I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne.
I 2012 gav De gale opskriften på hvordan man lavede tegneserier for børn og unge i det 21. århundrede.
Engang var tegneserier noget for børn og unge. Sådan var det i mange mange år. Så kom der tegneserier for voksne. Det var så sensationelt, at det måtte deklareres, så da Carlsen Comics i 70’erne begyndte at udgive tegneserier af blandt andet Tardi, Hugo Pratt og Bilal/Christin, kaldte de dem netop det: ”Tegneserier for voksne”.
I 2012, det er der vi er nået til, var det som om alle tegneserier efterhånden var for voksne. Ikke kun de grafiske romaner, de nye fine tegneserier med litterære ambitioner, men også de tegneserier, der oprindeligt var til børn; fransk-belgiske klassikere om unge reportere med fjollede navne som Splint og Tintin, eller farvestrålende superhelteserier om mænd, der klædte sig ud som flagermus og edderkopper, blev nu mest købt og læst af voksne mænd. Og måske også mest lavet til dem.
Børn og unge gad dem ikke længere, og det er nok ikke forkert, når man giver en del af skylden til den enorme mængde af andre underholdningstilbud, særligt dem på alskens skærme, der var dukket op.
Men man må også kigge indad. Langt de fleste af de gamle børnetegneserier var udviklet i 40’erne, 50’erne og 60’erne og ikke så gevaldigt meget var ændret på skabelonerne sidenhen. Okay, Tintin fik godt nok et par jeans i 70’erne og Splint en vindjakke. Og Batman blev gritty. Men så var han jo ikke rigtig mere for børn.
Desuden handlede de klassiske børnetegneserier sjældent om børn. De handlede om voksne mænd med eksotiske erhverv som reportere og cowboys og detektiver og superhelte. Nogle gange havde de et drenge-side-kick, som et slags identifikationsobjekt for læseren. Nogle gange måtte læseren nøjes med en hund.
Således måtte noget ske, hvis ikke børnetegneserien skulle dø. I Danmark skete det hos en børnebogsredaktør på et børnebogsforlag.
I Berlinsk arbejdslejr i pyjamas
Anne Mørch Hansen var redaktør på det traditionsrige børnebogsforlag Høst & Søn. Hun havde begejstret læst Neil Gaiman og P. Craig Russel’s grafiske roman over førstnævntes børnebog Coraline. Den det gav hende ideen til at markere 20 års jubilæet for Kim Fupz Aakesons postapokalyptiske ungdomsroman De gale, der var blevet fast læsning for børn og unge i gymnasiet og folkeskolen, med en grafisk roman-version – en tegneserie.
Hun samlede et lille hold, forfatteren Erik Barfoed stod for manus og unge talentfulde Mikkel Sommer for tegningerne, mens den oprindelige forfatter Kim Fupz Aakeson, der siden De gale var blevet et stort navn som både børnebogsforfatter (Vitello-bøgerne) og filmmanuskriptforfatter (Den eneste ene, Prag) blev tilknyttet som konsulent og sparringspartner.
Min fornemmelse er, at de fleste danske tegneserier på det tidspunkt, i hvert fald når vi taler album og graphic novels, havde karakter af personlige projekter, hvor tegneserieskaberne lavede deres serier som de fandt bedst, og forlaget først blev involveret, når serien skulle udgives.
Sådan var det ikke med De gale. Den var, qua Høst & Søns involvering, originalens popularitet og Kim Fupz Aakesons stjernestatus, big league, med alt hvad det indebærer af redaktør-involvering, faste rammer, løn til de involverede og deadlines.
Erik Barfoed skrev et hyperdetaljeret manus, fik input fra Anne Mørch Hansen, Kim Fupz og Mikkel Sommer, og skar så kraftigt ned på teksten. Så gik tegneren i arbejdslejr. Mikkel Sommer sad i pyjamas i sin Berlinerlejlighed og tegnede det hele, alle 142 sider, på et par måneder, hvad der er fuldstændigt sindssygt og på kanten af det overmenneskelige, når man ved, hvor lang tid det normalt tager selv de hurtigste at tegne en tegneserie.
”Jeg prøvede at tænke meget astronautagtigt. At jeg skulle have fedt og protein og søvn og … det har været helt tågeagtigt for mig”, fortæller Mikkel Sommer i det her fine interview, som Benni Bødker lavede med de involverede i forbindelse med udgivelsen:
Barfoed og Aakeson gik manus igennem en sidste gang og fik pudset alle replikker til, og så var bogen klar. Aakesons salgbare navn stod med kæmpestort på forsiden. Barfoeds og Sommers med ganske småt. Big league.
Spændstige replikker og filmiske forløb
Jeg har, med skam at melde, ikke læst originalen (men det har Mikkel Sommer så heller ikke!), men i tegneserie-versionen af De gale går Danmark under. Det sker da et kemisk våben, en virus af en art, udløses, og (næsten) alle voksne bliver ramt af noget, der minder om demens. De mister hukommelsen, og kan ikke længere finde ud af at udføre selv de mest simple ting. Som at spise, eller at gå på toilettet.
Historien følger vennerne Steff og Topper, mens de begiver sig igennem et land i opløsning, på en tur fra Sønderjylland, hvor de studerer, til Helsingør, hvor Steffs familie bor. Hans forældre er der ikke noget håb for, men hans lillesøster er kun et barn. Og alle de voksne er gale – næsten i hvert fald, og dem der ikke er, er endnu værre. På vejen slår de følge med Topsy, en pige med ben i næsen, som begge drenge falder for.
Det er et klassisk post-apokalyptisk præmis, der er set mange gange før og siden, men det foregår i Danmark som vi kender det, med mark og bælt, med fynske slotte og sjællandske parcelhuskvarterer. Det lægger en dæmper på voldsomheden, om end at der stadig er voldtægtsforsøg, drab og børnesoldater i De gale, men øger til gengæld effekten af det der sker. For det er jo her i Danmark. Det kunne jo være os.
Historien er effent skruet sammen, og særligt rutinerede Aakesons talent for dialog er tydelig i replikkerne, der er spændstige, mundrette og karakterdrevne. Det er langt fra en given ting i tegneserier, der, oftere end de burde, har talebobler der tynges af fladt, plotforklarende skiftssprog. Det slipper man for med to dygtige tekstforfattere på manus.
Så er der andre problemer, der kan dukke op, som at bog-forfatteren ikke forstår tegneserier godt nok, og drukner siderne i ord. Men både Barfoed og Aakeson har tidligere lavet tegneserier og tænker visuelt, så de faldgruber dribles der udenom. I stedet får Mikkel Sommer mulighed for at slå sig løs med sin eminente evne til at fortælle i billedforløb.
Mikkel Sommer var midt i tyverne, da De gale udkom, og der var hans første lange tegneserie.
Hans streg i De gale er rastløs og skitseagtig, og farverne flade og grumsede. Han er ikke en tegner, der har travlt med at imponere og vise sig. Men Gud, hvor er han dygtig. Hans tegneserier er enormt filmiske, han mestrer beskæring og zoom, og fastholder ofte et perspektiv over flere billeder. Han fortæller åndssvagt godt.
Danske tegneserier fra 1970’erne og frem er oftest skabt indenfor den europæiske albumtradition. Her skal historien disponeres over formatets 45 sider, og det giver nogle kompakte fortælleforløb, hvor forholdsvis meget historie skal afvikles på forholdsvis lidt plads.
Men har man flere sider at gøre godt med, 142 som i De gale for eksempel, kan man arbejde med nogle langt mere filmiske billedforløb. Det gør japanerne i mangategneserier, og det gør Mikkel Sommer til Erik Barfoeds manus i De gale, og det er han vel en af de første, der gør i danske tegneserier. Siden følger flere: Rune Ryberg, Karoline Stjernfelt, Mikkel Ørsted Sauzet og andre.
Samtidig forstår han, at det primære formål med et billede i en tegneserie ikke er at være flot, men at fortælle det nødvendige (anderledes kan det så nok heller ikke være med det arbejdstempo, De gale blev til i). Og Mikkels Sommers billeder fortæller hele tiden det nødvendige.
Travlheden kan dog også ses til tider. I hvert fald er dele af De gale lige skitset nok tegnet, og den grumsede farvelægning giver problemer, særligt i flere nattescener, hvor forløb der burde være neglebidende nervepirrende, bare bliver småirriterende, fordi man som læser bruger for meget energi på at tyde, hvad der foregår. Som her:
Det ændrer dog ikke på, at tegneserieudgaven af De gale er aldeles vellykket: engagerende, spændende, i øjenhøjde med sine unge læsere og virkelig godt fortalt i både tekst og billeder. Den blev også flot modtaget og solgte godt, ikke nødvendigvis i boghandlerne og tegneseriebutikker, for det er ikke på privatkunder, børnebogsforlagene tjener deres penge, men på bibliotekerne og især i skolerne.
Den grafiske børneroman
Succesen gav Anne Mørch Hansen og Høst & Søn blod på tanden. Forlaget fortsatte årtiet igennem med at udgive nye danske B&U-tegneserier, mens andre etablerede forlag som Carlsen og Gyldendal også hoppede på den lille bølge af grafiske børneromaner.
De to centrale ideer Anne Mørch Hansen fik i forbindelse med tilblivelsen af De gale, går igen i langt de fleste af dem:
For det første ideen om, at de nye hippe grafiske romaner, der var frigjort fra tegneseriens ellers ganske faste genre- og form-konventioner, lige så vel kunne være for børn som voksne. Opfindelsen af den danske grafiske børneroman.
Og for det andet: hvis man skulle lave grafiske romaner, hvorfor så ikke få ”rigtige” forfattere til at skrive den? Nok en tanke der lå lige for, hvis man var var redaktør på et børnebogsforlag og i forvejen arbejdede sammen med en masse dygtige børnebogsforfattere, men også en logisk tanke, fordi dansk børnelitteratur på mange måder var 40 år længere fremme i sin udvikling end danske børnetegneserier.
Her frigjorde forfattere som Ole Lund Kirkegaard, Cecil Bødker og Bent Haller sig allerede i slut-1960’erne og ind i 70’erne fra genrekonventioner og ideen om den opdragende børnelitteratur, og begyndte at skrive fremragende fortællinger i øjenhøjde med læserne og deres livsverden.
Således blev ideen om at parre etablerede B&U-forfattere med tegneserietegnere eller illustratorer og sætte dem til at lave grafiske romaner fuldstændig definerende for årtiets danske B&U-tegneserier.
På børne- og unge-området mødte litteraturen og tegneserien hinanden, og forfattere som Jesper Wung Sung, Kim Fupz Aakeson, Anette Herzog, Sarah Engel, Sabine Lemire og Morten Dürr lavede gennem årtiet tegneserier med tegnere og illustratorer som Rasmus Bregnhøi, Palle Schmidt, Søren Jessen, Katrine Clante, Kenneth Bøgh Andersen, Lars Gabel, Lillian Brøgger og Lars Horneman.
Mange af dem var ganske fremragende, men lad os tage dem, når vi kommer dertil.
De udkom som sagt langt overvejende på etablerede bogforlag, og ikke på tegneserieforlag. Derfor har mange af dem også været forholdsvis usynlige for mange tegneserielæsere. Men de er blevet læst på bibliotekerne og i skolerne. Kun Cobolt, der bl.a. står bag makkerparret Morten Dürr/Lars Hornemans tegneserier, udgav i nævneværdigt omfang danske børnetegneserier af betydning i 2010’erne. Sådan er det måske, når forlagene er drevet af ildsjæle, der primært udgiver det de selv kan lide, men en skam er det ikke desto mindre.
Sex, vold og moral á la Mårdøn Smet
Ud over De gale, var 2012 at betegne som en mellemår for danske tegneserier. Tredje ombæring af Søren Mosdal (tegninger) Jacob Ørsteds (tekst) Rockworld var underholdende, hvis man kendte til det nørde-hipster-miljø, serien hyldede og tog pis på. Det gjorde jeg. Ole Comoll Christensens Han, Hun og Algobatoren var en veloplagt petitesse.
Ina Korneliussen og Thomas Thorhauge langformede tegneserier de havde konceptualiseret i Aben Malers lille 676-serie. Korneliussen byggede videre på ideen fra Fortællingen om dengang jeg fik en bamse i Små dyr, og Thorhauge fik en stribe i Politiken baseret på konceptet ”kendte siger virkelige citater i fiktive situationer”, som han havde udviklet i de lækre Jørgen Leth og Clint Eastwood.
Men selv om begge var fine, havde hverken Små dyr eller Thorhauges stribeopsamling Det sidste ord den samme charme og nødvendighed som de oprindelige minicomics.
Årets store slagnummer var Aben Malers ekstravagante opsamling af Mårdøns Smets Stig & Martha, der over 20 år var kommet i diverse undergrundsantologier. Mårdøn Smet er et undergrundsikon, der gør sig i en særegen og idiosynkratisk blanding af vold, sex og tung moral, og tillige en af kongerigets allerallerbedste tegnere, også når han, som i den ordløse og voldsomt karikerede Stig & Martha, er svært aflæselig. Det var rart at se hans serier få den store luksus-behandling med forord, oversize hardcover og hele svineriet.
Stig & Martha fik Pingprisen for bedste tegneserie i 2013 (som altså primært dækker 2012). Det var ikke ufortjent, men man kunne mene, at juryen burde have set fremad og ikke bagud, og givet prisen til De gale. Men sådan er det jo, som EU’s danske næstformand engang formulerede det. Børnefilm får ikke de store filmpriser. Børnebøger får ikke de store litteraturpriser. Børnetegneserier får ikke den store Pingpris.
Nåja, en sidste udgivelse må lige nævnes: I 2012 udkom en ung dansk-tyrker, uddannet fra kunstakademiet, med en slags artsy erotisk sag, der vel ikke rigtig lignede en tegneserie. Ingen tog videre notits af Låsesmedsfilerne, men Halfdan Pisket skulle vise sig at blive en af årtiets vigtigste, hvis ikke den allervigtigste, danske tegneserieskaber. Ham vender vi tilbage til.
Næste gang: Der er kun en dansk tegneserieskaber der er så god, at Hendes Majestæt Dronningen har udnævnt hende til Ridder af Dannebrog. Gæt hvem.
