I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne.
2010’s vigtigste tegneserie var ikke altid en tegneserie. Men læserne strømmede til, og Stinestregen viste vej for både webserier og kvindelige tegneserieskabere.
Tegneserieårtiet går på hæld, og det er tid til at skue bagud. I ”10 fra 10’erne”, vil jeg i 10 klummer se på 2010’ernes vigtigste danske tegneserier, ét år og én tegneserie ad gangen.
Ikke den mest populære (kig i stedet på salgstal) og ikke den bedste (kig i stedet på prisuddelinger). Den vigtigste.
Og hvad er så det?
Jeg har, som en hjælp for mig selv, stillet fire kriterier op, der tilsammen definerer hvornår en tegneserie er vigtig i kontekst af klummen her. De er:
- Kvalitet. Fordi gode tegneserier selvfølgelig er vigtigere end dårlige.
- Nybrud. Tegneserier der viser nye veje for kunstformen, gør ting med formsproget eller emnevalget der ikke er gjort før i en dansk sammenhæng.
- Effekt. Det kan være en tegneserie der har høje salgs- eller læsertal, eller som er blevet en overraskende eksportsucces. Men det kan også være en tegneserie der har formået at sætte en dagsorden, har skabt debat, fået forsider i aviserne, eller er blevet nomineret til ”rigtige” litteraturpriser.
- Tendens. Det tæller ikke mest med, men det tæller – at en tegneserie repræsenterer en markant tendens blandt årtiets tegneserier.
Årets vigtigste tegneserie skal ikke nødvendigvis score højt inden for alle fire kriterier. Det er sjældent muligt, så det er den samlede vurdering der gælder. Men den skal score højt inden for flere af kriterierne.
Og Stine Spedsbjergs ”Stinestregen”, som var den vigtigste danske tegneserie i 2010, scorer tårnhøjt på i hvert fald tre af kriterierne. Den fjerde kan man diskutere – og det skal jeg nok.
Zombier og babybjørne: Talenterne spirede i 2010
Men først en lille omvej gennem det danske tegneserielandskab anno 2010:
Det havde været nogle hårde, golde år på bagkant af albummarkedets sammenbrud omkring årtusindskiftet, men nu var der grøde i tegneseriemiljøet. En mængde små en- og topersoners forlag som Aben Maler, Fahrenheit, Forlæns, Donovan Comics, G. Floy og Faraos Cigarer havde brudt den stenede jord med ambitiøse udgivelsesprogrammer; Dansk Tegneserieråd, der skulle få enorm betydning for årtiet, var nyligt dannet; og i Øksnehallen blev den måske bedste danske tegneseriefestival nogensinde afholdt, 2010-udgaven af Komiks.dk, med en international gæsteliste der inkluderede Charles Burns, Chris Ware, Daniel Clowes, Dave Gibbons og Frank Quitely. De tre førstnævnte med nyudgivne hovedværker på dansk under armen (at Ware og Burns, der i årtier havde været blandt de allervigtigste amerikanske tegneserieskabere, inden 2010 aldrig var udkommet på dansk, siger noget om tørkeårene og det manglede mod og fremsynethed, der havde præget de konservative danske tegneserieudgivere fra 90’erne og frem).
Og talenterne spirede frem. Der kom masser af mere eller mindre selvudgivet dansk undergrund i 2010, og Aben Maler (som jeg kommer tilbage til i næste klumme) havde slået sig op som talent-legeplads med sin lille kvadratiske 676-serie, der i 2010 postede serier ud af blandt andet Rikke Villadsen, Johan F. Krarup, Mikkel Sommer og Philip Ytournel.
Ikke væsentlige serier, men mange af dem var fede, og skal jeg vælge mine danske 2010-favoritter er det da også her i bunken med småt og råt jeg finder dem: Ina Korneliussens lille søde og hårde 676’er om at blive mor, ”Fortællingen om dengang jeg fik en bamse”, og den samlede udgave af Jakob Rask Nielsens rablende og usandsynligt veloplagte zombiekomedie, ”Exodus”.
Der kom også nogle få klassiske album i 2010: fjerde ombæring af Niels Søndergaard og Ole Comoll Christensens Dimensionsdetektiven, femte ombæring af Jan Rybka og Thierry Capezzones H.C. Andersen Junior, og jeg ved ikke hvilken ombæring af Freddy Miltons Familien Gnuff. Men det pegede alt sammen bagud, det lugtede gammelt i 2010.
Af mere ambitiøse tegneserier der pegede fremad, bør nævnes andet og sidste bind af Anders Walthers flotte, men mislykkede eventyr/sci-fi serie ”Solas”. Walther havde internationale ambitioner, men ”Solas” hang ikke sammen, og han måtte få dem indfriet i et andet medie. Sidenhen har han vundet en Oscar for kortfilmen ”Helium” og instrueret Hollywood-filmen ”I Kill Giants” baseret på den grafiske roman af samme navn. Sådan.
Samt undergrundstegneren Søren Mosdals første brydetag med mainstream i Hank Williams-meditationen ”Lost Highway”. Den var der noget ved, men Mosdal skulle meget længere tilbage i tiden end 1953 før det blev rigtig rigtig fedt.
Så altså: trods al grøde i tegneseriemulden kom der sgu’ ikke nogen særlig væsentlige danske tegneserier på tryk i 2010. Men der kom én på nettet.
Nybrud på nettet
TeenTema #3: Jeg forsøgte ihærdigt at blive biseksuel som teenager, fordi jeg mente, det ville gøre mig langt mere interessant. I virkeligheden skulle jeg måske have spurgt mig selv, om jeg overhovedet var interesseret i piger…
”Stinestregen” var bare ikke rigtig en tegneserie. Eller, det var ikke altid en tegneserie. Eller, for bloggens mange, mange læsere, var det skide lige meget, om det var en tegneserie eller ej.
”Stinestregen” var en blog, en tegnet dagbog, hvor Stine Spedsbjerg i perioden 2008-2015 fortalte om sit liv, i en blanding af tekst og tegninger. I 2010 havde bloggen en lille halv million sidevisninger. Det er pænt over tusind om dagen. Ser vi bort fra avisstriber og Anders And-blade, var der ingen andre danske tegneserier i 2010 der havde den slags læsertal.
I de kommende år voksede læserskaren kun, og et par år senere var besøgstallet fordoblet. Selv i dag, fire år efter at bloggen lukkede, har ”Stinestregen” stort set lige så mange daglige læsere som Nummer 9.
Som udgangspunkt havde bloggen vittighedstegningens form. Hver dag postede Stine Spedsbjerg en tegning og en kort tilhørende tekst, med udgangspunkt i hendes eget liv. Men i 2010 havde hun løsnet op for det stramme koncept, og de enkeltstående Stine-tegninger var blevet blandet op med foto, gæstetegninger, bl.a. af Maren Uthaug og Cav Bøgelund, og mere eller mindre tegneserieagtige forløb.
Stinestregen årgang 2010 indeholdt også broderi.
Og således repræsenterer ”Stinestregen” et nybrud inden for tegneserien, ved netop ikke altid at være en tegneserie. Der var bare én af flere forskellige tekst/billede-udtryksformer der flettede sig ind og ud af hinanden. Det var et fusionsudtryk, og lige det kan jeg sgu’ ikke komme på nogen der gjorde før tegneserie-bloggerne.
Et gateway-drug for kvinder
Og læserne var ligeglade. Læserne var ikke tegneseriefans. De var ikke mig. De var unge kvinder på ca. Stines alder (hun fyldte 30 år i 2010). De var min kone. Hun kom forbi og så mig over skulderen, mens jeg researchede mig gennem gamle ”Stinestregen”-indlæg forleden. Ved det første sagde hun, ”Det er ligesom mig”, og grinede. Ved det andet sagde hun ”Det kender jeg godt”, og grinede igen.
De bedste gæster… er dem, der er blinde overfor alt ens roderi.
Fire ud af fem af ”Stinestregens” læsere var kvinder, og de var interesserede i Stine og hendes tegnede liv, som et humoristisk spejl af deres eget, og mange af dem bidrog i kommentarfeltet. Der var en dialog, et bånd, et fællesskab mellem tegneren og læserne, og måske også mellem læserne indbyrdes. Et ”Stinestregen”-community. Jeg ved det godt, det er old news og alle gør det i dag. Men ikke i danske tegneserier i 2010. Det var hot new shit.
Og altså, det var kvinder. 2010 er ikke længe siden, men dengang var det stadig en anomali at kvinder lavede og læste tegneserier. Dengang var der kun Nikoline Werdelin og Sussi Bech. Og så nu Stine Spedsbjerg, og hendes tusinder og tusinder af læsere. Man kunne få den tanke, at bloggen var gateway drug, der fik horder af unge kvinder hooked på tegneserier. Her kan man tale om effekt.
Maksimal effekt for minimal indsats
Så ”Stinestregen” var ikke altid en tegneserie, og læserne var ligeglade. Men hjertet i ”Stinestregen” årgang 2010, tre sammenhængende juli-indlæg der fik kommentarfeltet til at gå amok, var en rigtig tegneserie, og det i tredje potens: en tegneserie om to tegneserietegnere der forelsker til en tegneseriefestival.
Historien om hvordan Stine Spedsbjerg og Cav Bøgelund mødes på Komiks.dk og siden bliver kærester, er et eksempel på hvad Stinestregen kan når den er bedst: En i virkeligheden dybt privat historie, fortalt så den bliver alment genkendelig, så det bliver vores alle sammens usikkerhed, når vi forelsker os, fortalt med sødme, selvironi, humor (den der løbende joke, hvor hun skal kaste op, er sgu’ sjov), og en forbilledlig klarhed, så alle kan være med.
Og med en grundlæggende forståelse af nettets særlige karakteristika som medie: her læses i scrolle-retningen oppefra og ned, og med billeder tilpas store at de kan læses uden besvær på de fleste skærme.
Det er, heller ikke i den lille Stine/Cav-historie, stor tegneseriekunst, men det er også at misforstå præmissen. ”Stinestregen” og ligesindede tegnede blogs og webcomics opfylder snarere den funktion avisstriberne gjorde i hine tider. Det er 60 sekunders overspringshandling, et lille klik man laver med musen, for at få sit daglige lille grin, gnæk eller ”nåååh”.
Det gør ”Stinestregen” godt, og her er de simple tegninger helt centrale, fordi de formidler betydning meget hurtigere end ord. De tre kapitler kærlighedshistorien udgør havde taget væsentlig længere at læse som skreven blog, men med tegninger får man som læser maksimal effekt for en minimal indsats. Det betyder noget når man laver sine tvangsmæssige overspringshandlinger.
Stinestregen var der først
Stine Spedsbjerg tjente aldrig en flad femøre på ”Stinestregen”. Der var ingen reklamer, ingen butik, og ingen influencer-peptalks for lækre produkter. Så ud over at bloggen må være et fremragende visitkort når hun søger job i tegnerland og giver en et stort forspring, når hun vil Kickstarte sit tegneserieprojekt, fik Stine Spedsbjerg aldrig noget økonomisk ud af det.
Men hun viste, at man kan skabe en sig en karriere som tegner på nettet, og således var hun firstmoveren der viste vej for ligesindede dagbogstegnere som Maren Uthaug og Line Kjeldsen Jensen, for Instagram-fænomener som Pernille Ørum og John Kenn Mortensen og for alle de unge og vilde der i dag skaber sig et navn på nettet længe inden de kommer på tryk. Arven efter Stinestregen er stor. Hun var der først.
Næste gang: Årtiets første store grafiske roman udkommer. Tegnet med faveblyanter.
***
Kilder: Stine Spedsbjerg, Dansk Tegneserieråds Hvidbog for 2010.
