Patrick Kyles position som en af de mest velrespekterede unge alternative serieskabere slås definitivt fast af den helt igennem fremragende ”Distance Mover”.
”Distance Mover” udkom oprindeligt i hæfteform i løbet af 2012 og 2013. Denne opsamling fra Koyama Press falder sammen med Patrick Kyles nyligt overståede USA tour sammen med Simon Hanselmann og Michael DeForge, og kan således potentielt set fastslå Kyle som en af tegneseriens nye stjerner på højde med de andre to – om end ”Distance Mover” næppe kan siges at være helt så højt profileret som Hanselmanns og DeForges seneste udgivelser på henholdsvis Fantagraphics og Drawn and Quarterly.
Hovedpersonerne i ”Distance Mover” er den højtstående og indflydelsesrige Mr. Earth og ”groundlingen” Mendel. Førstnævnte er en af fire verdensvogtere, der desuden tæller Mr. Sky, Mr. Sea og Mr. Magma, og sidstnævnte groundling er fra en af de mere tilbagestående landsbyer i den eventyrlige og science fiction-prægede verden, historien udspiller sig i.
Mr. Earth og Mendel rejser sammen i Mr. Earths distance mover – en særdeles hurtigt rejsende maskine, der ligner en helikopter – og handlingen sættes for alvor i gang, da Mr. Earth forsøger at smugle Mendel ind til en kunstudstilling i byen Toh Ruylth, hvor groundlings ikke er velkomne. Denne overtrædelse fører til fængselsstraf til de to, en kamp om Mr. Earth-titlen samt problemer med de andre tre verdensvogtere, og får i det hele taget seriens univers til at vise sig fra en ret uhyggelig og totalitær side.
”Distance Mover” er trykt udelukkende i blå og en slags grøn-grumset okker (det er muligt at denne farve har et andet navn), hvilket er med til at sikre de lidt simplificeret-Picasso-agtige tegninger en stærk grafisk kvalitet. Alle sider kan potentielt set fremstilles som kunst-tryk lige til at hænge på væggen – og det mener jeg på den mindst fesne måde, man kan forestille sig, for der er bestemt stadig masser af humor og tegneserie-liv i dem. Siderne er rudeløse og flade kompositioner med figurerne omringet af enkle genstande og andre angivelser af hvilket sted de befinder sig, men stadig med klare handlingsforløb på hver side.
De rudeløse og umiddelbart rodede sider taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt, hvor intuitiv en læseoplevelse ”Distance Mover” er. Alt forløber glidende og serien er ikke på noget tidspunkt svær at følge med i. Det virker måske som en banal pointe, men er ikke nogen selvfølge med en så ”kunst”-agtig tegneserie, som der er tale om her. Den overlegne visuelle stil kombineres altså uden problemer med en sans for at fortælle en historie.
Og denne historie er vitterligt skide god. En science fiction fortælling, der både er dystopisk og eventyrlig, fortalt i et tørt humoristisk sprog og nogle af de bedste art-comics tegninger, der bliver lavet – virkelig fremragende.
Karakter: 5/5
Værkets titel: Distance Mover
Forfatter/tegner: Patrick Kyle
Forlag: Koyama Press
Form: 188 sider, two colour, softcover
Vejledende pris: 20 $
ISBN: 978-1-927668-08-5
Udgivelsesår: 2014