Sidste år i Frankfurt
Sidste år i Frankfurt er en flaskepost fra en svunden tid. Finske Jouko Ruokosenmäki har været en del af det nordiske tegneseriemiljø siden slut-80’erne og skildrer med udgivelsen her branchens, markedets og metierens omskiftelige, nyere historie.
Frankfurt huser i ikke-corona-begrænsede tider den årligt tilbagevendende bogmesse, hvor også de vesteuropæiske tegneserieudgivere mødes for at udveksle aftaler, idéer, sladder og, ifølge Ruokosenmäki, først og fremmest skåle.
De autobiografiske punktnedslag i ophavsmandens forgange 40 år omfatter ganske vist også det første bekendtskab med Franquins Splint & Co., assistentansættelsen i en butik svarende til Fantask i Helsinki og freelanceoversættelser for forlaget Semic.
Men hovedvægten er lagt på frankfurtermessens endeløse møder, forhandlinger, udflugter, fadøl i plastickrus og følgende tømmermænd og rygerhoste som finsk repræsentant for store Egmonts nordiske tegneserieafdeling.
Lidt stift og uden umiddelbar wauwfaktor
Ruokosenmäki, der engang var aspirerende serieskaber, har holdt sine tegnefærdigheder lidt ved lige og tegner, sådan som man tegnede semi-realistisk tilbage i 80’erne på disse breddegrader; det vil sige lidt stift og uden umiddelbar wauwfaktor.
Til gengæld har han en fin forståelse for genrekendetegn ved for eksempel den euro-klassiske eller japanske stil, som han ret ubesværet og morsomt veksler mellem efter behov.
Lige som han karakteriserer redaktørjobbet vittigt i form af den slags billige reklamesider, der optrådte i 90’ernes magasinblade.
Stanken af slatne wienerpølser og sure skjortearmhuler
Hvis du er gammel nok til at kunne huske det foregående årtusindes nordiske tegneserier, så er der stor sentimentalitetsværdi at hente i værket her.
Og hvis du selv har deltaget professionelt på den enorme bogmesse i Frankfurt er der også stor genkendelsesværdi i kontrasten mellem alle de fine forlag og standes kulissefacader og stanken af slatne wienerpølser og sure skjortearmhuler og nikotinfingerspidser, der hele tiden truer med at gennembryde kulisserne og bemægtige sig messehallerne.
Ruokosenmäki har været der og set og hørt det hele, mens tryksværte og -film blev udkonkurreret af digital opsætning og tryk, og udgivelserne blev få og lækre og dyre. Og han skildrer det så fint og rammende og lakonisk-rørende, som kun en finsk hyggedeprimeret kan.
Enhver kærlighed bærer tabet i sig
Det lyder indspist, men er en almengyldig fortælling om at gøre det, man elsker til en levevej og dermed også til grå hverdag, og om at enhver kærlighed bærer tabet i sig, at alt man holder af, skal man på et tidspunkt uundgåeligt miste.
Sidste år i Frankfurt ligner noget fra en tabt tidsalder, men bærer ånden fra den moderne, grafiske roman i sit hjerte, og fortjener at blive læst af langt flere og langt bredere end blot brancheinteresserede nostalgikere.
Så gør det, og læs også Nummer 9’s interview med Jouko Ruokosenmäki.
