OPI9ON: Comics – Past, Present, Future på Lousiana tog tegneserien alvorligt som kunstform. Tak for det.
Det var under interviewet med den franske satiretegner Coco, at hjertet sprang et slag over, og øjnene blev fugtige.
Coco, alias Corinne Rey, den overlevende Charlie Hebdo-tegner, som i 2015 med et automatgevær pegende mod sig blev tvunget til at låse døren op for terroristerne, tegner stadig satire, og det med en ærefrygtindgydende frygt- og respektløshed. Det gælder hvad end hun tager sigte på Netanyahu og den israelske regerings forbrydelser i Gaza, islamistiske mørkemænd eller mænd, der krænker kvinder. Hun skyder dem ikke. Hun sparker dem hårdt i nosserne.
Et Coco-tegning bragt i dagbladet Libération: Pressefrihed i Gaza. Netanyahu: “Det kører stadig”.
Nu kan hun kun tegne videre. Ellers har hun tabt til terroristerne, der skød hendes venner og kollegaer, fortalte hun til DR-journalist Karin Mørch, der var en fin og lydhør interviewer.
Oftest til tegneseriearrangementer bliver tegnere interviewet af hvem man lige kan finde, som vil holde mikrofonen for gratis. Coco-interviewet mindede mig om, hvor meget mere man kan får med en dygtig og interview-erfaren journalist til at stille spørgsmålene.
Det var noget særligt.
Foto: Frederik Høyer-Christensen.
Men det var arrangementet i det hele taget. Det var torsdag eftermiddag, gående mod aften, og vi var måske 120 tilhørere i koncertsalen på kunstmuseet Louisiana, til symposiet, ja, det kaldte arrangørerne det, Comics – Past, Present, Future.
I den smukke sal med de høje vinduer ud mod Øresund og et gigantisk Per Kirkeby-maleri til venstre for scenen, blev der talt tegneserier, så det var en lyst.
Mest i form af en række oplæg fra vidende folk: Franske Xavier Guilbert trådte speederen i bund i en hæsblæsende gennemgang af krydsbestøvningen mellem videospil og tegneserier, Karoline Stjernfelt (eneste danske gæst) fortalte begejstret om hendes kærlighed til transgender-tegneserier, og Fantagraphics-forlægger Gary Groth fortalte om 50 år som korsfarer for tegneseriekritikken som redaktør på The Comics Journal. Bare for at nævne nogle.
Xavier Guilbert talte om krydsfeltet mellem videospil og tegneserier. Foto: Frederik Høyer-Christensen.
Det var både nørdet, smalt og vidtfavnende.
Og meget tætpakket. Der var tilhørere, der ikke kunne rumme mere, sådan en almindelig torsdag aften, og valgte at snige sig mod udgangen endnu inden hovednavnet og hædersgæsten, Maus-tegneren Art Spiegelman, entrerede scenen, pulsende på en blåt lysende e-cerut. Han var for resten både skarp og vidende, Spiegelman. I hvert fald indtil han sluttede af med at anprise kunstig intelligens som tegneredskab.
Men det, der gjorde arrangementet til noget særligt, var mindre de enkelte indslag end det rum, der var skabt til dem og den umage, der var gjort.
Her var oplæg, oplæsninger og interview i et fokuseret rum, uden den kaotiske markedspladsstemning, som jo præger de festivaler og con’s, der oftest er rammen om tegneseriearrangementer. Og det var gennem alle oplæg en selvfølgelig forudsætning, at tegneserien var en kunstform, som fortjente opmærksomhed og fordybelse. Alle oplægsholdere og interviewere havde forberedt sig grundigt og var fagligt knalddygtige. Det er ikke en given ting.
Comics – Past, Present, Future var i en dansk kontekst usædvanligt i dets insisteren på at skrælle alt gøgl væk og tage kunstformen seriøst som netop dét. Som noget, der er værd at beskæftige sig med som udtryk. Også når det er er grænseoverskidende, plat og provokerende.
For dét skal der kun lyde ros til arrangørerne fra kollektivet Rackham, der i nu 26 år (det var nemlig et forsinket 25-års jubilæum) har forfulgt netop den ambition, og især arrangementets hovedkraft og formand for Dansk Tegneserieråd, Matthias Wivel.
Art Spiegelman i samtale med Matthias Wivel. Foto: Kristian Bang Larsen.
OPI9ON er Nummer 9’s klummeformat. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
