Peep Show
Joe Matt gav sit liv til den selvbiografiske tegneserie. Nu udkommer hans berygtede serie Peep Show i en murstenssamling, der rummer seriens 14 numre plus dét 15. hæfte, Matt arbejdede på helt frem til sin død. Men har tiden været nådig ved amerikanerens grænseoverskridende selvudlevering?
Slår du ’peep show’ op på ordnet.dk får du betydningen: ”pornografisk optræden der kan ses gennem en rude i en boks ved at tilskueren betaler penge for et bestemt antal minutter.”
Altså, løst oversat en lidt skummel aktivitet, der foregår i det skjulte og netop uset af andre, fordi dét, du har indløst billet til, er forbundet med tabu og måske skam. Og dermed ikke er noget, du vil være ved, at du opsøger.
Med dén definition i baghovedet valgte Joe Matt noget nær det perfekte navn til sin ekstremt afslørende og voyeuristiske tegneserie. Her spiddede han sin tilværelse i årene fra 1992 til 2024, hvor seriens 15. nummer udkom posthumt.
Det er uomtvisteligt et vigtigt stykke moderne tegneseriehistorie, Fantagraphics har støvet nænsomt af og genudgivet. For set i bakspejlet var Peep Show et nybrud og Matt med til at lægge skinnerne for dén bølge af selvbiografiske – nogle vil måske sige navlepillende? – tegneserier og graphic novels, der er fulgt i seriens kølvand.
Store tegneserieskabere som Alison Bechdel, Craig Thompson og Riad Sattouf har med deres dybt personlige fortællinger højst sandsynligt skelet til Matts leg med autofiktion og selvudlevering. Men få, hvis overhovedet nogen, er gået til opgaven med samme kompromisløshed og dødsforagt som ham.
Hos Joe Matt var intet nemlig helligt. Mindst af alt ham selv.
Når du som fluen på væggen følger hans dagligdag i Peep Show, indtager han gang på gang rollen som seriens ekstremt usympatiske og neurotiske antihelt.
Overfladisk, doven, nærig, smålig, uempatisk, egocentreret, sexistisk. Fortsæt selv listen.
Under læsningen af Peep Shows 464 sider kan der nærmest sættes hak ved hvert eneste skidt karaktertræk, du kan komme på.
Alligevel fremstår Matt – på trods – sært likable. Dét er netop hans helt store bedrift gennem serien, der emmer af en sitrende dobbelthed.
På den ene side laver han tåkrummende maskefald og afslører sine mest ucharmerende sider. På den anden side er det netop den konstante og for de fleste uvante selvudlevering, der får ham til at fremstå menneskelig, delvist relaterbar og hvis ikke ligefrem sympatisk, så dog som én, du kan føle en vis grad af medlidenhed for.
Som læser ender du med både at hade ham og synes om ham.
Serien har en enorm fremdrift. Når først du er i gang med at læse, er den nærmest umulig at lægge fra sig.
Modet og dumheden til at bryde med alle tænkelige sociale koder og normer har en pirrende underholdningsværdi og fascinationskraft, der rumler på hver side. Peep Show er som en djævelsk veltilrettelagt sit-com, du bare er nødt til at kværne den ene episode af efter den anden.
Et tegnet trafikuheld, du ikke kan tage blikket væk fra.
Tænk tilbage på de mest frydefuldt pinlige episoder af Klovn, hvor udviskningen af grænserne mellem seriens og virkelighedens Frank Hvam og Casper Christensen var total. Eller Karl Ove Knausgårds kritikerroste og fascinerende udlevering af egne og familiemedlemmers mangler i hans selvbiografiske romaner. Peep Show har noget af den samme intensitet i sig.
Læst som ét samlet hele er Peep Show den vildeste ’Godt, det ikke er mig!’-fortælling. Matt skåner os ikke for nogen detaljer.
Du bliver vidne til hans nærighed, smålighed, usikkerhed, dovenskab, sexfantasier, maraton-onani, afhængighed af pornografi. Intet gemmes væk. Og der er virkelig meget på spil.
Vi kommer så tæt på og får et så pinagtigt, ufiltreret blik ind bag facaden at det næsten er for meget af det gode. Men pokkers underholdende er det!
Det er som at udspionere rigtige mennesker og få et kig ind på deres dagligdags problemer og begrænsninger i realtid. At læse Peep Show er derfor en mærkelig, konfliktfyldt oplevelse.
Du sluger glubsk serien med et smil og ofte grin pga de mange ekstremt pinlige episoder. Men også med skamfølelse og stik af dårlig samvittighed over for dem, du morer dig på bekostning af.
Både Joe Matt selv og hans nærmeste.
Faktisk kostede første nummer af Peep Show forholdet til kæresten gennem fire år, Trish, fordi hun blev rasende over at se sig selv udleveret i en tegneserie, der dybest set handlede om deres dysfunktionelle forhold og om, hvordan Matt fantaserede om at score hendes lækre kollega.
Rent visuelt er Peep Show holdt i et stramt og oftest sort/hvidt udtryk med en konservativ sideopbygning på typisk seks lige store ruder på hver side. Ikke så mange dikkedarer dér.
Til gengæld vrider Matt sin ret simple, cartoony streg for hver en dråbe dynamik, der kan presses ud af den. Få kan som ham tegne verden frem fra dens mest ucharmerende og ulækre side.
Han er også ferm til dialog, der flyder let og troværdigt – og frem for alt er sjov.
Et af seriens numre er f.eks. blot én lang samtale på en restaurant mellem Matt og hans bedste venner, tegneserieskaberne Chester Brown og Seth. Det lyder måske kedeligt, men er virkelig underholdende gengivet.
Fantagraphics samleudgave er den perfekte måde at ’binge’ Peep Show på. Læsningen af det ene nummer tager hurtigt den næste, så det er fedt at have det hele samlet i lækkert hardcover-format.
Som bonus får du de enkelte numres originale, farvede forsider samt de underholdende læserbreve, Matt gengav i hvert nummer. Her får man også øje for at store tegneserienavne som Ed Brubaker, Tom King og Chris Ware var fans.
Læserbrevene er et fedt meta-lag til tegneserien, der rummer både skulderklap og svinere. De understreger alle læserens følelse af at lære Joe Matt indgående at kende gennem dagbogstegneserien.
Udsnit af læserbrev fra Peep Show # 4.
Ikke alt på siderne skal tages for pålydende og som en 1:1 gengivelse af virkelige begivenheder. Der er både lagt til og taget fra.
I et forord fra 2005 pointerer Matt selv: ”Selvbiografiske tegneserier er ikke lige så simple som de fremstår. (…) Faktisk plejer jeg at betragte genren som en slags fiktion. Primært pga den selektive bearbejdning af ens liv som skabelsesprocessen indebærer. Diverse dele af enhver historie kan blive fortættet, udeladt, overdrevet, glemt eller endda fejlagtigt husket.”
Enkelte steder går Peep Show lidt i tomgang og er også faretruende nær ved at kamme over og blive for bitter, for mørk og for patetisk. Omvendt synes jeg at den selvudslettende og selvironiske humor trækker i den modsatte retning.
Det er grumt og selvcentreret, ja, men også fascinerende at opleve, hvordan Matt gang på gang portrætterer sin ynkelige og trøstesløse tilværelse på nye, sjove måder.
Det er ikke så meget det enkelte nummer som et gennemgående højt kvalitetsniveau i det samlede, overvældende ’værk’, der kalder på en høj karakter. Selvom Peep Show, indrømmet, både er stærkt provokerende og problematisk.
Efter #metoo og i lyset af tidens debat om misogyni og incel-kulturen er der masser at blive provokeret af og forarget over under læsningen.
Var serien udkommet i dag, ville den helt sikkert ikke blive modtaget med lige så overbærende og ironisk distance som i 1990’erne og 00’erne.
I en 2020’er-læsning kunne Peep Shows åbne og ærlige skildring af hovedpersonens brister nemt blive opfattet som en legitimering af toksisk maskulinitet. Måske ville Matt så være blevet cancelled snarere end at indtage rollen som undergrunds-ikon?
Selv har jeg svært ved at få øje på nogen fejring af tegnerens adfærd i den skånselsløse selvfremstilling.
I stedet holder serien et spejl op foran læseren. Tvinger dig til at overveje, hvilke personlige træk og handlemønstre, du selv skjuler for omverdenen. Og aldrig kunne drømme om at indvie andre i – modsat Joe Matt!
Samtidig indbyder udgivelsen også til fornyet debat om de etiske grænser for at ‘bruge’ andre i sin selvbiografiske kunst.
Her kan jeg sagtens forstå dem, der slår sig så meget på Peep Show, at de ikke kan leve sig ind i Matts univers. Grænsen mellem at nyde værket og læse det med en dårlig smag i munden er nemlig hårfin.
For mit vedkommende er det dog en anbefaling. Men book gerne tid hos en fodterapeut allerede nu.
Du får nemlig behov for at få rettet tæerne ud efter endt læsning!
