Rabbinerens kat bind 1-3
Har man appetit på en ironisk kritisk distance til religion i almindelighed og jødedom i særdeleshed, er Rabbinerens datter af Joann Sfar et godt sted at finde den.
Handlingen udspiller sig i Algeriets jødiske samfund i begyndelsen af det 20. århundrede, med enkelte geografiske afstikkere undervejs. Her bor titlens rabbiner med sin datter Zlabya samt naturligvis en kat. Da katten på et tidspunkt kan tale, begynder den højlydt at stille spørgsmål til sin herres tro. Den peger uafbrudt på huller og modsigelser og viser sig at være rabbinerens intellektuel ligemand. Katten bliver den skeptiske læsers forlængede arm, når den som fortæller guider og kommenterer alt, hvad der sker omkring den. Når rabbineren fortæller om jordens skabelse for 5700 år siden, må katten straks protestere: ”Jeg svarer, at ikke engang en killing ville tro på de tåbeligheder. Han siger, at det er det, hans lærer har lært ham. Jeg siger, hvad jeg mener om hans lærer.” Imens slår den sig som en anden Obelix mod tindingen og udbryder ”Tok! Tok!”. Med sin uforstående snusfornuft afslører den gang på gang sprækkerne, dobbeltmoralen og hykleriet i religiøs fanatisme.
Rabbinerens kat er gennemgående humoristisk, selv om der er enkelte mere alvorlige passager. Gennem de første ni album i den franske serie, her samlet i tre danske bind, løber konstant en underfundig humor, der hele tiden er baseret på intellekt og stort set aldrig falden-på-halen komik. Sfar trækker i tillæg på østens mystik og traditioner for historiefortælling, fx når han inddrager ”Løvernes Malka”, en tilsyneladende udødelig historiefortæller, der lever af at vandre rundt med sin løve og underholde børn og voksne.
Undervejs på de mere end 550 sider får læseren et utal af sjove og tankevækkende historier. For en ikke-troende er det morsommere, jo mere uhensigtsmæssighederne ved en stivnakket tro på religion og egen ufejlbarlighed udpensles. Sfars genistreg er at have en tænkende og nogle gange ligefrem talende kat som hovedperson, der ud fra en dyrelogik køligt kan kommentere alle de begivenheder, der finder sted, når den nu tilfældigvis er Rabbinerens kat.
Ofte bliver det absurde morsomt, som da oversvømmelser i en moské og synagoge tvinger dem ud i overvejelser om, hvorvidt de må bede andre steder og evt. sammen. En rabbiner og imam taler sammen og er rørende enige om, at deres religioner tilskynder til at mistro andre religioner, ja ligefrem hade dem. Faktisk er de så enige om alting, at den ene helt trist udbryder: ”En skam, at vi ikke har den samme religion.”
Som nævnt indledningsvist er religion i førersædet i alle historier, med fokus på jødedommen. Dertil kommer nogle stærke sidetemaer, der fletter sig ind og ud, hvor racisme i almindelighed og antisemitisme i særdeleshed står stærkt. Det samme gør fokus på kvinderettigheder, via rabbinerens datter Zlabya, der sammen med katten og rabbineren udgør treenigheden af hovedpersoner i værket. Som den eneste udvikler hun sig også undervejs, da hun bliver gift og får barn, til stor fortrydelse for katten, der ikke længere er sikker på kærtegn, når den smyger sig ind til hende.
Sfar tegner med en herligt skæv, tilsyneladende skødesløs, men ofte temmelig detaljeret streg, der har været til inspiration for andre yngre franske og europæiske tegneserieskabere. Den er svær at blive mæt af, selv om man kaster sig over alle historierne i ét hug. Siderne er mættede med røde, brune og orange farver, der gengiver det tørre og støvede nordafrikanske landskab. I de første to samlebind bruger han en helt rigid sideopbygning med seks ruder på hver side parvist over hinanden. Da han pludselig begynder at variere siderne i det tredje samlebind, virker det både befriende og foruroligende, men man vænner sig lynhurtigt til det.
For omkring femten år siden udgav Egmont de første dele af Rabbinerens kat, der har været en enorm succes i Frankrig med tilhørende tegnefilmsudgave. Fahrenheit samler hermed i tre fuldfede samlebind de første 9 franske album, der dækker perioden fra 2002 til 2019, indbundet og med god papirkvalitet. Dermed resterer endnu de sidste tre franske album, hvilket måske godt kan undre en smule. Når nu forlaget smækker over 500 sider på bordet på én gang, hvorfor så ikke tage det hele med? Alt godt kommer til den, der venter, som man siger. Der behøver bare ikke gå femten år igen.
