Old Man Logan, Sweet Tooth, Black Hammer. Hvor skal man starte, når man vil dykke ned i den canadiske stjerneforfatter Jeff Lemires enorme produktion? Felix Kühn Ravn guider.
“The hardest working man in comics” bliver han kaldt. Jeff Lemire. Han har i hvert fald lavet rigtig mange tegneserier – hvoraf denne skribent lige har læst cirka halvdelen. Hvor mange tegneserier har Jeff Lemire lavet spørger du?
Bunkevis!
Jeff Lemire selv.
Den bedste måde at beskrive det på, er måske at se på hvor mange forskellige veje han har vandret i løbet af sin karriere. Han har simpelthen skrevet og/eller tegnet én eller flere af de væsentligste nyere værker eller serier hos følgende forlag: Marvel (Old Man Logan, Moon Knight), DC (Animal Man, Green Arrow), Image (Descender, Gideon Falls), Dark Horse (Black Hammer), Vertigo (Sweet Tooth), Top Shelf (Essex County) og Valiant (Bloodshot Reborn). OG så har han udgivet store, tykke, prisvindende graphic novels derudover!
Det har han altså gjort i nogle år efterhånden, men faktisk ikke så længe. Alt det ovenstående, plus meget mere, har han lavet siden 2008. Det er kun 16 år, så det er et gennemsnit på 0,8 mesterværker per halvår! Sådan cirka. Og fik jeg nævnt at han både kan tegne og skrive, og sikkert også meget mere.
Okay, det må være nok hyldest for nu.
Ishockey og følelser
Undertegnede satte sig ned for nogle uger siden og bestilte alt hvad det danske bibliotekssystem kunne levere af Lemire tegneserier, og her kommer en gennemgang af hvordan det så var. Hvad er bedre end hvad? Er der nogle større linjer? Hænger det hele sammen som ét stort værk? Lemireverse? (måske var jeg for længe alene med de her tegneserier).
Det var serien Essex County (2008-09) der startede det hele for Jeff Lemire. Nomineret til alle de store priser og den samlede udgave er en mursten på over 500 sider. Her møder vi den helt grundlæggende interesse Lemire har for: øde canadiske landejendomme og landsbyer, for familier, især mændene, og for traumer der går på kryds og tværs af generationer. Og Ishockey. Ikke mindst ishockey. Det var også i Essex County at jeg (for mange år siden) første gang mødte Lemires helt særlige streg. De dystre træer, de skæve bygninger og ikke mindst de kantede ansigter. Den vanvittige firkantede næse midt i hovedet på Vince Lebeuf. Smukt!
Fra Essex County. Se lige den næse.
Fra Underwater Welder.
Om end Lemire i Essex County leger med flashback og store tidsforskydninger som fortællegreb holder den sig strengt realistisk. Det er den så næsten alene om at gøre, for allerede når man kigger på de graphic novels der ligner, ja, så bliver der skruet op for mysterierne. Det gælder både den smukke og fabelagtige Underwater Welder (2012) og den kortere Frogcatcher (2019). Sidstnævnte er i øvrigt et udmærket bud på et sted at starte hvis man hverken kan overskue de helt tykke Graphic Novels eller de lange serier. Frogcatcher giver et godt og hurtigt indblik i Lemire som visuel fortæller og tegner. Så kan man så derefter fortsætte eksempelvis til to af dem jeg desværre ikke har nået at læse (de ligger begge klar på natbordet til næste uge!) Roughneck og Royal City.
Sweet Tooth forside.
Sweet Tooth
Hvis man holder fast i det øde landskab, det hårde klima og de grumme familiefortællinger, men til gengæld skruer endnu højere op for det overnaturlige og den generelle kvote af Sci-fi – så får man Sweet Tooth (2009-2013). Lemires (første?) hovedværk – hvori vi møder en postapokalyptisk verden hvor de fleste mennesker er døde af en farlig virus, og børn fødes som underlige krydsninger mellem mennesker og dyr.
Det er stadig Jeff Lemire der tegner, og det betyder altså meget for serien synes jeg. Ikke mange kunne have skabt samme stemning og ubehag, og dem der kunne har han jo bare fået med på holdet (Matt Kindt og Nate Powell kan nævnes).
Og apropos ubehag, så er det altså en temmelig mørk og voldelig serie der absolut ikke handler om nuttede børn med dyretræk. Det går hele tiden galt, og der er hele tiden nogen man troede de kunne stole på som så forråder dem – og så begynder volden typisk. Og altså, spoiler her, men det handler jo i grove træk også om, at menneskeracen skal uddø før verden kan blive et godt sted at være.
Fra Sweet Tooth tv-serien.
Hvor tegneserien er ubehagelig og voldelig næsten lige fra starten af, venter tv-serien faktisk lidt. Tegneseriens postapokalyptiske landskab er mere Mad Max end det er Bambi (eller måske er det Bambi hvor skoven er brændt og dyrene skudt). Tv-serien er filmet i New Zealand og der er skruet godt op for de smukke farver i en verden hvor naturen har taget over efter en menneshed på tilbagegang.
Sci-fi og Horror
Okay, hvad nu hvis Lemire bare skrev, og nogle andre tegnede? Hvad ville der så ske? Én ting kan jeg sige med sikkerhed: Når bare det er Andrea Sorrentino der tegner, er alt godt.
Vigtigste bevis på dette: Gideon Falls (2018-2020). Altså jeg kan personligt rigtig godt lide Lemires egne tegninger, og jeg kan godt lide hans kolde landsbystemninger og triste familiefortællinger. Men man kan ikke komme uden om, at det hele bliver endnu federe når der tilføjes en skefuld horror og en masse Sorrentino. Hold kæft de rammer hinanden godt. Jeg har ikke læst Gideon Falls færdig endnu, men det kommer jeg helt bestemt til, for det er virkelig godt det her. Det bedste Lemire? I hvert fald kommer de nyere samarbejder, Primodial (2021) og det større projekt The Bone Orchard Mythos (2022-nu), øverst på listen over ting jeg glæder mig til at læse.
Fra Gideon Falls.
Fra Trillium.
Små byer og uhygge er jo meget godt, men der lugter også ofte af ægte gammeldags science fiction hos Lemire. Det kan især siges om Trillium (2013-2014), Descender (2015-2018) samt Ascender (2019-2021). I Trillium gentager Lemire samarbejdet fra Sweet Tooth med farvelægger José Villarrubia, og faktisk er den endnu flottere på mange måder. Måske er det fordi Trillium er en kortere serie på kun 8 hæfter hvor Lemire tillader sig at gå all in på eksperimenter og hård sci-fi gak og løjer. Historien om de to hovedpersoner der på tværs af århundreder og galakser skal redde menneskeheden sætter Lemires interesse for tidsforskydninger i fortællestrukturerne på spidsen – i ét kapitel skal vi sågar læse den ene halvdel af hver side på hovedet. Og det fungerer. Det er måske ikke hans ultimative hovedværk, men det er virkelig et solidt og inspirerende stykke tegneserie.
Når nu vi taler om tegneserier der er pæne, så er vi nødt til at tage snakken om Descender, Ascender og tegner Dustin Nguyen. Det er simpelthen bare en flot serie. Jeg elsker Nguyens malerier. Det er en udtrådt kliche, men hver eneste side i Descender og Ascender ville kunne hænges op på væggen og bare se godt ud.
Fra Descender.
Her er i endnu højere grad sci-fi på fuld drøn, og selvom det må nogle punkter godt kan minde om ”Sweet Tooth, men nu i rummet”, så ligner den samtidig ikke noget jeg ellers har læst. Især takket være Nguyen. Der skal til gengæld nok være Nummer 9-læsere der har stærke holdninger til hans tegninger (malerier?), men den må tages i kommentarsporet!
Det er ikke alt hvad Jeff Lemire rører ved der bliver til guld, men jeg synes dog at bundlinjen er virkelig høj. Der er ikke mange deciderede flop. Family Tree (2019-2021) er måske ikke et decideret flop, men det er i hvert fald ikke en serie jeg har tænkt mig at læse færdig.
Til gengæld fik den mig til at tænke på noget.
Family Tree er endnu en gang en fin tegneserie med en fed præmis (verden brænder, og folk bliver til…træer?), så langt så godt. Men noget gik op for mig, som også nagede under læsningen af Sweet Tooth. Der er enormt meget vold og død og ofte kommer volden og døden meget pludseligt, så vi midt i en følsom samtale skal se nogens hoved blive skudt i stykker. I så høj grad, at jeg ikke kan lade være med at læse de her tegneserier lidt som ”Garth Ennis med følelser”. Der er forskel på at læse Ennis’ Preacher og så Lemires postapokalypse, ja, men nok mindre end man lige tror. Volden er hos Lemire dog sjældent morsom, men den er der bare så meget, at det bliver mere blod end det bliver horror. Undtagen når Sorrentino er med naturligvis! Så er det uhyggeligt!
Tid til Superhelte!
Vi starter med Thanos (2016-2017) som jeg var lidt spændt på, da det umiddelbart virker som det modsatte af dét Lemire plejer at være god til. Jeg må dog indrømme, at det var aldeles god underholdning. Han tager fat i nogle lidt andenrangs figurer fra Marvel-universet, og giver dem nyt liv og interessante motivationer – prøve at slå Thanos ihjel naturligvis.
Så langt så godt, men det største problem med de her superheltetegneserier er, som det altid er, at der ligger en gigantisk historik bag ved hver eneste figur, hver eneste plotpunkt, hver eneste replik. Alting peger altid potentielt tilbage på alt muligt der kom før, og ofte skal man altid have læst dét og dét før man kan læse videre her. Det gør det både til en stor udfordring at læse superheltetegneserier som nybegynder, og samtidig betyder det, at virkelig mange superheltetegneserier er ved at drukne i nostalgi. Jeff Lemires superhelte er ingen undtagelse.
Fra Black Hammer.
Lad os bare tage den med det samme, og få det overstået. Det gælder altså også selv når historikken, referencerne og nostalgien er mere eller mindre fiktiv. Og her taler jeg naturligvis om Black Hammer (2016-nu) – en serie der ikke bare er ved at udvikle sig til et stort univers i sig selv, men som allerede fra første side oser af netop nostalgi og referencer. Det er jo pointen, og helt sikkert noget Lemire bruger aktivt til at bygge et stort og dybt univers op. Det betyder bare samtidig, at en læser som jeg, aldrig når længere end den første samling. Det føles på én gang som om jeg aldrig når hen til de gode historier, og samtidig som om jeg har misset dem i (fiktive) tidligere bind.
Forside til den kommende Spiral City.
Det skal siges, at omend mange vil have det som mig, så er der rigtig mange der virkelig godt kan lide Black Hammer. Det er voldsomt imponerende at det er lykkedes Lemire at skabe et helt multivers af serier og spin-offs i en tid hvor de fleste af den slags fortællinger oftest er spin-offs af det vi allerede kender. Respekt! Og også respekt til danske Teddy Kristiansen der er tegneren på den kommende store Black Hammer satsning Spiral City.
Alt det her er jo både et spørgsmål om smag, men også et spørgsmål om hvilken slags læser man er. I hvert fald kan jeg konstatere, at det frustrerer mig mindre i serier hvor jeg allerede er fan. Jeg kan godt lide hans Hawkeye (2015-16) (hvilket kun skyldes Matt Fraction og David Ajas tidligere definerende run på serien) og Moon Knight (2016-17) fik jo en tv-serie, der faktisk forberedte mig glimrende på den der kaotiske fortællestil.
Til gengæld kommer jeg aldrig til at læse videre i Animal Man (2011-14) eller Black Hammer (som altså begge er prisvindende mesterværker!), og der er en temmelig lang, og prominent, liste af serier jeg slet ikke nåede frem til, og som alt sammen er fra DC universet: Constantine, Green Arrow, Justice League Dark, New 52, Terrifics, Superboy, Teen Titans: Earth One bare for at nævne de største. Er det muligvis bare mig der på forhånd giver op grundet min manglende viden om og erfaring med DC? Det kan ikke afvises.
Fra Wolverine: Old Man Logan.
For nu at runde det hele af, så vil jeg gerne fremhæve Wolverine: Old Man Logan (2016-17). De tråde jeg har lagt frem for jer. Små kolde canadiske landsbyer. Gamle mænd der bøvler med nostalgi og et eller andet familierelateret traume. Superhelte, tidsforskydninger og en masse underforstået forhistorie. Det hele, alt sammen(!), er samlet til en stor Jeff Lemire-pærevælling i Old Man Logan (og jeg er endda kun nået igennem de første to samlinger). Det er oven i købet tegnet af Andrea Sorrentino! Og det holder altså.
Over 4000 siders Jeff Lemire, og jeg er sikkert ikke engang halvvejs. Plus at han jo kan nå at udgive så utrolig meget mere i de kommende årtier. Flere af de helt nye ting han har fingrene i ser spændende ud. Bone Orchard tingene med Sorrentino, Fishflies og Phantom Road også fra Image forlaget og så den helt nystartede Minor Arcana.
God læselyst!
Et rigtig godt sted at starte: Underwater Welder
Alle bør give en chance: Trillium
Kan du fint springe over: Family Tree
En verden at forsvinde ind i: Descender
