I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne.
Ingen dansk tegneserie har sat så vægtigt et aftryk på årtiet, som Halfdan Piskets Desertør gjorde det i 2014. Det personlige og det politiske flød sammen i den intense fortælling om Piskets indvandrer-far.
Det tog seks år, før Halfdan Pisket var klar til at lave den tegneserie om sin tyrkisk-armenske far, der blev til Desertør, og siden til efterfølgerne Kakerlak og Dansker.
Eller måske havde han foreberedt sig hele sit unge liv. Når man læser Dansker-trilogien føles det i hvert fald, som om det er den tegneserie, Halfdan Pisket var født til at lave. Han kunne ikke andet.
Han gik på Kunstakademiet, hvor han ikke lærte at tegne, men at fordybe sig i sine egne kunstneriske projekter; han øvede sig på et par længere tegneserier, Låsesmedsfilerne og Vold, den sidste i samarbejde med forfatteren Hans Otto Jørgensen, som blev en mentor og sparringspartner for Pisket; og ikke mindst opbyggede han et nært forhold til sin far, der som kriminel hashhandler havde været fraværende det meste af Halfdan Piskets barndom. Han fik faren til at fortælle om sit liv.
Men da han først satte sig ved det digitale tegnebord, tog det ham kun et år at tegne Desertør (108 sider), som udkom på forlaget Fahrenheit i 2014. Året efter udkom Kakerlak (134 sider), og året efter igen Dansker (154 sider). Tre kraftpræstationer, den ene større end den anden, på tre år.
De tre fremragende forsider til Dansker-trilogien viser hovedpersonen James Pisket på forskellige tidspunkter i hans liv. Som med selve tegneserierne står også forsiderne endnu stærkere sammen end hver for sig.
Dansker-trilogien, som de tre album tilsammen blev døbt, er i den grad en sammenhængende historie om et liv, tegnet af Pisket i hvad der synes som en langt, intenst, tvangshandlingsagtigt stræk. Derfor giver det ikke mening for mig at skrive om Desertør som den vigtigste danske tegneserie i 2014 uden også at skrive om Kakerlak og Dansker.
Dansker-trilogien er tre sammenhængende grafiske romaner over Halfdan Piskets fars liv. Alle tre bind er baseret på righoldige interview med faren, men er ikke strengt biografiske. Pisket tager sig friheder, når han vil, han har slået personer sammen, ændret på faktiske forløb af dramaturgiske grunde, og givet folk nye navne – f.eks. hedder faren James Pisket i tegneserierne, men har i virkeligheden et andet navn, og Halfdan selv har fået navnet Joshua.
Men vi er ikke langt fra virkeligheden, og Dansker-trilogien er den indtil videre bedste, mest overbevisende og vægtigste fiktions-fortælling om de gæstearbejdere, der kom til Danmark i stor stil i 70’erne – i noget medie. Et hovedværk i årtiets litteratur.
Dansker-trilogien er den indtil videre bedste, mest overbevisende og vægtigste fiktions-fortælling om de gæstearbejdere, der kom til Danmark i stor stil i 70’erne – i noget medie.
Et fortumlet liv
Desertør foregår i Tyrkiet, hvor hovedpersonen, der på det tidspunkt endnu ikke har et navn i fortællingen, vokser op med sin storebror, sin armenske mor og sin tyrkiske far i en landsby i grænselandet mellem Tyrkiet og Armenien. Konflikten mellem de to lande og folkedrabet i 1915 kaster lange skygger ind over livet i landsbyen, og i skovene patruljerer tyrkiske soldater, tegnet af Pisket som ansigtsløse, bevæbnede mænd med særke over hovedet og cirkler som øjne.
Hovedpersonen plages af epileptiske anfald. Hans bedste ven skydes en dag af de ansigtsløse, og senere bliver hans bror slået ihjel ved en demonstration. Selv bliver han indkaldt til hæren, bliver endnu en ansigtsløs. Han deserterer, men bliver fanget, og i militærfængslet tortureres han. Ved historiens slutning rejser han til Danmark som gæstearbejder.
I de to følgende bind, Kakerlak og Dansker, følger man den ødelagte hovedpersons fortumlede liv i Danmark som gæstearbejder og siden som hashhandler på Christiania. Han tager navnet James, stifter familie to gange, først med finske Oona, som han får tvillinger med, og siden med Arla, som han får Joshua, Halfdan Piskets alter ego i fortællingen, med. Men begge gange går familierne i opløsning, også selvom James særligt i forholdet til Arla prøver at holde fast. Det er han ikke i stand til.
Mod slutningen indfinder der sig en form for, om ikke katarsis, så fred. James Pisket finder en ny relation til sine nu voksne børn og bliver til sidst dansk statsborger
En fortælling der vokser
Desertør er ingen perfekt eksekveret tegneserie. Halfdan Pisket fortæller sin historie i en slags drømmende, hallucinerende referatstil, rig på visualiserede drømme og vrangforestillinger, der nok gør en meget voldsom historie intens, men også samtidig sært uspændende. Der savnes konkrete, dramatiske scener, og man fornemmer en tegneserieskaber, der ikke helt har styr på sine virkemidler, og også har en smule svært ved at kondensere og dramatisere sit righoldige, men sikkert også usammenhængende stof, til en historie. Hvad der skete hvornår, står sjældent helt klart i Desertør, og den endnu navnløse hovedperson er en smule udflydende.
Men Halfdan Pisket bliver bedre, jo dybere han kommer ned i sit stof, og jo længere han arbejder sig frem i tiden. Man mærker, at det gør ham godt, da fortællingen flytter til Danmark og han kan tegne en virkelighed, han kender, og efterhånden også situationer, han selv som barn har set udfolde sig. Tegneren får et mere konkret greb om sted og tid og allerede fra starten af Kakerlak står James Pisket, trodsig, stædig, sensitiv, voldsparat, handlende, ødelagt, helt klar for læseren.
Samtidig bliver Halfdan Pisket en bedre fortæller. For mig falder historien først for alvor i hak i sidste tredjedel af Kakerlak, hvor Pisket for går ned i tempo og fortæller om James Piskets enmands-opgør mod lokale tyrkiske gangstere, så det opleves enormt voldsomt og på-kanten-af-sædet spændende.
I Dansker er formen perfektioneret, og Halfdan Pisket veksler mellem intense fortættede scener, og manende ordløse montagesekvenser, hvor store klodser af tid går. Det er mesterligt.
Psykisk point of view
Stilistisk ligner Pisket ingen andre danske tegnere. Han tegner i en både stram og forvrænget ekspressionistisk sort/hvid stil. Han har i et interview fortalt, at han arbejder med det han kalder et psykisk point of view, hvor tegningerne viser, hvordan hans far oplever verden. Det passer meget godt.
Pisket leverer maksimal effekt i hver eneste illustration
Hvor tegneserier ofte tilstræber et filmisk udtryk, hvor det ene billede naturligt leder videre til det andet, er Halfdan Piskets måde at fortælle på nærmere at sammenligne med en litterær stream of consciousness, hvor det ene indtryk følger det andet. Selv i handlingsbårne sekvenser står hvert enkelt billede alene som et stærkt grafisk udtryk for netop det øjeblik, og et ansigt i Dansker-trilogien kan se helt forskelligt ud fra billede til billede. Pisket leverer maksimal effekt i hver eneste illustration.
Stregen har altid mindet mig om franske Didier Comés, der vel er mere elegant end Pisket, men som også formår at lade sine tegninger med ubehag. Men det oplagte referencepunkt for Desertør og resten af Dansker-trilogien er andre sort/hvide personligt-biografiske tegneserier som Art Spiegelmans Maus, Marjane Satrapis Persepolis og David B’s Det store onde.
De står med de samme narrative udfordringer som Pisket: at skulle komprimere store mængder af tid, og at skulle fortælle noget der både er virkeligt, selvoplevet og traumatisk, uden at dø i forsøget på at tegne virkeligheden som den udspillede sig en-til-en.
Og de finder løsninger der på mange måder også er ens: et stærkt stilisereret, ofte ekspressionistisk sort/hvidt udtryk; en prioritering af en førstepersonsfortæller i tekstbokse, frem for klassiske scener med talebobler, og en rig brug af metaforer og symbolik.
Særlig synes trilogien at være beslægtet med Det store onde, David B’s historie om en opvækst med en psykisk handicappet bror og et par rablende new age-forældre. David B formår som Halfdan Pisket at fortælle indefra, og hober sin tegneserie op med mareridtsagtige drømmesekvenser og vild symbolik.
Her er sorte sole, ansigtsløse voldsmænd, miniaturer i labyrinter og knive gennem mund og øjne.
Ligeledes i Desertør, der fra starten af arbejder med stærke visuelle metaforer, der kommer til at løbe så konsekvent gennem trilogien, at de kommer til at virke som en slags personlig ikonografi for Pisket. Her er sorte sole, ansigtsløse voldsmænd, miniaturer i labyrinter og knive gennem mund og øjne. Igen og igen.
Desertør har dramatisk handling nok til at være en pageturner, men er det ikke. Dens kvaliteter er nogle andre. Den lever i kraft af Pisket stærke ikonografiske tegninger, ladet med betydning, alvor og intensitet, i den følelse af personlig nødvendighed, der gennemstrømmer værket, og i dets væsentlighed, dets vilje til at træde ind i det offentlige rums kampplads med løftet hage og knyttede næver.
Desertør har dramatisk handling nok til at være en pageturner, men er det ikke. Dens kvaliteter er nogle andre.
Her er historien om indvandreren og flygtningen, om hvem han er, og alt det han har med sig, når han kommer hertil, fortalt så råt og sandt, at vi ikke kan se væk.
James Pisket er ingen helt, og Halfdan Pisket prøver aldrig at tegne ham som sådan. Han er åbenlyst et offer, men et offer der konsekvent nægter at lade sig træde på, der kæmper imod med alt hvad han har, for at finde veje ud af labyrinten af vold og fornedrelse. De veje leder ham til Danmark og ud i kriminaliteten, gør ham selv til undertrykker.
En af Piskets store bedrifter i trilogien, er at han aldrig moraliserer eller politiserer. I stedet gør han det, som litteraturen gør bedst, han lader os se verden som den ser ud gennem et andet menneskes øjne. Det er en empatisk øvelse. Her er den traumatiserede, torturerede flygtning. Her er den dårlige mand og dårlige far, den kriminelle indvandrer.
Nej.
Her er et menneske. Det er Halfdan Piskets bedrift. Af fortælle James Pisket som et menneske.
En side fra “Dansker”.
Årtiets bedste tegneserieår?
Jeg kunne ikke fortælle om andre tegneserier i 2014 end Desertør. Dansker-trilogien er årtiets vigtigste danske tegneserieværk, og Desertør var det første og det vigtigste (men ikke det bedste) af de tre album.
Desertør fik Pingprisen for årets danske tegneserie i 2015 – en bedrift Dansker gentog to år senere. Mere bemærkelsesværdigt er det, at den samlede udgave af trilogien blev den første tegneserie til at modtage en stor dansk litteraturpris, da den i 2015 fik Politikens Frit Flet-pris, og den første danske tegneserie til at modtage en pris på Angouleme, Europas største og vigtigste tegneseriefestival, hvor den blev kåret som bedste serie i 2019. Pisket og Rikke Villadsen modtog desuden i 2015 Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat på 855.000 kroner – som de første tegneserieskabere efter Jakob Martin Strid, der primært fik for sit arbejde på børnebøger. Dette forår skulle Desertør have været sat op som teaterforestilling på Østerbro. Det forhindrede cornona-virusen.
Prisvindere ved Angouleme-festivalen i 2019. Halfdan Pisket yderst til højre
Priser og penge er ikke alt, men hæderen peger på Pisket og Dansker-trilogiens betydning for både dansk tegneseries omdømme i udlandet, men især for anerkendelsen af tegneserien som en kunstnerisk valid udtryksform herhjemme.
Og så betød det noget for hvordan hovedpersonen, Piskets far, så på sin søn. Når man får 885.000 kroner af staten for at have lavet et par tegneserier, er man vel ikke helt håbløs.
2014 var et gyldent år for danske tegneserier. Måske årtiets bedste.
Men hvis nu, hvis nu, Desertør ikke var udkommet i 2014, så havde der stadig været adskillige fremragende tegneserier at vælge mellem til denne klumme. 2014 var nemlig et gyldent år for danske tegneserier. Måske årtiets bedste.
2010’ernes første år var præget af mange mindre eksperimenterende serier fra nye generationer af tegneserieskabere, mens de store ambitiøse projekter lod vente på sig. Men nu blev der trådt på speederen, og ingen trådte vel hårdere end Søren Gosimodt Mosdal i min personlige 2014-favorit, det kantede, deliriske, hypervoldelige grønlandske vikingeepos Fimbulvinter, hvor Erik den Røde og sønnen Leif den Lykkelige strides på tro og økser. Det er på én gang et gennemresearchet historisk værk og en feberdrøm at dykke ned i. Mosdal har aldrig været bedre.
Men 2014 var også året, hvor Lars Horneman genopfandt sig selv som tegneserielyriker og rykkede direkte op fra Anden division til Superligaen med den dybt personlige Når jeg ikke er til stede; hvor Henrik Rehr leverede sit magnum opus, den store historiske tegneserie-roman om manden der startede første verdenskrig Gravilo Princip; hvor Johan F. Krarup fik krummet læsernes tæer i langform med Cliffs monologer, Nikoline Werdelin udstillede danskerne for indtil videre sidste gang i Homo Metropolis 2013-2014, og Rikke Villadsen både fuckede med kønsforestillinger i sin drømme-femi-western Et knald til og gav os den lille intense psykogyser Liftet, sammen med forfatteren Bjørn Rasmussen.
Der var også løfterige debuter fra især Glem August med Lava og Rune Ryberg med Gigant, hvoraf sidstnævnte indfriede dem og mere til sidst på årtiet.
Det var et godt år.
Næste gang: Første bind i endnu en mastodontisk tegneserie-trilogi om en indvandrer venter. Hende her er så barnebrud. Og prinsesse.
