I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne.
Dronningen og kulturministeren har hædret hende, og det er forståeligt, for ingen tegner tegneserienoveller som Nikoline Werdelin, der i Homo Metropolis skildrede starten af 10’erne med syrligt vid, empati og præcision. Jeg er nået til 2013 i gennemgangen af årtiets vigtigste danske tegnerier.
Måske er problemet, at når de etablerede medier for en sjælden gangs skyld skriver om tegneserier, så sætter de en journalistpraktikant til det.
I hver fald sker det forbløffende ofte, selv i dag, at det engelske begreb graphic novel bliver oversat til grafisk novelle. Det er selvfølgelig en fejl. Det engelske ord novel betyder ikke novelle, men roman. Så en graphic novel hedder på dansk en grafisk roman.
Med mindre journalistpraktikanten altså skriver om Nikoline Werdelin. Så kan han være heldig. For Nikoline Werdelin tegnede ikke grafiske romaner, hun tegnede grafiske noveller.
Det gjorde hun så godt, at hun i 2010 modtog Dannebrogordenen af Hendes Majestæt Dronningen. Hun har også (blandt meget andet) fået Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, Holberg-medaljen og Hanne Hansen prisen. Da hun i 2014 modtog Pingprisens Ærespris var det daværende kulturminister Marianne Jelved der overrakte og motiverede prisen.
Dronninger og kulturministre. Det er der vi er, når vi taler om Nikoline Werdelin.
Hun er læst og elsket af en skare, der rækker langt ud over de der normalt anser sig selv for tegneserielæsere, og det er sigende for den kritiske reception af hendes serier, at anmelderne ofte har svært ved at få hovedet rundt om, at de faktisk har læst en tegneserie.
På bagsiden af Homo Metropolis 2010-2012, der var årets væsentligste tegneserie i 2013, står der for eksempel ”Noget af det bedste der er sket for dansk litteratur i lang, lang tid” (Jyllandsposten), og ”Stor tidløs kunst indsat i en original tidstypisk ramme” (Weekendavisen).
Begge udsagn er sådan set rigtige nok, men det synes som om, at anmelderne rigtig gerne vil have, at Homo Metropolis er noget andet, noget bedre, og især noget finere, end en tegneserie.
Og det er både udannet og åndssvagt, for hold da Knold & Tot hvor er Homo Metropolis en tegneserie. Dens store kvaliteter skyldtes netop Nikoline Werdelins mestring af tegneserien, og særligt stribeserien, som udtryksform. Det kommer jeg tilbage til.
Den tegnende antropolog
Nikoline Werdelin brød igennem med et brag med livsstilssatire-striben Café, der gik i Politiken fra 1984 til 1988. Siden vendte hun tilbage med Homo Metropolis, en serie af storbynoveller i stribeform, der med enkelte pauser gik samme sted fra 1994 til 2014. Hun har også lavet ugentlige tegneserier til Alt for Damerne og Ugebladet Søndag og hun er brevkasseredaktør, dramatiker og teaterinstruktør.
Homo Metropolis 2010-2012 er den næstsidste Homo Metropolis-opsamling, og viser en tegneserieskaber på toppen af sin ydeevne.
Det er 17 tegneserienoveller om mennesker i krise, fortalt satirisk, morsomt og empatisk i avisstribens form. Her er den demente pensionist der barrikaderer sin patriciervilla og laver molotovcocktails for at undgå at blive anbragt på plejehjem; den prætentiøse akademiker der forgaber sig i sin datters håndboldveninde; den nørdede pige fra det alkoholiserede hjem, der vil vinde en krimi-konkurrence for at undslippe sit lorteliv.
Og hende her, Anita, alias Afrodite, der netdater og er så liderlig.
Der er alle aldre, kvinder og mænd, homoer og heteroer, fattige og rige, der er os alle sammen. Nikoline Werdelins metode er en enkel: hun tager er menneske, begraver det i lort, og følger det så, som det prøver at grave sig ud af det. Det er ofte både morsomt og hjerteskærende, for Nikoline Werdelin har hele tiden et dobbeltblik på sine hovedpersoner: et skarpt og kynisk blik, der køligt og nydelsesfyld dissekerer alle deres dårskaber, og får os til at le af dem, og et varmt, empatisk blik, der samtidig får os til at holde af og med dem.
Det er fortællinger om moderne mennesker der er almene, ved at de i deres kerne har at gøre med alt det der driver os, ambitionerne, begæret, kærligheden, længslen efter at blive accepteret og finde mening i tilværelsen. Men samlet tegner de også et portræt af årtiets start i Danmark, og af os der levede der. Her er finanskrise og reality-shows og netdating og Afghanistanveteraner og kvinder der realiserer sig selv gennem kogebøger.
Afganistanveteran med PTSD møder ung mor der vil være reality-stjerne og sød musik opstår.
Alt sammen fortalt i den ældste og strammeste af de etablerede tegneserieformer, dagsstriben. Werdelin mestrer formens rytme, hvor vittige pointer (der i Homo Metropolis ofte er bitre og syrlige, mere end egentlig morsomme) skal leveres sidst i korte forløb af billeder, og hun skriver korte replikker der er skarpe, morsomme, præcise, tidstypiske, og samtidigt uværgeligt Werdelinske.
Men hendes stærkeste våben er nok karaktertegningen. Jeg ved ikke om Nikoline Werdelin kan tegne hvad som helst, men hun kan tegne hvem som helst, og hun har et skarpt antopologisk blik for kultur, sprog og stil i forskellige sociale miljøer (om end jeg synes hun færdes mere hjemmevant i det dannede kulturradikale borgerskab, end i Underdanmark). Og hvis man kan tale om at tegneseriefigurer spiller skuespil, så spiller alle Nikoline Werdelins personer fremragende, på en gang ekspressivt og troværdigt. I hendes løse, erfarne streg er der en mestring af kroppens gestik og ansigtets mimik som kun de allerdygtigste formår.
Mestring af udtrykket. Werdelins skitser til historien om forfatterspiren Phoebe og hendes dysfunktionelle familie.
Dagstribens død
De tegneserier jeg har skrevet om i de tidligere indlæg af 10 fra 10’erne, har på hver deres måde været med til at definere en markant bevægelse i årtiets danske tegneserier.
Sådan er det ikke med Homo Metropolis 2010-2012. Nærmest tværtimod. Der er ikke nogen stribeserier derude der ligner, og i det hele taget var 2010’erne et svært år for den klassiske danske dagsstribe.
Selv dygtige stribetegnere som Peter Pedersen og Theis Christiansen kunne ikke finde permanente hjem i de halv-kriseramte danske dagblade. Pedersens job-satire Im Beruf var forbi BT, gratisavisen Urban og Weekendavisen, mens Christiansens sort-humoristiske blik på den midaldrende mand i krise, Esben er bitter gik et par år i Ekstra Bladet. Begge endte de med at få fyresedler stukket i hånden. Også Johan F. Krarup (med Episk fejl) og Stine Spedsbjerg (med Stine bliver klogere) prøvede uden succes kræfter med stribeformatet.
Den eneste markante dagstribe fra 2010’erne der har formået at etablere sig, er Maren Uthaugs Ting jeg gjorde, der har kørt i Politiken siden 2013. En serie der er lige så meget vittighedstegning som tegneserie, har et ironisk selvbiografisk præg og er en videreudvikling af en tegnet blog. Meget 2010’erne. De danske aviser har givet op på danske striber, og det er på nettet det korte daglige tegneserie-grin lever. Det er jo også der vi laver vores overspringshandlinger.
Så da Homo Metropolis sluttede i 2014, kunne det føles som om en lang epoke for den danske tegneserie sluttede. Er man lidt hård, og lad mig bare være det, kan man sige, at det var den sidste store danske avis-dagstribe der nu ikke længere var. Fra Peter & Ping, over Ferdinand, Carlt, Poeten og Lillemor, Livets gang i Lidenlund, Egoland, Strid. Til Homo Metropolis. Farvel avisstribe som væsentlig tegneserie-udtryksform.
Men lad os se hvad der sker…
Har Nikoline Werdelin og Homo Metropolis sat sig spor i det danske tegneserielandskab, er det i en bredere og dybere forstand. Werdelin viste kontinuerligt at tegneserier kunne være for voksne og have litterære kvaliteter og hun nåede et enormt publikum af mennesker der ellers ikke læste tegneserier og ikke troede at det kunne være andet end uforpligtende underholdning. Hun viste dem, at tegneserier kunne være litteratur og kunst. Grafisk litteratur og tegneseriekunst. Hun tegnede grafiske noveller, før nogen i Danmark tegnede grafiske romaner og hævede således barren for dem der fulgte.
Derfor er hun vigtig.
De sekundære placeringer
Når jeg som her skriver mig gennem et årti et år ad gangen, bliver det tydeligt at hver tegneserieårgang er forskellig. Nogle er svage (der var f.eks. ikke meget at komme efter i 2010), andre stærke (glæd dig til næste år!) Nogle år giver den vigtigste tegneserie sig selv, andre år er det sværere at vælge.
Her i 2013 vaklede jeg længe mellem Homo Metropolis og to andre tegneserier der var lige så fede, og næsten lige så væsentlige:
Anette Herzog og Katrine Clante, henholdsvis erfaren børnebogsforfatter og illustrator, tegneseriedebuterede med Pssst!, en slags eksistentiel fortælling om pigen Viola, der på kanten af puberteten prøver at finde ud af hvem hun er.
At de to kvinder er tegneseriedebutanter er på en gang logisk og uforståeligt. Logisk, for havde de været trænede tegneseriefolk havde de hverken haft modet eller fantasien til at slå sig så meget løs som de gør det i Pssst! der blander alskens former for tekst/billede-udtryk: kollagen, striben, billedbogen, det illustrerede digt, tegneseriesiden, osv. Og uforståeligt, fordi de mestrer det hele så overlegent. Pssst! er aldrig svær, aldrig konstrueret.
Det er en finfølt og varm grafisk pigeroman, og med den var den genre født. Siden er flere danske pigetegneserier kommet til, bl.a. Ida Rørholm Davidsens Lonely Journey, Sarah Engell/Lilian Brøggers Fuglemanden og Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøis knuselskelige serie om Mira.
Fra eksistentiel fortælling til eksistentiel filosof: Dagbladet Politiken fejrede Søren Kirkegaards 200 års fødselsdag den med en hel, og helt uforlignelig, sektion om den store danske filosof af hustegneren Philip Ytournel.
Det er en veritabel tour de force i faglig formidling i tegneserieform, der både formår at komme rundt om de biografiske fakta, få præsenteret de centrale pointer i Kirkegaards filosofi (gennem en OB-spillers eksistentielle krise), og være åndssvagt sjov. Alt sammen på 16 dejligt store avissider, der udnytter tegneseriens formsprog fuldstændigt overlegent med op til 6-7 parallelle spor per side.
Den har ikke sat sig videre spor i det danske tegneserielandskab, men Kirkegaard-sektionen er stadig den bedste biografi i tegneserieform jeg har læst. Og Ytournel burde lave nogle flere tegneserier.
En side fra “Aske”
Af andre fine tegneserier fra 2013 vil jeg fremhæve Palle Schmidts velturnerede action-krimi Stiletto, Thomas Mikkelsens lovende nordisk mylologi-debut Troldmændene fra Vestmannaeyar, samt min personlige favorit, Mikkel Ørsted Sauzet ordløse slaveoprørsfortælling fra de Vestindiske øer, tegnet med rød kuglepen: Aske. Den er en fandeme fed.
Næste gang: 2014 var et fremragende år for danske tegneserier. Der kom så meget guld, at man burde blive rig af at læse dem. Men den vigtigste havde ingen set komme.
