Jack the Ripper
Hvor liderligt kan man tillade sig at portrættere fem historiske kvindemord? Åbenbart ret liderligt!
I løbet af ganske få måneder i 1888 bliver Mary Ann Nichols, Annie Chapman, Elizabeth Stride, Catherine Eddowes og Mary Jane Kelly brutalt myrdet i området Whitechapel i London. Kvinder er jo sådan set blevet slået ihjel på fantasifulde og voldelige måder i umindelige tider. Men lige disse fem kvinder vil senere blive fremhævet som de mest sandsynlige ofre for Jack the Rippers hånd og kniv. Andre stakler er af forskellige forskere og historikere blevet betragtet under den samme paraply, men der er tilsyneladende enighed om at Mary Ann, Annie, Elizabeth, Catherine og Mary Jane er de eneste, der med sikkerhed ville kunne fortælle os hvem han var, ham Jack. Hvis altså ikke de havde fået skåret halsen over fra øre til øre helt ind til rygraden, trukket organer ud til højre og venstre og generelt var blevet skamferet på måder, som bestemt ikke er hyggelige at læse om, vil jeg tillade mig at sige, især som kvinde.
Mange kokke – mættet suppe
Francois Debois og Jean-Charles Poupards Jack the Ripper er oprindeligt en tegneserie opdelt i to bind. I denne danske oversættelse er de dog samlet til én sammenhængende historie.
Debois har skrevet historien og Poupard har tegnet, hvorefter Guillaume Lopez har farvelagt. Mange vil kigge på tegneserien og tænke ”ja det er da vist en tegneserie, det her”. Den prøver ikke at udforske nye metoder eller udtryksformer. Den er helt klart ret klassisk tegneserieagtig i sin fremtoning, på den lidt tunge måde hvor man godt kan smage, at der har været flere forskellige kokke ind over en temmelig mættet suppe. Der er ord og streger nok til både gården og gaden, hvilket der nok skal være mange tilhængere af. Jeg kan dog selv bedre lide det mere destillerede udtryk, hvor tekst og tegninger giver hinanden plads til at ånde.
En rusketur i fantasi-karusellen
Udgangspunktet for historien er de fem kvindemord i Whitechapel i 1888 og den politiefterforskning, der forsøgte at fange den såkaldte ”Jack the Ripper”. Næsten hele persongalleriet i den første halvdel af historien er plukket direkte fra den virkelige verden, og dem kan man således læse om på Wikipedia, hvor det hurtigt bliver åbenbart, at forfatteren har taget sig en god håndfuld kunstneriske friheder. Anden halvdel læner sig, så vidt jeg har kunne undersøge mig frem til, længere ind i fantasien, med ofre og navne fjernere fra den virkelige handlings kerne.
Hovedpersonen, Frederick Abberline, er i tegneserien, og var i virkeligheden, detektiv for Scotland Yard. Han var en af hovedefterforskerne i Jack the Ripper sagen, og på nogle af tegneseriens allerførste sider findes han mumificeret i en bjerghytte med en notesbog, hvori han påstår selv at være Jack the Ripper. Den del er fabuleret af forfatteren. Virkelighedens Abberline døde som 86 årig, tre måneder før sin hustru, med hvem han er begravet på en kirkegård i Bournemouth.
Andre hovedkarakterer i historien har også fået en rusketur i fantasi-karussellen. George Lusk var leder af en selvtægtsgruppe i Whitechapel, etableret i et forsøg på at fange og stoppe Jack the Ripper. Det berømte ”From Hell”-brev var adresseret til ham og indeholdt ganske rigtigt en halv nyre. I tegneserien opstilles han og Abberline som rivaler med Abberline som en slags antihelt og Lusk som en racistisk og brovten kæp i hjulet på efterforkningen. Ingen del af de to mænds konflikter er jeg stødt på i mit Wikipedia deep-dive.
På trods af, at tegneserien tager afsæt i virkeligheden, inklusive en hel masse navngivne virkelige personer, fylder den oprindelige sag forholdsvis lidt. Det sidste af de fem såkaldte ”kanoniske mord” sker på side 31-33. Resten af den 102 sider lange tegneserie rejser længere og længere væk fra Whitechapel, og sådan set også fra virkeligheden.
Blodrøde babser
Noget andet, der fylder meget lidt, især i historiens første halvdel, er kvinder. Jo jo, vi ser dem liggende på jorden med blodet flydende imellem fyldige og struttende babser, men ud over de sjældne offer-cameos ser vi dem faktisk næsten ikke. Vi skal helt om på side 19, før vi ser en kvinde siddende tavs i en lænestol. Inden det har der ikke været en eneste at spotte, foruden de struttende døde. Ikke som en del af bybilledet i baggrunden eller nogen andre steder. Ganske få gange får kvinderne lidt taletid. I de tilfælde males de som fordrukne, grove og voldelige kællinger, hvorimod Frederick Abberline, den selvproklamerede Jack the Ripper, næsten fremstår som en dyster superhelt på den der stakkels Bruce Wayne-agtige måde.
I tegneseriens anden halvdel, det der tidligere var bind to, går det liiiidt bedre. Her har vi faktisk en kvindelig hovedaktør, Ambroise Mèridien. Hun er hverken fuld, grov eller sprættet op, men frygt ikke, du skal nok få lov at se hendes struttende barm alligevel. Hun kan nemlig slet ikke styre sin lyst efter et stykke med mandemand, heller ikke midt i sin egen søsters mordefterforskning.
Anden del føles på flere måder en my mere moden. Tegningerne er flottere og karakterende en smule mere nuancerede. Handlingen bliver til gengæld noget krydret, og som i første sæson af Game of Thrones skal man holde tungen lige i munden, for at holde styr på en hel masse nye navne og dødsfald. Jeg følte mig ikke hundrede procent afklaret på forløbet efter endt gennemlæsning. Nok fordi det er lige fantasifuldt nok til min smag.
Det er ikke forbudt at finde på sin egen version af virkeligheden, når man skriver historier om uopklarede forbrydelser, der ligger næsten 140 år tilbage i tid. Min personlige mening er dog, at man skylder både ofre og andre aktører at digte med respekt. Den virkelighed og de motiver, der bliver lagt ned over denne tolkning af Jack the Ripper-fadæsen, er efter min mening så langt flyttet fra både respekt og virkelighed, at jeg ikke forstår, hvorfor man ikke i stedet har fundet på sin egen historie om klamme voldelige kællinger og så f.eks. kaldt morderen Slagter Poul i stedet
Spoiler forude
Hvis man stadig gerne vil læse tegneserien, skal man måske lige skippe videre til næste mellemoverskrift. Jeg har nemlig fået lov af min redaktør til at afsløre slutningen i både første og anden halvdel af tegneserien. Jeg gør det for at understrege, hvorfor jeg synes tegneserien er decideret kvindehadsk i sin udformning og har en temmelig kraftig klang af victim-blaming.
Det viser sig nemlig, at de skyldige i både de ”rigtige” Jack the Ripper-mord og dem, der senere begås af en form for copycat, er kvinderne selv! I første halvdel er det den modbydelige Elizabeth Foster (et navn på et rigtigt vidne i den oprindelige sag), som har arrangeret det hele. Hun har godt nok ikke selv svunget kniven, men hun har bedt en af dronningens læger og dennes assistent om at gøre det for sig. I anden halvdel af tegneserien viser den voldelige copycat sig at være den barmfagre Ambroise Mèridien, som –godt nok under indflydelse af hypnose — har slagtet en masse kvinder, parteret dem, og smidt dem i Seinen.
Motiverne hos begge kvinder er nylonstrømpe-tynde.
Elizabeth Foster viser sig at være Abberlines søster. De har begge været vidner til, at et ros af voldelige og vulgære kvinder, anført af deres egen mor, myrdede et spædbarn. Abberline går Batman-vejen og bliver skyggeverdenens retfærdighedssøgende superhelt. Søsteren lader traumet styre hende i form af et had til alle gadens klamme smatkasser som nu skal bøde for det, hendes mor har gjort.
Ambroise Mèridien har for sin del altid været jaloux på sin søster, fordi… ja jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Hun bliver sendt til psykiater, som forsøger at kurere hysteriet med hypnose. Desværre har hypnosen den bivirkning, at patienten får en umanerlig trang til at myrde og synge (?). Hun slår sin søster ihjel først. De mord, hun derefter begår, har til formål at trække opmærksomheden væk fra sig selv og hen på Jack the Ripper.
Mænd der myrder kvinder
Der er blevet fabuleret over Whitchapel-psykopatens identitet fra hans samtid til den dag i dag, og der vil sikkert blive fantaseret om ham lang tid endnu. Én ting er sikker – han havde så dybt et had til kvinder, at han mente, de måtte snittes i til de døde og i nogle tilfælde var helt ukendelige. De politifotos, man støder på, når man letsindigt forsøger at sætte sig ind i sagen, er mildt sagt grafiske.
Man kunne jo have ønsket, at det kvindehad og den ligegyldighed over for kvindekønnet, som tegneserien både handler om og spejler, var død og borte for længst sammen med Jack the Ripper — uanset hvem idioten så var.
Man er dog mere end almindeligt skærmet fra virkeligheden, hvis man ikke er klar over, at den lever i allerbedste velgående. Unge mænd og kvinder skulle efter sigende fjerne sig mere og mere fra hinanden. Kvinderne frigør sig fra doktrinen om at man død og pine skal følges med en mand for at få lov til at være nogen steder, mens de unge mænd i stigende grad dyrker ”manosfæren” og ønsket om en underdanig kæreste, der kan vaske bremsesporene ud af deres underbukser, smøre en lækker sandwich, og ellers bare holde kæft og se godt ud.
Der findes desværre stadig mænd, der sprætter kvinder op både før og efter at have slået dem ihjel. Herhjemme i lille søde Danmark blev teenage-Signe — altså undertegnede — temmelig rystet over Peter Lundin-sagen og hans uhyggelige tvedelte ansigtsfarvelade. Han startede med at myrde sin mor i Miami 1991 og røg i fængsel for forbrydelsen, men fik sin straf sat ned og blev sendt til Danmark på grund af pladsmangel i fængslet. I Danmark blev han kæreste med Marianne Pedersen, og det var mordet på og parteringen af hende og hendes to sønner på 10 og 12 år, der sendte Peter Lundin i dansk fængsel på livstid.
For mere nyligt blev Kim Wall dræbt og skåret i stykker af “Ubåds-Madsen”. Hans danske Wikipedia-side hedder ”Peter Madsen (Opfinder)”. Man har åbenbart vurderet, at det var en federe parentes end (morder).
Så sent som februar 2025 blev en 24-årig kvinde i Farsø, 7 km fra hvor jeg sidder og skriver denne anmeldelse, udsat for så grov vold af sin egen halvbror, at hun døde af sine kvæstelser.
Måske fordi voldelige mord på kvinder aldrig ser ud til at gå af mode kan det være svært at sluge en tegneserie, hvor helt og aldeles virkelige mord af allerværste skuffe gøres til liderligt øjenguf. Jeg synes, som også nævnt tidligere, at man som minimum kunne have fundet på sin egen platte pattehistorie, i stedet for at presse sine fantasier ned over en hel håndfuld virkelige kvinder, der aldrig vil få mulighed for at fortælle deres version af sagen.
Små og nemme at skære over
Andrew Tate og ligesindede misogyne klaphatte er peanuts ved siden af de psykopatiske mordere, der begår vold for voldens skyld. Men mandosfærens popularitet er alligevel værd at nævne som et udtryk for et verdensbillede, hvor kvinder hovedsageligt figurerer som rekvisitter.
Jeg ved ikke, hvilket kvindesyn der har lagt til grund for skabelsen af Jack the Ripper. Det er muligt, at både tegneren og forfatteren har mødre og søstre, som de elsker, men man får alligevel lidt indtrykket af, at de ikke rigtig tænker på kvinder som rigtige mennesker. Følende, tænkende, selvstændige væsner med egne håb og drømme.
I min bogreol står Seksuel Hygiejne – Haandbog i seksuel oplysning skrevet af overlæge Axel Tofte og udgivet i 1944. Her kan man læse, at kvinden er mindre åndeligt udviklet end manden. Sådan lidt midtvejs mellem barn og voksen, og derfor det naturlige centrum i enhver familie. Det er selvfølgelig noget værre sluder. Overlæge Axel skriver også, at det bedste middel mod menstruationssmerter er en ordentlig opdragelse. Man kan selv vælge, om man vil grine eller græde.
1944 er ikke ret lang tid siden. Så egentlig kan man ikke være overrasket, hvis nogen stadig har svært ved at kommer overens med kvinder som værende mere end mændenes sidekicks. Jeg undrer mig over, at man nogensinde har tænkt sådan, for kvinder er spændende, sprudlende, vidunderlige skabninger fulde af liv og kærlighed. Men måske er det simpelthen, fordi vi i gennemsnit er fysisk mindre. Nemmere at overmande og skære over, om man vil. Og når man er nem at overmande og skære over, så ligner man måske næsten én, der melder sig frivilligt til at blive overmandet og skåret over. Sådan nogen kan man jo ikke tage seriøst! Det kender jeg selv fra de gange, jeg har stået overfor noget, der var småt og potentielt nemt at skære over.
Man kan faktisk helt komme til at glemme sådan nogen små skræppende og utilfredse typer. De glider ud af fortællinger alle vejne, ikke kun i tegneserier som den her, der ellers paradoksalt nok indeholder fem kvinder, det skulle være umuligt at komme udenom.
9
Lige som jeg ikke ved, om jeg skal grine eller græde over Overlæge Axels Seksuelle Hygiejne, ved jeg heller ikke rigtigt, om jeg skal grine eller græde over Francois Debois og Jean-Charles Poupards Jack the Ripper. Jeg griner opgivende over de stereotype fremstillinger af mordofrene som værende bryster med en død person nedenunder. En læge ville spørge ”Hvad er der sket?!” og brysterne ville svare ”Det startede med en byld i røven”. Jeg græder lidt inden i mig selv over al den fascination rettet mod en morder, som ingen ved hvem er, og som man derfor kan forestille sig var både genial og spændende. Der er skrevet bøger, lavet film og tegnet tegneserier i spandevis, hvor der bygges luftkasteller og trækkes motiver og sammensværgelser op af alskens hatte. Målet for denne anmeldelse er ingen undtagelse.
Jeg forestiller mig, at virkeligheden var smerteligt simpel. Jack the Ripper var en voldelig idiot, der lod sit raseri og galskab gå ud over fem kvinder, der i forvejen var blevet sparket af den verden, der havde lagt dem ned.
Jeg giver Jack the Ripper ét 9-tal. Der er blevet skrevet og tegnet og gjort sig umage. På den måde har den helt sikkert fået én over nakken. Lige som der skal meget til at vriste seks 9-taller ud af denne sure gamle karklud, skal en tegneserie også være temmelig slem for ikke at få et eneste. Det her var ikke min kop the, men det satte trods alt skub i tankerne og et par lærerige Wikipedia-timer.
Det enlige 9-tal sender jeg, svøbt i kærlighed, til Mary Ann Nichols, Annie Chapman, Elizabeth Stride, Catherine Eddowes og Mary Jane Kelly.
