Interview: Sofie Louise Dam fortæller om at lave Team Salto, opfølgeren til den prisbelønnede Team Vildmark, og samarbejdet med forfatteren Mette Vedsø.
Sofie Louise Dam og Mette Vedsøs tegneserie/børnebog Team Vildmark var en succes, da den udkom i 2024. Anmeldelserne var overstrømmende, og bogen vandt både Politikens Litteraturpris og Pingpris som årets bedste børne-unge tegneserie. Nu er makkerparret i gang med at lave en opfølger til succesen.
Forsiden til den kommende tegneserie af Mette Vedsø og Sofie Louise Dam
Team Salto handler igen om drengen Bosse og hans børneliv på de første spæde skridt hen imod teenagelivet.
Tegneren Sofie Louise Dam er uddannet fra grafisk fortælling på TAW i 2017 og arbejder fra tegnestuen Kulkælderen.
Team Salto udkommer her i efteråret, så Sofie Louise Dam har i disse dage lagt sidste hånd på bogen. En bog, so voksede frem mellem Sofie og forfatter Mette Vedsø, efter som det gode samarbejde om Team Vildmark.
Men hvordan får man egentlig sådan et samarbejde til at lykkes, og hvordan kommer man i gang med en to’er? Det har jeg spurgt Sofie Louise Dam om.
Hvad fik dig i gang med at lave toeren?
– Det var vistnok allerede da Team Vildmark udkom i efteråret 2024, at Mette lagde en føler ud: ville jeg have lyst til at lave en toer? Det sagde jeg ja til, for vi havde haft en rigtig tilfredsstillende proces og et sjovt samarbejde.
Mette Vedsøg (tv.) og Sofie Louise Dam med deres Pingpriser. Foto: Carsten Olsen.
– Mette var meget tydelig fra starten om, at hun ikke ville lave en opfølger, bare for at gøre det. Der skulle være en historie, som var værd at fortælle. Da hun i midten af 2025 var klar med et manuskript, fik jeg lov at læse det og oplevede genkendelsesglæde ved strukturen og fortællemåden.
– Jeg lagde mærke til, at der var en del længere dialoger. Jeg synes Mette er genial til at skrive dialog. Hun skriver sjovt og præcist om følelser. Det har været sjovt for mig både at skulle forsøge at vise karakterernes indre liv i deres ansigtsudtryk, kropsprog, rytme og pauser, men også samtidig finde på et interessant ydre miljø eller handling, mens dialogerne udspiller sig.
Hvordan hænger den her bog sammen med den første?
– Vi møder igen Bosse, der giver et tilbageblik på nogle betydningsfulde dage. Vi får et blik ind i hans indre verden. Og i den lethed, leg, eufori og drama, der kan udspille sig når man er tween.
– Team Salto er opbygget på samme måde som Team Vildmark, og foregår et år senere. Både Team Vildmark og Team Salto er fortalt som en blanding af tegneseriesekvenser og tekst med illustration. Handlingen kredser om en idræts-sommercamp, så jeg har nydt at tegne mig ind i den stemning. Skov, vand, soveposer og krible-krabledyr.
Vi har virkelig følt at vi kender de personer vi fortæller om, så tingene har flydt lidt nemmere.
Hvor starter du, når du skal gå i gang med en ny tegneserie?
– Fordi det er en toer, har det virkelig givet mulighed for at gå et spadestik dybere med verdenen. Der var jo allerede en arbejdsgang og nogle erfaringer at trække på.
Der er mange ting, vi allerede havde taget stilling til i forvejen: hvordan verdenen grundlæggende ser ud, fortælleform og selvfølgelig karaktererne. Vi har virkelig følt at vi kender de personer vi fortæller om, så tingene har flydt lidt nemmere.
– Fordi historien springer ind et år efter handlingen i Team Vildmark, var det første jeg gjorde at tegne karaktererne igen. De er blevet ældre, lidt højere, og så havde jeg også mulighed for at forbedre deres designs.
Karakterdesign af de tre hovedkarakterer i bogen.
– Jeg synes, det er en udfordring at tegne en bestemt alder meget præcist. Men det handler meget om kroppens proportioner. Jeg tegnede børnene lidt højere med længere ben, og gjorde deres hoveder lidt mindre. Karaktererne har også fået lidt mere hals og f.eks. har Rio fået et mindre rundt hoved.
– Efter jeg havde tegnet Bosse en million gange i Team Vildmark, blev jeg træt af at tegne den måde, hans pandehår hænger foran ørerne. I Team Salto har han håret bag ørerne. Det synes jeg gør ham nemmere at tegne. For ørerne er sådan et dejligt pejlemærke, når man skal tegne et hoved. Man må spare tid og kræfter, hvor man kan!
– Det var også fedt at have Team Vildmark som reference. Jeg har brugt den som et bibliotek af sidelayouts og idéer, og der er en farveholdning på plads. Jeg har taget de ting der fungerede bedst, og udeladt de elementer, som jeg kæmpede med. Jeg har genbrugt layouts fra Vildmark, for at skabe genkendelse, men også prøvet at tage genkendelige layouts i en ny retning.
Hvordan er din proces?
– Rent praktisk, så startede jeg med at lave en kopi af Team Vildmarks InDesign-dokument (bogopsætnings- og layoutprogram, red.) og arbejdede ud fra det. Jeg sætter selv de fleste af mine bøger op, og arbejder i InDesign fra starten, fordi der også er meget arbejde med tekst, og fordi det giver et godt overblik over hele projektet på én gang.
Eksempel på hvordan Sofie Louise Dam har fordelt teksten fra forfatteren Mette Vedsø over to sider, hvor hun siden skal tegne billedsiden til handlingen.
– Når jeg arbejder med manus fra en forfatter, så starter jeg med at dele teksten op, og fordele den over alle bogens sider. Her inkluderer jeg også, hvis der er nogle noter fra Mette. F.eks. tidsangivelse eller regi-bemærkninger, som ikke fremgår af teksten eller dialog.
det var en anden scene, end jeg troede, der var det følelsesmæssige vendepunkt
– Jeg tænker over rytme i fortællingen, hvilke steder der vil være gode pageturns, og hvor det vil være godt med pauser. Hvilke scener der fylder to sider, og hvilke der fylder ti. Jeg prøver at skabe overblik over, hvilke scener der har mere følelsesmæssig tyngde, og hvilke er mere praktiske, hvor vi skal vi fra A til B.
– Men det kan selvfølgelig ændre sig i processen. I løbet af arbejdet med skitserne, opdagede jeg, at det var en anden scene, end jeg troede, der var det følelsesmæssige vendepunkt. Så blev den scene længere, og jeg skar ned nogle andre steder.
– Jeg tænker meget over opslaget (to sider overfor hinanden, red.) som en enhed inden for den trykte tegneserie – det er det man ser på én gang, og det er det, der skaber fortællingens arkitektur.
Skitse af de samme to sider, som før kun var tekst der var fordelt ud på siderne.
– Derefter breder jeg dialogen ud på siderne og tegner nogle løse skitser. Her viser det sig nogle gange, at der er plads til mere eller mindre handling og tekst end jeg troede. Som i eksemplet her, hvor jeg fik lyst til at bruge hele siden til at vise Emels spring.
– Det vigtigste her er at få karakterernes udtryk rigtige og lave nogle sjove sidelayouts. Alt efter hvad historien har brug for, beholder jeg et simpelt billede-layout, eller jeg kan skubbe kompositionerne, så de passer til den handling, der udspiller sig.
Hvordan har det her projekt adskilt sig fra de tegneserier du ellers laver?
– I andre projekter har jeg måske ville sidde mere alene med det. Men i denne proces ringet til Mette, hvis jeg har manglet en vision for hvordan et bestemt miljø ser ud, eller har haft brug for at forstå, hvad Mettes inspiration til en scene har været. Nogle gange har hun haft et bestemt sted eller minde i tankerne. Det kan åbne en scene for mig, at hun fortæller om det.
– På et tidspunkt skulle jeg tegne at de laver saltoer fra kanten af en kano. Jeg var i tvivl om det overhovedet var muligt at lave en salto fra kanten af en kano – jeg synes det lød farligt, haha. Jeg afskyr jo sport. Så snakkede jeg med Mette, som fik sin datter, som har dyrket springgymnastik, med på linjen. Det åbnede op for, hvordan den scene skulle udfolde sig visuelt. Det lyder måske ikke så revolutionerende, men altså, når man er vant til at sidde alene og være fanget i sin egen knold, så er det jo rart at kunne ringe til nogen og snakke om det.
Projektet kører altid lidt i baghovedet.
– Jeg cyklede til Sorgenfri for nylig, og på vejen kom jeg forbi Bagsværd sø, og så havde jeg pludselig en reference til den scene, hvor børnene skal sejle i kano. Det hjælper at komme ud og se de ting og miljøer jeg skal tegne. Det er en vigtig del af at tegne en bog, selvom det er noget, der sker sådan lidt ind imellem den reelle arbejdstid. Det er lidt på samme måde, som når man får en åbenbaring i brusebadet. Projektet kører altid lidt i baghovedet.
– Når jeg er færdig med skitserne, har Mette og jeg gjort det, at vi printer hele bogen og skærer til i korrekt format. Så sætter vi os sammen og læser hele bogen igennem. Her snakker vi rytme, fortælling, formuleringer. Mette laver små tekstrettelser, og vi snakker om tegningerne og karakterernes udtryk.
Udprint af bogens sider, forud for at de samles, så makkerparret kan gennemlæse det sammen.
– Det at printe det ud og skære det til, gør også at jeg får en rumlig fornemmelse for bogen. Så kan jeg se, hvis nogle sider ikke fungerer så godt.
– Jeg tegner digitalt på en Wacom Cintiq. Når man arbejder digitalt, hvor man kan zoome ind og ud, kan man godt miste fornemmelsen for tegningernes proportioner. Så jeg synes, det er vigtigt at printe det hele ud, og tage stilling til det som fysisk objekt i den rigtige størrelse. Jeg kigger på til udprintene, mens jeg rentegner og justerer størrelser og kompositioner.
Rentegnet version af samme to sider i tegneserien, som vi før så i manusversion og skitseversion (hvis du vil se den færdige version, så ligger den øverst i artiklen).
– Så går jeg i gang med at rentegne, mens Mette retter til i tekst og dialog. Fordi skitserne er relativt løse, er der stadig en del fokuseret arbejde med at rentegne. Somme tider er jeg nødt til at lave mere præcise skitser. Andre gange rentegner jeg bare oven på det løse. Der er også plads til at få nye idéer, som eksemplet her, hvor jeg tilføjede lidt naturhalløj.
Mens interviewet foregik, var Sofie Louise Dam stadig i færd med at rentegne. Derefter skulle hun rentegne. Men hun har arbejdet så lynende hurtigt, at bogen i skrivende stund allerede er sendt til tryk og udkommer på Gyldendal her i september. Jeg håber, at du er blevet nysgerrig på at læse den, når den kommer.
