Mørkets Døtre - Baphomets Æg del 1
Tre små keruber og en Baphomet-datter skal tænde Infernus’ ild igen.
Vi ved den er gal, når vi på de indledende sider i Mørkets døtre får at vide, at den hellige ild i Infernus er blevet slukket. Et helvedesagtigt sted uden flammer? Det lyder helt skævt. Underverdenen har været af lave, siden den retmæssige herskerinde, Baphomet, blev afsat fra tronen af sin søn, Asmodeus. Derfor er vores tre keruber Kivli, Breex og Dhrak som en infernalsk udgave af Rip, Rap og Rup ude at lede efter noget håndgribeligt, der kan hjælpe. Og i øvrigt også gøre noget ved onde kong Asmodeus og hans væmmelige varulvelignende soldater, der som trælse uruk’haier tyranniserer de søde (og lidt sære) keruber og andre Infernus-beboere.
Det finder de: en kvindeskikkelse iført en kraniemaske, der materialiserer sig på mystisk vis ved en okkult statue. Først er de noget forbeholdne over for Agrat: Er hun farlig, ligesom så meget andet uden for deres landsby? Men da det viser sig, at hun både er venligsindet OG kraftfuld nok til at nuke de sjælevæsener, der som gespenst-zombier dukker op for at suge alt liv og lys ud af dem, bliver de ret begejstrede. Hun skal med hjem og fikse alle deres problemer!
De vender tilbage til landsbyen med Agrat, der ganske rigtigt viser sig at være stærk og magtfuld. De holder en kæmpe fest, Agrat tæver kong Asmodeus, og alle lever lykkeligt til deres dages ende. THE END.
Eller nej, sådan går det faktisk ikke. De holder godt nok en kæmpe fest i landsbyen, men varulvesoldaterne dukker op, og det bliver rigtig grimt. Vores kvartet får nogle gode råd og en smule magisk udstyr, før de flygter afsted på deres heltemodige færd. Missionen er at stoppe kong Asmodeus, tænde den hellige ild igen, og få Baphomet genetableret som den retmæssige herskerinde over verdenerne.
Det er en smuk, nuttet og mørk begyndelse på en episk fortælling – “flere bind er under forberedelse”, lover efterskriftet i bogen. Og det vender vi lige tilbage til.
Men NU er vi nødt til at tale om den visuelle side af Mørkets døtre. Æstetikken er superstram. Det første, vi lægger mærke til, er omslaget. Det kunne snildt have været designet til et black metal-act, med den skrigende hvide baggrund, sorte gotiske bogstaver, og sorte bogsider.
Tegnestilen er skarpsleben og præcis, som hvis Mignola havde en kærlighedsaffære med finelinere. Når der arbejdes i gråtoner, som NMAAR gør her, skal stregen ikke sættes mange nanometer forkert, før det kommer til at se mærkeligt ud. Men han mestrer det – og det ser organisk og kantet ud samtidig; som om alting er hugget ud af flint.
Ikke alene har vi med en ret speciel stil at gøre, design af karakterer og skabninger er også fantastisk – se bare skygge-sfinkserne. Og så er jeg en sucker for humanoider med flere sæt øjne (Dhrak). Jeg får så dejligt svært ved at fokusere på ansigtet. Det føles visuelt ubehageligt og fascinerende, ligesom vertigo; sådan må det være at møde en overnaturlig skabning. Hjernen glitcher ud.
Kompositionen er også skøn – NMAAR kender sit medie. Mørkets Døtre er en meget filmisk oplevelse med variation i vinkler, perspektiv og rudestørrelse. Jeg vil gå så langt som at påstå, at den sagtens kunne læses uden dialogen. Måske NMAAR er totalt i form efter hans nærmest ordløse Hvad maanen bringer, der er hans – i øvrigt meget smukke – fortolking af Lovecraft-noveller.
For her rammer vi noget, der er mindre velfungerende: Ligesom med Lovecraft, så er dialog ikke NMAARs stærke side. Meningen er klar nok, men det bliver lidt klichéfyldt. Karaktererne har et distinkt sprog og register, men det, de siger, virker ofte unaturligt og mere som eksposition end som egentlig dialog. Det hjælper heller ikke, at ordmellemrummene flere steder er ret smalle – kombineret med lidt upoleret kerning går det ud over læsbarheden.
Det er det primære hik i en i øvrigt meget velbalanceret start på en episk fortælling. Jeg læste et sted (som jeg selvfølgelig ikke kunne finde igen, da anmeldelsen her blev skrevet) at der er planlagt 8 bind af Mørkets døtre. Det er ambitiøst shit! Historien ser da også ud til at blive den klassiske episke quest med en trup, der drager ud for at finde løsningen til at bekæmpe den onde overmagt. Undertegnede får stærke mindelser til både Ringenes herre, Planescape: Torment og Den uendelige historie, hvis vi nu lige forestillede os at Samwise Gamgee havde seks øjne, eller at Fuchur var en skyggesfinks.
Første bind her lægger allerede i kakkelovnen til karakterudvikling og fortsatte fortællinger. Jeg er spændt på, om NMAAR kan bage det brød, han har slået op, over bålstedet. Men det ser pisse fucking lovende ud, og det ligner en historie, der har/får meget nuance. Uhyggelige monstre viser sig at være hjælpsomme, hvis man spørger pænt, og det antydes, at selv de skumle sjæle måske har en forklaring, der kalder på empati. Det giver håb for noget intelligent og nuanceret, i stedet for en hårdt optrukket fortælling om de gode vs. de onde. Selv en af de stygge varulve-soldater ser ud til at kunne udvikle sig til en Nux Warboy-agtig karakter (som vi alle husker fra Mad Max: Fury Road, ikke?). Det eneste sort-hvide her er layoutet.
Og så er der noget, jeg finder interessant: Man kan med god grund lægge en subtil feministisk vinkel på Mørkets døtre. Vores hovedpersoner er en kvinde og nogle børn (jajajaja, keruberne er måske fuldvoksne, men de er små af statur, lidt naive og nuttede, så = børn), som er oppe mod det totalitære patriarki. Og så har jeg en lille konspirationsteori om, at Agrat er en fortolkning af Lucifer. Men det kan vi tage over en drink en dag.
Mørkets døtre er en meget stemningsfuld oplevelse – man kan smage svovlen i luften, mærke det trykkende mørke, men der er også skønhed. Historien er nuttet og mørk samtidig. Der er et punkt, hvor det lige når at nærme sig at blive lidt for feel-good nemt. Men så sker der noget forfærdeligt, der giver tyngde til det univers, vi befinder os i. Den bedste æstetiske parallel, jeg kan drage, er faktisk til bandet Ghost. Det er smukt og catchy og superfint, og så er der liiiige den der totale gennemsyring af det infernalske/sataniske i universet. (Her håber jeg selvfølgelig, at Ghost ikke er for poppet at bruge som sammenligningsgrundlag, og at NMAAR ikke hexer mig på næste con.)
Karakter: Vi ender på 666 + ekstra bonus. Det kan du så vende på hovedet til fire meget store nitaller. Havde jeg haft utrolige evner til at tvinge vores WordPress backend til at kunne give halve karakterer, var vi havnet på 4,5.
Dialogen er som nævnt ikke superskarp, og første bind her er nødt til at lægge en del asfalt, så historien rigtig kan komme på vingerne. Rammen for denne type fortælling er set mange gange før, og jeg vil gerne se mere af, hvor historien kommer til at tage det hen. Der er lagt op til meget originalitet, men eksekveringen skal også lige bevidnes fuldt ud.
Heldigvis kommer næste bind allerede til efteråret, og det glæder jeg mig vildt til. HIL BAPHOMET!
