Bill Nash 100: Dødsdømt vidne
Johan Nørgaard Pedersen har i mange år lavet tegneserien Bill Nash, inspireret af sin barndoms tegneserier og amerikanske film fra 1970’erne. Nu runder serien 100 albums med blod, død og biljagter.
Danske tegneserielæsere har i 99 album kunnet læse om Nash og hans partner Biggs og deres forsøg på at rydde op i storbyens affaldsspand fyldt med bankrøvere, alfonser, psykopatiske mordere og skumle Mafia håndlangere med foruroligende store 70’er bakkenbarter.
Vi er nok alle sammen bekendt med figurer der minder om Bill Nash, for eksempel Clint Eastwood som Dirty Harry eller Robert De Niro som Travis Bickle i Taxi Driver. Disse film var bl.a. et produkt af de politiske og økonomiske forhold i USA’s storbyer i 1970’erne. Hårde stoffer var begyndt at afløse 1960’ernes mere uskyldige hashrygning. En generation af Vietnamveteraner var kommet hjem og strejfede nu rundt i gaderne som tidsindstillede bomber. Baby boomerne var flyttet ud til forstæderne, hvilket i højere grad skabte ghettoområder i byer som Chicago. Med andre ord: en barsk by kræver en barsk betjent. Ingen er mere barsk end Bill Nash, som nu igennem 100 albums(!) har gjort helvede hedt for storbyens gadeforbrydere og etablerede mafia-typer.
Album nummer 100 er sjovt nok ikke en stor omgang nostalgi for os, der har været med fra starten. Man kunne jo have lavet et større tilbageblik med skurkenes kirkegård, sjoveste replikker eller på Bill Nashs mange sejre og nederlag. Men det er udmærket tænkt at lave en historie som her, hvor det er endnu en dag på kontoret for Nash – nye læsere nemt kan springe på.
Tag et kig på den første side. Frihedsgudinden. Den berømte statue i New York, javist, men anderledes bred og mægtig ser hun ud, med ansigtet lagt i gravalvorlige folder. Næste panel: en tilforladelig kontorarbejder modtager to kugler i brystet, vi ser det fra en vinkel som om læseren er morderens makker og står ved hans side. Dermed går læseren ind i en verden, hvor lov og orden overskygges af revolverens lov.
Dagens ret, så at sige, er brødrene Alex og Pete Casalla. Et par slemme typer der indleder albummet med mordet på kontorarbejderen. Deres sekretær Cherri ved for meget om disse forretninger og finder sig selv i sigtekornet.
Nash starter som han nok gør de fleste mandage (eller tirsdage) med at besøge brødrene og dræbe to af deres livvagter. De var jo i vejen. ”Skulle det være en anden gang”, siger han som en dansk version af en actionbøf. Der går således ikke længe før nye læsere må tænke ”Hallo, er det Olsen Banden på stoffer, det her?”
En vigtig pointe om Bill Nash er, at det selvfølgelig er en joke, og at Johan N. Pedersen og hans læsere er med på joken. Imens blodet flyder og skurkene falder som fluer, er der plads til utroligt platte replikker som ”Fatter du det, eller skal jeg skrive det med blindskrift i din røv, så du kan læse det hver gang du klør dig i røven”.
På samme måde er det en joke, når de lidenskabelige kvinders senge forlades af de seje strissere med ordene ”Chicago har brug for mig, baby”. Man kommer man til at tænke på musikvideoen til Sabotage af Beastie Boys, som trykker på de samme knapper. Bill Nash er nemlig på samme måde lavet med en vis naiv charme og en arrig fortælling, som fyres af lige fra hoften. En anden sammenligning kunne være Grand Theft Auto computerspillene, hvor man som regel indtager rollen som Mafiahåndlanger og behandler storbyen som ens egen blodige sandkasse, imens platte jokes, funky musik og varmt bly fyres af til højre og venstre, præcis som Bill Nash. Det er selvfølgelig smag og behag, om man kan lide den slags, men det er der, vi er.
Et par ord om tegningerne. Sammenligner man med de første 5-10 albums, er der sket en stor tegneteknisk udvikling. En del flere stemningsskabende sorte flader bliver brugt og langt flere filmiske kameravinkler. Og dog. Erfarne tegneserielæsere kan have det sjovt med at spotte tegninger, som Johan N. Pedersen simpelthen har ”planket”, altså tegnet efter fra andre krimitegneserier, typisk Torpedo eller Agent X9. Men det er på mange måder en del af charmen, at det hele er lidt hjemmebrygget.
Man må have respekt for indsatsen med at selvudgive 100 albums, hvor jubilæet dog fejres med udgivelse på Cobolt, men hvis vi skal se lidt skarpere på indholdet, så skal det først nævnes, at Johan N. Pedersen har fokus på det visuelle og normalt ikke skriver originale eller bare gennemtænkte krimi-plots. Ofte hænger fortællingen kun sammen med lidt god vilje. Morderen taber sit lommetørklæde på gerningsstedet, den slags. Men i dette tilfælde med Nash imod Casalla- brødrene, må jeg indrømme, at det hænger udmærket sammen, som det ville gøre i en af de bedre 70’er krimier. Der er adskillige heldige sammentræf, som der jo også er i de gamle film. Med andre ord ingen løse ender, bortset fra Nash der stadig er en ’loose cannon’ som hans hårdt prøvede chef nok ville sige det.
