Fortællingen om Balle-Lars
Den første professionelt trykte danske AI-tegneserie er et teknologisk nybrud og et kreativt makværk. Hvad kan den fortælle os om tegneseriens fremtid?
Generativ AI er et ømtåleligt emne i den kreative branche. De vildt populære chatbotter, der på skriftlig bestilling leverer tekst, billeder, film og mere, kritiseres heftigt for at trække på tyvstjålet materiale og for at belaste klimaet med deres enorme strømforbrug.
Under de kreatives kritik ligger en ofte uudtalt frygt: At AI vil koste dem jobbet.
I nogle dele af den kreative branche fylder frygten mere end i andre. At lave computerspil indebærer fx en vis mængde rutineprægede opgaver med begrænset kreativt spillerum, som måske kan gøres af chatbotter uden at nogen mister deres drømmejob. Andre udtryksformer, som nu tegneserietegning, indebærer omvendt få arbejdsprocesser, der kalder på automatisering.
Groft sagt: Enten erstatter man tegneren eller forfatteren – eller begge – med AI, eller også bruger man slet ikke teknologien.
Reelle muligheder for samarbejde mellem menneske og maskine finder man vel for nuværende kun inden for idéudvikling til og sproglig finpudsning af manus, så det giver næsten sig selv, at tegneserieskabere ser på de tjenstvillige chatbotter med stor skepsis. Men det er lige så naturligt, at der blandt ikke-udøvere findes entusiaster, der savler ved tanken om at kunne lave tegneserier uden faktisk at være i stand til at tegne.
Sådan en entusiast er Sven-Erik Olsen fra Præstø.
Med Fortællingen om Balle-Lars har han skrevet og promptet Danmarks første professionelt udgivne AI-tegneserie, til salg i sydsjællandske bogbutikker netop nu. Men er den et varsel om, hvad fremtiden vil bringe – eller en prøveballon, der ikke holder luft?
Balle-Lars som dreng slås med to identisk udseende drenge
Olsens fejl 40
Nu og her kan jeg berolige alle AI-hadende tegneserieskabere med, at Fortællingen om Balle-Lars er elendig reklame for chatbot-assisterede tegneserier.
Indrømmet, en del af tegneseriens brister skyldes alene Sven-Erik Olsen selv. Hans manus er på niveau med en skriftlig aflevering i 9. klasse: Fortællingen om den sydsjællandske slyngel Balle-Lars, der blev dømt til døden i 1860, serveres uden antydningen af dramaturgisk tæft.
Olsen har ingen interessante bud på figurens psykologi, ingen personlig vinkel på hans livshistorie og ingen sans for at skrive dialog.
Teksten er sat med Comic Sans – kendt fra din tante Louises endeløse lejlighedssange – og Olsens baggrund som grafiker anes i det hele taget ingen steder i tegneserien, hvor billeder adskilles af skiftevis gule, sorte og hvide streger i vekslende tykkelser. Taleboblerne er sterilt digitale, med tekst, der er smidt ind med en skovl, og bobler, som peger forbi figurernes munde.
Det er menneskeligt at fejle, kan man sige. Men hvad med chatbotten? Hvordan klarer den tjansen som tegneserietegner?
Fortællingen om Balle-Lars’ billedside er et harmonikasammenstød af stilarter
Stilforvirret tegnerobot
Hvis Fortællingen om Balle-Lars var digitalt malet med menneskehånd, ville jeg tage hatten af for håndværket. ”Stift og smagløst”, ville jeg så måske skrive, ”men kompetent”. Sådan er det bare ikke. Tegneseriens billedside er spyttet ud af en chatbot, der sofistikeret remixer billedmateriale skrabet fra nettet, og det forandrer alt.
For det første, fordi fraværet af en reel kunstner bag billedsiden er pinagtigt åbenlyst.
De fleste af billederne minder om en corny krydsning af tidlige fotos og realistiske malerier fra det sene 1800-tal – tænk fx H.A. Brendekilde. Men blandingsforholdet mellem de to ingredienser veksler fra side til side, og stilforvirringen stopper ikke dér: Nogle steder optræder der pludselig traditionelt tegneserieagtige konturstreger, og i andre sekvenser ligner billederne klassiske kobberstik. Skiftene er aldrig motiverede i fortællingens begivenheder, akkurat som farvepalettens udsving mellem sepiatonet og skidenbrunt og de subtile, men mærkbare forandringer i figurernes udseende.
De konstante skift i den visuelle repræsentation af Balle-Lars’ fiktionsverden får den til at fremstå ustabil, hvilket igen gør den svær at leve sig ind i.
For det andet er chatbotten dårlig til at skabe fortællende billeder. Iscenesættelsen og billedkompositionerne er monotone: Fire femtedele af billederne er af figurer i closeup eller halvtotal, og stort set intet vises oppe- eller nedefra. Figurernes mimik og gestik matcher sjældent begivenhederne; tegneserien er et kompendium af blanke blikke og stumfilmsskuespil.
Men mødet mellem menneske og maskine – kombinationen af tekst og billede i en sekventiel fortælling – er stedet, hvor Balle-Lars falder allermest igennem.
Store følelser og uskøn sideopsætning
Formsprog ikke fundet
Olsen nærmest smider de computergenererede billeder ind på tegneseriens kollageagtige sider, øjensynlig uden noget ordnende princip. I starten forsøger han sig med kreativt formede rammer, 5-7 billeder per side, et syndigt rod. Som tegneserien skrider frem, bliver han mere konservativ: 2-4 billeder per side, altid rektangler, tilsat enorme mængder tekst. På intet tidspunkt viser han forståelse for tegneseriens virkemidler.
Men chatbotten må også tage sin del af ansvaret.
For Balle-Lars er langt fra den eneste AI-generede tegneserie, jeg har læst, hvor sekvenser, der kalder på letaflæselig progression fra billede til billede, falder tungt til jorden. Akkurat som det er udfordrende at prompte sig til troværdig mimik og gestik, så er det åbenlyst en kæmpe udfordring at generere positurer, der er gengivet præcist nok til, at de kan sammensættes til letaflæselige sekvenser med kompleks fysisk action.
Man ser det allermest tydeligt i scenen, hvor Balle-Lars’ far rager uklar med chefen. Hvad er det lige nøjagtig, der foregår her? Man må gætte sig til det.
Hjulene falder af hestevognen, når Balle-Lars‘ billederne skal fortælle uden ord
På den anden side af horisonten
Så hvad kan vi lære af Olsens forsøg på at prompte sig til en tegneseriedebut? Mange af Fortællingen om Balle-Lars’ brister skyldes åbenlyst ophavsmanden, men mange går igen fra andre AI-tegneserier skabt af håbefulde tegneserieoutsidere.
Chatbotterne er for upræcise til at kunne skabe sekvenser, hvor billederne fortæller historien på egen hånd. De har svært ved at fremmane stilistisk konsistente fiktionsverdener, og de kan i øvrigt slet ikke simulere et personligt kunstnerisk udtryk: Alle AI-assisterede tegneserier, jeg har set, befinder sig et sted mellem digitalt malet realisme og generisk manga.
AI-evangelister vil argumentere for, at teknologien stadig er ny og konstant bliver bedre. Men de ovennævnte begrænsninger har efterhånden præget teknologien på tværs af mange chatbot-versioner, og derfor er jeg personligt ikke så bekymret for, at tegneseriens fremtid som kunstform vil blive defineret af algoritmer.
Truslen fra den nye teknologi ligger et andet sted.
For tegneopgaver, der hverken kalder på sekvenser af sammenhængende billeder eller et personligt kunstnerisk udtryk, kan generativ AI i nogen grad overtage — hvis ellers kunden ikke er alt for kritisk. Og det er blandt andet den slags opgaver, tegneserietegnere lever af, mens de plejer deres ofte underbetalte metier.
En særligt teksttung side fra fortællingens sidste akt
