Roskilde Festival, SmukFest, Heartland, Tinderbox, Tønder Festival… Sommeren banker på og det gør festivalsæsonen også. Men hvad skal du læse i teltet?
Vi har sat vores anmeldere til at give deres bud på oplagt læsestof, du kan nyde som optakt til sommerens festivaler eller pakke sammen med dåsemakrel, liggeunderlag og solbriller. Perfekt tegneserieguf til dagene før musikken spiller — eller til time outs i festivalteltet, mens du plejer tømmermændene.
Kristian Bang Larsen – Tank Girl 1-3 af Alan C. Martin og Jamie Hewlett (Titan)
Tegneseriebandet Gorillaz, der er blandt hovednavnene på årets Roskilde Festival, har to fædre. Sanger og sangskriver Damon Albarn og så tegner Jamie Hewlett, der står for tegneseriebandets visuelle identitet og de oftest fremragende animerede musikvideoer.
Men inden Hewlett tegnede verdens største tegneserieband, tegnede han verdens mest rock’n’roll’ede tegneserie: Tank Girl.
Hun spadserer cool rundt i en postapokalyptisk verden, gerne klædt militærstøvler, hotpants og BH, og med en altid frisk punkfrisure. Hot as a dirty fuck og ude på ballade, med en smøg i flaben en flaske sprut i næven.
Altså, stort set den ultimative festival-pige, sådan efter 4-5 dage i støv og smat. Komplet med mutant-kængurukæreste og kumpanerne Jet Girl og Sub Girl.
Hvis det altså ikke lige var fordi hun boede i en tank og havde et større arsenal af bazookaer og andet muntert militært isenkram.
Alan Martin (tekst) og Jamie Hewletts (tegninger) anarkistiske og gakkede Tank Girl er således den perfekte festivaltegneserie. De korte episoder har ikke rigtig noget plot, men der er fede kaotiske tegninger, højt snotnæset humør, sex, hærg og tegneserievold.
Den skal bare ligge frit fremme i lejren til at blive gnækket over på solrige formiddage, mens man bagstiv og småskæv prøver at tage sig sammen til at slæbe sig over til festivalpladsen.
Charlotte Johanne Fabricius – The Wicked + The Divine af Kieron Gillen og Jamie McKelvie (Image)
Med 90 års mellemrum reinkarneres 12 guder i unge kroppe. Hver gang med samme resultat: de får overnaturlige kræfter. De forgudes og begæres og samler enorme følgerskarer. Og inden for to år er de alle sammen døde.
Og i 2014, hvor hovedfortællingen i The Wicked + The Divine foregår, er de genfødte guder naturligvis giga-popstjerner a la Taylor Swift, Lady Gaga eller David Bowie: overmenneskelige kunstnere med kult-agtigt dedikerede fans. Hovedpersonen er netop sådan en fan; den britiske teenagepige Laura, der hurtigt kommer meget længere ud, end hun kan bunde.
På titelbladet af første nummer er der to citater: ét fra Doctor Faustus af Christopher Marlowe. Og ét af eurodance-gruppen Vengaboys. Så er vi fandme i gang!
Det er noget af et hook, Kieron Gillen og Jamie McKelvie præsenterer læseren for. Og de udfolder præmissen i den kombination, de overlegent mestrer: tegneserier om musik og om unge mennesker (superheltefans vil nok bedst kende duoen fra deres run på Young Avengers). Sammen med Matthew Wilson og Clayton Cowles tegner og skriver de en sansemættet, stilsikker verden frem, som det er let at blive forført af. Dramaet og de store følelser er i højsædet, stadion-koncert-æstetikken er skruet helt op.
Der følger endda playlister med, hvis man vil have hele oplevelsen. Og vil man nørde musik fuldt ud, er næste skridt naturligvis Gillen og McKelvies tidligere samarbejde i serien Phonogram. Men skal der fuld skrald på festival-ekstasen, så dyk ned i The Wicked + The Divine.
Martin Rovang Jensen – Perkeros: Diabolus in Musica af JP Ahonen & KP Alare (Cobolt)
Uanset om du er til hårdtslående metal eller ej — og lige meget om du har svedt i et øvelokale med stjernedrømme eller kun drømt om det — så bør du unde dig selv at læse fabelagtige Perkeros: Diabolus in Musica af det finske makkerpar JP Ahonen og KP Alare.
Det er en virkelig charmerende og utroligt veltegnet fortælling om den lettere neurotiske, perfektionistiske guitarist Akseli, der drømmer om at slå igennem på den tætbesatte, finske metal-scene med undergrundsbandet Perkeros.
I udgangspunktet er historien en helt klassisk band-fortælling. Læseren møder spændinger mellem bandmedlemmerne og følger deres bestræbelser på at blive booket til det prestigefulde metal-brag Rocktoberfest.
Samtidig udfordres Akseli løbende af sin kæreste. For er det ikke på tide, at han dropper rockstjernedrømmen og bliver voksen og ansvarlig med et ’rigtigt’ arbejde?
Men bedst som du tror, du kan forudse resten af handlingen, tager fortællingen en overraskende og spændende drejning.
Mere skal ikke afsløres her, … andet end at stregen er en uhørt fryd for øjet! Perfekt guf til at få tømmermændene til at glide lettere ned dagen derpå, mens du fordøjer aftenens koncerter.
Jeg mindes faktisk ikke at have set nogle tegne dét at give sig hen til musikken i øvelokalet eller til en koncert bedre. Du kan næsten HØRE numrene for dit indre øre, når dine øjne udforsker de mange stemningsfulde scener på siderne.
Det er tegneseriekunst af høj klasse! Klar anbefaling herfra til enhver tegneserietosset musikfan.
Malthe Grindsted Fabricius – Nick Cave: Mercy on Me af Reinhard Kleist (ComicFactory)
Nick Cave! Er det ikke ham med den interaktive online-udstilling på Den Sorte Diamant? Ham der fortalte djævlens livshistorie gennem sytten glaserede keramikfigurer? Ralf Christensen fra Informations yndlingskunstner? Spiller han ikke på Heartland i år?
Det er sandt! Manden, de kalder mørkets fyrste, vender tilbage til Danmark, med vanlig opbakning fra the Bad Seeds.
Og hvis du har brug for at blive mindet om, hvorfor spøgelset, guden, mennesket, guruen fra Warracknabeal er alle superlativerne værd, findes der næppe bedre påmindelse end Kleists syrede og smudsede pseudo-biografi Nick Cave: Mercy on me.
Gennem en vild genfortælling af Caves liv, der er én del hagiografi, én del anklageskrift og fuldkommen musikalsk, trækker Kleist læseren med på pilgrimsfærd gennem mesterens liv, gerninger og underværker.
Vi er med fra Melbourne til Berlin, gennem Tupelo og Swampland, og ender i en personbil med Robert Johnson på passagersædet og CERN-laboratoriets Large Hadron Collider forude, på jagt efter Higgs-bosonen, udødelighed og universets skabelse.
Hvem sagde at punken er død?
Erik Barkman – Disconnect af Magnus Merklin (Eudor)
Danske Merklins fuldlængdedebut følger to tredjedele af en trio, der forsøger at finde vej tilbage til musikken efter tabet af deres trommeslager og livslange ven. Men regnen siler ned over sommerhuset, hvor de efter et års pause mødes for at øve og færdiggøre gamle sange, og samspillet nægter at falde i hak.
Problemet er, at de to bandkammeraters sorg er ude af sync.
De har reageret vidt forskelligt på deres ven tragiske død: Den ene har hevet teltpælene op og er rejst rastløst omkring, altid på udkig efter den næste distraktion; den anden er blevet hjemme og har marineret i sorgen.
Merklin viser musikken, de spiller, som geometriske former.
I flashbacks til den oprindelige trios samspil går formerne op i smukke konstellationer, men i fortællingens nutid nægter de at danne meningsfulde mønstre. Det er elegant fortalt og formidlet, og tegneseriens grove, håndtegnede streg matcher fortællingens mørke grundtone perfekt.
Disconnect er måske ikke lige tegneserien, du skal varme op på, før du sætter kursen mod en uge med musik og promiller — men sidst på festivallen, hvor tømmermænd og træthed synger en tostemmig blues i det luvslidte luksuslegeme, vil den harmonere smukt med din grundstemning.
