Iron Man skal nu være ung og sort, ligesom Spiderman, og kvinde, ligesom Thor. Diversitet og mangfoldighed er fortsat på dagsordenen hos tegneseriegiganten Marvel, og efter den succes Ms Marvel har fået, er der ikke noget at sige til satsningen.
Det er Eisner-vinderen Brian Michael Bendis, der står bag skiftet af den populære Iron Man-figur, og valget er ikke overraskende – om end kritiseret af nogle fans.
Det var Bendis, der stod bag historien om, hvordan Miles Morales, en ung, sort latinamerikaner, overtog rollen som Spiderman. Akkompagneret af Stefano Casellis tegninger, skal Bendis nu fortælle, hvordan 15-årige Riri Williams overtager rollen som Iron Man.
Riri er allerede indskrevet på MIT, trods sin unge alder, og det er på hendes værelse her, at hun formår at bygge en Iron Man-dragt, der imponerer selv Tony Stark. Historien starter i Invincible Iron Man #7, men hvorfor Tony Stark vælger at give faklen videre til Riri, er endnu ikke afsløret.
Udmeldingen har skabt forskellige reaktioner hos fans verden over, men Bendis er ikke bekymret:
– Nogle vil altid sige; ’vis os noget nyt’, imens andre vil sige; ’du må ikke ændre noget overhovedet!’, fortæller han til The Guardian.
Den del af kritikken, han er mest ked af, kommer ikke fra de forargede nostalgikere, der vil beholde Iron Man, som han altid har været. Det er derimod den implicitte diskrimination, der har rørt ham:
– Jeg tror ikke, at folk overhovedet forstår, hvor racistiske de lyder. Jeg påstår ikke, at du er racist, hvis du kritiserer Marvels valg, men hvis du skriver: ’Hvorfor har vi brug for Riri Williams, vi har jo allerede Miles?’, så er det da noget mærkeligt noget at sige. De to er individuelle karakterer, ligesom Captain America og Cyclops er det.
Men hvorfor overhovedet gå op i at få flere etniciteter og kvinder med i superhelte-tegneserier? Det, fortæller Bendis til The Guardian, handler om at give folk karakterer, der afspejler den verden, vi lever i, og som samtidig giver folk noget at spejle sig i. Fx fortæller Bendis, at han jævnligt møder den del af læserskaren, ”der har kravlet igennem en ørken og ledt efter en oase, når det gælder repræsentation”.
Udover de kritiske røster, har Bendis derfor også modtaget masser af støtte og begejstring for Riri, hvis debut i Invincible Iron Man #7 allerede er udsolgt.
Selv blandt dem, der er glade for valget af Riri som kommende Iron Man, er der dog også kritik at finde. Nogle fans har påpeget, at valget af skribent er skudt helt ved siden af – for Bendis er unægtelig en hvid, middelalderende mand.
Kræver det en sort kvinde for at kunne skrive autentisk fra en sort kvindes perspektiv? Skal diversiteten udelukkende skinne igennem på siderne i Marvels tegneserier? Eller kræver mangfoldigheden også en større udskiftning i Marvels ansatte?
Den debat er først lige begyndt, og den vil formentlig efterlade et aftryk på det superhelte-marked, vi kender i dag.
Et lille tip:
Vil du læse mere om repræsentation i tegneserier, så prøv at læse et indlæg af Femi-nichen. Her blogger Charlotte Johanne Fabricius om tegneserier, køn, krop, seksualitet og marginalisering.