Deux femmes
Deux femmes er en socialrealistisk manhwa om at være kvinde i en stærkt misogyn kultur.
Meget koreansk litteratur oversættes først til fransk, inden det udkommer på engelsk, og da jeg ikke læser hangul, det koreanske alfabet, er det ret praktisk for mig, at jeg kan få fingre i udgivelserne et trin tidligere via fransk. Det samme gør sig åbenbart også gældende indenfor manhwa, den koreanske pendant til manga.
Deux femmes blev nomineret til den franske Angoulême-festival ’fauves’, tegneseriens svar på de gyldne palmer, og jeg forstår hvorfor. Værket består af to coming of age-fortællinger rykket lidt op aldersmæssigt fra 20’erne og ind i 30’erne om to jævnaldrende kvinder i hhv. Seoul og Daegu, den 4. største by i Korea. Seoul, hovedstaden, er selvfølgelig den absolutte metropol med sine 10 mio. indbyggere.
Fra ungdomslivet ind i voksenlivet
Værket indledes med et flashback med Nat i Daegu, hvor Gongju bor. Hun er en høj, introvert engelskstuderende, som drømmer om at blive copywriter eller redaktør i Seoul. De to kvinder kommer i kontakt med hinanden, fordi Gongju skriver en blog, Hong-yeon følger. Hong-yeon, der bor i Seoul, er mere eller mindre forfatterens alter ego. En yngre, lille stribetegner med et iltert temperament, der drikker meget. Seoulitten hjælper Gongju med at finde en bolig og de knytter et nært venskab, som vi følger over ca. 3 år gennem Gongjus karriereforsøg i bladbranchen og Hong-yeons ægte- og moderskab. Det er i sig selv usædvanligt for koreanere at blive venner med fremmede uden for deres vante cirkler fra fx skoler, hvilket Gongju ofte reflekterer over.
Hvad er neo-konfucianisme?
For at forstå dynamikkerne i det koreanske samfund, er det nyttigt at vide, at neo-konfucianismen er allestedsnærværende, dvs. at alle befinder sig i et netværk og at man som individ kun eksisterer i relation til andre. Fx mor-datter eller medarbejder-chef. Det er et yderst hierarkisk system. Det er sigende, at det første to koreanere gør, når de møder hinanden, er at finde ud af, hvem der er ældst, så de kan tale korrekt til hinanden. Det er rigtigt, at de fleste yngre koreanere nu taler panmal til hinanden, altså ’lige’ sprog, men de taler stadig ’opad’ til deres seniorer, fx onni (storesøster) og oppa (storebror). Alder trumfer alt. Så vores skandinaviske, endsige vestlige værdier om individualisme for fuld skrue, kan godt gå hjem at vugge. Det er der slet ikke plads til i denne samfundskonstruktion. Hvis man virkeligt vil nørde den igennem, kan man få stor baggrundsviden i The Koreans af britten Michael Breen, hvor han grundigt forklarer neo-konfucianismen og dens implikationer for den koreanske samfundsstruktur.
Som adopteret koreaner med et kritisk blik på samfundsstrukturerne både på de store linjer og på et mere intimt familieniveau – jeg har kendt min koreanske familie i nu 13 år – er det vildt spændende at se de to kvinders hverdag tegnet og beskrevet af en jævnaldrende koreansk-koreansk kvinde. Med andre ord, deres liv kunne have været mit. Det er især interessant, fordi de føler samme indespærring, uretfærdighed og desperation i og over deres køn, som jeg har følt i Korea. Og de forstår og taler koreansk og det er deres kultur, som de dagligt navigerer i! Tankevækkende og trist.
Slavelignende rammer i familielivet
Det ser man f.eks. på side 27, hvor Hong-yeon harcellerer over sit ægteskab og de slaveagtige forventninger især hendes svigerfamilie har til hendes adfærd. Hun skal opgive sit professionelle liv fuldstændigt, nu hvor hun har fået et barn, sønnen Keonbo, og kun leve for at servicere sin mand og sit barn. Det er sigende for sproget, for øvrigt ligesom på arabisk, at en mor bliver tiltalt som Keonbos mor (Keonbo omma), eller simpelthen Keonbo. Kvinden er reduceret til en fødemaskine, som sikrer den maskuline slægts videreførsel. Hun har ingen selvstændig ret til eksistens. Heller ikke engang selvom hun de facto er den, der tjener pengene, idet hendes mand er arbejdsløs. Hong-yeon slutter af med at råde Gongju til aldrig at gifte sig. Hong-yeons mand er både doven i sig selv og nægter at hjælpe med de huslige pligter (s. 64), men forhindres også i det af sin egen mor, som sørger for, at tingene foregår på den korrekte måde, dvs. at hun sørger for at slavegøre sin svigerdatter i husholdningen, som hun selv var i sin tid.
Bedre står det ikke til i Gongjus familie, hvori der udspiller sig et drama, som ville få selv Bergman til at blegne. Gongju har arvet sin mors had til moderrollen og det kompliceres yderligere af det faktum, at mormoderen bor hos dem. Det er altså 3 generationers nedarvet had og frustration i spil. Gongjus mor på sin side er hyperfrustreret over at være blevet holdt nede af sin mor, men fortsætter alligevel i selvsamme charmerende stil overfor Gongju. Samtidig er det mere komplekst end som så, idet alle 3 kvinder er klar over deres egen fastlåsthed i systemet, men føler sig så magtesløse over, at de ikke kan sprænge selve rammen, at de i stedet lader det gå ud over hinanden. Gongjus mormor prøver endda at få Gongju til at være lempeligere overfor sin mor, dvs. mormoderens egen datter, ved at fortælle hende om, hvor slem hun selv var som mor overfor hende.
Sexisme på arbejdspladsen
Især Gongju oplever både under sine studiejobs i Daegu og senere i Seoul, at blive talt ned til som et barn og kommanderet rundt med som en imbecil.
I Daegu er det seksualiseret, hvor chefen konstant lægger an på hende. De Me too-fortællinger, vi de seneste år har delt i Vesten, kan dårligt måle sig med, hvad de koreanske kvinder oplever på en daglig basis. Jeg kender flere, der har set mænd banke deres koner/kærester offentligt.
Under Gongjus journalistjobs i Seoul må hun fx lide den tort at høre de mandlige kolleger sidde og talte offentligt om, at de kvindelige skribenter ikke er i stand til at tænke objektivt, fordi de jo, nå ja, er kvinder. Det er trods alt mange år siden, at det var udbredt at tænke sådan om kvinder i Vesten.
Mit take på neo-konfucianismen er, at det er så forfærdeligt for alle parter at leve i, at flertallet opfører sig som røvhuller, for at kunne holde ud at eksistere, det gælder kvinder som mænd. Kvinderne hakker nedad i de familiære systemer, mænd på arbejdspladserne.
Det visuelle udtryk
Værket vinder ved at have en enkel streg, store frames og derfor ikke så mange pr. side. De er varierede i størrelse alt efter hvad der sker i selve narrativet. Har man som mig ofte været i Korea, vil man genkende mange af bybillederne, fx trafikpropperne på side 14 eller metroen på side 131. Seouls metro er i øvrigt den største i verden og det lykkes fint for Song Aram at videreformidle den hustle and bustle, som er så kendetegnende for metropolen Seoul. Men også på et mere intimt niveau inde i lejlighederne, er f.eks. stuen så genkendelig i sin indretning med et kæmpe fladskærms-tv, et bryllupsbillede, altanen med de store glaspaneler og det obligatoriske kimchi-køleskab.
Jeg anbefaler værket til alle, som interesserer sig for koreanske samfundsforhold og socialrealistiske manhwas. Det er en fængende og på sin vis trist historie, som jeg vurderer på desværre realistisk vis beskriver livet som yngre kvinde i det teknologisk hypermoderne koreanske samfund, der rent værdimæssigt er ultrakonservativt.
Del på
