Tegneserieforsker Rikke Platz Cortsen mindes Marjane Satrapi.
Marjane Satrapis alt for tidlige bortgang har chokeret og bedrøvet tegneserieelskere verden over. Vi giver ordet til Rikke Platz Cortsen, ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole, som både professionelt og personligt har været dybt berørt af Satrapis tegneserier.
Tak til Marji og Marjane
Det er så forfærdeligt trist, at Marjane Satrapi ikke er her mere. Men mere end nogen anden følelse, er det for mig en dyb taknemmelighed, der dominerer, når jeg læser alle de mange fine ord, der bliver skrevet om hendes liv og værk. For Satrapi var og er en fuldstændig uomgængelig skikkelse i tegneserieverdenen, og det er svært at overvurdere, hvad især hendes selvbiografiske værk Persepolis har betydet for den måde, vi læser og forstår tegneserier på i dag.
Da Marjane Satrapi udgav sine sort-hvide sider om en barndom i Iran tur/retur, var forskningen i tegneserier langt fra det kæmpefelt, det er i dag, og netop dette værk har vist sig at være en guldgrube i udviklingen af indsigter og teorier, som bliver ved med at modne vores måde at forstå verdenen gennem tegninger og ord. Persepolis er et kerneeksempel på det paradoksale ved tegneserier: At de simultant kan være meget komplekse og helt simple både i udtryk og indhold – og at de kan være svære at læse og nemme at læse på samme tid.
Satrapi var og er en fuldstændig uomgængelig skikkelse i tegneserieverdenen
Persepolis er tegneserien, der rummer komplicerede pointer om visuel selvrepræsentation, orientalismekritik og transnational feminisme side om side med barnlig fjolleglæde, punk attitude for fuld skrue og hjerteskærende pointer om liv og død.
Det er den store hyper-aktuelle verdenshistorie set fra barnets perspektiv. Det er det eksemplariske værk, der anvender tegneseriens mediespecifikke forcer virtuost. Det er en stærk personlig stemme, der vil noget med sin læser og ikke er bange for positionere sig og tale magten midt imod. Det er en grafisk roman, der stadigvæk provokerer og med skarpt optrukne kohl-streger skaber debat mange år efter sin første udgivelse.
Persepolis er ofte den tegneserie, jeg giver til folk, når de spørger mig, hvor man skal starte, hvis man godt kunne tænke sig at begynde at læse tegneserier. Den er genial, hvis man skal forstå forskellen mellem forskellige fortællere i visuel litteratur. Den er interessant, hvis man har interesse for historie og nutidige konflikter i Mellemøsten. Den er suveræn, hvis man vil undersøge selvbiografiens særlige fremstillingsmåde i tegnet form.
Den er stærk i sin skildring af mennesket mellem to kulturer. Den er ikke til at komme udenom, hvis man er sulten på tegneseriehistorie. Den er også et klart førstevalg til de læsere, der kan lide stærke piger i hovedrollen. Den kan sammen med den animerede filmversion danne grundlag for spændende mediediskussioner. Den er til alle os, der nyder stilsikre, sort-hvide værker.
Persepolis er uden sammenligning den tegneserie, jeg har læst flest gange
Igennem årene har Persepolis tjent som et multiværktøj, der kan udfolde mange teoretiske, kulturelle, historiske og æstetiske pointer, og forskningen i tegneserier og undervisning i skoler, på kunstneriske og videregående uddannelser skylder stor tak til Satrapi for at tegne sin personlige fortælling, så vi kan læse med.
Persepolis er uden sammenligning den tegneserie, jeg har læst flest gange med flest forskellige mennesker, og den åbenbarer kontinuerligt nye pointer for hver ny læser, jeg møder i samtale. Derfor er min største tak til Marji og Marjane for læseoplevelsen og samtalerne.
Tak for den elev, der for første gang med Perspolis læste en hel bog til ende og glædestrålende fortalte om det. Tak for de mange diskussioner, skænderier og snakke.
Det er en stærk, visuel stemme, der er forstummet, men der er mange kommende læsere, der vil sætte pris på den samtale, Marjane Satrapi har startet.
