At sortere et liv

Halfdan Piskets Dansker-trilogi er blandt de senere års mest omtalte og mest roste danske tegneserier. Fra første færd markerer den genkomsten af en ellers klassisk kunstnerisk egenskab i det danske tegneserielandskab, en egenskab som grundlæggende forlener Desertør, Kakerlak og Dansker med et helt særligt skær – den indre nødvendighed.

Piskets fortælling om sin fars rejse og transformation er fortalt i et tegneseriesprog, der på flere måder bringer mindelser om Didier Comès, José Muñoz og bølgen af franske “Tegneserier for voksne” i sen-70’erne, først og fremmest med en intens alvor, ægte patos, smerte og kærlighed – men mest påfaldende er nok Halfdan Piskets insisteren på sin fortællings gyldighed. Fra side 1 i første bind – Desertør (2014) – mærker læseren en for dansk tegneseriekultur markant alvorsfuldhed, en omhyggelighed og ansvarsfuldhed i behandlingen af projektets kerne: at skildre James Piskets liv fra opvæksten i skyggen af det armenske folkemord i byen Kars, i området mellem Armenien og Tyrkiet frem mod livet som narkohandler og pariah i Danmark, i tiden hvor tyrkiske migranter blev kaldt fremmed- eller gæstearbejdere.

Pisket benævner selv hovedudfordringen i sit projekt som “at sortere et liv”; konkret hvordan man først indkredser et liv, en eksistens via samtale og research, og dernæst transformerer materialet til et værk, som befinder sig i et svært definerbart punkt mellem fiktion og dokumentarisk biografi, og hvor loyaliteten mod faren er et indiskutabelt, ufravigeligt grundprincip.

Jeg interviewede Halfdan Pisket under en af verdens mindste litteraturfestivaler på Bornholm sidste efterår, og har lært ham at kende som elskværdig, venligt imødekommende, men også som skarp og ikke bange for at lade øjnene lyne, hvis samtalen bevæger sig et uønsket sted hen. Vi talte bagefter om at lave et større interview efter udgivelsen af tredje bind, med fokus på det konkrete arbejde med trilogien. Dansker udkom i marts måned, og dermed satte Halfdan punktum for et arbejde, som han påbegyndte for omtrent 10 år siden. Og dermed med mulighed for at diskutere sit værk som en helhed, tilbageskuende.

Thomas Thorhauge: Du kender din fars historie, du har kendt noget af den i forvejen og du har haft dette projekt i hovedet i mange, mange år. Det er et helt menneskeliv, med et væld af små og store begivenheder og stor kompleksitet – men når man laver et værk som det, du har lavet, er der plads til meget lidt. Hvilke tanker du gør dig om at vælge nedslag? Hvad er det for nogle elementer, du hiver ud af din fars liv og levned, og siger: “Det er det her, og ikke det her” – og havde du lige fra starten en idé om hvor det skulle gå hen?

Halfdan Pisket: Du mener, hvordan sorterer man et liv og gør det til en rigtig historie? Det er jo det, der har været hovedbeskæftigelsen lige fra starten. Det her er jo ikke tænkt som en biografi. Det er ikke et fiktionsværk, det er jo tænkt som en længere historie.

Hverken en biografi eller et fiktionsværk?

– Det er jo samtidshistorie tænker jeg, og så er det en fiktion.

Ja, for du har lavet om på nogle ting, ikke?

– Jeg har lavet om på sindssygt mange ting. Denne her figur, Søndag, f.eks., han er en sammenslutning af rigtig mange mennesker, og det er der jo mange af figurerne, der er. Fordi i et liv er det altså ikke kun tre eller fire mennesker, der går igen igennem hele livet, men jeg kan jo ikke introducere tyve nye figurer i hver bog.

Men hvad er det så for nogle bidder af din fars historie, du vælger ud?

– Min fars historie og de interviews, jeg har lavet med ham, har jeg selvfølgelig alle mulige stærke relationer til, og det er alt det materiale som skaber autenciteten og virkeligheden i en større og vigtig fortælling. Og så sidder man der med alt det materiale – og der er sindssygt meget – og der er ting som min far har følt rigtig meget for, som ikke er kommet med – og der er meget barske ting som ikke er kommet med. Men igennem hele processen har jeg tænkt at historien skulle være så tæt og komprimeret som overhovedet muligt, der skulle ikke være noget overflødigt, men der skulle heller ikke være for lidt til at man kunne forstå personerne. Og så har jeg ledt efter de tidspunkter i hans liv hvor der efterfølgende er sket en ændring i hans adfærd. Altså, jeg tænker at de tidspunkter som er vigtige i et liv, det er jo de tidspunkter hvor man lærer noget og hvor man ændrer sin adfærd bagefter. F. eks…hvad ved jeg.. da man fik en lillesøster, eller da man fik et barn, eller da man var med i et stort færdselsuheld og mistede en af sine venner. Det ændrer livet efter, og det er det der er spændende. For at koge det helt ned til det mest basale, så har missionen været: Hvordan kan vi tage en karakter som startede med at være uskyldig, vise hans skift til at blive skyldig, og så finde ud af at gøre ham sympatisk.

FRYGTEN FOR FARS DOM

Din metode har simpelthen været at sidde med din far og stille ham konkrete spørgsmål?

– Ja, og interviewene har også været meget for min egen skyld. Man udfylder jo selv alle mulige ting i andres historie, når man ikke kender den rigtigt. Og man omdigter sin egen historie når man fortæller den videre. Så interviewsene var en måde at komme frem til en sandhed på, både for at lære ham at kende, men også for at fortælle en historie som man ikke bagefter kunne pille fra hinanden. Jeg har været meget bange for at der skulle komme en eller anden ind fra sidelinien og sige: “det der, det er ikke rigtigt.”

Hvilke ting kunne det være?

– Det er sjovt, for det er ikke konkrete ting. Det er en følelse. Det allermest nærliggende er jo at min far sagde: “det her er ikke rigtigt, du har ramt ved siden af, de konklusioner du udleder af mit liv og de følelser, du tillægger mig, de har ingenting med virkeligheden at gøre”, det er jo den allerstørste frygt. Eller frygten for at man afslutter det her og han ikke nåede at få…
– at han bare blev sådan en klassisk antihelt som vi skal kunne lide, fordi han ikke er en helt. Det var svært.

Har din far læst bøgerne efter de udkom? Har han haft kommentarer til bind 1 som nuancerede dit arbejde og forståelse i forhold til de to følgende bind?

– Nej, ikke i forhold til bind 2 og 3. Men der kom en ændring i vores forhold, da jeg fik mit arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Der kunne min far pludselig se, “at det kan godt være at jeg har troet alt muligt om Halfdan, men det har ændret sig nu, for det viser sig rent faktisk, at min søn han må kunne noget, hvis han nu har penge til at betale sin husleje”. Og endelig havde jeg jo så også penge til at sige: “Okay, så tager vi ned og besøger det sted du kommer fra!” Og så kunne han ikke længere sige nej, for der var ikke noget at være flov over mere.
At være nede og besøge de tyrkiske rødder og få en forståelse af hvordan der så ud, og se at det lignede det, jeg havde tegnet, det gav en dybere forståelse. Og samtidig fik jeg også en dybere forståelse for hvorfor han er her – og den præger især tredje bind.

 

Det har også været en proces, en rejse for dig.

– Det er sjovt, fordi jeg føler at, fordi jeg har isoleret mig så meget med det her projekt, og fordi jeg har været så langt nede i det, så har jeg rent faktisk også taget den rejse som sker i bogen.
Altså jeg er blevet voksen i takt med det her. Og stemmen i bøgerne er også blevet voksen. I den første bog er det en ungdomsstemme, men i den anden bog begynder det at blive en voksenstemme. Og det er jo også min fars og mit forhold der har ændret sig nok til, at det kan lade sig gøre.

LAVPRAKTISK ARBEJDSDISCIPLIN

Men arbejdet er jo ikke bare intellektuelt, det er også praktisk…

– Absolut. Den største del af tiden har det jo været helt lavpraktisk det hele. Da første bog blev færdig, havde jeg jo en stor forkromet plan, som jeg troede… jaja, det kørte jo…men da jeg så skulle i gang med anden bog, blev jeg grebet af en angst for…hvordan gør jeg det her? Hvordan kan det blive til noget? Og halvvejs inde i den anden bog gik det op for mig, fuck, der ligger jo en hel bog mere. Og så blev det bare til systemer og regler, så lidt følende og tænkende som muligt, fordi det ledte på afveje.

Systemer og regler – hvordan?

– Jeg har været vant til at arbejde med tegneserier som en ekspressiv ting, der flød ud af mig. Og det kan man ikke sige om det her. Det her har været med storyboards og tekster der er skrevet, og det har været med planlægning for hele bøger på over 100 sider af gangen, og handlingsplaner for hvor lang tid det skulle tage, og deadlines der rent faktisk er blevet overholdt tre gange nu.

Altså et koldere arbejde, et disciplineringsarbejde, mere teknisk?

– Ja, og noget med at bestemme sig for, at det her, det kan kun se ud på denne her måde. Det kan ikke se ud på alle måder, for jeg har kun x antal dage til at lave det.Jeg havde en følelse af, at det her ikke kunne blive mesterværker, for der skal ligge en fart i arbejdet. Og det er okay at den fart kommer til udtryk. Det er okay at der er nogle billeder der halter efter, for det er konsekvensen af at det har den fart som det skal have.Der er en indbygget frygt i at lave noget der er så stort. Jeg kunne også have lavet det større endnu. Jeg kunne have siddet om 10 år og have været nået halvvejs igennem bind 2 eller 1 eller hvad ved jeg. Men det her, det skulle have en fart. Og det har jo også noget at gøre med, det du spurgte om før, med historien – hvad skal man så tage ud og hvad skal der stå tilbage. Det betyder også noget for historien, at jeg gav mig selv en deadline.

Farten – handler den om, at alt andet ikke ville være til at bære?

– Farten er for at bibeholde en vigtighed i arbejdet. Jeg har også været bange hele vejen igennem for at det her skulle fejle. Og hvis jeg havde brugt for eksempel tolv år på noget, som fejlede i sidste ende, så ville det knække mig.
Og der kommer jo også et liv af det, trods alt planlægningen, ved at det har den her fart. Men det har jo simpelthen også været et dogme for mig, for at jeg kunne komme igennem det. … Kalendere og planer har det handlet om, men det har jo også handlet om, hvor meget gæld kan jeg gå i med det her, altså min helt konkrete økonomi. Jeg startede jo projektet med et deltidsjob ved siden af, så fik jeg 100.000 af kunststyrelsen, og dem planlagde jeg, at de skulle finansiere arbejdet med alle tre bøger, men jeg var også klar over, at hvis jeg ikke fik støtte anden gang så måtte jeg gå i gæld det sidste år.
Det har også været nogle af tankerne bag alle kalenderne og planerne og farten, for jeg kunne se, at jeg ikke kunne være i et deltidsjob mens jeg var i det her. Det opslugte alting. Der har virkelig været en stor frygt forbundet med det her. Både for mig selv, men også i forhold til at det er min fars historie.

Sidst jeg snakkede med dig sagde du: “jamen, jeg ER ved at blive sindssyg”

– Ha, ja, men jo mere planlægning, der er kommet, jo nemmere har det været at håndtere det. Jo mere striks jeg har været med mig selv, altså jo mere fritid jeg har givet mig selv, jo tættere jeg er kommet på ikke at arbejde mere end otte timer om dagen, jo bedre har jeg haft det. Og jo hurtigere er det også gået. Så har det været otte meget produktive timer, fordi man sidder og tænker, en arbejdsdag er på otte timer og jeg skal nå så og så meget, så kan en side ikke gøre alle mulige helt vilde ting.

Det er jo også opsigtsvækkende, at du har kørt det så hårdt.

– Altså, Desertør lavede jeg jo uden nogle rammer. Der var jeg single og arbejdede 24 timer i døgnet. Og jeg isolerede mig, også fordi jeg tænkte, jeg prøver på at gøre det, så jeg føler at jeg også sidder i isolationsfængsel. Det gjorde så også at jeg havde det lige så dårligt som manden i tegneserien har det. Og det er der jo ingen grund til, du kan sagtens lave det uden at det behøves at være sådan noget method acting. Der må gerne være en distance mellem dig og det du laver.

Hvornår besluttede du dig for at det skulle være otte timer?

– Det gjorde jeg i starten af bind 3, fordi jeg kunne se hvor meget det sled på min familie og på min kæreste og på mine venneforhold, at jeg altid var på vej tilbage til arbejdet.Så man kan lave et rimeligt simpelt regnestykke med den bog, og sige otte timer pr. side… Men det ligger også i, at jeg hele mit liv er blevet bombarderet med at man skal arbejde. Og at det ikke er et arbejde at være kunstner. Så det har jo været dejligt at prøve at lave det om, så det rent faktisk er blevet et arbejde.

AKADEMIET OG ALBERTSLUND TERRORKORPS

I forhold til arbejdskultur, så har du jo i forhold til tegneseriegerningen en sjælden baggrund idet du er uddannet fra kunstakademiet, men tilmed også har været fuldblodsmusiker i Albertslund Terror Korps med turneliv, med alt inklusive – noget helt andet end huletilværelsen som tegner.

– Jeg vil sige at musikdelen kom på det tidspunkt hvor jeg havde det allerdårligst i hele mit liv, hvor jeg bare havde mest brug for at være i en hule. Men ham jeg spillede musik med – DJ Hvad – han hev fat i mig og hev mig ud og tvang mig til at stå foran et publikum. Men den største lektie jeg fik af musikken var, at succes og anmeldelser ikke er så vigtigt. Altså en koncert hvor der kom ti mennesker kunne være lige så fed som en koncert hvor der kom 1000 mennesker. Og en koncert som blev dårligt anmeldt kunne være den fedeste oplevelse for de ti mennesker i modsætning til en koncert med 3000 mennesker som blev hypet op i medierne, men som kunne være ligegyldig for en. Og det var en virkelig rar erfaring at gøre sig. På samme måde er nogle af de tegneserier, jeg er gladest for at læse ikke anerkendt som store værker. Og det var fint at finde ud af at anmeldelser de bliver brugt til at sælge aviser og være vejledende, men det vigtige det er mine interesser, hvad det er jeg brænder for. Og det var en virkelig rar erfaring at gøre.

Men modtagelsen betyder alligevel noget?

– Ja, jeg havde jo også gjort mig parat med den første bog. Hvad nu hvis den bare bliver savet over? Det var også en del af den forberedelse at tænke, jamen så fortsætter du bare, så laver du det her færdigt, uanset, i hvert fald for din egen skyld, for at vise at du kan færdiggøre det her. Det er jo også en insisteren, en insisteren på at få en stemme og få en plads med denne her trilogi.

Lærte du noget på Kunstakademiet?

– Altså jeg var jo 17 da jeg kom ind, og nogle af mine bedste venner er også fra den tid. Men når man kommer ind på sådan en skole, så har man været førerhund i en eller anden skoleklasse hvor man var den gode til at tegne, og så er det godt at komme ind et sted, hvor man er i bunden af bunken, og finde ud af at der altid er nogle der er bedre, det er fedt at vide at man ikke er den dygtigste eller den bedste. Og jeg lærte måske igen det, at man ikke er specielt vigtig, at andre mennesker ikke nødvendigvis har specielt meget interesse i det man laver. At erkende det og så samtidig bibeholde disciplinen og arbejde hver dag selv om man har uendeligt meget fritid. Altså seks år med SU og så alligevel tvinge sig selv til rent faktisk at stå derinde og knokle hver dag.

Var det noget man lærte der?

– Der var virkelig mange der ikke gjorde det. Men jeg drikker ikke, jeg tager ingen stoffer og jeg går ikke til fester og jeg var ikke specielt dygtig til at tegne eller male og det ville jeg virkelig, virkelig gerne blive, så det brugte jeg jo de seks år på. Så hvis du spøger om jeg lærte noget? Ja, er du sindssyg jeg lærte noget, men det var jo noget jeg lærte med nogle få venner alene på et atelier, og det er jo perfekt, altså det er jo den bedste uddannelse man kan få.

HANS OTTO OG DET REDAKTIONELLE ARBEJDE

Du har haft en mentor med på sidelinjen undervejs, Hans Otto Jørgensen [forfatter, tidligere rektor på forfatterskolen og stifter f forlaget Gladiator] – kan du fortælle lidt om jeres proces?

– Hans Otto har jeg kendt først som ven i mere end 10 år, og så spurgte jeg ham en dag om han ville lave det redaktionelle arbejde på trilogien. Det sagde han ja til, og så har vi mødtes når der var nok til at man kunne se en større sammenhæng i det – når jeg f.eks. havde lavet 50 sider. Så startede vi med at gå det igennem for gentagelser. Derefter gennemgik vi det for steder hvor sproget ikke var præcist nok. Så gik vi det igennem med fokus på overgange og rytme, og så til sidst som helhed. Noget længere inde i processen kiggede vi så på struktur. Desertør er fx fortalt i flashbacks, og det gav virkelig mange problemer fordi flashback’sne de kom ind hele tiden. Tiderne skiftede for meget, så vi opbyggede en struktur, hvor vi bestemte, at når vi var i en celle så var vi i en celle, og så kunne vi forlade cellen i en flashbackhistorie men den skulle fortælles til ende, og derefter kunne vi komme tilbage i cellen igen. Altså, man kunne ikke komme tilbage og så få en pointe hurtigt og så ryge ud igen. Stemmen i et flashback kunne heller ikke være bevidst om at han sad i en celle. Alt sammen helt basic historiefortællerting, som han var inde over og kunne se.
Og så kunne han gennemskue når jeg tog dårlige valg og sige: “Halfdan, det er ikke sådan, det skal se ud”. … Men det er jo også det du hører når Karoline Stjernfelt er ude, så takker hun sin redaktør Pernille Arvedsen med det samme. Når Lars Horneman han snakker, så er det også hans redaktør, han snakker om. Det er bare en kæmpeting, at der en der gider tage det seriøst. Altså, at der er en der gider gokke en oven i hovedet og sige: “Det er ikke sådan det fungerer”. Og det er sjovt fordi man kunne jo aldrig forestille sig at bøger ikke skulle have en redaktør, det er jo lidt mere udbredt i tegneserier.

Ja, ikke sjældent støder man på en skepsis i miljøet, en mistillid til ideen om en redaktør, som om det er en form for kunstnerisk kompromis at inddrage en redaktør i sin proces. Det har jeg aldrig forstået.

– Jo, men omvendt sælger tegneserier så lidt. Så det er svært at se hvordan en person skal kunne bruge 50 eller 100 timer på en udgivelse. Altså det er svært at se hvordan det økonomisk skal kunne hænge sammen når der ikke er nogle penge i det.

Man kommer ikke uden om den rene entusiasme… du nævnte, at Hans Otto er en personlig ven?

– Ja, og så hjælper jeg jo også ham med grafisk arbejde når han har brug for det på hans forlag, så det er et samarbejde.

Kan du give eksempler på hvornår redaktionsprocessen har været frustrerende? Har der været kampe hvor du har tænkt, fuck mand, jeg skulle aldrig have taget Hans Otto med ind i det her projekt?

– Hm. Tja, under arbejdet med den første bog var vi jo i gang med at finde ud af hvordan vi skulle arbejde sammen, og jeg var jo ikke vant til at få kritik. Og når jeg så havde afleveret 50 sider, og jeg havde arbejdet på dem i tre måneder, og han havde læst dem igennem, og jeg kom op, og han så sad og kiggede på mig uden at sige noget, så vidste jeg, at nu skulle det bare splittes ad. Og så bliver man jo både ked af det, man bliver defensiv – man prøver at forsvare det.
Men når du får en kapacitet med 50 års erfaring til at kigge på det, så sidder han jo ikke og siger ting for sjov, eller for bare at sige noget… Men det var svært for mig at acceptere, at når han sagde noget, så var det rent faktisk en sandhed som jeg ikke behøvede at diskutere. Det var også svært når jeg følte at, nu har jeg styr på det. Nu har jeg styr på, hvordan jeg gør det her, og så sidder han og siger, “jeg er ked af det men det kan ikke være så langt, som du har tænkt dig” – og så har han fjernet 40 sider. Det var svært at acceptere.

… 40 sider, der er helt færdige?

– Ja, 40 sider der er helt færdige, haha. Men det giver jo mening at fjerne fyld. Det giver jo mening ikke at have ting med, som jeg bare fortæller fordi jeg kender historien, og fordi jeg føler alle mulige ting. Altså det er svært selv at kigge på det som en stram historie, frem for noget som man har personlige tilknytning til.

Så hvad er det, der skal fjernes?

– Et godt eksempel: man har været i selskab med denne her store G igennem tre bøger, så begynder figuren langsomt at have et sprog og en måde at tænke på, og nogle gange er det i konflikt med hvad jeg selv ville tænke og føle. Og nogle af de ting som jeg associerer frem er måske kommet med i tidlige stadier af bøgerne og måske kørt lidt ud af en tangent og er kommet til at fylde meget. Og hvis der bare hele tiden er et lag med, som ikke er hovedpersonenes tanker men forfatterens tanker. Når det lag så bliver sorteret ud, så kan det pludselig blive til meget. Men jeg var da ked af det, da vi på en dag fjernede 30 sider, der var jeg… sindssygt ked af det. Jeg forstod godt hvorfor vi skulle gøre det, og jeg prøvede at holde modet oppe, men når du kører på sådan en stram stram tidsplan og der så lige pludselig forsvinder en måned ud af kalenderen fordi man har lavet korrekturarbejde… Det gør det bare svært.

 

Så når hovedpersonen og forfatteren kommer i konflikt, så er det forfatteren der må vige?

– Du kan jo ikke konstruere scener, hvor hovedpersonen er out of character. Og nogle gange kommer hovedpersonen også til at komme i konflikt med den person, han er baseret på. For min far tog det meget længere tid at nå til den konklusion som hovedpersonen når i tegneserien, men vi kan ikke bruge fem år til at han skulle vade rundt for sig selv.
Og der er jo her der er kommet de her stille elementer ind, for at vise at der går lang tid, fordi der i virkeligheden ikke sker så meget med ham. I de situationer er det nemt at komme til at bruge sin egen stemme.
Nogle få steder havde der også sneget sådan en helt udefra fortællerstemme ind, hvis noget var blevet for kringlet og jeg ikke havde kunnet se hvordan jeg ellers skulle komme videre.

AUTENTICITETSKONTRAKTEN OG DEN STORE HISTORIE

Jeg gerne spørge dig om det, man kunne kalde “autenticitetskontrakten” – det at man på den ene side giver indtryk af autenticitet, men samtidig markerer man tydeligt Halfdan, altså dig, den figur, der afspejler dig, som “Joshua”, med den effekt at læseren bliver opmærksom på at ikke alt er genuint autentisk alligevel, som – måske – leder til en bevidsthed om at der måske er mere i denne her historie, der ikke er autentisk, eller i det mindste stærkt bearbejdet.

– Systemet, eller metoden her er, at det her – det er en fiktion. Allerede fra starten kommer der ting som psykoser og vrangforestillinger ind i fortællingen. Det har været vigtigt for mig fra starten, at det er en fiktion, der ikke er baseret på een-til-een-virkelighed. Det har været vigtigt, fordi det er en større fortælling end min fars fortælling.

Vil det sige at hvis der er en konflikt mellem din fars historie og den store historie, så er det “den store historie”, der vinder?

– Ja, altså et rigtigt menneske er langt mere nuanceret end noget man kan presse ned i 400 sider. Man har bare mange forskellige sider, og nogle gange må historien bare være mere unuanceret end virkeligheden. I denne historie skal vi forstå essensen, men det er jo vildt svært at udelade sider af en person, når man kender hovedpersonen og han er en af sine bedste venner. Det handler jo ikke om at læserne skal lære min far at kende, som jeg kender ham.
En anden ting er jo også, at man bygger sådan en lang historie op ved at samle mange, mange små anekdotehistorier. Og selv om en anekdotehistorie er rigtig sjov, så er en anekdotehistorie også tit en historie om at vi bevæger os væk fra normalen. Altså anekdoten handler om dengang vi gjorde noget ud over det sædvanlige, der, hvor vores reaktion var lidt mere ekstrem end den plejer at være. Og hvis du bygger det hele op på sådan nogle anekdoter, så bliver det Lucky Luke…eller så bliver det …tegneserieagtigt.

Fordi det er højdepunkt, højdepunkt, højdepunkt?

– Ja, i virkeligheden er det jo næsten er stilheden, der fortæller mest. Reaktionen eller ændringen der sker efter de vilde ting, men det er jo ikke det fortæller vi om, når vi fortæller om vores liv. Så fortæller vi om en hel masse højdepunkter. Og det er så her, jeg skal ind og fortælle hvad der sker imellem højdepunkterne. Og her kan jeg ikke rigtigt bruge min far, her bliver jeg nødt til at bruge mig selv og den større historie og mine minder og sætte det sammen på en eller anden måde. Det er 80% af bøgerne at sætte højdepunkter sammen, og så finde ud af hvad er egentlig historien i det her?

Sidst vi talte sammen, fortalte du om Helsinkisekvensen – din fars detour til Finland – og tvillingerne, din figurs halvsøskende, og om hvordan den historie ikke kunne fylde 50 sider, og derfor fordrede nogle drastiske valg?

– Ja, men de ting der fylder enormt meget i vores liv, er måske i virkeligheden meget kortvarige, begrænsede begivenheder. Det er en virkelig svær, mærkelig balance, men Kakerlak handlede i en tidlig version i høj grad om hvad der skete for min far i Helsinki, det var en stor del af historien. Men igennem redaktionsprocessen, og ved at kigge på det udefra så kunne vi jo se, at det ikke var det, der var det essentielle for historien.

… Og så skar I ned?

– Ja, men det kom til at fylde mere på en anden måde. Det bliver jo et afsavn. I stedet for at blive vist direkte igennem historier, så bliver det vist hvor meget han går i stykker af at han ikke kunne finde ud af at blive hos sin familie. At han bliver nødt til at skride fra det hele og at han blev i øvrigt også blev misbruger der.

Fortæl mig om virkeligheden. Altså i tegneserien der tager han til Helsinki og så møder han en kvinde, og så får han tvillinger.

– Virkeligheden, den kender jeg ikke hundrede procent. Efter jeg har lavet de her bøger så har jeg lært de to drenge han fik at kende, og deres historier stemmer ikke overens med min fars historie.

Har du også mødt deres mor?

– Nej. Hun er død. Da jeg lavede bøgerne, var de drenge og deres mor blevet til fiktion. Jeg havde aldrig mødt dem, og jeg havde fået at vide at jeg aldrig ville komme til at møde dem. Og så dukkede de op i virkeligheden…

Du mødte simpelthen de to gutter fra Finland?

– I virkeligheden var det ikke i Finland, det var i Danmark. Deres mor var fra Finland og de havde boet der. Men det er jo meget mere komplekst end i bøgerne, og de er jo heller ikke rigtigt med i sidste bind, fordi jeg ikke havde lyst til at hive dem ind i projektet. Og min far har ikke haft lyst til at gå i detaljer med det, fordi det smerter ham og det er så det jeg har valgt at fortælle i stedet for.

Men når du nu bearbejder din fars historie på denne måde, og du samtidig snakker om at den store historie er vigtigere end din fars historie, hvad mener du så egentlig at “den store historie” er, hvad er det du gerne vil fortælle det danske samfund og dine læsere?

– Min historie er jo en ubetinget kærlighedserklæring. Men jeg prøver jo også at finde det universelle i en ret unik historie. Jeg prøver at lave et portræt af det samfund som min far elsker over alt på jorden. Jeg prøver at vise nogle af de gode sider og nogle af de grimme sider ved det. Da jeg startede så var det jo min tanke, at det her, kunne være med til at gøre det nemmere for sådan nogle som min far. At det kunne skabe en forståelse på kryds og tværs. Men jo længere jeg kom i projektet, jo mere smadret blev jeg oven i hovedet af den tanke, fordi jeg kunne se hvordan det politiske klima skiftede herhjemme. Det er blevet vildere og vildere de sidste tre år.

Flygtningekrisen er jo også blevet vildere og vildere, og nøgternt betragtet er det fra et medie- og forlagsmæssigt synspunkt det man kunne kalde god timing, i en tid med empatikrise og integrationsudfordringer og så videre. Trilogien er blevet endnu mere aktuel på grund af virkelighedens vanvittige verden?

– Nu var min far jo ikke flygtning, men det er rigtigt at det handler om integration og det handler om at få lov til at leve et værdigt liv, og det handler om hvad sker, der hvis man ikke får lov til det. Hvad sker der når man ikke har en stemme. Jeg ser jo ikke mig selv som en der skriver om indvandring, det her handler ikke om etnicitet, det handler om dem, der er på bunden af samfundet. Det handler også om min mor og om, hvor hun ender. Vi ser min fars måde at håndtere det på, men vi ser jo også Arlas måde at håndtere det på. Vi ser også hvad der sker med hende.

FAMILIEN, BARNDOMMEN

Arla – findes hun i dag?

– Jaja. Det er jo min mor, hun bor 500 meter fra min far og de er bedste venner.

Og du ser hende?

– Jaja.

Er hun ok?

– Njaeii… det er hun vel ikke. Men min far er heller ikke ok. Og jeg er heller ikke ok. Men der er jo ikke en distance til det her for mig. Ligegyldigt hvor meget jeg siger at det her det er en større historie og at det er fiktion, så er det jo også virkelighed. Jeg så også Flemming i dag.

Ham, der gav dig en ørering og et nyt hul i øret hvert år i fødselsdagsgave?

– Ja

Jeg synes det var en fin detalje – han fremstilles indledningsvist meget negativt, men så kommer scenen, hvor din far bliver jaloux over det med øreringene, og så forstår man som læser at der åbenbart også var noget godt ved Flemming.

– Ja, han har jo også været der. I modsætning til hovedpersonen så var han jo rent faktisk stedfar og han var der mere end i weekenden.

Men din mor og Flemming er ikke sammen mere?

– Nej, han har et polititilhold for vold.

Siger du så “hej” til ham, når du møder ham?

– Nej, han er jo det eneste menneske på jorden, jeg virkelig hader. Han har været med til at ødelægge min mor. Når jeg ser ham, så har jeg lyst til at dræbe ham. Når jeg ser ham, så skynder jeg mig at cykle væk, fordi jeg ikke ved, hvad jeg gør hvis vi skal snakke sammen. Vi har aldrig nogensinde udvekslet et ord. Vi har været tæt på at komme op at slås et par gange. Det er det. Jeg kan aldrig komme til at snakke med ham. Det var svært at lave det med ham. Og det er svært at byde sin familie, at det er med også.

Det mærker man, og jeg synes det er godt man kan mærke det. Det er derfor, jeg spørger til din mor – i Kakerlak, hvor din far og mor som unge åbner en grønthandelskildres det næsten med et romantisk skær. Det starter lifligt og håbefuldt, men bliver til en trist historie. Der er noget meget positivt over gestaltningen af din mors figur og skildringen af hvordan hun bliver nedbrudt under Flemmings regelregime, er næsten ubærligt, faktisk ikke rigtigt til at holde ud.

– Hende og børnene. Det er ubærligt, at de er så uskyldige og at de så skal igennem den der mølle, det er det.

Ja.

– børnene har jeg jo hele tiden kigget på udefra, ikke som min søster og mig. Jeg har brugt al min energi på at prøve at forstå hovedpersonen. Men jeg har følt meget for børnene. Da jeg startede på projektet havde jeg kun en begrænset forståelse for det her med… at børn er uskyldige, og at der ikke er nogle børn, der skal gennemleve sådan noget. Det var rigtig svært at arbejde med. Jeg tror også at det eneste i mit eget liv, som jeg er rigtig ked af, er perioden hvor vi kommer til at bo hos min far, fordi min mor blev indlagt med et nervesammenbrud. Og at bo der i en lejlighed, hvor der ikke rigtigt er noget – det er der bare ikke nogen der har fortjent. Men jeg er jo også vokset op med at der hang en strømpistol ved siden af min mors dør, hvis Flemming kom. Og jeg kan huske min mor inden hun gik i stykker. Altså meget kan man sige om mine forældre, men der har aldrig været nogen tvivl om kærlighed og loyalitet, vi har altid været glade.
Jeg har været glad, rigtig glad.

Tillad mig at springe lidt. Den her scene, hvor man ser Joshua – dig – som lille, der bader i sorte narkopenge som en anden Joakim von And – har du prøvet det i virkeligheden?

– Jaja, masser af gange…

Du kan simpelthen huske at du har siddet som en lille dreng med sådan en sportstaske fyldt med penge.

– Jeg har prøvet det mange gange. Altså det var en del af min barndom, at der var mange penge, og det var jo også en sjov ting, fordi det var der, min far var gladest. Det var sjovt at være i supermarkedet med min far fordi man kunne købe alt. Megasjovt altså..

Sorte penge skal bruges på pjat

– Ja, den der film “Livet er smukt” [af Roberto Benigni], der handler om en far der får sin søn til at tro at alt det med nazisterne er en leg, det kan jeg relatere til, for det var det vi lavede. Det blev et spil og en leg at tjekke huset for om der var mikrofoner. Snakke i kodesprog og det var også skidesjovt at være i opposition hele tiden.

En, øhh, ret ukonventionel barndom …

– For os var det jo bare normalen. Altså alle familier har jo et eller andet querk hvor der sker et eller andet som man ikke kan snakke om ude i offentligheden. Set udefra er vores måske lidt vildere, men alle bokser jo med et eller andet.

 

Passer det også det der med at alle pengene, der blev gravet ned forsvandt fordi der kom gravkøer og ryddede grunden til nyt byggeri?

– Ja…

Hvor bittert!

– Ja, min far var sgu ude og skide der.

TID OG RYTME

Bøgerne er vokset – bind to er større end bind et, og bind tre er større end bind to.

– Indholdsmæssigt synes jeg også de er vokset, jeg synes at stemmen i den sidste bog er blevet tydeligere. Men tidsperioden som dækkes er jo også blevet længere og længere igennem de tre bøger, det er jo flere og flere år de dækker.

Har det betydet noget at jo tættere du kommer på nu, jo mere voksen og desto mere reflekteret har du været? Helt banalt, hvad har forskellen været på at skildre noget du ikke selv har været med i, og noget hvor du selv kan huske en hel masse?

– Jeg synes man kan se det i bøgerne. Jo tættere vi kommer på nu, jo flere vidner, og jo mere materiale er der, og jo mindre drømmende bliver bøgerne. Men så sker der også det modsatte, i de perioder som jeg faktisk kan huske, sorterer jeg mig selv mere og mere fra. Jeg tænkte fra starten at sønnen ikke måtte få for stor rolle i det her. Det var ligsom hovedpersonen selv der skulle finde sin redning. Det var ikke kæresten eller sønnen eller datteren der skulle finde en redning til ham, det skulle han selv gøre.

I tredje bind er der en hel del ordløse sekvenser. Hvor kommer de lige pludselig fra og hvorfor valgte du dem? Især selvfølgelig den sidste som fortæller Danmarkshistorie og international historie og 9/11 – og Muhammedtegningerne! – i et kæmpe revy.

– Det kommer jo af, at den sidste bog den strækker sig over så lang tid. De første to bøger strækker sig over 30 år til sammen, men den sidste bog, den starter måske når han er 30 og slutter når han er 60, og det føltes mærkeligt at skulle skrive “Ti år senere”. De ordløse sekvenser skulle egentlig vise hvor meget der sker i virkeligheden omkring ham, og hvor lidt der sker i hans liv. Min allerførste ide med bøgerne, er blevet til det stille kapitel. Skildringen af hans liv som hashsælger på Christiania har fået et stille kapitel, og så kommer den lange pause. Bogen slutter jo nærmest og så begynder vi på den lange pause. Altså der, hvor pengene er væk, der har vi jo nærmest en dårlig slutning. Og så går der ti år, og så er han blevet voksen, og han indser at han tog det rigtige valg ved at komme ud på det rigtige tidspunkt. Han accepterer at han er blevet gammel og han får overskæg ligesom sin far. Han tager sig sammen oppe på kontoret, og så kommer der en afslutning. Men den kunne også have været stoppet tidligere og så havde det været en virkelig, virkelig modbydelig historie. De lange pauser, det bliver jo en måde at vise, hvordan verden ændrer sig lynhurtigt på ti år men at han ikke ændrer sig. I de tidligere bøger var der ikke nogen grund til at der skulle være de lange stille sekvenser, i de tidlige bøger, der var det ok at man hoppede lidt mere.

Du sagde tidligere, at et af de redaktionelle nedslag, som Hans Otto og dig kiggede på, var rytme. Hvad mener du, når du siger “rytme”?

– Rytmen, det er måden som lyden, på sætningsniveau, fungerer – hvordan ordene går igen. Og det samme kan siges med billederne, hvordan billederne ser ud, hvordan billederne går igen, hvordan man skifter fra billede til billede. Når man kigger på et opslag, så kigger man på hvordan rytmen er på det opslag. Hvordan er stemmen når den læses højt i relation til billederne. Det er noget af det vi har brugt sindssygt lang tid på. Jeg har tænkt på det som om det skulle være nærmest messende, altså at man skulle være inde i hovedet på den her hoveperson og det skulle være nærmest flydende. Og så har Hans Otto kigget på det, og så har han kunnet identificere det, jeg prøvede på at få frem, og så har han finjusteret det, så det blev mere skarpt og mere præcist.

METODEN FOR FREMTIDEN?

– Det er er jo rent faktisk blevet en arbejdsmetode. Det kan jeg også mærke når jeg er ude og undervise. Hvis man havde sat mig til at undervise efter jeg havde lavet Desertør, så ved jeg ikke hvad jeg skulle have undervist i, men nu er arbejdsmetoden blevet meget, meget konkret, der er ikke nogen slinger i valsen mere. Det er meget tydeligt for mig hvad der fungerer, også når jeg kigger på ting der egentlig ikke er inden for mit interessefelt eller som jeg er god til.

Hvad kunne det være? Når du sidder med en elev og du kan se at der er nogle ting, der ikke fungerer, hvad kunne det så være?

– Jeg er jo ude i sådan en bombastisk, storladen, kæmpe fortælling, men når der sidder nogle og arbejder med en meget lille fortælling, om et meget lille tidsrum, i et meget følsomt univers, så kan jeg nu gå ind i det og kigge på det kritisk på samme måde som jeg kigger på det store og så finde ud af, hvad er motivationen bag det her, hvad er grunden til det her, og så finde hen til hvordan det var at lave tegneserier for rigtig rigtig mange år siden. Og finde hen til hvad man ville have ønsket at man var blevet undervist i der. Praktiske redskaber til at planlægge, praktiske redskaber til at skrive historier, forskellige måder at gå fra billede til billede på. Altså bare det at forklare eleverne hvad du laver når du gør sådan og sådan, det er bare vildt lærerigt for dem. Det er en succesoplevelse for dem, men det er også en succesoplevelse for mig at jeg kan finde ud af at være lærer, for jeg har altid haft en ekstrem modstand mod lærere. Så det er fedt bare at kunne lide de der elever.

Nu siger du, at du har fundet en arbejdsmetode og en modus, men det er jo svært ikke at tænke, at det her, det må være hovedstolen. Hvordan forstiller du dig at du skal lave tegneserier fremover?

– Altså, nu er jeg jo gået i gang med at arbejde som kunstner ligesom jeg gjorde før, med enkeltbilleder og diverse dit og dat. Men hele arbejdsmetoden med at lave tegneserier den falder jo fra hinanden når jeg skal til at lave en ny historie. For tilgangen har jo også meget at gøre med historien. Og jeg er jo kun 30 år, så forhåbentlig laver jeg noget som jeg selv synes er bedre senere. Men altså, fra jeg fandt ud af at jeg ville lave en tegneserie om min far til jeg startede på desertør, det tog jo seks år…så lavede jeg jo nogle små tegneserier undervejs, så det kan jo også være, at det er det jeg gør, jeg aner det virkelig ikke. Det bliver en kæmpe udfordring at lave næste bog. Men jeg har det også fint med at det ikke behøver at være et stort hovedværk jeg skal igang med at lave. Det her er første gang, jeg har lavet noget som jeg faktisk er stolt over. Det er dejligt at lave noget som rent faktisk er nuanceret og har noget dybde. Men jeg bliver vildt skræmt når der står i artikler hvor vigtigt det her det er…men det er jo fint nok så kan jeg få to stjerner næste gang…

Hvad kunne du godt tænke dig at lave?

– Jeg har en masse ideer, også nogle ideer som jeg er meget seriøs omkring, men som jeg ikke har lyst til at snakke højt om. Men jeg har fantaseret meget om at lave en Robocop-tegneserie som skulle handle om byfornyelse af Tingbjerg og rydning af besatte huse. Robocop rydder op i København, det kunne jeg godt tænke mig som et meget mindre projekt. Jeg vil i virkeligheden bare gerne lave tegneserier, så jeg kan blive bedre. Jeg er også om nogen bevidst om hvad det er der halter i det arbejde jeg laver.

Hvad er det?

– Tegnedelen har jeg det rigtigt rigtig svært med og historiedelen har jeg det egentlig også ret svært med. Der er en stadig ret stor grad af famlen i det jeg laver.

Men er det ikke sådan for alle?

– Jo. Men det er jo bare fedt at have en følelse af, at nu har jeg lavet det her, og jeg har set hvor meget det har rykket sig, og jeg vil gerne rykke mig endnu mere, og jeg vil gerne lave nye ting og forskellige ting.

—
Desertør, Kakerlak og Dansker er udgivet på Fahrenheit.

Læs også Thomas Thorhauges baggrundsinterviews med Nikoline Werdelin HER og med Søren Mosdal HER.

---

Del på