Rabbinerens kat bind 4
Hvordan balancerer man at være både jødisk, afrikansk og fransk? Og er fraværet af mirakler et bevis på Guds ikke-eksistens? Joann Sfars tegneserie er tilbage for at drøfte de store spørgsmål med et glimt i øjet.
Rabbinerens kat foregår primært i 1930ernes Algeriet hos en lille jødisk familie, og den skyr hverken komplekse historiske, filosofiske eller religiøse emner. For eksempel diskuteres forskellige tolkninger af fortællingen om profeten Elias i det nyeste bind af tegneserien på dansk, og til tider kan Rabbinerens kat føles som tegneseriens svar på et klassisk filosofidialogisk værk, hvori to eller flere filosoffer udlægger hver deres forståelse af et emne. Men takket være Joann Sfars fremragende fortællerstemme, finurlige figurer og ikke mindst den talende og ofte morsomme kat, der står i midten af det hele, er resultatet aldrig tørt.
Rabbinerens kat er som serie kendt for at forholde sig skeptisk til religiøse doktriner og fanatisme, og dens centrale figur, katten, står aldrig tilbage for at stille provokerende spørgsmål til autoritetsfigurer. Somme tider endda bare for at stikke til andre. Men dette er kun den ene side af medaljen. For i Sfars serie møder vi også kærlig religion, der forsøger at bygge bro mellem mennesker snarere end at flå dem fra hinanden. Denne ide inkarneres især i rabbineren selv, Abraham Sfar, der sammen med sin skeptiske kat og sin romantiske datter udgør grundstenene i serien.
Trods en vis stædighed kan man ikke lade være med at elske Abraham; en religiøs faderfigur, der godt kan grine af sig selv, og som endda tilbyder, kun halvt i en spøg, en muslim at konvertere midlertidigt til jødedommen, så han kan bede ved mandens begravelse. På dette tidspunkt deltager de begge på fransk side i første verdenskrig, og de muslimske soldater har ikke andre at gå til. I nøden sidestilles mennesker ofte, og i de franske autoriteters optik er der ikke den store forskel på de afrikanske jøder og muslimer. Begge behandles som andenrangsborgere, selvom Abraham og de andre algeriske jøder jo egentlig har fransk statsborgerskab.
Dette tema har også fyldt i tidligere bind af Rabbinerens kat, men kommer endnu mere i fokus her i fjerde bind. For trods statsborgerskabet bliver Abraham og co. betragtet som ”beskidte jøder” af mange i både hjemlandet og i Frankrig. Men hvis de rejser til Israel i en søgen efter et jødisk fællesskab, bliver de i stedet set som ”beskidte arabere”, da de ikke passer ind i den øvrige verdens forståelse af jøder. Også de muslimske beboere i Algeriet kan der være konflikt med, bl.a. fordi jøderne har fået fransk statsborgerskab og ikke de. Her viser tegneserien på en dragende måde, hvordan identitet ofte er mere kompliceret end som så, alt imens den talende kat som vanligt påpeger menneskehedens finurligheder.
En stor del af Rabbinerens kat 4 består af sådanne historisk funderede fortællinger fortalt af det vante persongalleri, der tilsammen strækker sig fra 1870 frem til 1935 samt en enkelt afstikker i 1970’erne. Her kan man som læser lære lidt om Algeriets historie uden at der nogensinde går historietime i den, for fokus er konstant på karaktererne. Netop i karaktererne er Sfar da også særligt stærk, idet han insisterer på at give dem en uperfekt menneskelighed. Dette er både gældende for de centrale figurer, som man ikke kan undlade at holde af, og mere problematiske figurer som Abrahams gamle læremester: De fremstår alle som helstøbte mennesker, der fortjener kærlighed, selv hvis interaktioner med dem kræver en vis tålmodighed.
Derfor gør det heller ikke noget, at katten bliver kommentator snarere end aktør i to ud af tre kapitler i dette nye bind. For selvom seriens præmis afhænger af katten, kan de andre figurer sagtens stå på egne ben. Til gengæld genindtræder katten i fokus i bindets anden historie, hvor han med sin vante skepsis vil diskutere profeten Elias og betydningen af mirakler med sin herre. Pludselig bliver kattens egne overbevisninger udfordret, og det har den rigtigt godt af. Det er altid forfriskende, når en etableret dynamik vendes på hovedet.
Om Joann Sfars streg har jeg ikke meget at tilføje til, hvad Morten Tjalve skrev om de første tre bind. Sfar tegner skønt, og her i fjerde bind er stilen blevet lidt mere konsistent, end den var gennem seriens første bind. Men der er stadigvæk plads til variation og urene linjer. For eksempel er farverne mørkere og domineret af de blå militæruniformer i det kapitel, som dækker Abrahams minder fra første verdenskrig. Her er det også sjovt at se både Abraham og hans fætter, vildmanden Malka, afbilledet som yngre mænd, når man er vant til at se dem oppe i årene. Sfars streg er for mig blevet let genkendelig med dens flydende baggrunde og karikerede ansigter. Det ville simpelthen ikke føles som Rabbinerens kat, hvis en anden tegner stod bag.
At tro på Gud er at acceptere at gøre fjollede ting i hans navn.
Jeg er ikke selv et religiøst menneske, men også hos mig sætter Rabbinerens kat trosrelaterede tanker i gang, og jeg tolker ingenlunde serien som en ren kritik af traditionel jødedom eller religion generelt. Selv hvis man ikke er troende, så mener jeg, at det kan gøre én godt at forsøge forstå hvorfor og hvordan, andre mennesker dyrker deres religion. Til dette formål passer Rabbinerens kat rigtigt godt, samtidigt med at man får sig nogle gode grin undervejs. Men ikke mindst lægger tegneserien op til samtale, for værket er sjældent entydigt. Forskellige stemmer, særligt katten og Abrahams, indgår i dialog, men der gives ikke noget endegyldigt svar på flere af de store spørgsmål, som bliver stillet. Disse må læseren selv tygge videre på.
Dertil har serien flere små gådefulde detaljer, der i sig selv minder om uklarhederne fra en ægte religiøs tekst eller lignelse. For eksempel er en karakter uden forklaring vendt tilbage fra de døde her i fjerde bind. Katten bemærker endda, at ”nej, han er ikke død”, nærmest som en forfatterkommentar, der bekræfter, at det ikke er en kontinuitetsfejltagelse, men derudover forklares det ikke yderligere. Endnu er jeg ikke selv nået frem til, hvad formålet har været med dette, men emnet har dvælet en del i mine tanker, imens jeg skrev denne anmeldelse.
På samme måde inviterer resten af Rabbinerens kat til ikke mindst eftertanke, men også genlæsning. Selv har jeg allerede læst de første bind flere gange, siden de udkom på dansk, og Sfars skøre tegneserie er en af de titler, som jeg er glad for at have på hylden, så jeg kan tage bindene ned og bladre, når jeg bliver grebet af en tanke. Den giver mig både lyst til at tænke, til at fordybe mig og til at grine, og jeg pønser nu på at lokke flere fra min omgangskreds til at læse serien, da jeg har brug for flere at drøfte den med.
Det er imponerende, at Sfars tegneserie stadigvæk er så gennemført ovenpå tolv historier eller fire lange bind, skrevet over 20+ år. Nu er hele den foreløbige serie heldigvis ude på dansk, men mon ikke Sfar har mere i støbeskeen? Personligt håber jeg på, at han afslutter serien med to-tre afsluttende historier, som lige præcis kan udfylde et femte og sidste bind på dansk.
