Efter beskyldninger om sexisme og racisme har det belgiske forlag Dupuis, der udgiver Splint & Co, trukket samtlige udgivelser og internationale oversættelser af albummet Splint og den blå gorgon tilbage fra salg. Det er dermed også forsvundet fra hylder og webshops i Danmark.
Det belgiske forlag Dupuis, der udgiver og har rettighederne til Splint & Co-serien har efter heftig kritik om racisme og sexisme fra især brugere på sociale medier, blandt andet TikTok, valgt at tilbagekalde albummet Splint og den blå gorgon, der blev udgivet på fransk i september 2023. Tilbagekaldelsen rammer ikke kun forlagets egen udgave, men også de oversatte udgaver, og dermed altså også den danske udgave, der udkom i maj.
Over et år efter udgivelsen udsendte Dupuis 31. oktober meldingen om at albummet er trukket tilbage, og i de seneste dage er den danske udgave så forsvundet fra butikshylder og webshops.
I beskeden om tilbagekaldelsen fortæller forlaget, at de er kede af, at albummets repræsentation af farvede og kvindelige karakterer har kunnet såre nogen. Forlaget fortæller også, at tegnestilen i albummet er noget, de har arvet fra en anden tid, og at de er beviste om deres ansvar som udgivere. Forlaget melder også, at det har været en fejlvurdering fra deres side at sende albummet på gaden.
Den blå gorgon er skabt af den rutinerede franske forfatter Yann (Yannick le Pennetier) og den erfarne belgiske tegner Dany (Daniel Henrotin). Handlingen foregår uden for hovedserien i rækken af ”ekstraordinære eventyr”, hvor forskellige tegnere og forfattere har givet deres bud på alternative historier og udgaver af de kendte figurer fra Splint & Co.
Det er især tegneren Dany måde at tegne kvinder og sorte mennesker på, der er blevet kritiseret. Dany er hos danske læsere er kendt for sin årelange produktion af tegneserier i flere forskellige genrer – herunder børneserien Oliver og Colombine i samarbejde med forfatteren Greg, samt en række humoristisk-erotiske album, udtalte i forbindelse med udgivelsen af albummet:
“Jeg har hele mit liv været kæmpestor fan af Splint & Co. og André Franquin, og det forekom mig at være et stort ansvar at få lov at tegne de klassiske figurer. Jeg var bekymret for, om jeg kunne leve op til mit idol. Mit mål var at forblive trofast over for seriens sjæl, men samtidig tilføje mit personlige præg. Det var det, jeg forsøgte at gøre. Når man ser Splint og de andre faste figurer som Kvik og Myg, genkender man dem med det samme. Men hvad angår deres proportioner, ser man også, at det her er min version af de figurer. Det kan ikke være anderledes.”
Efter at albummet er trukket tilbage er han i det belgiske medie RTLinfo citeret for at have udtalt:
”Jeg ville ikke gøre det sådan igen, jeg erkender, at jeg lavede en fejl. Jeg fortryder virkelig at have såret folk.”
I Danmark er det forlaget Cobolt, der har udgivet Den blå gorgon. I forbindelse med lanceringen af albummet i maj skrev forlaget i en følgetekst til pressen blandt andet:
”(…)Yann ville gerne undersøge, i hvilket omfang man kunne bringe nutidens samfundsdebat om blandt andet miljø, kønsorientering, racisme og sociale medier ind i en klassisk humoristisk sammenhæng i en historie med Splint & Co. Albummet kan uden tvivl læses som et helt almindeligt fart-over-feltet-tegneseriealbum, og det er ikke som sådan et ”debat-album”. Men kan på den anden side også fungere som en samtalestarter for både børn, unge og voksne. Eller bare som tankevækker.”
Selvom det måske ikke var ment som et decideret debat-album, må man sige, at der er kommet en del debat ud af det.
Redaktør hos Cobolt Carsten Søndergaard fortæller i en mail til Nummer 9, at tilbagekaldelsen fra det danske marked er forløbet ganske roligt:
“De fleste forhandlere af et album som det her er netboghandlere, og i samme øjeblik forlaget lukker for salget, forsvinder bogen fra samtlige netboghandleres webshop. Der var et mindre antal eksemplarer i fysiske butikker, men de blev tilsyneladende straks solgt, da meddelelsen om tilbagekaldelsen af den franske udgave spredte sig, og før det stod klart, at tilbagekaldelsen også omfattede den danske udgave, ligesom den hollandske, den tyske og den norske. Så reelt var der ikke noget at “tilbagekalde”.
Det er Dupuis’ og Danys beslutning, og så bakker Cobolt naturligvis op om den. Eftersom rettighedshaveren frasiger sig rettighederne, ophører Cobolts udgivelseskontrakt i utide, og så er det sådan. Cobolt modtager formentlig en økonomisk kompensation, fordi rettighedshaveren juridisk set ikke har overholdt sin del af kontrakten.”
Beslutningen om at trække albummet tilbage får ingen betydning for allerede solgte eksemplarer. Den blå gorgon kan altså fortsat lånes på biblioteker og handles antikvarisk.
Fans af Splint & Co, der nu er bekymrede for udgivelsen af Den blå gorgon vender tilbage, som læserne blev præsenteret for på bagsiden af det nu tilbagekaldte album, behøver ikke at spekulere for voldsomt over det. Det har nemlig aldrig har været planen, at der skulle komme flere album med Den blå gorgon. Reklamen er ment som en humoristisk reference til gamle flyverserie Buck Danny.