Fremtidens araber: Jeg, Fadi – den stjålne bror 1 (1986-1994)
Da Riad Sattouf var 14 år blev hans lillebror Fadi kidnappet af deres far, alt sammen detaljeret beskrevet fra Riads perspektiv i Fremtidens araber: En barndom i Mellemøsten-serien, men hvad var Fadis oplevelse?
Fremtidens araber: Jeg, Fadi den stjålne bror 1 (1986-1994) (noget af en titel) er første bind i den næste del af Riad Sattoufs serie Fremtidens araber.
Den oprindelige Fremtidens araber blev én af mine yndlingstegneserieserier, næsten så snart jeg åbnede den. Med sin skarpe humor og samfundskritik havde jeg rent faktisk svært ved at lægge den fra mig. Nummer 9 kårede den som bedste internationale tegneserie i det 21. århundrede… Den er god, er hvad jeg prøver at sige.
Nu er spørgsmålet naturligvis: Jeg, Fadi den stjålne bror — kan den leve op til sin strålende forgænger?
I Fremtidens araber: Jeg, Fadi den stjålne bror 1 (1986-1994) skifter vi synspunkt. Nu følger vi ikke længere Riad Sattoufs eget perspektiv, men hans bror Fadis.
Bogen begynder da Fadi er fire år og lever i Frankrig med sin mor og sine brødre. Han kender ikke rigtig sin syriske far — før den dag faren pludseligt dukker op og hapser Fadi med til Syrien uden at fortælle det til nogen. Pludselig står Fadi i et land han ikke kender, med en far han ikke kender, langt væk fra sin elskede mor.
Riad Sattouf er en fortræffelig tegneserieskaber.
Stilen er simpel, men effektiv. Stiliseret og til tider næsten barnlig, med fokus på mennesker og deres udtryk. Det passer fint ind i en familiefortælling, hvor netop det personlige er i fokus. Hvad man måske ikke lægger lige så meget mærke til er, at Sattouf bruger samme simplicitet i sine sidelayouts: her køres et fast 6×6 grid, som luller læseren ind i en rytme, indtil mønstret pludselig bliver brudt.
Et godt eksempel er da Fadi møder sin far for alvor for første gang.
Det er et stort øjeblik, da det er et af de helt store skift i historien.
Et andet tegneserietrick, Sattouf bruger, er at fjerne kanterne fra en ramme.
Som dette eksempel, hvor faren slår Fadi væk, til Fadis store forskrækkelse. Han har ikke forklaret Fadi, hvad en bøn går ud på, og panelet efter med Fadis reaktion er uden panelkant. For mig læses det som chokket over kontrasten fra hans blide opvækst i Frankrig. Endnu et effektivt, men underspillet greb.
Derudover bruger Sattouf sin simple farvepalette til næsten perfektion: I Frankrig er alt farvelagt i intens gul, men jo mere Fadi vænner sig til Syrien, lærer arabisk og falder til, skifter farven til en dæmpet orange, for til sidst at lande på en dæmpet rød, som matcher den røde, der også bruges i Fremtidens araber: En Barndom i Mellemøsten, når Riads familie er i Syrien.
Farveskiftet sker så gradvist, at jeg ikke lagde mærke til det i min første gennemlæsning. Først da nogen kommer kørende fra den franske ambassade og Fadi kommer i tanke om sin mor, vender den gule farve stærkt tilbage.
Jeg elsker som sagt Fremtidens araber-serien, og det er fascinerende at se Fadis side af historien — hvad skete der egentlig i Syrien? Hvordan kan et barn håndtere at blive stjålet?
Faren er også en utrolig spændende karakter. Han gør, hvad han synes er bedst—at bo med sin familie i Syrien—og derfor kidnapper han Fadi, i håb om, at resten af familien flytter med. Det gør de ikke. Men faren giver sig heller ikke, og han gør ikke meget for at hjælpe Fadi med at falde til. Han er på mange måder meget skruppelløs.
Fordi alting er fra Fadis synspunkt, bliver det satiriske sat på spidsen; Fadi forstår ikke, hvorfor det er forkert at true med et gevær. Faren får dog også sine humane øjeblikke, som da han er hundeangst på en flytur, til en grad hvor det tydeligt har sat sig i Fadis hukommelse.
Fadis historie er fortalt gennem lange snakke og interviews, som Riad Sattouf havde med sin bror, efter de blev genforenet efter 20 år. Det har dog en ulempe: siden Riad Sattouf ikke selv var der, står historien lige en tak vagere end hans egen. Det er den eneste grund til, at bogen får fem— og ikke seks 9-taller.
Jeg genlæste den første i Fremtidens araber: En Barndom i Mellemøsten for at sammenligne de to og fordi den første serie netop er Riad Sattoufs egen oplevelse, kan han være mere specifik, f.eks. omkring måden hvorpå barne-Riad lægger mærke til alles lugt.
Noget andet, der tæller ned for Jeg, Fadi den stjålne bror 1… er, at vi kender dele af historien. Den store overraskelse i Fremtidens araber 4 er netop kidnapningen af Fadi, den yngste bror, så dén rammer simpelthen ikke ligeså hårdt i dette nyeste indslag. På samme måde har jeg allerede læst om en franskopdraget drengs første møde med Syrien.
Jeg glæder mig meget til at se hvor Jeg, Fadi den stjålne bror går hen i de kommende bind. Hvad kommer Fadi til at opleve? Hvad mere vil Syrien byde ham?
Imens vil jeg genlæse Fremtidens araber: En barndom i Mellemøsten igen-igen (og det burde du også gøre).
