Marilyn 4: Ildens døtre
Når noget fra fortiden er for skrapt til nutidens moral, så hiver folk ofte påstanden ”det var en anden tid” frem. Den trænger sig også på, når man læser Walthéry, De Sano og Mythics afsluttende album Ildens døtre i serien Marilyn.
Åh ja, hvad skal man næsten mene, når man får en halvlummer, halvkedelig tegneserie til anmeldelse? Lad os starte med de positive briller på, for det behøver trods alt ikke være den rene ynk.
Hvis man savner de gode gamle dage med En halv humørtime, Hudibras og lignende humoristiske indslag med hovedvægt på sjofelheder, så er serien om Marilyn et godt valg. Nuvel, det er måske ikke politisk korrekt anno 2020’erne, men så kan man jo altid forsvare sig med, at ”det var en anden tid”. I Marilyns tilfælde 1990’erne og 2000’erne.
Hvis man holder af Francois Walthérys bløde og lækre tegninger, primært kendt fra Natacha, så bliver man ikke skuffet. Godt nok er det vist tvivlsomt, hvor meget den ældre herre selv har svunget pennen, men Bruno Di Sano er en ikke ueffen – og Walthéry er bestemt heller ikke selv, hvad han var tilbage i 70’erne.
Hvis man kan lide synet af svulmende barme, runde hofter og gerne vil se kvinder, der til forveksling ligner Natacha fra Walthérys magnum opus, afklædes igen og igen, er Marilyn tegneserien at gå til. Fik man ikke nok af Natacha-parodien Nathalia og penisjægerne fra 1980’erne, er dette trods alt også tættere på den ægte vare, da Walthéry om ikke andet har lagt navn til.
Derefter må man så vende tilbage til, at ”det var en anden tid”, for hold da op hvor er handlingen en tynd undskyldning for at få afklædt personerne. Marilyn bliver i Egypten taget til fange af efterkommere fra det forsvundne Atlantis. Her har kvinderne fået adgang til en livsforlængende ildkilde og Marilyn er udset til at være deres nye dronning. Helt afvisende er hun ikke, for som hun tænker: ”jeg får et hav af søde vestalinder at fornøje mig med”. I Marilyn går alle nemlig konstant rundt og er småliderlige. Kvinderne styrer det hele, imens mændene er slaver og til nøds kan bruges en hurtig aften i sengen. Der er ingen fine fornemmelser eller antydningen af knibskhed. Da Marilyn i starten opdager, at hun bliver beluret i et beduintelt tænker hun straks: ”Jeg vil give ham noget for pengene … der kan ikke være mange fornøjelser i dette område”. Herefter kaster hun sig ud i en rask gang striptease. Hvad skulle man dog ellers gøre overfor en vildtfremmed belurer midt ude i ørkenen?
I Atlantis går kvinderne rask væk rundt og smågrabser hinanden lidt på røven eller barmen. Alle bryster strutter som oppustede balloner og stilles velvilligt til skue. Tankerne kredser stort set kun om at få et rask lille knald med en anden kvinde eller måske en mand, når deres arbejdsdag er ovre. Det hele holdes på et nogenlunde troskyldigt niveau og udpensles ikke mere end højst nødvendigt. Sammenligningen med Hudibras og en tegner som Anni Lippert er ikke helt skæv, selv om trusserne også ryger af i Marilyn en gang imellem.
Der ér jo også en historie med fremadskridende handling, så det er ikke den rene parade for husarerne. Marilyn er i virkeligheden en mand, der er kommet ind i en kvindes krop, hvilket tidligere har spillet en større rolle, men først kommer på banen mod slutningen af dette fjerde og afsluttende album i serien. Det hele virker dog som en tynd gang fernis for at skjule det virkelige mål – at få afklædt Walthérys stewardesse Natacha så meget som muligt og give hende en ordentlig omgang på sengekanten, som der aldrig blev plads til i hendes egen serie.
