Signe Dagmar Herlevsen ser dobbelt og anmelder to tegneserieudgaver af romantiske romanklassikere — én til den tørstige læser og en til jer, der spiser knækbrød uden smør.
Emma og Call Me By Your Name ligger lidt i samme boldgade, idet de begge er nyfortolkninger af romaner, der tidligere også er lavet som film. De handler begge om kærlighedens evige og underfundige forviklinger. Og de er begge produkter af hver deres tid. Derfor blev jeg enig med min redaktør om at lave en form for dobbelt anmeldelse, en form for side by side om man vil. På trods af, at den ene er dryppende saftig som en overmoden fersken og den anden er mere flad og knastør end en TUC kiks, er der nemlig mange pastelfarvede paralleller at trække.
Emma og Call Me By Your Name
Filmatiseringen af Stolthed og fordom med Michael McFadyen og Kiera Knightly i hovedrollerne har jeg set flere gange end jeg kan tælle, og jeg elsker den hver gang. Jeg kan altså godt nyde den form for romantik, som Jane Austen er så kendt for. Filmatiseringen af Emma med en ung Gwyneth Palthrow i hovedrollen har jeg set én gang for umindelige tider siden, og jeg husker ikke meget andet af historien, end at Gwyneth er en værre blandemaskine, der føler sig berettiget til at flytte rundt på sine bekendtes bekendtskaber, som var de påklædningsdukker, hvor det gælder om at finde det par, der klæder hinanden bedst.
Min læsning af denne nye tegneserieversion af Emma er derfor ret umiddelbar. Jeg var ikke på hverken for- eller efternavn med andre end hovedpersonen, og kender ikke alle de små finurlige finesser, der måtte ligge imellem usagte ord og skjulte blikke. Og for sådan en uindviet som mig er tegneserien ikke nogen super repræsentant for, hvad der jo ellers må være en god historie, sådan som den fortsat elskes verden over.
Men hvorvidt historien om verdens måske mest berømte frøken giftekniv er god eller dårlig er ikke hovedsagen her. Jeg vil i stedet fokusere på, om denne version er en vellykket tegneserie, og om den tilføjer noget brugbart til historien for den læser, som nok er nødt til at være lidt fan i forvejen, eller i hvert fald være bekendt med historien og dens karakterer.
Call Me By Your Name har jeg set på en skærm, og jeg syntes, den var udmærket. Jeg er ikke så farvet af det, der var min indgang til værket, at jeg ikke kan lade tegneserien stå alene. Også den vil jeg forsøge at forholde mig sagligt og retfærdigt til.
Side by side
Skal jeg sammenligne Emma og Call Me By Your Name med noget, er det første, der falder mig ind, ikke deres originale udgangspunkter; det er magasinet om hestepigen Wendy. Begge tegneserier er udført i semirealistisk stil med tilsyneladende overfladiske problematikker som tema. I Emma gås der ture og drikkes the. I Call Me By Your Name bades der i poolen og cykles op og ned af italienske grusveje. Begge i en dans, der kredser om den ældgamle varme grød: ”Hvem er vild med hvem?”.
I begge historier er der selvfølgelig mere på spil end bare simple Wendy-forelskelser.
I Jane Austens tid, og dermed også Emmas, var det sjældent og nærmest umuligt for en kvinde at eksistere uden at være i forlængelse af en mand. Emma er et forkælet barn af en meget velhavende far, så hun har mulighed for at sætte sig imod sin tids normer. Hun vil aldrig giftes! Det er dog stadig hele historiens omdrejningspunkt, hvor vigtigt det er for de forskellige karaktere at blive gift, og i særdeleshed godt gift. Men Emma er altså så privilegeret, at hun kan lade sig styre af kærlighed frem for fornuft og penge, da hun til sidst alligevel overgiver sig til normerne og lader sig gifte med sin svogers bror.
Call Me By Your Name er en kærlighedshistorie imellem to mænd. Den foregår i start-firserne, hvor det at være homoseksuel foregik mere i skabet end det gør i dag. Det er uden tvivl stadig en udfordring at leve som andet end heteroseksuel i en verden, hvor det at ”komme ud skabet” stadig er en handling, som af de fleste betragtes som noget signifikant. I en perfekt verden ville en mand kunne tage sin kæreste med hjem til sine forældre uden først at forberede dem på, hvorvidt det var en mand eller kvinde. Disse forældre ville sige goddag og velkommen, for så at tilbyde en ostemad og snakke om vejret, uden ellers at tænke over hvad, sønnikes seksualitet vil betyde for familiedynamikken. Sådan ser verdensbilledet nok desværre kun ud for de allerfærreste, og sikkert for endnu færre i 80’ernes Italien. De to mænd forelsker sig og kaster sig ud i en hemmelig romance. De ender dog hver for sig, og den ene part overgiver sig til tidens normer og gifter sig med en kvinde.
Banal kærlighed
Hvis det bare var som i Wendy-bladene, at der var to, der var vilde med hinanden, men at der ellers ikke var noget på spil, ville hverken Emma eller Call Me By Your Name nok have modstået tidens tand. For begge historier gælder det imidlertid, at der står et helt samfund i vejen med låste skikke og traditioner. Egentlig bevæger alle vores forskellige hovedpersoner sig rundt i, for deres tid, liberale miljøer. Der er dog grænser for, hvor langt de nære liberale miljøer kan favne. Der står stadig en verden udenfor med love og regler og misbilligende blikke. Fortællingen om det lille menneske i midten af en stor uretfærdig verden er eviggyldig, hvorfor vi også interesserer os for historierne i dag.
Kærlighedsforviklingerne i begge historier ligner banale små isbjerge, men har masser af nuancer gemt i det kolde vand. Desværre lykkes det ikke helt at belyse de sider af dramaerne, der ville fjerne dem fra Wendybladenes hestepige-intriger og give dem den tyngde, de fortjener.
Hvem er hvem
For at give mig selv, og læseren et bedre overblik, har jeg valgt at sætte en lidt nøgtern gennemgang af de to tegneserier op ved siden af hinanden i et skema. Begge tegneserier er digitalt tegnede og farvelagte. Det i sig selv er ikke nogen forbrydelse, og kan bestemt udføres med masser af sjæl og liv.
| Emma | Call me by your name | |
| Historie
|
Kærlighedsforviklingerne I Emma føles banale. Emma er en temmelig giftig ven, som jeg aldrig helt fatter, hvorfor folk er så vilde med. Da hun til sidst ender med at gifte sig med historiens helte-dude, forstår jeg ikke, hvorfor de er så forelskede i hinanden. Emma er lidt en kvindelig Mr. Darcy (fra Stolthed og fordom), som må rende rundt og rydde op i det rod, hun har lavet, så alle kan blive glade til sidst. I modsætning til Mr. Darcy virker det dog ikke rigtigt, som om der sker nogen karaktermæssig udvikling hos hovedpersonen.
99 |
Her er længslen til at føle. For ikke at tale om liderligheden! Der bygges op og bygges op, til de to flotte fyre endelig giver efter for hinandens sultne blikke, og så skal jeg ellers lige love for det bliver saftigt. Jeg har ikke været homosexuel mand i 80’erne, så jeg ved ikke hvor vellykket denne del belyses, men man er bestemt investeret i hvor vidt de to mænd får hinanden i enden, som man siger.
9999 |
| Tegnestil | Det første opslag efter titelsiden huser en samling indrammede portrætter af de sidekicks og perifere sværmere, der bor i historien om Emma. Jeg vendte flittigt tilbage til dette opslag for at forsøge at holde styr på, hvem der egentlig var hvem. Det var ikke altid til megen hjælp, da alle karakterer mere eller mindre ligner hinanden, og da deres indbyrdes relationer ikke er specificeret på billedvæggen.
Alt er tegnet stramt op med lineal, og farvelagt med malespand. Påklædningsdukker copypastes livløst rundt i copypastede baggrunde, og det virker ærlig talt både uvedkommende og uinteressant. Det minder om scenen i Alene hjemme, hvor en Michael Jordan-papfigur er sat oven på et legettøjstog og bæres stiv og livløs igennem julestuen for at snyde de tilskuende indbrudstyve. I Emma rockes der dog langt fra around the christmas tree. 99 |
Svulstig, plastisk og glinsende, som var alt smurt ind i vaseline. Kvinderne er lidt svære at kende forskel på, men mændene (som det selvklart mest handler om) er man aldrig i tvivl om. Jeg tror Jason Priestly og Tom Welling har været brugt som referencer til historiens to hovedaktører, ligesom der tydeligt er brugt referencer til alle øvrige karakterer. Til tider virker det som om karaktererne er collaget sammen, og altså svæver lidt ved siden af hinanden. Men grundlæggende understøtter billedsiden udmærket historien.
9999 |
| Tegneserieteknik | Hvor illustratoren tydeligt sagtens kan tegne, virker vedkommende mindre skolet i den svære kunst at fortælle en billedbåren historie. Det er ikke nok at lave en bunke flotte tegninger og så smække nogle talebobler ovenpå. Her mangler lidt en forståelse for, hvad der skaber kontinuitet og sammenhæng. Alene det, at man ikke kan kende karaktererne fra hinanden, er en stor fejl. Talebobler virker som en eftertanke, og placeringen er ikke altid logisk. Persongalleriet bevæger sig dødt rundt i døde landskaber, og spiser død mad, som de ellers konstant lovpriser som værende smuk og lækker.
9 |
Også her kan taleboblerne virke lidt som en eftertanke, og rækkefølgen kan være forvirrende, men det er aldrig på bekostning af forståelsen af historien. Også her copypastes der ansigtsudtryk og baggrunde, men ikke fra det ene panel til det næste, så det virker mindre stift og iøjnefaldende. Fortællingen flyder, og ord og billeder supplerer hinanden rigtig fint.
999 |
| Samlet karakter | 99 | 9999 |
Men hvorfor skal man overhovedet producere eller konsumere nyfortolkninger af allerede eksisterende værker? Kunne man ikke bare gå på biblioteket, låne originalerne, og så se at få dem læst?
Kunstigt ost vs rigtig ost
Den tilbagevendende læser vil måske allerede kende undertegnede som typen, der er svær at stille tilfreds. Min krop har det lige sådan, og der er mange fødevarer, den ikke vil vide af. Et eksempel er ost, som jeg ikke har spist i årevis, blandt andet fordi min krop ikke vil samarbejde om, hvordan osten kan sendes smertefrit igennem systemet. Jeg fryder mig hver gang, jeg støder på en ”kunstig” ost, der minder bare en smule om det rigtige, hvad enten den er lavet af cashewnødder, soya eller en ukristelig suppedas af e-numre. Af en eller anden grund vil min krop godt være med på dén præmis.
Men jeg møder af og til folk, som ikke forstår, hvorfor jeg skal have kunstig ost, når jeg nu har valgt den ægte vare fra. De synes det er noget pjat, eller måske lidt snyd, at nyde en ”ost” der faktisk kun lader, som om den er en ost. Hvorfor folk går op i, hvad andre folk kalder ost, er et emne til en helt anden form for forum, men pointen er her et sted. For på nøjagtig samme facon er der folk, der bekender sig nærmest religiøst til oprindelige værker, det værende sig for eksempel Jane Austens romaner, eller de første filmatiseringer af samme, frem for dem, der måtte komme senere. Generelt, når man snakker med folk om filmatiseringer af bøger, vil man høre ”jeg kunne bedre lide bogen”, hvortil jeg næsten altid må svare, at den har jeg altså ikke læst. Noget pjat og snyd, og få den nu bare lånt på biblioteket.
Jeg har hverken læst Call Me By Your Name eller nogen af Jane Austens værker i deres originale form. Jeg er generelt stor fan af nyfortolkninger af romaner, hvad end det er som tegneserier, film eller tv-serier. Gamle bøger i nye klæder kan gøre klassikere mere spiselige for en ukoncentreret hjerne som min, der ikke på vilkår ville kunne æde sig igennem side op og ned bestående udelukkende af bogstaver.
Det at omsætte klassiske romaner til tegneserier er en stigende trend, og tak for det! På denne måde har jeg bl.a. fået læst Slagtehal 5 og Fluernes Herre, begge bøger jeg nok ikke ellers ville have tygget mig igennem. Jeg var vild med Fluernes Herre, hvor Slagtehal 5 ikke på samme måde har sat et blivende aftryk i min hjerne. Men sådan kunne jeg sikkert lige så vel have haft det, hvis jeg havde læst bøgerne i deres originale form. Pointen er, at jeg fik dem læst.
Både filmatiseringer og tegneserie-fortolkninger vil sikkert af mange kernefans blive betragtet som ikke den rigtige version af sin respektive historie. Men mange ville gå glip af de fortællinger, som selvsamme fans holder så højt, hvis ikke de oversattes til vingummivitaminpiller, som en flakkende hjerne kan overtales til at æde.
Og jo, det kan bestemt gøres mere eller mindre vellykket. TV-serien The Office var først britisk, men blev så genfilmet med amerikanske skuespillere, så amerikanere slap for at se den med undertekster. Den amerikanske version af serien begyndte først rigtigt at fange et publikum, da den tillod sig at træde lidt væk fra originalen og gøre det på ”sin egen måde”. Hvis ikke serien havde tilføjet noget nyt, havde der ikke været nogen årsag for seeren til ikke at holde sig til den britiske original.
En ny tegneserieversion af en klassisk roman er efter min mening også bedst, når den giver historien det nye, den kan i form af sit medie. Med billeder kan man helt uden ord udtrykke stemninger og beskrive smukke landskaber. Det virker klodset at tegne et fladt og livløst landskab, og så få historiens karakterer til at fortælle os, hvor smukt det er. I Emma vises der underlige brune klumper på store fade. Karakterene proklamerer, at det er det lækreste mad de nogensinde har set. I Call me by your name svælges der i det ene lækre morgenbord efter det andet. Og her føres et aflangt stykke toast langsomt ned i et meget blødkogt æg, så blommen glinser og drypper ud på tallerkenen. Frækt! Emma underminerer sig selv på billedsiden. Call Me By Your Name løftes og udbygges af sine visuelle virkemidler.
Således er vi nu nået til konklusionen på denne dobbeltanmeldelse:
Call Me By Your Name er en slibrig gave til øjet, og Emma kunne lige så godt være printet på indersiden af en sovemaske. Førstnævnte læser jeg gerne igen med mine lange fedtede fingre, mens det kan være jeg faktisk måske skulle forsøge at få min hjerne til at acceptere Jane Austens Emma i sin rene, oprindelige form. De har den nok på biblioteket…
