Ella og mindet om Mormors have
Christopher Tjørnild Falkenbergs debut er bedst, når den er mest blå.
Har du prøvet at miste en eller flere af dine bedsteforældre? Kan du, når du lukker øjnene, stadig dufte stedet hvor de boede? Kan du mærke gråden, der presser sig på, når du tænker på din barndoms somre med dem?
I Ella og mindet om Mormors have arver den unge kvinde Ella en kasse med hæklede orme fra sin nyligt afdøde mormor.
Men som de var det i barndommen, er de orange orme levende, og hvor de som andre vilde dyr levede harmonisk i mormorens have, gør de sig dårligt i Ellas bylejlighed. De tænder for kogepladerne, drikker af opvasken, går i skraldet og vækker den sure nabo Røskvas vrede. Herfra udvikler der sig et venskab mellem den unge og den gamle kvinde, der har sit eget tab at bære på.
Ormene er selvfølgelig et billede på savnet af mormoren og erindringen om den tabte barndom, i en historie der i sin kerne handler om, hvordan man lever med tabet af én man holder af. Det er noget vi alle sammen skal igennem, og for mange af os starter med, at vi mister en elsket bedsteforælder. Det er universelt, tungt, rørende stof.
Men det er som om, at debuterende Christopher Tjørnild Falkenberg ikke for alvor tør derhen, hvor det er svært. Tilbage i erindringen eller ind i sorgen.
I stedet er bogen rig på pudseløjerlig humor og energisk, men ufarlig, action. Falkenberg er flittig med effekterne: her er vilde vinkler, ekspressive ansigtsudtryk og dramatiske splash-pages. Men ofte mangler der den opbygning og timing i udførelsen, der er så essentiel, når det handler om at få både slapstick og action til at virke. Alt for ofte postuleres det, at en given scene er morsom, dramatisk eller spændende, men som læser føler man det sjældent.
Stærkest står en række stemningsfulde ordløse sekvenser, hvor det savn og den refleksion, der synes at være fortællingens hjerte, får lov til at ånde. Her kan Falkenberg noget. Blå øjeblikke hvor han tegner kirkegårde, skovsøer, busture og dagligstuer. Disse fint og sandt registrerede tegninger af køkkenvaske, alléer og mere til, er det bedste. Mere af det, tak.
Ella og mindet om Mormors have er udgivet af det lille hjerteforlag Hunov & Haffgaard, i hæfteformat med blødt omslag. Det er ganske passende til en lille historie som her. Jeg ærgrer mig dog over, at titlen er skrevet forskelligt på forsiden, indercoveret og ryggen. Heldigvis er retstavningen på forsiden den rigtige – kun egennavne med stort og ingen apostroffer når man sætter et s efter et navn.
Historien er måske ikke helt vellykket, men potentialet er til få øje på. Der skal bare skrues op for mod og ambitioner, og ned for effekterne.
