Finske Jouko Ruokosenmäki har været en del af den nordiske tegneseriebranche i over to årtier – det fortæller han om i tegneseriealbummet Sidste år i Frankfurt og til Nummer 9.
Det lød som en fremragende idé i Jouko Ruokosenmäki ører, da en af hans venner foreslog, at de skulle prøve at oversætte tegneserier for forlaget Semic, og på den måde tjene lidt penge ved siden af studierne på universitetet i Tampere.
De fik til opgave at oversætte serierne Question og Shadow. Vennen blev hurtigt træt af det, men Jouko Ruokosenmäki holdt ved, begyndte at håndtekste og fik langsomt flere og flere freelanceopgaver.
Indtil han i 2000 blev hyret som redaktør på fuld tid af Egmont, hvor han de næste 14 år blandt andet havde ansvar for forlagets superheltetitler i samarbejde med de andre nordiske redaktioner.
Hvad fik dig til at lave en tegneserier om tegneseriebranchen?
Jeg havde længe leget med tanken om at lave en tegneserie baseret på mine oplevelser i branchen, og da jeg forlod Egmont virkede det som et godt tidspunkt at komme i gang med det.
I mellemtiden blev jeg ansat som børnebogsredaktør på forlaget Otava, det gik derfor temmelig langsomt med at få tegnet, og det tog mig seks år at blive færdig. I øjeblikket er jeg uden job, så nu har jeg tid til at tegne bare for min fornøjelses skyld.
Cover til Commando-bladet af Jouko Ruokosenmäki
Og Sidste år i Frankfurt er din debut som serieskaber?
Jeg har rent faktisk tegnet siden 80’erne. Korte serier til finske small press udgivelser som Sarjari og Tähtivaeltaja, og jeg udgav selv et oneshot kaldet Hipporox sammen med Janne Kaitala i 1995.
Jeg har også tegnet enkelte sider og omslag til det finske Commando-blad i starten af nullerne.
Du benytter flere stilarter i tegneserien – hvorfor?
Det skyldes først og fremmest, at det tog mig så længe at tegne tegneserien. Hvis jeg havde forsøgt at holde min stil konsekvent i seks år, havde jeg fejlet. Jeg håber, at de stilistiske skift gør, at det er mindre tydeligt, at jeg har brugt så lang tid på den.
Samtidig hopper historien i tid og mellem forskellige begivenheder og stemninger, og det er de forskellige stilarter forhåbentligt med til at understrege.
Jeg går udfra, at du planlægger at forblive i tegneseriebranchen også fremover. Så hvordan formår du at skabe en balance mellem de faktiske begivenheder og samtidig være loyal over for tidligere og fremtidige kollegaer?
Jeg har gjort mit bedste for ikke at fornærme nogen og samtidig lagt mig i selen for at forblive sandfærdig i forhold til begivenhederne uden at afsløre fortrolige oplysninger.
Flere af mine kollegaer, også nogle af dem der optræder i historierne, har læst tegneserien, og de forsikrer mig om, at jeg er lykkedes med at balancere tingene. Det er selvfølgelig aldrig til at vide, hvad der måske kan irritere folk – men jeg stoler alligevel på, at de fleste, som arbejder med tegneserier, har en god humoristisk sans.
Og så er jeg rimelig sikker på, at den figur, der bliver fremstillet som mest pinlig, er mig selv.
Jeg har hørt flere af historierne i bogen før over øl med fælles venner, som vi to har i branchen. Men hvad gør dem relevante for den almindelige tegneserielæser?
Jeg håber selvfølgelig, at tegneserien vil tale til så mange som muligt. Men jeg tror nu ikke på, at den bliver købt af særlig mange, der ikke allerede læser tegneserier.
Tegneseriefans vil givet være interesseret i at se hvad der foregår bag kulisserne. Men jeg håber også at få pirket til spørgsmålene om, hvad der sker, når du gør din hobby til din karriere – og vise nogle af konsekvenserne.
Jeg ved så ikke, om det er lykkedes. Men mit mål har været at skabe en universel fortælling, og ikke blot svælge i historier om tegneseriefolk der ryger og drikker.
Hvilke konsekvenser har det haft for dig, at gøre din hobby til dit arbejde?
At arbejde dag og nat med noget du elsker, har en tendens til at æde selve fornøjelsen ved den ting. Særligt hvis du skal tage dig af de økonomiske realiteter, klager fra læserne og så videre.
For mig betød det, at det blev noget nær umuligt at læse tegneserier bare for min fornøjelses skyld. Jeg tænkte hele tiden på, om det var noget vi kunne udgive.
Sådan noget som at se Uderzos originaltegninger, hvilket på et tidspunkt ville have været det helt store for mig, synes ikke længere særligt vigtigt, når det var knyttet til et arbejdsrelateret arrangement.
Men bare lige for at slå det fast. Jeg er igen i stand til at læse tegneserier for sjov og bare nyde dem. I øjeblikket genlæser jeg DC-tegneserier fra 70’erne uden overhovedet at tænke på, om de kan udgives i Finland.
Du har været i tegneseriebranchen i mange år. Når du kigger på den i dag, var alting så bedre i “de gode gamle dage?”
Jeg er jo typen, der ikke synes rigtig godt om computere. Så jeg længes efter de gamle dage med trykfilm og håndtekstning – men det er bare min indre ‘gamle mand’, der taler.
En af de største forskelle på dengang og nu set med finske øjne er, at tegneserier i hovedparten ikke er masseunderholdning længere – eller i hvert fald ikke i øjeblikket. Vi har jo lov at håbe.
Tegneserier er i dag mere finkultur end i 80’erne og 90’erne, og det er ikke nogen dårlig ting. Men jeg savner de dage, hvor børn læste Smølferne, Radisserne eller lignende, og tegneserier i Norden kunne sælge i tusindvis uanset genre.
Selvfølgelig er kvaliteten i tegneserier i dag langt højere, og jeg begræder virkelig ikke tabet af serier som Bobo eller Dan Døgenigt – men vi synes at have mistet salg i bytte for kvalitet.
På den anden side har vi i dag langt flere kvinder, der både læser og laver tegneserier, og det er fantastisk.
Læs også: Nummer 9’s anmeldelse af Sidste år i Frankfurt
