Berlin
Storværket Berlin skildrer den tyske hovedstad fra de optimistiske 1920’ere til Tusindårsriget. Men det detaljerede tidsbillede står i vejen for fortællingen.
Tysklands hovedstad har længe været en europæisk smeltedigel, men 1920’ernes og 30’ernes Berlin var særligt kompleks og fascinerende. Stort set alt, hvad 1900-tallet havde at byde på, godt som ondt, var repræsenteret i Weimar-republikken: Socialisme og facisme, frisind og konservatisme, racisme og multikulti, vid og vold.
Med Berlin forsøger amerikanske Jason Lutes at klemme det hele ind på 608 tegneseriesider.
En grundlæggende umulig opgave, som Lutes ikke desto mindre har arbejdet utrætteligt for at løse. Siden 1996 har han tegnet og skrevet på sit 608 sider lange epos, der nu endelig foreligger i en samlet udgave. Det er blevet til en sober, gennemresearchet mursten af en bog, som inspirerer til respekt, men ikke nødvendigvis kærlighed.
Berlin skrider kronologisk frem, men skifter hyppigt perspektiv.
Guidet rundtur
Bogen er mere en slags halvfrit associerende rapsodi end en konventionel fortælling, og det kunne næsten ikke være anderledes. Men Lutes forstår læsernes behov for holdepunkter og indlevelse, så han giver os to hovedpersoner at følge: Den hårdt prøvede pragmatiker og pacifist Kurt Severing og den naive, søgende kunstnerspire Marthe Müller.
Severing og Müller er vores guider til to sider af Weimar-republikkens Berlin: Den politiske hårdknude og den personlige frisættelse.
Han er journalist og debattør og ved, hvad han vil – der er bare ingen plads i tidens Tyskland til det, han vil. Som en slags standin for den nutidige læser søger han et mindeligt midtpunkt mellem nationalkonservatismen og socialismen, men må indse, at det er håbløst: Polerne i tysk politik glider bare længere og længere fra hinanden.
Hun er noget yngre end ham og har levet et beskyttet liv som rigmandsdatter i provinsen.
Da drømmen om kinder-kirche-küche gik op i røg med hendes udkårne under første verdenskrig, tog Müller til Berlin, og nu forsøger hun sig med både kunst og kærlighed. Undervejs bliver hun vores guide til en tysk hovedstad, der virker slående moderne – hvor seksuel frihed blomstrer, kunstens grænser udfordres og fremtiden lokker med løfter om total frisættelse fra alle borgerlige normer og forventninger.
Både Severing og Müller er sympatiske og relaterbare figurer, men deres perspektiv er ikke nok for Lutes.
Fra jazzmusikere til skrankepaver
Tegneserieskaberen vil også give os en fornemmelse af, hvordan livet så ud på de politiske barrikader – både langt til venstre og endnu længere til højre for midten – og en hel masse andet, der bidrager til hans kalejdoskopiske portræt af et sammensat Tyskland: Sorte jazzmusikere og hvide kabaretsangerinder, rige og fattige jøder, politibetjente og skrankepaver, sågar helt almindelige arbejdere.
Omkostningen er, at fokus konstant flyttes væk fra Severing og Müller.
Hen på andre figurer, der også er interessante, men sjældent når at udvikle samme dybde og detaljerigdom som hovedkaraktererne. Sekvensen om jazzmusikerne, der finder en slags berømmelse og rigdom i Tyskland – og når at sige auf wiedersehen, før det er for sent – er for eksempel underholdende nok, men føles i sidste ende som en distraktion, der højst tilføjer lidt krydderi til tidsportrættet.
Et andet problem med Severing og Müllers fortællinger er, at de ender uforløst.
Hvordan skal naturligvis ikke afsløres her, men i sidste ende efterlader vi dem til en uvis fremtid, og deres “character arcs” ender i en form for afklaret desillusion. Det giver perfekt mening, den historiske kontekst taget i betragtning, men føles aldrig helt tilfredsstillende.
En stille streg
Som stilist og billedfortæller virker Lutes inspireret af både Art Spiegelmans prunkløse cartoon-realisme og Jaime Hernandez’ stilrene elegance.
Han lander et sted midt imellem: Berlin taler ikke Maus’ rå, direkte sprog, men den er heller ikke virtuos som Love & Rockets. I stedet er stregen lidt stiv og anonym, effektiv mere end egentlig inspirerende. Til gengæld er Lutes en dreven billedfortæller: Man føler sig altid i sikre hænder som læser. Sine steder kunne man ønske, at tegneserieskaberen ville skeje ud med nogle mere ekspressive fortællegreb – som da vi får at vide, at Müller finder Berlin overvældende som nyslået indbygger, men Lutes’ fotorefererede billeder af datidens hovedstad slet ikke formidler travlheden. Vores begreb om, hvad storbytravlhed kan være, er bare et andet i dag.
Så havde det måske været mere effektivt at vise, hvordan byen føles for Müller – f.eks. gennem et subjektivt perspektiv – end nøgternt at gengive, hvordan den faktisk så ud omkring hende.
Berlin er fascinerende ambitiøs, en opvisning i grundig research og et interessant eksperiment i, hvordan tegneserier kan skildre specifikke steder på specifikke tidspunkter. Den er god at blive klog af, hvis man er ude efter en tilgængelig formidling af byen og epoken, som blev arnestedet for en historiens mest brutale krige og ét af alle tiders mest umenneskelige folkedrab.
Men ambitionsniveauet og detaljerigdommen arbejder imod Müller og Severing og den historie, Lutes vil fortælle.
