Den finske tegneserie “Lille Fugl” af Jaakko og Lauri Ahonen er et dyk ned i moderbindingens uhyggelige mørke. Billedsiden er stærk nok til at bære værket.
I et mørkt, aflukket hus bor en lille fugl sammen med sin sengeliggende mor. Verden uden for holdes på afstand bag vinduer, der er sømmet til med brædder. Den lille fugl er konstant underlagt moderens tyranni, og når hun ringer med klokken fyldes hans lille ansigt med de store øjne med vaskeægte angst og panik. Mor kan ikke vente. Mor er alt, hvad der findes.
Nej, det passer heller ikke. Fuglen er ikke helt alene med sin mor. Der bor også en edderkop i huset, og selvom den til at begynde med også udløser angst hos den lille pipfugl, så er væmmeligt selskab alligevel bedre end intet selskab. Den lille fugls verden er med andre ord tillukket, begrænset, fyldt med angst og uhygge, men i det mindste til at overskue. Men så en dag banker det på døren. En dør, som den lille fugl aldrig har gået igennem. For mor har advaret imod den farlige, frygtelige verden udenfor, hvor de onde fugle bor.
Det finske makkerpar Jaakko og Lauri Ahonen har med deres næsten ordløse tegneserie skabt et fortættet og psykologisk skræmmende univers, der ville gøre både Kafka og Poe stolte. Farvelægningen er sparsom og for det meste holdt i grå -og blåtoner, og der er en dybde i billederne, der får de mørke korridorer til at se ud, som om de fortsætter for evigt. Den lille fugls moderbinding er gjort fysisk i det aflukkede hus og dets gange og støvede, skyggefulde rum, og hans paranoia illustreres fint af de mange familieportrætter, der hænger på væggene og konstant holder øje med ham. Han er alene med sin angst, men han er aldrig for alvor alene med sine tanker.
“Lille Fugl” er en tegneserie, der rent faktisk bruger sin farvelægning til noget fornuftigt. Den er der ikke bare, fordi den skal være der. Som sagt er det især de kølige stålgrå, blå og skyggefulde farver, der fylder mest, men der er også blodrøde flader, der eksploderer på siderne midt i de underspillede farver. Mørkerøde vægge, der ikke just bryder uroen, men nok nærmere trækker læseren dybere ind i den lille piphans’ plagede sind. Nattens mørke bliver erstattet af dagslysets ditto. Lyset, der burde være forløsende, afslører blot røde, omklamrende vægge. På samme måde bliver selv det varme, brune lys fra den lille fugls håndholdte olielampe hurtigt erstattet af skygger. Lampen rækker simpelthen ikke hele vejen ud i hjørnerne på de store lokaler.
Udover farvelægningen, så er der også tale om aldeles fremragende og udtryksfulde tegninger. Det er selvsagt vigtigt i en næsten ordløs tegneserie, at der er styr på ansigtsudtryk og kropssprog, og her er der tale om virkeligt højt niveau. Den lille fugls følelser og tanker er hele tiden forståelige og nemme at aflæse, hvilket er vigtigt i et surrealistisk og mareridtsagtigt univers. For selvom mareridtet er bizart og grotesk, skal man stadigvæk kunne føle med og sympatisere med den stakkel, der har mareridtet. Heldigvis er den lille fugl – måske faktisk i kraft af, at der rent faktisk er tale om en sød, lille piphans – nem at synes om og holde med. Hans store øjne siger alt, og det ville faktisk være unødvendigt med dialog det meste af tiden, hvilket tegneserieskaberne da også har taget konsekvensen af.
Dialog og forklaringer har det nemlig med at tage pusten ud af horrorgenren, så det er klædeligt, at de to tegneserieskabere ikke klæber deres lille fortælling til med unødvendigheder og forstyrrelser. Man kan selvfølgelig godt argumentere for, at moderbinding og kafkask uhygge ikke er noget nyt i horrorgenren (alene det faktum, at stilen er opkaldt efter en forlængst afdød forfatter vidner om dette), men nærmere et grundtema, der er set i alt fra Hitchcocks “Psycho” til “Fredag d. 13”-serien, hvis man skal hente eksempler fra filmens verden. Der er altså i det store hele intet nyt under solen i forhold til, hvad man kunne vælge at kalde bogens historie, men det vil så være min påstand, at det ofte er virkemidler, stil og stemning, der er vigtigst i horrorgenren. Og som allerede nævnt, så har de to finner fint styr på de mørke gange, de store øjne fyldt med rædsel og den næsten kropslige væmmelse, som også læseren føler, hver gang mor ringer med klokken. Billedsiden er hovedsageligt holdt i brede widescreen-rammer, så der faktisk kommer et slags filmisk look over hele affæren. Man bliver båret igennem flot komponerede sider, og man flyder afsted med historien, så man næsten har svært ved at styre sit eget læsetempo. Ind imellem bliver de brede rammer afbrud af hele sider, der som regel viser den lille fugl være ekstra lille i et meget stort rum.
Der er selvfølgelig den gamle diskussion om, hvorvidt en tegneserie overhovedet kan være uhyggelig på samme måde som en bog eller en film. I bogen hjælper det, at man selv sammensætter billederne i sit hoved, og filmmediet har lyd, klipning og musik at gøre godt med. Det er sværere med en tegneserie, og jeg kan kun komme på ganske få gange, hvor en tegneserie har gjort mig lidt ræd. Det sker da heller ikke denne gang, men flot og stemningsfuld er den. Og portrættet af den lille fugls angst er fint realiseret.
Skal man nævne et enkelt punkt, hvor den visuelle side halter, så er det noget så nørdet som valg af font de få steder, hvor der er tekst. Den irriterer og ser lige lovligt maskinlavet ud. Det er lidt ærgerligt, når resten af det visuelle udtryk er så stramt og gennemarbejdet.
Men angst har sjældent set flottere ud end her, og det her er en af den slags tegneserier, hvor en fabelagtig billedside er nok i sig selv.
Karakter: 4/6
Værkets titel: Lille Fugl
Forfatter/tegner: Jaako og Lauri Ahonen
Oversætter: Siri Nordborg Møller
Forlag: Cobolt
Form: 128 sider, stift bind i farver
Vejl. pris: 198,-
ISBN: 9788770856096
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark
