I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne.
Kæmpetalentet Karoline Stjernfelts Kongen blev overdådigt modtaget i 2015. Og dansk tegneserie fik en ny dronning.
Her er et gæt. Men jeg tager ikke fejl:
Karoline Stjernfelt har læst virkelig mange tegneserier.
Altså virkelig mange, og alle mulige slags. Fransk-belgiske klassikere, en masse manga, nye amerikanske graphic novels, alt muligt. Aaaaaalt muligt.
Hun har spist tegneserier som vi andre spiser havregryn til morgenmad, store daglige portioner med mælk og rigeligt sukker. Og hun er blevet en stor stærk tegneserietegner af det.
Den første side i hendes debut, I morgen bliver bedre, 1: Kongen, med en række nærbilleder af et snedækket landskab hvor en person langsomt kommer til syne, minder mig om hvordan Hugo Pratt ofte åbner sine historier om Corto Maltese.
Første side i “Kongen”.
Indpakningen af Kongen er som et europæisk album, men der er noget manga-agtigt over Stjernfelts streg, særligt ansigterne med de enorme øjne. Fortælleteknisk er hun tydeligt influeret af moderne amerikanske graphic novel-tegnere. Det er en old school historisk roman, men den er så tydelig moderne i både Stjernfelts blik på historien og i hendes måde at fortælle den på.
På side 121 er der kun ét billede, et aflangt nærbillede af kong Christian 7. der skriger i vrede og afmagt over, at hans elskerinde Støvlet-Katrine er blevet udvist af Danmark, og mere generelt over, at han, til trods for at han er konge, hverken styrer sit land eller sit eget liv. Man ser ikke hans øjne, kun munden og hænderne.
Så vender man bladet, og på side 123, er der, som en spejling, et næsten identisk billede af hans hustru, dronning Caroline Mathilde, der er ved at føde deres fælles barn.
Her peger Stjernfelt ind på en tematik. Kongen og dronningen er adskilt af tid og sted, af tegneseriesiden. Hun er ikke hos ham i hans værelse, som han har raseret, og han er ikke hos hende, ved barselssengen. Men deres fortvivlelse og smerte er den samme. De er begge ensomme og magtesløse, og de higer begge, måske ubevidst, efter det samme: at være noget for nogen og at betyde noget. Frustrationerne lader de gå ud over deres ægtefælle: de skriger ad hinanden fra hver sin tegneserieside.
Alt det accentuerer hun med de to billeder, og ikke mindst deres placering på siderne, og i forhold til hinanden. Så god er Karoline Stjernfelt.
Hun har taget hele tegneseriehistorien ind, og så er det ved talent og hårdt arbejde kommet ud af hendes fingre igen som en syntese der er umiskendelig Stjernfeltsk.
Andre af de vigtigste tegneserier i årtiet, særligt de tidlige år, gjorde en forskel ved at skide på tegneserietraditionerne. Rikke Bakmans Glimt er f.eks. ligeglad med tegneseriens plejer og bør og skal. Hun bryder nyt land ved at lave en tegneserie der foregår over en dag, med ét billede per side og tegnet med farveb lyanter. Alt det hun ikke må.
Med Karoline Stjernfelt synes det at være lige omvendt. Hun har taget hele tegneseriehistorien ind, og så er det ved talent og hårdt arbejde kommet ud af hendes fingre igen som en syntese der er umiskendeligt Stjernfeltsk.
Den der Corto Maltese-agtige indledning. Det ligner ikke Corto Maltese så meget, at det er rent rip-off. Pratts åbninger er oftest strammere og mere abstrakte, og jeg er ikke helt sikker på, at hun bevidst har planket ham. Men hun har læst nok tegneserier til at tænke, at man selvfølgelig kan starte sin sin historie sådan. Og hun har helt sikkert læst Corto Maltese.
Ungdommelig optimisme
Historien har hun selvfølgelig hugget. Fra Danmarkshistorien, men også fra Per Olof Enquists fremragende roman ”Livlægens Besøg”.
I et interview på Bogforum jeg overværede sidste år, fortalte Karoline Stjernfelt, at hun havde valgt Struense-historien til sin første længere tegneserie, da hun skulle til at lave sit afgangsprojekt på Serieskolan i Malmø, hvor hun gik. Det virkede så let. Plottet var der jo, hovedpersonerne var fascinerende og der var rigt både ydre og indre drama. Det var bare at tegne det.
Men så let var det selvfølgelig ikke. Første bind af triologien I morgen bliver bedre, Kongen, krævede en gevaldig masse reseach og tog tre år at lave. Og først nu, fem år efter Kongen udkom, er to’eren, Dronningen, på vej. Al fucking respekt i verden for ungdommelig overmod & optimisme. I morgen bliver bedre er et mammutprojekt.
Al fucking respekt i verden for ungdommelig overmod & optimisme. I morgen bliver bedre er et mammutprojekt.
Historien er, i brede træk, som følger: Den purunge, intelligente og gale kong Christian 7. bliver gift med den endnu yngre engelske prinsesse Caroline Mathilde, en lille buttet 15-årig (hvad ville Inger Støjberg dog ikke have sagt?). Et par år senere får kongen en ny livlæge, J.F. Struense, som han knytter sig nært til. Inspirereret af oplysningstidens tanker går kongen og lægen, der tiltager sig mere og mere magt, reformamok i Danmark, samtidig med at Struense (der er i 30’erne) indleder et hedt forhold til den meget yngre dronning. Revolutionen varer dog kort. Struense bliver kuppet og siden henrettet, mens Caroline Mathilde bliver sendt i eksil i byen Celle i Tyskland.
Alt det revolutionære når Kongen dog slet ikke frem til. Det er ren prolog, table setting, som amerikanerne siger. Det er det ulykkelige ægteskabs første år, der er i fokus. Struense introduceres først over halvvejs, og ved albummet slutning er kongen netop taget afsted på den udlandsrejse hvor han for første gang vil møde sin nye livlæge.
Men det gør ingenting, for historien om den unge dronnings ankomst til det danske hof, og hendes møde med den gale konge, er elementært spændende, og Kongen læses hverken som historietime eller Enquist-ripoff. Det er åbenlyst Stjernfelts version af historien, og af en tegneserieskaber, der begyndte på serien som teenager og kun var 22 da Kongen blev udgivet, er det imponerende hvor tilsyneladende ubesværet hun løfter det monstrøst ambitiøse projekt. Det historiske miljø er overbevisende beskrevet, og tydeligt funderet på rigelig research og Stjernfelt jonglerer ubesværet med store og små historier og et rigt persongalleri.
Så skal der tegnes royalt bling-bling.
Dansk litteraturs sejeste sexarbejder?
Som tegner er hun til tider udfordret, særligt når det gælder bygninger og forsamlinger med mange mennesker, men det er nærmest også det. Hun er god til kroppe, og skidegod til ansigter, der altid udtrykker lige det de skal.
Hun kan også skrive mundrette replikker, der både karakteriserer personerne og driver fortællingen fremad. Lidt over halvvejs i historien skal Stjernfelt have forklaret en masse om Struense og hans allierede og om den politiske situation ved hoffet. Det kunne være blevet til en lang, kedelig, forklarende tekstboks, men i stedet løser hun det ved at lade Struense, der rådner op i Altona, sludre med to besøgende venner fra det danske hof over et spil kort. Den samtale skriver Stjernfelt så den er en fornøjelse at læse, stoppet som den er med små og store konflikter, filosofi, plotspor, hofintriger og personkarakteristik.
Og så er hun en vanvittig god tegneseriefortæller, fik jeg sagt det? Vanvittig god.
”I morgen bliver bedre” skilter ikke med sin feminisme, men den er tydelig nok.
Hendes måske klogeste valg er at gøre dronning Caroline Mathilde til hovedperson og fortæller. Som en purung, frygtsom kvinde der kommer til et fremmed land for at blive gift med en gal konge, er hun let at holde med, og samtidig kan hun fungere som læserens øjne, når hun som ny ved hoffet iagttager galskaben og alle de intriger der udspiller sig.
Det akavede første møde mellem to teenagere: kong Christian 7. og dronning Caroline Mathilde.
”I morgen bliver bedre” skilter ikke med sin feminisme, men den er tydelig nok. Historiebøgerne har det med at fokusere på Struense og Kong Christian når hændelserne dér i starten af 1770’erne skal genfortælles, men ved at gøre Caroline Mathilde til fortæller, får Karoline Stjernfelt dels givet hende en stemme, og etableret hende som den handlende aktør hun naturligvis var, dels givet sig selv mulighed for at fortælle om nogle af de forhold (adelige) kvinder levede under dengang. At betragte historien med et udpræget kvindeligt blik.
Her er jeg også nødt til at nævne Støvlet-Katrine, der bliver Kong Christians elskerinde. En historisk skurk, som i Stjernfelts tegneserie bliver Kong Christians bredbagede og hårdtslående beskytter. Er hun den sejeste sexarbejder i dansk litteratur?
Det var svært ikke at vælge billedet, hvor Støvlet-Katrine smadrer en lige højre ind i fjæset på røvhullet Reventlow. Men det her billede er bare smukkere, og fortæller så tydeligt hvorfor den skrøbelige konge falder for sexarbejderen.
Debut-darling
Kongen blev overdådigt modtaget. Anmeldelserne var overstrømmende, salget flot og pressen elskede det unge fremadstormende talent, der på det vedhæftede pressebillede udstrålede en kølig intellektuel sensualitet, der var et stykke fra virkelighedens Stjernfelts kvikke, nørdede entusiasme. Der var en ny dronning af dansk tegneserie i byen, og hun var kun lidt ældre end dronningen i hendes tegneserie.
I det fragmenterede danske tegneseriemiljø formåede Kongen at begejstre både de konservative album-elskere, for her var jo en et stort fedt historisk tegneseriealbum, og de moderne graphic novel-læsere, for her var jo en stor fed feministisk grafisk roman.
Og den handlede om et stykke Danmarkshistorie, som interesserede rigtig mange, og kom i halen på en Mads Mikkelsen-film om sammen emne (En kongelig affære, med sin ménage à trois af smukke stjerneskuespillere, er fersk og ferm og slet ikke så fed som Kongen). Og tegningerne var ikke underlige, og det var hele tiden til at forstå hvad der foregik. Og den var skidegod. Det var ikke kun en tegneserie for tegneserienørder. Alle kunne være med.
Karoline Stjernfelt modtog Statens Kunstfonds litteraturlegat, Kongen vandt de to tegneseriepriser Pingprisen og Claus Deleuran-prisen i debutkategorierne, og blev, som den første og eneste tegneserie nogensinde så vidt jeg lige ved, nomineret til Bogforums prestigiøse debutantpris.
Det var alt sammen velfortjent.
To’eren Dronningen kommer som sagt her til efteråret. Caroline Mathilde har taget Christian syvtals plads forrest på forsiden, hvor hun iklædt riddejakke og med Billy Idol-vrængen hånligt betragter læseren. Det lover fedt, og står de smagsprøver Stjernfelt har lagt ud på de sociale medier til troende, har hun taget syvmileskridt som tegner.
Det må være 2020’s mest imødesete danske tegneserie. Det er det i hvert fald for mig.
Danske serier på udenlandsk
Årtiet skulle lige ud af starthullerne, men her halvvejs gennem 10’erne er der fart over feltet, og der kommer af masser af gode danske tegneserie-udgivelser.
Jeg ved knapt om det er en tegneserie, men jeg har et ømt punkt for udvalget af Signe Parkins dagbogstegninger i Signe Parkins and drawings. Sårbare, forvrængede, visuelt opfindsomme og alligevel lettilgængelige.
Dagbogstegning fra “Signe Parkins & Drawings”
Fremhæves bør også eneren Peter Kiellands surreelle og meget voksne funny animal pantomime Hr. Gris, der bød på eksistentiel angst og alskens galskab, samt andet bind i Halfdan Piskets dansker-trilogi, Kakerlak, hvor hovedpersonen James kommer til Danmark som gæstearbejder og roder sig ud i voldsomme ting med girls & crime.
Og så var flere af årets danske tegneserieudgivelser skabt i samarbejde med udenlandske forfattere med internationale markeder for øje.
Det gjaldt første bind af Palle Schmidts og amerikanske Chris Miskiewiczs overnaturlige detektivserie Thomas Alsop, Manhattens beskytter, der først udkom i hæfteform i USA; Mikkel Sommer og franske Antoine Ozanams svedige sydstats-noir Burn Out, der udkom på fransk allerede i 2013; samt to serier af det dansk/franske ægtepar Terkel Risbjerg og Anne-Caroline Pandolfo: den snurrige pariserfabel Mina – et liv som kat og J.P. Jacobsen parafrasen Skarabæernes konge – begge var tidligere var udkommet i Frankrig hvor parret bor. Alle serier der viste, at de bedste danske tegnere havde internationalt snit.
En side fra Terkel Risbjerg og Anne-Caroline Pandolfos “Skarabæernes Konge”, der tog livtag med et af dansk litteraturs store navne, J.P. Jacobsen.
Verden var skrumpet og blevet digital. Et fransk forlag eller en amerikansk forfatter var pludselig ikke længere end en e-mail væk og alle der tegnede, kunne lægge deres portfolio på nettet. Og når det samtidig var blevet endnu sværere end før at tjene penge på det danske tegneseriemarked, blev det naturligt for danske serieskabere at orientere sig ud mod verden. Det havde andre gjort før, men det blev mere og mere almindeligt i 2010’ere. Mere om det i næste skriv.
Næste gang: årtiets største danske tegneserie-eksportsucces: en pige drukner i Middelhavet.
Del på
