit, Forlæns, Cobolt og især Aben Maler bliver startbane for den nye generation af tegneserieskabere.
Det nyetablerede Dansk Tegneserieråd sprudler med ideer og initiativer og involverer sig bl.a. i etableringen af herværende digitale tegneserietidsskrift i 2011 og af Pingprisen i 2012. I Horsens starter tegneseriefestivallen Art Bubble, og i København leverer Copenhagen Comics i 2010 og 2013 et par fremragende festivaller. Her timer forlagene deres danske og internationale prestigeudgivelser, og miljøet mødes til paneldebatter og internationale stjernetegner-interviews. Det er tegneseriemiljøets Roskilde Festival.
Bølgen hæver sig, og topper i mine øjne i årene 2014-2016. Det er de fede år, og her udkommer bl.a. Halfan Piskets Dansker-trilogi, Karoline Stjernfelts Kongen, Lars Hornemans Når jeg ikke er til stede og Zenobia, Sørens Mosdals Fimbulvinter, Henrik Rehrs Gravilo Princip, Rikke Villadsens Et knald til, Signe Parkins’ Signe Parkins and drawings, Peter Kiellands Hr. Gris, og Philip Ytournel-opsamlingen Hvad føler du lige nu.
På sølle tre år. Det er imponerende.
De store fødselshjælpere for den nyere kongerække af danske tegneserier er Fahrenheits Paw Mathiasen, Cobolt-redaktør Pernille Arvedsen og Aben Maler-forlægger Steffen Rayburn-Maarup.
Sidstnævnte har også overtaget roret på Copenhagen Comics-skibet. Og her, lige midt i årtiet, i sommeren 2015, topper bølgen måske, da en af tegneseriens allerstørste navne, den Pulitzervindende Maus-tegner Art Spiegelman gæster den overordneligt velbesøgte tegneseriefestival.
Men det kan ikke blive ved.
Art Spiegelman underholder en fyldt Øksnehal ved Copenhagen Comics i 2015. Denne skribent skjuler sig et sted allerlængst til venstre. Foto: Carsten Olsen.
Magre år
Jeg har hørt et sted, at fem år er det man kan holde til som engageret ildsjæl, der vier en stor del af sin fritid til frivilligt arbejde. Og så er man udbrændt.
Det skal nok passe. I hvert fald går en række nøglepersoner blandt aktivister og mindre forlæggere fra borde ca. midtvejs i årtiet, herunder den på det tidspunkt nok mest markante udgiver af danske tegneserier, Aben Malers Steffen Rayburn-Maarup, der, i hvad der virker som nattens mulm og mørke, lukker butikken og forsvinder ud af landet. Ingen tager telefonen.
Afmatningen viser sig sidst i årtiet blandt de danske tegneserieudgivelser. Bølgen går nedad igen, og 2017-2018 er i mine øjne nogle lidt magre år, selv om der absolut kommer gode danske tegneserier, og objektivt set nok også flere end i årtiets første år. Det føles bare ikke helt sådan. Man er blevet godt vant.
Overraskende bør det vel ikke være, fra bølgetop til bølgedal og så op igen. Sådan går det. Men jeg var i de år chefredaktør her på Nummer 9, og jeg husker tydeligt at være frustreret over, at den entusiasme, der prægede årtiets start, syntes væk, og at udvalget af danske tegneserier ikke var helt så ophidsende, som det havde været bare få år inden.
Det er subjektivt, selvfølgelig, men det var oplevelsen, og jeg var ikke alene med den.
Rikke Villadsens “Tatovøren og klitoris”.
Ungt blod
Set i det perspektiv er 2019 et comeback-år. Rikke Villadsen lever surreal kvinde-galskab med højt humør i Tatovøren og Klitoris, og Mikkel Sommer tegner så mainstream som han kan i hans og journalist Tore Rørbæks Shingal – om et glemt folkedrab. For nu at nævne to af årets gode tegneserier af etablerede navne.
Og så var der ungdommen. I et dansk tegneserieperspektiv var det vigtigste, der skete i 2010’erne, etableringen af den 4-årige tegneserieskaberuddannelse Grafisk Fortælling i Viborg i 2013.
Årtiet så bare ikke meget til de nye grafiske fortællere, som det hedder i de jyske saloner (her i København kalder vi dem bare tegneserietegnere), for de gik jo i skole. Første kuld dimitterede i 2017, og i 2019 landede de første debuter så på diskene, da Line Høj Høstrup fik udgivet sit afgangsprojekt Det rette element, og Emil Friis Ernst god damn dobbeltdebuterede med Dr. Murder and the Island of Death og Reservat, sidstnævnte skrevet af den bornholmske hjemstavnsforfatter Dennis Gade Kofod.
For vi, der følger danske tegneserier, var det skideinteressant. De tre tegneserier var første rigtige tryktest af den nu 6 år gamle uddannelse. Hvilke slags tegneserieskabere uddannede den, og hvor gode var de?
Det rette element var en følt og oprigtig historie om en kvinde, der drømmer om at skabe det perfekte hjem, da hun rammes af en invaliderende sygdom. Tegnet i en enkel, klar og naiv streg, der på sin vis underbygger historiens renhjertethed.
Og Dr. Murder and the Island of Death og Reservat var to vilde trips, den første en slags eksistentiel superheltesatire, den anden verdens klimaundergang set fra Bornholm og Mars, og begge tegnet voldsomt ekspressivt af Ernst. Det var til tider nærmest abstrakt, og der var fuld knald på farverne.
To mere forskellige serieskabere end Høstrup og Ernst er svære at finde, og således er svarene på spørgsmålene, 1), at uddannelsen ikke uddanner nogen bestemt slags tegneserieskabere, og 2), at de er ret gode. Det rette element modtog da også Pingprisens debutpris i 2019, mens Dr Murder vakte pæn opmærksomhed i amerikanske indie-tegneseriekredse.
Vild ting. Fra Emil Friis Ernsts “Dr. Murder and the Island of Death”
Man kan argumentere for, at Høstrup og Ernsts debuter var de vigtigste danske tegneserieværker i 2019, men trods deres kvaliteter var det nok ikke værkerne, der var det vigtigste, men snarere det, at de var lavet af Grafisk Fortælling-dimittender.
Og så var der selvfølgelig det, at den mest ambitiøse og bedste danske tegneserie i 2019 var Rune Rybergs Death Save. Selvfølgelig.
Gigant-action.
Drømmeprojektet
Rune Ryberg havde erfaringer fra animationsbranchen i bagagen, da han i 2014 tegneseriedebuterede med Gigant, der fra første side viste, hvad han kunne: En simpel, eventyrlig historie med hjerte og humor, tegnet vildt og energisk, med få ord og mange, lange action-sekvenser. Den var et gedigent gennembrud: Gigant modtog Pingprisen for bedste danske debut og udkom siden i USA, Frankrig, Sverige og Finland.
Siden kom selvgjorte hæfter med sci-fi skater-action og horror til, men det var frikvarters-tegneserier. Rybergs store drømmeprojekt var altid Death Save.
Drømmeprojekter lægger man alle sine ambitioner og alt sit hjerte i. Drømmeprojekter skal katapultere ens navn op i stratosfæren, som en af de største på ens felt. Drømmeprojekter er alt for store og tager alt for lang tid at lave. Drømmeprojekter knækker man let nakken på.
Og Death Save er et åbenlyst drømmeprojekt: En stærkt personlig historie for Ryberg, der fortælle- og tegneteknisk skyder med hele arsenalet, og som dertil er tyk som en telefonbog. Et magna opus. Er Death Save med sine 244 sider det længste enkeltstående danske tegneseriealbum? Jeg tror det.
En hænge ud-tegneserie
Death Save er en hænge ud-historie, og dem har jeg en forkærlighed for. Romaner, film og tegneserier, hvor plottet betyder mindre end fornøjelsen ved at hænge ud med hovedpersonerne og bare følge med dem rundt i deres verden.
I Death Save følger vi Bass og hans bedste ven Rick, som de dalrer rundt i og omkring pinball-arkaden i en unavngiven storby. Om dem er et farverigt persongalleri, inklusive søde og seje Jeanie, der står bag baren i arkaden og som Bass er lun på; umodne Wally, der ser op til de to lidt ældre drenge; og gamle Lazlo, der har en brugt elektronik-butik, hvor Bass, der er lidt af elektronik-nørd og har forstand på at fikse flippermaskiner, kommer.
Hjertet i historien er venskabet mellem Bass og Rick. De to drenge er hinandens modsætninger: Bass er forsigtig og nørdet, Rick er vild, uregerlig og storskrydende. Han har det man på engelsk kalder et mean streak: han kan ikke lade være med at opføre sig som et røvhul.
Ryberg har fortalt, at venskabet mellem Bass og Rick er inspireret af hans eget forhold til en vild ungdomsven, og det mærkes. Der er en finfølt fornemmelse for dynamikken mellem de to store drenge, der åbenlyst har brug for hinanden, og særligt portrættet af Rick, der fremstår som et såret, desperat dyr, fæstner sig. Længe sker der ikke andet end den småkriminelle ballade, Rick roder ham og Bass ud i, men langsomt samler historien sig: Rick er for uforbederlig og ødelagt, men Bass er der stadig håb for. Han er nødt til at redde sig selv. I flippermaskine-terminologi er et Death Save et udtryk for en fortabt bold, der reddes. Den bold er Bass.
Funny animal & flippermaskiner
De er for resten alle sammen dyr. Bass er en fugl, Rick en øgle, Jeanie en kat, og så videre. Slangerockere, pelikan-trappevaskere, ande-rockmusikere. Death Save er en funny animal grafisk hænge ud-roman.
Det er altid fedt, når en tegner gør sig umage med sit funny animal-univers, bruger hele dyreriget i persongalleriet og med omhu tegner dyr, der afspejler personernes karaktertræk. Det gør Ryberg, ligesom han gør sig umage med at skabe en forfalden, sommerhed storby, der synes lige meget København, New York og Rom, uden at det gør noget.
Allermest gør han sig umage med flippermaskinerne. Der er en røvfuld flippermaskiner i Death Save, og i modsætning til den fiktive by er de alle virkelige, klassiske flippermaskiner, som Ryberg tegner med stor og kærlig præcision albummet igennem.
Flippermaskinerne bruges også flittigt som et visuelt metafor, når Bass bliver slået omkring i livet. Her han hulet sig op som en kugle i spillet “Space”.
Hans streg er dirrende, energisk og hurtig, ekspressiv og åbenlyst virtuos. Man har ikke fornemmelsen af, at Ryberg bruger særlig meget tid på hver tegning, han tegner for at fortælle, ikke for at imponere, men samtidig er man ikke i tvivl: han kan tegne alting.
Han har et løst, storyboardagtigt fortælletempo, hvor han gerne bruger rigeligt med billeder til at spille sine scener igennem, og det fungerer fremragende i et værk, hvor meget af fornøjelsen handler om at lære miljøet og hovedpersonerne at kende og at følge dem, som de laver gale streger.
Farverne er klare og medfortællende, og det er sjovt at lægge mærke til, hvordan for eksempel baggrundsfarverne flittigt skifter for at accentuere hovedpersonernes sindsstemninger. Også her er Ryberg virtuos.
Bemærk den fortællende brug af farver – her fra den engelsksprogede version.
Ingen over Death Save
Lykkes Death Save så? Kommer Ryberg i mål med sine mastodontiske ambitioner?
Altså, det er ikke fordi man ikke kan komme med indvendinger. Man kunne fint argumentere for, at historien kunne været strammet op, og der er også enkelte fortælletekniske ting, der irriterer mig, for eksempel når der bare står ”bl.a., bl.a., bl.a.” i taleboblerne. Der er mere elegante måder at visualisere uinteressant baggrundssnak på.
Men for fanden da, ja! Death Save underholder og engagerer hele vejen, imponerer med hæsblæsende jagter og flotte opslag, og sætter stød ind i maveregionen med den helt rette timing.
Det er en vild tegneserie, og den vandt fortjent både Pingprisen og Claus Deleuran prisen som årets danske tegneserie. Den satte ikke en dagsorden som andre af årtiets store danske serier, men det har nok mest at gøre med, at den ikke talte ind i aktuelle samfundsdebatter. Ingen indvandrerproblematikker, ingen life-work balance tematiseringer, ingen store stilistiske nybrud. Death Save er som både tegneserie og litteratur forholdsvis traditionel, men der var ingen andre danske tegneserier i 2019, der havde bare tilnærmelsesvist det samme ambitionsniveau – og som nåede i mål med det.
Den grafiske romans årti
Og med Death Save nåede årtiet, og dermed klummen, sin ende.
Af de ti værker, jeg valgte at fremhæve som de væsentligste, var der en enkelt stribeserie, to webserier, om end det i det ene tilfælde var den trykte udgave, jeg skrev om, tre grafiske romaner for børn og unge – mindst én mere end jeg på forhånd havde regnet med – og fire ”almindelige” grafiske romaner, hvoraf den ene reelt set var en trilogi. Men ikke et eneste klassisk tegneseriealbum af den type, der ellers i årtier har domineret de danske tegneserier.
2010’erne var den grafiske romans årti.
Set oppe fra helikopteren er det tydeligt, at de danske tegneserier i 10’erne ser ganske anderledes ud end dem, der kom før. Tommetykke grafiske romaner, sort/hvide selvbiografier, digitale dagbogsstriber, serier om børneliv i øjenhøjde med deres mindre læsere, det var alt sammen nyt i danske tegneserier. Jeg siger ikke, at de serier ikke fandtes før, men slet ikke i samme omfang, og ikke med den centrale plads i tegneseriekulturen, de fik i 2010’erne.
Noget kom der også mindre af, klassiske stribeserier og old school humor/action-serier, f.eks., og det kan man begræde. Men alt i alt var det et gode: mulighedsrummet for, hvad man kunne fortælle i tegneserier og hvordan man kunne fortælle det, blev gevaldigt udvidet.
Kønsfordelingen blandt mine fremhævede serier endte helt lige: fem værker af kvinder og fem af mænd. Det var ikke planlagt, men det siger også noget om, i hvor høj grad 10’erne var det årti, hvor kvinderne for alvor markerede sig som tegneserieskaberne.
I 100 år havde tegneserierne hørt til på drengeværelserne, men nu ikke længere. Mange af årtiets tegneserier blev skabt af unge kvinder, og med sig bragte de nye sensibiliteter og erfaringer og æstetikker til kunstformen. Igen, og endnu mere åbenlyst: det er kun godt.
Og det kommer til at fortsætte: af de studerende på Grafisk Fortælling-uddannelsen er der cirka dobbelt så mange kvinder som mænd. Og så nogle med andre kønsidentiteter. Dem kommer vi også til at se mere til.
Til sidst en takkeliste: Til Erik Barkman der gav feedback til en række af indlæggene, og til Charlotte Johanne Fabricius der gjorde det til et af de sidste; til de tegnere og redaktører der har været venlige at svare på mine dumme spørgsmål om de værker, jeg skrev om; og til Dansk Tegnserieråds årlige hvidbog, der har været en uvurderlig hjælp, når jeg skulle danne mig overblikket over hvad der var udkommet på et givent år. Jeg håber den også fortsat vil udkomme.
En sidste tak til jer der læste med. Tak.
