Maggi Garrisson 1: Smil nu, Maggy!
Forlaget Zoom, der i årevis flittigt har udgivet tegneserier fra det store bagkatalog af klassiske fransk/belgiske album, skal have ros for også at udgive nyere kvalitetstegneserier af ditto. Seneste er Maggy Garrisson, lavet af Lewis Trondheim og Stéphane Oiry.
Maggy Garrisson er en arbejdsløs, smådesillusioneret kvinde bosiddende i London. Hun adskiller sig fra de typiske kvindehelte ved flittigt at drikke, ryge og fysisk at være lavstammet og lidt buttet. Især hendes flittigt tegnede dobbelthageprofil er meget langt fra, hvordan kvindelige hovedkarakterer normalt ser ud, og det føles forfriskende. I dette første bind, Smil nu, Maggy, får Maggy et job, hvor hun skal hjælpe til hos en privatdetektiv. Hendes første dage bliver dog hektiske, da privatdetektiven overfaldes, og Maggy forsøger at opklare, hvad der lå bag det overfald. Maggy befinder sig hurtigt blandt anløbne småkriminelle, men her viser Maggy at befinde sig glimrende; hun har også et par tricks i ærmet. Afslutningen er åben; jeg er spændt på, om de næste album bygger videre på denne historie.
Lewis Trondheim er nok den mest kendte af bogens to ophavsmænd, med et længere forfatterskab både som tegner og forfatter bag sig. Her koncentrerer han sig om manuskriptet og overlader tegnearbejdet til Stéphane Oiry. Oiry er et nyt bekendtskab for mig. Men et godt et af slagsen. Han er klassisk fransk, tegner i hånden på papir, farvelægger digitalt. Sideopbygningen er også klassisk; fire paneler på hver side, ofte 12 lige store billeder, hvilket giver en fin, enkel læsning. Den opbygning passer også perfekt til de lange indstillinger, som Oiry ofte benytter. Netop disse lange indstillinger, hvor den samme baggrund går igen på flere billeder, helt op til 12, og hvor bevægelsen kun er for personen, giver en formidabel fornemmelse for stilstanden, tiden der snegler sig afsted. Denne fortællerstil understreger også Maggys småkedelige liv, hvor glæder og højdepunkter ikke rigtig findes.
Der ligger tydeligvis mange fotos under Oiry’s tegninger. De giver et troværdigt billede af London, og Oiry har været god til finde locations, der ikke er de typiske postkortmotiver. Oiry’s udprægede brug af sort giver ligeledes et passende billede af historien og byen.
Serien om Maggy Garrisson er som et rigtigt godt afsnit af en britisk tv-serie, for eksempel Frost. Jeg håber, den bliver en succes, så vi kan få hele serien om Maggy. Jeg håber ligeledes, at serien kan være en genkomst af franske serier på dansk, der – når vi ser bort fra Linda & Valentin, Splint & Co. mm. – har været ret forsømte de sidste mange år. Jeg ville gerne se Blain’s Gus, Pedrosa eller Creyi og mange, mange flere på dansk. Foreløbig har jeg læst, at helt forrygende Blutch endelig er på vej på dansk. Og forlaget, ja, det er selvfølgelig Zoom.
