Gennem dødens port
Gennem dødens port er et mangehovedet monster med et kæmpe hjerte.
Konceptet er jo egentlig helt utroligt oplagt. HC Andersen led af dødsangst (afslører forordet), og ret mange af hans eventyr er selv i deres oprindelige form stygge sager. Og helt ærligt, nogle af dem kunne godt trænge til en opdatering (udover hvad Disney har taget sig af de senere årtier). Så det er lige til højreknoglen at lave en horrorantologi med gyselige genfortolkninger af mere eller mindre kendte klassikere.
14 kunstnere har kastet sig frådende over udfordringen. Resultatet er denne nydelige hardcover-antologi, der snildt kan stå og se rimelig uskyldig ud på bogreolen, ved siden af originalværkerne.
Den lille pige med svovlstikkerne (Henriette Westh)
Veni creator (Rasmus Julius)
De røde sko (Christffer Gertz Bech)
Og når vi åbner det flotte cover, støder vi på første kontrast. For omslag og format på bogen er lækkert og af høj kvalitet – og første historie er en enkel, håndtegnet omgang, der mere ligner noget fra en undergrunds-selvudgivelse end noget fra en velsmurt DC-tegnestue. Det bliver vi lige nødt til at tale om med det samme. Det visuelle udtryk. For det har været det vanskeligste at tage stilling til under denne anmeldelse.
Så. Klar til et hot take? Okay, nu sker det!
Cirka halvdelen af bidragene til antologien er tegnet i hvad jeg mener er en amatøragtig streg. OG HOLDT, STOP!!! Før du henter alle dine venner og udstyrer dem med høtyve og fakler for at komme efter mig, så lad mig lige sige det her: “Amatør” betyder oprindeligt en, der gør noget drevet af kærlighed eller lidenskab (amour) til noget. I modsætning til en professionel, der for at kunne leve af sin gerning må bestræbe sig på at overholde visse konventioner og forventede standarder.
Så, er tegnestilen perfekt i Gennem dødens port? Langt fra.
Er det et problem? Nej!
Hvorfor ikke? Okay, sid ned. Tag en kop kaffe.
For det første: Hele samlingen sprudler af kærlighed til det makabre, det mørke, til horror B-film og dybsort humor. Ligesom effekterne i Evil Dead eller Army of Darkness. Kan du spotte de tvivlsomme practical effects på lang afstand? Absolut. Tager det sjælen ud af historien? Nej. Det handler ikke om at formidle det visuelle perfekt; det handler om den rette stemning og ånd. Og det nailer antologien her.
Og det næste: Der er en utrolig personlighed i tegnestilene, som vi møder her i antologien. Er det billedskønt, symmetrisk og klar til afgangsprøven på animationsskolen? Ofte ikke, men selv de mere upolerede indslag giver en utrolig intimitet med den pågældende tegner. Som en af dine venner, der viser dig noget, de har brygget sammen. Hvor den tekniske kunnen måske ikke kan følge trop med den rene ide. Men ideen var så god, at den måtte ud.
Og så mit sidste argument. Lad os zoome ud. AI-billeder er fucking over det hele, og alle (inkl. din kollega, der fylder sine PowerPoint-præsentationer med “sjove AI-tegninger”) har adgang til at lave ting, der ser polerede ud. Og upersonlige. Jeg vil gerne have det håndtegnede. Jeg vil gerne se det uperfekte. Jeg vil gerne have mere fra menneskehænder, der ikke er bange for at udtrykke sig. Skulle udtrykket være et eller andet fuldstændig vanvittigt, er det bare endnu bedre.
Grantræet (Kirsten K. Hester)
Og nu til selve historierne. Gennem dødens port byder på fortolkninger af 11 eventyr og 3 digte. Alle har selvfølgelig drejet på ubehagsknappen og vrider historien i en lidt mere dyster retning – men i ret mange tilfælde skulle der ikke så meget til. Ole Lukøje var sgu noget gusten i forvejen, og Mark Bundgaard Hansen tager fortællingen det helt rigtige sted hen.
Verdens klammeste fortællerstemme
Der er ret meget guld i antologien. Jeg vil gerne fremhæve nogle af klumperne her:
- Snedronningen (af René Allan Nielsen): en af kronjuvelerne i kisten. Holder sig rimelig trofast til nøglepunkter i den oprindelige historie. Den er en helstøbt oplevelse. Den er smukt illustreret og har en historie, der mere handler om at hjælpe en ven ud af indre mørke, end om at besejre en ekstern ond kraft.
- Nattergalen (af Peder Riis): I en dystopisk cyber-fremtid inddrager den onde kejser nattergalen… og herfra går historien fantastisk på afveje. Der er også zombier med! Den bløde, nærmest modellervoksagtige tegnestil er en fed kontrast til den futuristiske setting.
- Den standhaftige tinsoldat (af Josephine Mikkelsen): Bæres frem visuelt, med meget få ord. Tegnestilen har en fantastisk viskositet, og Josephine Mikkelsen kan virkelig noget med både teksturer og kameraføring. Poetisk og voldsom samtidig.
- Den grimme ælling (af Michael L. Larsen): Det her er den mest kaotiske og fucked-up historie i antologien. Den er absurd, ubehagelig, kompromisløs, og mørkt sjov. Den historie er en fucking grim ælling, og man elsker den omgående.
Det svageste i antologien er digtene, der er en blanding af træffere og forbiere. Veni creator bygger stemningsfyldt og skummelt op, og ekkoer efter du er færdig med at læse. Mens den visuelle handling i Dødsøjeblikket er grafisk flot, men uklar, og Snegle-spyt godt nok er smukt illustreret… men billederne giver ikke nyt og ekstra indhold til ordene.
Flere af historierne lægger ikke blot en horror/mørk vinkel på, men tager sig også tilfredssstillende friheder med handling eller slutning. For din kommende fornøjelses skyld afslører jeg ingen detaljer. Men der var flere gange hvor jeg råbte FUCK JA af en alternativ drejning eller slutning ift. originalen. Her tænker jeg særligt på Den lille havfrue (af Signe Koustrup), hvor jeg var lidt bekymret undervejs, men oplevede total katarsis til sidst.
Flere historier ville jeg gerne have set i farver. Særligt Rosenalfen (Sanne Lausen Wolff) og Den yderste dag (Nicolai Hvidberg Jørgensen).
Begge ligner noget, der oprindeligt var tegnet i farver, men som så er blevet gengivet i gråtoner. Jeg antager, at man har valgt at holde antologien i sort/hvid, for at holde produktionsomkostningerne nede, og det bidrager også til undergrundsfølelsen. Men visse af historierne ville have været bedre tjent i farvegengivelse.
Efter dyb og vild indre debat (og armbaskende diskussioner med flere venner), bliver karakteren 5 nitaller.
Den varierede visuelle stil er og VIL være polariserende. Jeg kan godt lide det råt, og menneskeligt. Og de ideer som antologien bobler over med – inkl. det generelle koncept, som jeg synes er fantastisk – trækker op for mig. Dette er et kærlighedsværk, produceret af kåde gremlins, der har fået lov til at gå amok.
Gennem dødens port er et elskeligt og til tider uskønt monster, som det er svært ikke at holde af.
