I am a Hero
Nyklassisk zombie-manga fra Bogforum Comics-hovednavnet Kengo Hanazawa blander gruopvækkende horror med spillevende og dybt menneskelige figurer.
Hideo Suzuki er på tærsklen til midaldrende og det i bogstavelig forstand, siden mangategnere typisk når udløbsdatoen en gang i tresserne. Ja, nu er mangategner nok så meget sagt. Faktisk har Hideo ernæret sig som mangategner-assistent, siden forsøget på at slå igennem som professionel med en egen titel floppede for ham efter udgivelsen af kun to opsamlingsbind. De solgte dårligt.
Ét trin ned af stigen, men arbejde er der nok af. Arbejde for andre og mere succesfulde tegnere, forstås. Til gengæld befinder Hideo sig i et varmt kærlighedsforhold med god plads til begge parter. Ok, måske lige lovlig god plads. Hideo kan ikke rigtig slippe tanken om, at hans kæreste Tetsuko i det skjulte har en affære med den succesfulde mangaka Nakata. Men livet i Tokyo så — det er måske lidt vel hektisk men overordnet set trygt nok?
Kengo Hanazawa giver sig med sit genrestykke udi zombiefortællingen, I am a Hero, god tid til nærmest adstadigt sjoskende at opbygge sit univers fuld af hverdagens trivialiteter. Intet er virkelig stort her — det skulle da lige være motorvejene — og det løfterige lader vente på sig. På plussiden er de flittige menneskemyrer så nådigt forskånet for verdensomstyrtende katastrofer og dets lige. Men det bliver der rådet bod på.
Med små ti år på bagen er det fair at regne I am a Hero blandt nyere manga, og den danske version, der er tale om her, gør sit til at tænde et forsigtigt håb om, at vi ser ind i en fremtid, hvor vi i stigende grad igen kan gå på opdagelse i nyt og spændende fra det japanske marked på dansk. Så kryds fingre for, at alle 22 bind af Hanazawas grumme serie når de danske boghylder. Det har vores hjemlige læsere fortjent.
For der er tale om et virkelig klasseprodukt her, skønt det ikke er sådan bare lige. Det kræver noget tålmodighed og en høj tolerance for udpenslet vold. Og som det er tilfældet med så mange zombieapokalypser før denne, så står og falder fortællingen med karakterernes evne til at trænge igennem de blodsudgydelser, der uvægerligt må komme, som mennesker, man kan relatere til — midt i al rædslen og fortvivlelsen. Ellers truer hele konstruktionen med at ende i det rene pap. Det er her, Hanazawas fortællemæssige valg balancerer på en knivsæg.
Den altoverskyggende centrale karakter i I am a Hero, Hideo Suzuki, er gået i stå i sit liv. Helt i stå. Han ser selv sine tidlige skoleår, dengang han endnu havde drømme om det, der ventede, som sin sidste lykkelige tid, og alt, hvad der er kommet efter — hvor harmløst det end tager sig ud for læseren — som en nedværdigende deroute. Men al bitterheden og hans anfægtelser forbliver et endeløst tankespind, der kun drypvis trænger igennem til verden udenfor, og følgelig alt for sjældent finder vejen til en form for forsoning. I stedet danner Hideos akkumulerede dårligdomme et overtryk, som truer med at eksplodere ved enhver given lejlighed; læg dertil at manden seriøst hallucinerer, og til sin rædsel ser de mest groteske væsner befolke verden omkring sig, uden at han er i stand til at gøre hverken fra eller til. Det er ikke opskriften på en karakter, som det er nemt at elske.
Pudsigt nok, men egentlig ikke særlig overraskende, er den lange optakt til nedturen sidst i bind 1 noget af det, der står stærkest i serien. Karaktererne fremstår spillevende, og ud over en skarpt vinklet personkarakteristik bidrager den visuelle side stort til fornemmelsen af nærvær. Hanazawa bruger fotoreferencer i et vidt omfang, og det er ikke altid noget, som gør billedsiden i en serie levende. Tværtimod. Men hvis Hanazawas baggrunde kan tangere det sterile, så virker karaktererne altid dynamiske og organiske, særligt hvad angår mimik.
Selve billedfortællingen præsenterer et lidt større problem, da det ikke altid står klart, hvornår Hideos indre monologer bliver sagt højt, og hvornår de forbliver usagte. Her virker det som om, at særligt startens noget komprimerede tekstmasser fylder mere på dagsordenen end den logistiske side af billedfortællingen.
Men alt det løser sig.
Når først zombieapokalypsen tager fart, kører maskinen som en drøm, om end karaktererne kommer til at stå en anelse mindre skarpt i al virakken; og jo, jeg har læst den amerikanske udgave for år tilbage — frygt ikke, den holder hele vejen.
