I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne.
Barndomserindringen “Glimt” kom, så og sejrede i 2011. Og markerede at 2010’erne ville blive de grafiske romaners årti.
I 2011 kom årtiets to første vægtige grafiske romaner. De var begge skabt af unge kvinder, der hed Rikke, udkom på samme forlag og var tegnet med blyant (gys!).
Det er selvfølgelig Rikke Bakmans ”Glimt” og Rikke Villadsens ”Ind fra havet” det handler om. Den ene, ”Glimt” en fint registrerende erindringsroman om en sommerdag ved Vesterhavet i 80’erne, den anden, ”Ind fra havet” en skrupskør surreel sømandsskrøne, hvori en kvinde har samleje med et fyrtårn.
De udkom begge på Steffen Rayburn-Maarups enmandsforlag Aben Maler, der fra midt i 00’erne og ca. 10 år frem var det absolut vigtigste danske tegneserieforlag. Begge var tidligere debuteret i Abens lille kvadratiske 676’er serie, der i de år var den konceptuelle legeplads, hvor en masse nyt talent og enkelte erfarne rotter kunne fyre den uforpligtende af, under på en gang firkantede og frie rammer.
Men nu var det tid til rigtige grafiske romaner, og tilsammen gav de to tegneserier i kraft af deres æstetik, deres tematikker, og vel også skabernes køn, eller i hvert fald det kønnede i deres fortællinger (”Glimts” feminine fokus på de små, nære tings betydning, Ind fra havets opgør med en linær ”maskulin” struktur, og dens åbenlyse optagenhed af kvindelig seksualitet), et bollespark til danske tegneserier som vi kendte dem i 2011.
Man kan argumentere for, at det ingen mening giver at udpege det ene værk som mere væsentligt end den andet, for de to grafiske romaners betydning som nybrud er samlet: her er nogle vilde unge kvinder, der laver noget shit som ingen andre gør.
Men at vælge én er præmissen for klummen her, og så vælger jeg ”Glimt”, som i sin form og indpakning repræsenterede det mest radikale brud, men som i sit indhold var samtidig var det mest tilgængelige værk med en sommerferie-fortælling, som talte ind i nogle almindelige danske erfaringer. Og som desuden løb med hovedparten af opmærksomheden, balladen, og den nyindstiftede Pingpris som årets bedste tegneserie. Den udkom også først, den 7. januar 2011, mens ”Ind fra havet” måtte vente til september.
Stemningsfuldt sanset
”Glimt” er som sagt en erindringsroman. Den følger den 6-årige Rikke over en sommerdag, hvor hun er på ferie med sin familie (far, mor og storesøster) i et sommerhus ved Vesterhavet. Pigerne går på opdagelse i klitterne, de kører til kiosken med faren, og alle tager til stranden. Om aftenen griller familien sammen med et andet par, Karsten og Bente, og idyllen ødelægges da Karstens vrede eks dukker op med den fælles datter.
Det er sådan set det, men det er stemningsfuldt sanset og præcist og detaljemættet fortalt. Myrerne der måske, måske ikke, kravler op i Rikkes tissekone, mariehønsene der pludseligt invaderer stranden, duften af røg og vinduesviskervæske i bilen. Den løsere tid, dørene på bilen, som ikke er låst, og som Rikke falder ud af i fart. Relationerne mellem de voksne og børnene, faren der lover en is, hvis de ikke fortæller om det med bildøren. Og ordene, røvbanan, sludrechatol, klitvædder.
Rikke Bakman kan fremmane en tid som var man der selv, så man husker følelsen af stridt klitgræs mellem nøgne tæer, af tis der løber ned ad ens barneben.
Det er alt sammen tegnet med farveblyanter i en streg, der ligner børnetegninger, men selvfølgelig ikke er det. Det er et tydeligt æstetisk valg, der forstærker indtrykket af Glimt som oplevet og fortalt fra barnet Rikkes perspektiv, og særligt i de mere lyriske passager med naturscenerier (en død hare i et krat, skyer der skilles, en undsluppen undulat) viser Rikke Bakman muskler med sine farveblyanter.
Mangler der noget i ”Glimt”, er det først og fremmest konflikt. Rikkes tidlige barndom synes uproblematisk og prosarisk eventyrlig, og det var den sikkert også, men det giver ikke nødvendigvis den bedste roman. Den afsluttende grillaften, med bitch-fight og blod og det hele, er tydeligvis tænkt som historiens dramatiske højdepunkt, men konflikten er mellem personer uden synderlig relation til Rikke, og synes således ikke at efterlade noget synderligt indtryk hos hende, og dermed heller ikke hos læseren. Man savner, at der er mere på spil.
En tegneserie der ligner en bog
Til gengæld er ”Glimt” fortalt enormt godt. ”Glimt” er den første danske tegneserie af en uddannet tegneserietegner. Rikke Bakman gik på Serieskolen i Malmö fra 2007-2009 samtidig med at hun fik lov at tage afgang fra Det Fynske Kunstakademi, og der blev de første 100 sider af Glimt til. Jeg bilder mig ind, at det kan ses.
For hvor andre ambitiøse danske debutværker (eller næsten-debutværker, som Glimt jo er) har det med at være ujævne, og give indtryk af, at skaberen lærer mens hun tegner, er ”Glimt” forbløffende sammenhængende i sit formsprog og sit indhold, og fortalt med en fuldstændig mestring af komposition, beskæring, og det særlige der gør en tegneserie: at fortælle i forløb af tegninger.
Hun gør det bare med kun ét billede på hver af de 288 sider.
”Glimt” blev oprindeligt tegnet på store ark papir, med fire billeder per side, og Rikke Bakman og hendes forlægger/redaktør Steffen Maarup-Rayburn diskuterede i planlægningsfasen, om tegneserien skulle have et eller fire billeder per side.
At de valgte førstnævnte løsning, hang sammen med, at Bakman gerne ville have tegneserien ned i tempo, så formen understregede ideen om en langsom, nærmest uendelig sommerdag, og hvor der i de større rum mellem billederne blev plads til at læserens egne barndomserindringer kunne vokse frem.
Jeg tenderer personligt til at mene, at ”Glimt” havde fungeret bedre med fire billeder per side. Jeg synes ikke altid at billederne kan bære at være ladet med den betydning de får, når de fylder en hel side, og at de havde fungeret bedre i forløb og i dialog med hinanden. Jeg synes også, at det havde givet et hurtigere og mere ubesværet læseflow.
Med fire billeder per side, havde “Glimt” i langt højere grad lignet en “almindelig” tegneserie.
Men det havde også betydet, at ”Glimt”, havde været højere, bredere og tyndere, og i langt højere grad havde lignet en ”almindelig” tegneserie. Og det havde være skidt.
For med den valgte løsning, fik man også et versaltydeligt statement of content. Tyk og kompakt, “Glimt” ligner en bog. Den kongeniale forside er ikke en tegning, men et fotografi af 6-årige Rikke Bakman og hendes storesøster cyklende på stranden ved Vesterhavet. Teksten, skrevet med blyant og barneskrift: Rikkes navn, med en pil hen til hende, titlen ”Glimt” og ordene ”tegnet roman”. Indeni, et billede per side, som i en billed- eller kunstbog, tegnet med farveblyanter.
Der bliver råbt højt: DU KAN IKKE BRUGE NOGEN AF DINE FORUDFATTEDE IDEER OM HVAD TEGNESERIER ER, HER! DET KOMMER ET ANDET STED FRA END TINTIN OG BATMAN OG RADISERNE! DU KAN IKKE LÆSE DET SÅDAN!
Roser og brok
Der var selvfølgelig danske grafiske romaner inden ”Glimt”. Men f.eks. Thomas Thorhauges ”Kom Hjem” fra 2009 lå stadig indenfor tegneseriens etablerede formsprog og dens traditionelle visuelle udtryk. Det var en voksen fortælling, men personerne var tegnet som funny animals, som hos Disney, og stregen, svagt karikeret, plastisk og med tegneseriens typiske fede konturstreg, ledte tankerne hen mod klassiske europæiske tegneserier.
”Glimt” alluderede snarere hen mod billed- og illustrationskunst, dens æstetiske referencepunkter fandtes ikke i tegneseriehistorien, men andetsteds. Og altså, kun et billede per side. Det lignede ikke en tegneserie.
Det gjorde ikke kritikerne noget. ”Glimt” blev overstrømmende anmeldt i dagbladene, inklusive Jyllands-Posten, Berlingske og Ekstra Bladet, og Rikke Bakman blev præmieret af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg, modtog Kulturministeriets Illustratorpris, samt den nyindstiftede Pingpris for Årets Danske Tegneserie. Sidenhen blev den også udgivet i en række andre lande, bl.a. Sverige og Frankrig.
Men i dele af tegneseriemiljøet, et vegt begreb, der både dækker over dedikerede fans og kendere, tegneserietegnere og andre branchefolk, var der voksne mænd, opflaskede på spejderdrenge, stribeserier og superhelte, der ikke brød sig om “Glimt”.
Det var ikke en rigtig tegneserie, det var nogle grimme børnetegninger, håndværket var ikke orden, lød det, særligt da ”Glimt” modtog Pingprisen.
Man undrer sig over hvor lidt forstand på tegneserier, folk med forstand på tegneserier, egentlig har. Også fordi ”Glimt” på ingen måde er et svært tilgængeligt værk. Det er en lige-ud-af-landevejen barndomserindring, let at læse og forstå. Hvis den fremstod eksperimenterende, var det kun fordi tegneseriens formsprog var så stivnet i sine egne traditioner.
Men sådan er det. Brokkerøvenes mentale forfædre skreg skingert og himlede med øjnende da malerne holdt op med at male realistisk og digterne holdt op med at rime. Man må tage den ris som ros.
Med ”Glimt” (og med ”Ind fra havet”) var dørene sparket ind, moderniteten for alvor, og alt, alt for sent indtruffet i de danske tegneserier. Nu kunne de se ud som de havde lyst. Nu kunne de handle om hvad som helst. Og det gjorde de så, som vi vil se i de kommende klummer.
Ind i den kollektive bevidsthed
To andre danske tegneserier fra 2011 bør også nævnes. De brød ikke nyt land på samme måde som ”Glimt” og ”Ind fra havet”, men de nød begge en (efter danske tegneserieforhold) stor popularitet og havde en stor impact.
John Kenn Mortensens ”Post-it-monstre”, med tegninger af, ja, monstre på gule post-it lapper, er ikke en tegneserie, men John Kenn var en del af tegneseriemiljøet, udkom også på Aben Maler, og ”Post-it Monstre” blev et af årtiets store danske tegneserie-eksportsucceser. Også selv om det ikke er en tegneserie. John Kenn Mortensen har siden lavet rigtige tegneserier, og har i dag små 300.000 følgere på Instagram. Det er også noget.
Fra Adam O’s “Ruiner”.
Hans ven Adam O udkom med ”Ruiner”, en historie om København efter verdens undergang. Teksten, der tydeligt afslørede Adam O’s relation til miljøet omkring Ungdomshuset i København, var tung at komme igennem, men de der billeder af København efter katastrofen var åndsvagt fede.
De kunne og kan noget, John Kenn Mortensen og Adam O, med at skabe billeder og verdener der taler til vores kollektive bevidsthed. De kan sådan noget, som Jakob Martin Strid og Claus Deleuran kan. De bliver læst af folk der ikke læser mange tegneserier.
Næste gang: børne- og ungdomstegneserier, er det ikke noget med talende ænder, superhelte og journalist-drenge med frejdige hårtotter? Nej mand, det er verdens undergang i Jylland.
