Hvorfor er Rasmus Klump så god en børnetegneserie? Vi dykker ned i Vilhelm Hansens tegnestil og fortælleteknik.
De fleste i dag kender nok primært tegneserien Rasmus Klump fra de mange album om Bjørnen med de prikkede bukser og hans venner. Men faktisk var Rasmus Klump oprindeligt en avisstribe, skabt af tegneren Vilhelm Hansen i 1951, og de første ca. 10 år af seriens levetid skrevet af hans hustru Carla Hansen. De senere udgivne album i Ramus Klump-serien er således alle i ombrudte udgaver af avisstriberne.
Rasmus Klump fylder således 75 i år. I denne artikel kigger jeg nærmere på Vilhelm Hansen tegnestil og fortælleteknik i serien. For fundamentet for Rasmus Klumps store succes, både i Danmark og internationalt, lå i høj grad i ægteparret Hansens legene fortællinger og i Vilhelm Hansen overlegne streg og mestring af tegneseriens formsprog – talebobler eller ej.
En virtuos veteran
Da den første Rasmus Klump-stribe blev trykt i Berlingske Aftenavis den 17. november 1951, var seriens tegner Vilhelm Hansen 51 år gammel. Det var således en rutineret og virtuos veteran, der i over 30 år havde tjent til tilværelsen som tegner af reklamer, illustrationer, børnebøger og tegneserier, som sendte Rasmus, Pingo, Pelle, Skæg og Pilskaden ud på deres første eventyr.
Det ses.
Stilen er sikker, figurerne klart definerede og tegneseriens særlige form- og fortællesprog mestres. Rasmus Klump er fra de allerførste striber en færdig udviklet tegneserie. Venlig, eventyrlig, fyldt med små visuelle gags og en særlig legende kreativitet. Alle de centrale figurer introduceres, bygger et skib og sejler snart ud på eventyr.
Fra bjørn til bamse
Vilhelm Hansens streg i Rasmus Klump er blød, rund og venlig, og fra starten af ganske detaljeret, særligt i figurtegningen. Pingos ansigt er tegnet med små fine skraveringer i panden og ved kinderne, Klumps pels er skraveret med stor omhyggelighed, og hans bukser har flere og mindre pletter end sidenhen. Begge figurer har store, runde kroppe og er tegnet, så de virkelig ligner de dyr, de er: Pingo med en lang svungen krop og et lille hoved, Klump med bjørnelabber og fin, tæt pels.
Man fornemmer Vilhelm Hansens baggrund som illustrator, hvor det enkelte billede har mere plads og betydning end i en tegneserie, hvor det er i forløbet af mindre billeder, at fortællingen skabes.
Over tid får figurerne mindre kroppe, og tilsvarende større hænder og fødder. Tegningerne bliver enklere og mindre detaljerede. Tag for eksempel Rasmus Klumps bukser, der over tid får færre prikker, mens de to bukseknapper bliver større. Klump bliver mindre virkelig bjørn, og mere børneværelse-bamse.
Rasmus og Pingos udseende ændrer sig hurtigt, og figurerne får mindre kroppe og tegnes med færre detaljer. Øverst en stribe fra allerførste historie Rasmus Klump Bygger Skib i 1951, og nederst fra Rasmus Klump i Aladdins Hule fra 1958.
Det er en logisk udvikling. At tegne tre eller fire billeder om dagen, ofte med fire-fem-seks figurer i hvert billede som i Rasmus Klump, er slidsomt arbejde. Og når Vilhelm Hansen ved siden af også løste andre illustrationsopgaver, tænker man, at han hurtigt fik behov for at forenkle og effektivisere sin arbejdsproces. Det gør også serien nemmere aflæselig. Et meget detaljeret billede i lille format som en avisstribe kan virke gnidret og være krævende at afkode for læseren, mens enklere billede gør læsningen lettere. Vilhelm Hansen byttede således lidt af skønheden i de tidligere striber for en større funktionalitet i de senere. Udtrykket blev mindre illustrationsagtigt og mere tegneserieagtigt.
Hvor er taleboblerne?
Der var dog stadig ingen talebobler, og netop det, at teksten er placeret under billederne, i stedet for i talebobler, er et træk, mange bemærker ved Rasmus Klump. Talebobler er en integreret del af tegneseriens vokabularium. De bruges til at markere, hvem der siger hvad, og i hvilken rækkefølge. Når de mangler, kommer en serie let til at fremstå konservativ og børnebogsagtig i sit udtryk.
Det er der gode grunde til. Der er oftest kun brug for meget lidt prosatekst i tegneserier – miljøbeskrivelser, personkarakteristik og handling kan mestendels beskrives gennem billeder alene, på samme måde som i film. Ud over få markeringer som tidsangivelser i form af “Senere…” eller “Dagen efter” er der sjældent brug for anden tekst end tale og tanker i bobler. Alt andet bliver hurtigt redundant.
Så når en serie som den samtidige børneserie Bamse og Dukke Lise eller eventyrserien Prins Valiant af Hal Foster har tekst under billederne, skyldes det ofte, at skaberen ikke tør lade billederne gøre det fortællende arbejde, men i stedet forlader sig på klassisk prosatekst.
Som her, i en tilfældig billedtekst fra netop Bamse og Dukke Lise, hvor den beskrivende tekst fortæller det samme, som billedet viser:
”De så nogle høje klipper, og inde fra en hule hørte de en underlig lyd. – Hvad mon det kan være, spurgte Bamse.”
Men i Rasmus Klump er der ingen redundans, trods tekstens placering under billederne. Her er nemlig stort set ingen prosatekst. Næsten alt tekst i Rasmus Klump er rene replikker, og det markeres ikke engang i teksten, hvem der taler – replikken står der bare.
Som her, hvor der skal en hurtig afkodning af tekst og billede til at afgøre, hvem af de tre figurer der taler.
Taleboblerne behøves ikke, for det det fremgår altid af billedkomposition og replik, hvem der taler i en Rasmus Klump-stribe.
Det er ikke Rasmus, for han sover. Så det må være Pelle eller Pingo. Og da det er Pelle, der peger og taler, mens Pingo har ansigtet væk fra læseren, må det være ham.
I en tegneserie som Rasmus Klump, hvor der ofte er mange figurer i det enkelte billede, og tit to af dem der taler på en gang, tænker man umiddelbart, at fortællingen kun kan fungere ved brug af enten talebobler eller prosatekst, så man ved, hvem en given replik tilhører. Men her er Vilhelm Hansen så overlegen en visuel fortæller og Carla Hansen så dygtig en replikmager, at de ikke behøver dem. Det giver altid sig selv, hvem der taler, enten ved at navnene siges i replikkerne, eller, som oftest, ved at det af billedsiden er tydeligt, hvem der taler.
Se for eksempel ovenstående stribe. I første billede er der seks figurer. Men det fremgår alligevel tydeligt af samspillet mellem billede og tekst, at det er Rasmus Klump, der siger den første replik, og hjortekalvene, der svarer. Ligeså i andet billede, hvor det er hjortekalvene, der taler, og i tredje, hvor det er deres far. Bemærk, hvordan den talende figur altid er placeret centralt i billedet med de andre figurer rundt om. Det bliver en visuel markør, der gør det let for læseren at afkode, hvem der taler, også selv om der fx i sidste billede er hele fem personer, der har åbne munde, og således kunne være dem, der talte.
Så selv om Vilhelm Hansen ikke bruger talebobler, formår han alligevel ganske overlegent at udnytte tegneseriens særlige evne til at fortælle i billedforløb. Teksten under tegningerne i Rasmus Klump er ikke en fortælleteknisk krykke. Det er bare replikkerne, der er flyttet ned.
Det er sværere, end man tror.
I de første mange år, var det Vilhelm Hansen der stod for tegningerne, mens Carla Hansen stod for teksten. Ægteparrets arbejdsproces var sådan, at Vilhelm først tegnede striben, og Carla derefter skrev replikkerne.
Så når billederne er det styrende for fortællingen, er det i høj grad et resultat af processen – billederne kommer før teksten. Carla stod så med udfordringen at skrive noget andet, end det der allerede var fortalt af billederne. Det gjorde hun dygtigt, ved at skrive mundrette replikker med masser af varme og underspillet humor, og holde sig fra unødvendig beskrivende tekst.
Som i striben overfor, hvor både voksne og børn kan muntre sig over hjortekalvenes metakommentar om at det er Rasmus Klump fra avisen, der kommer for at hilse, og hvor hjortens afsluttende replik om ikke at kunne bukke sig, fordi æggene så ville falde ud af reden i hans gevir, er billedskabende i sig selv.
På opdagelse i tegningerne
Den klare fortælling er kendetegnende for Vilhelm Hansens Rasmus Klump. Det er en tegneserie, der er enormt let at læse. Billederne er stort set altid tegnet i heltotaler, hvor alle ses i fuld figur i billedet, så det er tydeligt, hvad der sker. Der er nogle få oversigtsbilleder, når Rasmus Klump og vennerne ankommer til et nyt sted, og Hansen vil etablere det visuelt, men til gengæld ingen nærbilleder.
Redaktøren, forfatteren og tegneren Per Sanderhage, der har arbejdet med Rasmus Klump-figuren i over fire årtier, har den pointe, at horisonten altid ligger højt i billederne. ”Kameraindstillingen” er en lille smule hævet, som var man en voksen, der betragtede børn, der leger. Det, sammenholdt med bagrunde, der ofte er tegnet ganske enkelt, giver billederne nogle meget overskuelige kompositioner, også når der er mange figurer på det samme billede, hvad der ofte er i Rasmus Klump. Samtidig giver perspektivet (barne)læseren oplevelsen af et nært og overskueligt miljø, der føles trygt.
Rasmus Klump er først og sidst en legende tegneserie. Fortællingerne spejler den måde, mindre børns fantasi fungerer på, når de leger udenfor og uden opsyn. De rejser rundt i verden, møder nye sjove venner, bygger opfindsomme ting. Der er ingen rigtig start og ingen slutning, andet end mor, der siger, at de skal ind og spise.
Glæden ved at læse Rasmus Klump ligger derfor ikke i plot og spænding, og vel heller ikke i humoren, for selv om Rasmus Klump er enormt finurlig, er den sjældent rigtig sjov. Det ligger i det eventyrlige og dog trygge, og i fantasifuldheden og hittepåsomheden i de dyr, Rasmus Klump og hans venner møder, og de maskiner og konstruktioner, de bygger. Her er en del af fornøjelsen at gå på opdagelse i billederne. At følge konstruktionen af et nyt opfindsomt transportmiddel og bagefter køre, sejle eller flyve en tur med det, som legede man på verdens bedste legeplads. I Vilhelm Hansens tegninger er der en evig nydelse i at følge bevægelsen – altid går det op og ned og rundt og fremad.
En klassisk Rasmus Klump-stribe har mange figurer i billederne, høj eller ingen horisontlinje, sjove konstruktioner, bevægelse, og Pilskaden og Gøjen, der finder på noget sjovt.
Man kan også følge Pilskaden og Gøjen. I udkanten af billederne har de små umælende bifigurer deres egne handlingsforløb, og ofte giver de liv til de striber, der er lidt stillestående eller meget talende. De bygger deres egne ting, driller gerne, og snyder altid i kort. De synes på en gang yngre og ældre end Klump, Pelle og Pingo. Rasmus Klump er jo en serie for især mindre børn, og når man læser den højt, kan man pege på Pilskaden og Gøjen, der tit har gang i noget sjovt og lidt mere uvornt end hovedfigurerne: “se hvad de nu har fundet på!” De vækker glæde og fascination.
Visuelle muskler
Vilhelm Hansen er også enormt dygtig til det, man kan kalde billede-til-billede-transition. En tegneserie består kun af stillbilleder, og det er op til læseren at forestille sig, hvad der foregår mellem det ene billede og det næste. Særligt i en stribeserie, hvor der kun er tre-fire billeder til at afvikle et handlingsforløb, stiller det store krav til tegneserieskaberens evne til både at komponere enkeltbilleder og skabe et let aflæseligt forløb med en begyndelse og slutning. Det lykkedes Vilhelm Hansen altid med, og det er påfaldende, at handlingsforløbet ofte kan aflæses af billederne alene.
Tag det lille forløb her, hvor første billede tydeligt indikerer, at skibet er kommet i land, ved at Klump tøjrer det. I andet billede kommer Pingo så gående frem i stævnen med et bræt. Hvad mon han skal bruge det til? Som rutsjebane til at komme ned fra skibet, viser det sig i tredje billede.
Eller, i denne mere sofistikerede stribe fra Rasmus Klump på Nordpolen. I første billede er vovehalsen og skiløberen Flyverkarl med huen nede over øjnene, på vej direkte mod en stor istap. I andet billede løfter han huen, som han hopper over tappen. Nedslaget må læseren selv forestille sig, for det viser Vilhelm Hansen ikke. I stedet betragter Klump og vennerne i tredje og sidste billede det store skihopper-formede hul i sneen, hvor Flyverkarl er landet. En perfekt eksekveret visuel gag.
Fortælleteknisk udvikler Rasmus Klump sig ikke synderligt, og det er sjældent, at Vilhelm Hansen har brug for at vise visuelle muskler. Men når fortællingen kræver andre løsninger end de vanlige, viser han hver gang, hvor dygtig en tegner og visuel fortæller han er. Stemningsfuldt aftenmørke, vild søgang og uhyggelige silhuetter i modlys kan han også.
Øverst: Aftenmørke i Rasmus Klump møder Ursula (1952). I midten: To striber med vild malstrøm og høj søgang i Rasmus Klump får brev fra bedstefar (1958). Og nederst: Det er næste uhyggeligt i Rasmus Klump i troldeskoven (1954)
En sjælden gang leger han og Carla også med tegneseriens formsprog og fortæller en lille metagag. Som herunder i Kapsejlads i Fortidsland, hvor tegningen af det meget lange dyr med de mange ben løber gennem de tre billeder, mens Klump, Pingo og Pelle tegnes på ny i hvert billede, og Klump i det midterste kommenterer tegneserien, de er i, når han siger: “– Hør Pingo, kan jeg ikke låne din krikke, for jeg skal helt hen i tredje billede. Jeg vil nemlig gerne se, hvordan den ser ud i den anden ende!”
For en sjælden gangs skyld leger Carla og Vilhelm Hansen med tegneseriens formsprog. Rasmus Klump ved åbenbart godt, at han er i en tegneserie.
Men det er undtagelsen der bekræfter reglen. Mest synes Vilhelm Hansen simpelthen at nyde at tegne Rasmus Klump og hans venner, den evigt roterende gruppe af bifigurer og de mange fantasifulde konstruktioner og opfindelser. Det gør han med både opfindsomhed, stor tegneteknisk kunnen, og en stærk forståelse for komposition og tegneseriens fortællesprog.
***
Stor Rasmus Klump-udstilling i Vejen
Artiklen er oprindeligt skrevet til bogen Rasmus Klump – og meget, meget mere, der er udgivet i forbindelse udstillingen af samme navn på Vejen Kunstmuseum, det løbet frem til den 15. august 2027.
Artiklen er lettere redigeret for at passe til Nummer 9’s format.
