Med “Bomb Run & Other Stories” føjer Fantagraphics endnu et fantastisk bind til den imponerende serie fra legendariske EC Comics’ bagkatalog. John Severins krigshistorier er hårdtslående og gribende læsning.
Amerikanerne var dårligt kommet sig over anden verdenskrig, før et nyt hold soldater blev sendt i kamp. Denne gang i Korea, hvor krigen brød ud i 1949. Det er den virkelighed, John Severins tegneserier skriver sig ind i. Sammen med forfatteren Harvey Kurtzman opnåede han legendestatus på kultforlaget EC Comics i 1950’erne – bl.a. med sine medrivende og hæsblæsende historier fra kampene i Stillehavet under anden verdenskrig, flyverangreb under første verdenskrig og gennemblødte junglekampe i Korea.
Soldaten er altid i centrum i “Bomb Run & Other Stories“ – han er helten, krigen er skurk. Striberne er meget solidariske med soldaterne, og der er en til tider helt rørende identifikation med de unge rekrutter. De sønderrevne soldater på tegningerne er bare bumsede teenagedrenge – ligesom seriernes læsere. Og faktisk handler flere af historierne om en krig, der var i fuld gang, mens John Severin tegnede dem: Koreakrigen. Det kaster et uhyggeligt skær over fortællingerne som “Chicken” og “A Platoon”, at de unge læsere, der sad med EC’s blade i hænderne, da de udkom i 1950 og 1951, rent faktisk kunne risikere at blive indkaldt og sendt i kamp.
Og John Severin er utvivlsomt bedst når historierne er aktuelle. Der er en bidende ironi og grundlæggende krigslede i Harvey Kurtzmans manuskripter, der får Severins udtryksfulde tegninger til at blive skræmmende menneskelige. Historierne om Napoleon og især om romerriget er derimod samlingens svageste, mens historierne om den amerikanske borgerkrig på en mærkelig måde bare bliver fyldstof. De har ikke den prægnans og slagkraft, som de ”moderne” soldaterhistorier i den grad har.
Samarbejdet mellem Harvey Kurtzman og John Severin var et af de mest produktive og frugtbare i den amerikanske tegneserieverden i 1950’erne. Deres serier kombinerer dyb indlevelse med krigsreportagens barske sandhedspræg. Sammen med rentegner eller inker Will Elder lavede de i alt 34 krigshistorier på mindre end tre år. “Bomb Run and Other Stories“ samler dem alle.
Fantagraphics’ EC Comics Library er en stor redaktionel og tegneseriehistorisk bedrift, der med “Bomb Run and Other Stories” er kommet op på 14 bind. Fra 1950 til 1955 var EC Comics en bærende kraft på amerikanske tegneseriescene. Med provokerende og visuelt spektakulære horror-, krimi-, science fiction- og humorserier – bl.a. “Tales from the Crypt“ og “MAD” – revolutionerede forlaget på mange måder den amerikanske tegneserie. Indtil det nypuritanske tegneseriekodeks Comics Code satte en stopper for forlagets ekspressive og ligefremme stil.
De få historier, hvor John Severin selv har stået for både tegning og rentegning står ikke nær så skarpt, som når Will Elder er med på holdet. Severin indrømmede det selv med det fremragende citat: ”He couldn’t draw, and I couldn’t ink.” Når han var overladt til sig selv, brugte John Severin mærkelige gråtoner, der får siderne til at se billige ud, mens de til gengæld er knivskarpe, når Will Elder var rentegner. Og så skal Fantagraphics have ros for at lave en flot og solid bog i meget høj kvalitet, hvor striberne står sylespidst og er smukt gengivet.
Krigen i “Bomb Run & Other Stories” er mærkeligt dobbelt: heltedåd og tragedie på én gang. Samme dobbelthed går også igen i både fortælling og stil: Realisme på den ene side, karikatur på den anden. Dokumentarisme på den ene side, sensationslitteratur på den anden side. Hver for sig kan historierne endda virke komiske. Men samlet har de en overraskende stærk effekt som et slags monument over amerikansk krigsførelse. Og over den rolle som populærkulturen har spillet i forbindelse med især det 20. århundredes krige.
Næste bind i serien EC Comics Library udkommer til november og har fået titlen “Aces High”.
Karakter: 4/5
Titel: Bomb Run and Other Stories
Forlag: Fantagraphics Books
Tegner: John Severin
Forfatter: Harvey Kurtzman
Rentegner: Will Elder
Form: Indbundet, sort/hvid
Pris: $29,95 (vejledende pris)
Udgivelsesår: 2014
ISBN: 978-1-60699-749-9
Udgivelsesland: USA