Spider-Man: Livshistorie
Hvad nu hvis Spider-Man blev ældre som tiden gik? Hvordan ville hans liv så ser ud? De spørgsmål forsøger Spider-Man Livshistorie at besvare.
Da jeg som stor dreng fantaserede om at skabe et superhelteunivers, ligesom Marvel og DC, tænkte jeg altid, at personerne skulle ældes i realtid. Så kunne en superhelt, der var et almindeligt menneske (og ikke fx en gud eller et magisk væsen), holde i spandex i måske 20 år, ligesom en eliteidrætsmand, eller måske 30, fordi superkræfter, men så var det også det.
Kommercielt set nok risikabelt, men rent kreativt skulle man jo holde sig på stikkerne og løbende finde på noget nyt. For hvad er der egentlig at fortælle om Superman, Batman, Daredevil og Spider-Man, som ikke er fortalt 1000 gange før?
Så altså, verden ændrer sig, men superheltene forbliver evigt unge. Spider-Man er ikke meget ældre, end da han første gang svingede ind i en bladkiosk i 1962. Men alt det, der er sket for ham i de mellemliggende 64 år, er stadig en del af hans historik: Kæresten Gwen Stacys død, klon-sagaen, den sorte dragt, der overtog hans krop, alskens kampe mod hære af superskurke. Man skal ikke tænke meget over det, før det ingen mening giver.
Men hvad nu hvis Spider-Man havde været en figur i mit superhelteunivers? Hvad nu hvis han var blevet ældre, som årene gik? Det er konceptet i Spider-Man Livshistorie, hvis seks kapitler foregår over seks årtier, og hvor Peter Parker, aka Spider-Man, ældes normalt, bliver gift, får børn, stifter virksomhed, prøver at gå på pension, og så videre.
Et sidste job for pensionist-Spider-Man i 2019. Med voksne børn og ung efterfølger.
Det er en sjov tanke, men også ambitiøs, når et helt liv skal fortælles over kun 180 sider, og man desuden vil have flettet alle de vigtigste definerende begivenheder i Spider-Man-universet ind i historien.
Egentlig slipper forfatter Chip Zdarsky fornuftigt fra det, og lykkes med at konstruere hver episode, så den både er en afsluttet historie — med den krævede dosis af superhelteramasjang — og en del af den fortsatte livshistorie. Men det er også meget indhold at kondensere og det går enormt hurtigt.
Hvor man kunne tænke, at hele Spider-Man historien i ét overskueligt album er et godt sted at starte for begyndere, forholder det sig i virkeligheden lige omvendt – utrolig meget af læsefornøjelsen i Spider-Man Livshistorie skal findes i måden, allerede kendte begivenheder twistes på, så de udspiller sig lidt anderledes end oprindeligt. Og når man som denne læser kun har et forholdsvis overfladisk kendskab til Secret Wars og Civil War og klonsagaen og alt det med Venom og symbiot-dragten, ja så ryger en del af fornøjelsen.
Ingen spider-sjov
Mit største problem med manuskriptet er dog, hvor humorløst det hele er. Det er sært, for dels har Zdarsky i mange andre af sine serier vist, at han er skidesjov, og dels er en stor del af tiltrækningskraften i Spider-Mans bedste historier balancen mellem det patosfylde og det lette. Peter Parkers evige bekymringer om sin dårlige superwork/life balance afstemt med Spider-Mans kække oneliners, når han basker baddies.
Men her er der kun bekymringer og selvpineri tilbage. Det er åbenbart aldrig sjovt at være Spider-Man. Men var det ikke fantastisk at svinge sig mellem hustagene i New York? Var det ikke fedt at hænge ud med Avengers og besøge andre dimensioner? Var det ikke også vidunderligt at være kærester med Gwen Stacy og Mary Jane Watson og få børn og se dem vokse op? Ikke rigtigt, er fornemmelsen man får, når man læser Spider-Man Livshistorie. Det var ikke stort og episk og fantastisk at være superhelt i 50 år. Det var bare tungt. Og så var det jo ikke det værd, Peter. Og så har du spildt din tid og dit liv.
Forpassede muligheder
Men mit primære problem med Spider-Man Livshistorie er ikke engang historien. Det er tegningerne. Jeg har en fornemmelse af, at tegner Mark Bagley er skidesød, den flinkeste fyr i verden, og at han altid afleverer sine sider til tiden. At han er 100 % til at stole på.
For det kan ikke være hans evner som tegner, der har gjort, at han igen og igen bliver hyret til at tegne Marvels mest populære figur, startende med hans over 100 numre run på Ultimate Spider-Man i nullerne.
Bagley tegner anonymt og generisk, uden evner for at visualisere de forskellige årtier historien foregår over. Jeg kan ikke se forskel på bilerne i 1966 og 2006, og der er ikke meget dekadent 70’er-look over Peter Parkers besøg på det legendariske New Yorker-natklub Studio 54, hvor David Bowie, Mick Jagger og Andy Warhol hang ud. Her havde en bedre og mere inspirereret tegner haft en fest.
Mark Bagleys generiske bud på hippier anno 1966.
Man skal passe på med at anmelde den tegneserie, man drømte om og ikke den, man sidder med i hånden; men jeg kan ikke lade være med at tænke over de forpassede muligheder, som konceptet med et hæfte per årti indbyder til.
Der er fuld 1960’er agentfilm-stemning over Chip Zdarskys flotte forside til første kapitel.
Serien lægger selv op til det med de fede forsider, tegnet ikke af Bagley, men af forfatter Zdarsky, der selv er en habil tegner. Der er coboltblå koldkrigsstemning over 60’erne, orange diskofeel over 70’erne, osv. Hvad om man havde fulgt den tanke til dørs og hyret en tegner, der rent faktisk havde en fornemmelse for mode og stil, og en farvelægger, der kunne ramme tidens farvetoner, så vi fik fløjlsbuksebrune 70’ere, pastelblå 80’ere og grungy skovhuggerternede 90’ere?
Eller hvad om hvert nummer var tegnet i stilen fra de tegnere, der definerede Spider-Man i de forskellige årtier? Så vi fik Steve Ditko-stive 60’ere, John Romita Sr-romantiske 70’ere og Todd McFarlane-vanvittige 90’ere? Det havde været fedt.
Men sådan blev det ikke.
Spider-Man Livshistorie er ingen dårlig superheltetegneserie. Den er bare heller ikke særlig god, og det er ærgerligt, særligt når konceptet rummer potentiale til meget mere.
