Grønneskoven 1 - Heksen Urania
En ambitiøs, tætpakket og hygge-uhyggelig historie tager sin begyndelse.
I Grønneskoven 1. del– Heksen Urania starter historien om en flok dyrevenner i en magisk og børne-spooky skov.
Det er et overmåde ambitiøst projekt udarbejdet af nogle rigtige sværvægtere inden for illustreret litteratur til børn og unge. Barbara Canepa er krediteret for både original idé, udarbejdelse af historien og farvelægning. Hun har blandt andet arbejdet som illustrator for Disney og er medskaber af den populære italienske serie W.i.t.c.h.
Tegneseriens billedside er formidabelt tegnet af Florent Sacré og Giovanni Rigano, hvoraf sidstnævnte har stået for tegneseriens encyklopædi-agtige sekvenser.
Det er tegneseriens helt utroligt smukke illustrationer, der trækker læseren ind i Grønneskoven. Her er intet overladt til tilfældighederne, og hvert eneste panel er et overflødighedshorn af små nuttede detaljer og håndværksmæssigt blær. Jeg fik associationer til Peddersen og Findus-bøgerne, hvor alle skuffer og billedrammer flyder over med mus i racerbiler og strikkende høns. I Grønneskoven 1. del kan øjet ligeledes gå på opdagelse i finurlige udskæringer og skæve små figurer, mens man drømmer sig ned i Uranias bløde lænestole og skovens frodige mos.
Ingen dårlige idéer!
Grønneskoven er et projekt af dimensioner, det er der ingen tvivl om! På disse seriens første 39 sider introduceres vi ikke bare for universets hovedpersoner. Begreber og navne strøs løseligt for alle vinde som vidnesbyrd om grundig world building med masser af væsner og sagn. Uden nogensinde at gå i dybden med nogen af delene nævnes bl.a. Jernklo, squonkerne, en mystisk dør, Moss og ”lørdagsklubben”. Karaktererne siger hele tiden hinandens navne højt, så læseren måske til sidst ender med at få fat i, hvem det nu lige er, der er hvem.
Når jeg skriver, at Grønneskoven er et ambitiøst projekt, mener jeg det på den der jyske måde, der betyder, at det måske havde været fint at tage den lidt mere med ro. Der er gode intentioner og et kompetent maskineri i kulissen, men jeg tror, der manglede en træt jyde i arbejdsgruppen til at sige ”holdholdhold…én ting ad gangen!”
Tegneserien føles som en brainstorming, hvor ingen idéer er blevet dømt ude — med det resultat, at man til sidst ikke kan se Grønneskoven for bare træer. Vi drukner i figurer, steder, koncepter og hele verdensbilleder, og den historie, der skal binde det hele sammen, er nok, virker det til, kommet lidt i anden række.
Et eksempel er de tidligere nævnte encyklopædiske sider. Tre steder i historien er der sat en side ind med koncentreret information om en lille aktualitet. Karakteren Sne har tandpine, og heksen Urania laver et lille hvidløgsomslag til at lindre. Herefter følger en side om hvidløget og dets helende egenskaber. Senere er det karakteren Vinter, der slår sit kaninøre. Edderkoppen Skygge vikler øret ind i helende spind, hvorefter vi får et helt opslag om edderkopper, deres spind, gøren og laden. Tredje og sidste infoside i dette bind handler om rødbedens alsidighed fra biobrændsel til maling, komplet med en opskrift på rødbedekage.
Idéen er charmerende, og normalt elsker jeg sådan noget hygge-hekseri. Jeg havde Grønspættebogen som barn, og samler stadig på opslagsværker om naturmedicin, spiseligt ukrudt og alskens trylleryl. Desværre synes jeg ikke rigtigt, det fungerer i denne sammenhæng. Det er for sporadisk og tilfældigt til rigtigt at have nogen merit, og så føles det, som om historien gør vilde krumspring for at gøre opslagene relevante. Både tandpine, øreskade og rødbede kom ud af det blå, og ingen af delene har videre relevans for kernen af historien. Tror jeg. Som sagt er der så mange elementer i spil, at det er svært helt at regne ud, hvad dette første binds kerne egentlig er.
Måske er det bare meningen, vi skal møde det nuttede persongalleri, smage lidt på deres verden, og få lyst til at læse videre i næste bind.
Fransk-dansk, ikke kartoffel-dansk
Jeg er selv udøvende tegneserietegner. Jeg har derfor helt med vilje valgt at holde mig fra at anmelde danske tegneserier af frygt for at lægge mig ud med mine nærmeste kolleger.
En konsekvens ved kun at anmelde udenlandske tegneserier er, at man ofte læser værker i oversættelse. Det er dejligt, at der sidder ildsjæle derude og trækker tegneserier hjem og køre dem igennem maskineriet, så alle os, der ikke er flydende i andet end dansk og engelsk, også kan få glæde af dem. Grønneskoven er oprindeligt udgivet på fransk, og selvom jeg fik et 8-tal til fransk-eksamen i gymnasiet, var jeg ikke engang i stand til at tyde den oprindelige titel, Au Chant des Grenouilles (Google oversætter det: Til Frøernes Sang). Det er ikke nemt at oversætte tegneserier. Teksten skal passe i de små talebobler, der nu engang er tegnet, og dialog og lokal slang kan variere enormt fra land til land.
Selvom jeg er taknemmelig for den indsats, der ligger i at oversætte en tegneserie, bliver jeg ofte let irriteret, når en oversættelse føles… halvfærdig. Nogle gange føles det, som om al tekst godt nok er blevet oversat fra (i dette tilfælde) fransk til dansk, men derfra har man ikke taget det sidste skridt og oversat teksten fra ’oversat til dansk’ til dansk. Giver det mening?
Dansk er nu engang lidt mere kartoflet end fransk, og man kunne godt have gjort ordlyden mere mundret og mindre fransk-dansk. Sætningen ”Hver gang jeg prøver at åbne den, lykkes det aldrig!” kunne have været ”Det er ikke lykkedes mig at åbne den endnu”. Sætningen ”Hold op med at drille ham, ellers tager jeg den her gaffel og snor dig ind i dit spind som en tallerken spaghetti!” kunne have været ”Hvis du bliver ved med at drille, ruller jeg dig op på den her gaffel som en gang spaghetti!”.
Den hyppige forekomst af ordene ’altså’, ’jo’ og ’nu’ føles også som krummer fra en meget direkte oversættelse. På side 14 har vi dialogen:
Vinter: Skygge, Det er altså ikke sjovt, det du gjorde mod Sødtand!
Sødtand: Jeg havde lige givet mig selv en behandling med akaciehonning og brændenældepulver… Suk!
Skygge: Jeg er jo altså hverken en squonk eller en kaninæder!
Sne: Nej, Skygge, men du er altså en kæmpestor edderkop, og du er virkelig skræmmende!
Hele dialogen var gledet lettere ned, hvis man havde udeladt de fremhævede ord. Følelsen af at læse noget ’der engang var på fransk’ går igen gennem hele tegneserien, og forhindrer læseren (i hvert fald undertegnede) i fuldt at overgive sig til fortællingens magi.
999
Det kan måske lyde, som om jeg er meget utilfreds med dette historiens første bind. Forklaringer af, hvorfor noget ikke fungerer, fylder altid mere end lovprisning af det, der gør. Alt i alt synes jeg, vi har at gøre med et supernuttet univers med det helt rigtige krydder af børneuhygge. Jeg var overvældet af detaljegraden, både på billedsiden og i historien, men jeg glæder mig til at se bind 2, og forhåbentlig få lidt mere samling på alle de mange røde tråde blandt skovens grønne træer.
