Søstrene Gyldenhjerte 7: Gulddragen
Cassiopeias fantasi kender ingen grænser og hvad er bedre at skrive om, end Søstrene Gyldenhjertes eventyr?
Serien om de tre søstre, Sarah, Lucille og Cassiopeia, er fuld af venskab, loyalitet og fantasi. I syvende bog, Gulddragen, skal mysteriet om den forsvundne lokale parkdrage opklares. Cassiopeia skal deltage i en novellekonkurrence og vælger at skrive om tre søstre, der skal ud på en farefuld rejse i jagten på dragen.
Som i de andre bøger i serien er sammenholdet mellem de tre søstre i højsædet og bliver formidlet på en meget troværdig måde. Deres støtte til hinanden, men også de udfordringer og uoverensstemmelser de har bliver beskrevet på en måde, så alle føler sig set og forstået.
Sarah bruger al sin energi på den kommende hockeyfinale og på at finde den helt rigtige holdånd, mens Lucille gerne vil adoptere en hund – noget moren ikke er udpræget glad for. Cassiopeia kæmper derfor lidt med at samle holdet for at opklare mysteriet om den forsvundne drage.

Forfatter Giovanni Di Gregorio og illustrator Barbucci har fat i den lange ende med denne serie. Det er en virkelig god blanding af mystik, drama og venskab. Det bliver aldrig rigtig farligt, men lige nok til at siderne vender sig selv, og at man som læser er tryllebundet af historien.
Illustrationerne er fulde liv og detaljer, og især skiftet mellem den ”den virkelige verden” og Cassiopeias ”opfundne verden” er flot lavet. I den opfundne verden er der smæk på magi og fantasi, og vi er ikke i tvivl om, at vi er i et magisk univers. Især baggrundene og lokaliteterne er der kælet ved: boghandleren, parken, hockeyhal, dyrehandel og så videre.
Grebet, at vi følger historien både i den virkelige verden og i Cassiopeias, er også rigtig godt. Da vi oplever hendes skriveproces, hendes kvaler når historien ikke hænger sammen, og hvordan hun løser problemet med en slutning, der skal give mening.

En boghandel er ofte et samlingspunkt for et lille lokalsamfund, og sådan er det også i byen, hvor pigerne bor. Denne boghandel og dens ejer, Cecilie, spiller en rolle i denne bog.
Ejeren Cecilie har svært ved at drive hendes elskede boghandel videre, og kæmper en kamp for overlevelse. Cassiopeia elsker at være i boghandlen og deltage i den lokale bogklub. Bøger og historier fylder meget for hende, og hun bruger det som afbræk fra virkeligheden og som et fristed. Noget som mange andre også gør.
Da pigerne opdager sandheden om dragen, er de ikke bange for at finde en ny placering til den – en placering der både kan redde dragen og boghandlen. Så takket være Cassiopeia får begge dele nyt liv.

Kærligheden til bøger er ikke et nyt emne, men noget som bliver behandlet i mange andre bøger, både for børn og voksne. Det ses i Sosuke Natsukawas Katten, der ville redde bøgerne. Ligeledes i den beslægtede titel Pigen, som ville redde bøgerne af Klaus Hagerup, smukt illustreret af Lisa Aisato og ikke at forglemme Den uendelige historie af Michael Ende. Alle bøger der er kærlighedserklæringer til bogen, til det skrevne ord, til de magiske verdener som bøgerne giver os adgang til.
Gulddragen melder sig til koret af bøger om bøger – og det er et virkelig fint supplement til den samling. Dertil er serien et godt match til – især – pigerne på 9+ der gerne vil læse om veninder, søskende, sammenhold og måske også lidt forelskelse. Sidstnævnte fylder ikke så meget i den her historie, som det har gjort i nogle af de andre. Der er stadig hverdagsproblemer, og en mor der ikke altid forstår pigerne og deres ståsted, men som alligevel i sidste ende altid ender med at bakke dem op.






