Alene 14: Beskytterne
Den storsælgende franske serie Alene er nået til album nr 14. Mystikken hænger stadig ved i den gådefulde drømmeverden, Dodji, Lea, Ivan og de andre børn er fanget i. Men er fortællingen efterhånden mere kompliceret end hvad godt er?
Til trods for at 14 albums er en hel del i én fortløbende fortælling, ser Alene ikke ud til at nærme sig sin afrunding. I stedet fortsætter serien ufortrødent med at malke den mystik, der hvilede over de første, mange albums.
Hvor stort et antal albums serien ender på, må tiden vise, men det er tidligere blevet meldt ud, at målet er at få alle handlingstråde til at gå op med seriens 18. album. Så der er et stykke vej endnu.
Forlaget Carlsen gav bolden op med de første tre albums på dansk i 2013-2014. Herefter overtog forlaget Zoom, genudgav de første tre albums ved overtagelsen og har siden udsendt seriens albums i en lind strøm.
Da vi her i Danmark længe har været lidt ’bagefter’ de franske udgivelser, har danske læsere nydt godt af at få seriens mange albums udgivet på få år.
For de, der endnu ikke kender serien kommer her en kort repetition: fem børn vågner en morgen i storbyen Fortville og opdager til deres gru, at alle andre mennesker er pist væk.
De er – som seriens titel indikerer – alene.
Forældre, søskende, naboer, venner – alle er forsvundet! De fem børn kender ikke hinanden i forvejen, men finder nu sammen, med det handlekraftige makkerpar Dodji og Lela som gruppens lederskikkelser.
Herefter følger album efter album, hvor børnene forsøger at klare sig i en verden, der på mange måder minder om den, de kender, men også adskiller sig fra det velkendte med talrige farer og mystiske hændelser. Lidt efter lidt får børnene afdækket, hvad der er sket med dem og hvor alle de voksne er blevet af. Undervejs møder de også andre børn, både venner og fjender.
Lad det være sagt med det samme: Alene er en fabelagtigt fortalt serie, fuld af action og nervepirrende optrin. ’Palle alene i verden’-temaet er måske nok set mange, mange gange før, men forfatter Fabien Vehlmann og tegner Bruno Gazzotti formår alligevel ekstremt fermt at lege med dén fascination, der er i at forestille sig en verden uden voksne.
Langt hen ad vejen er det en fryd at læse deres take på det klassiske tema, og serien skal roses for at ramme den svære balancegang det er både at fungere som en børnetegneserie for lidt større børn og som tegneserie for voksne.
Tegnehåndværket er der ikke en finger at sætte på. Gazzottis streg fungerer overraskende godt til denne type historie, udtryksfuld og klassisk fransk-belgisk som den er. Han udmærker sig især, når det kommer til at tegne de nervepirrende actionsekvenser, Vehlmann med rund hånd stør ud over handlingen.
Der er altså ikke noget at sige til, at serien er blevet en kæmpe succes i Frankrig, hvor Vehlmann & Gazzotti kom flyvende fra start med – i hvert fald – de første 8-10 albums. De holder alle et rigtig højt niveau. Siderne dirrer med intens spænding, vilde miljøskildringer og masser af ramasjang.
Som læser kommer du fra album til album også tættere på de fem børn og føler at du lærer deres ret forskellige personligheder at kende.
Men… for der er et men …. Lige så begejstret jeg har været over seriens første mange albums, lige så skeptisk og også lidt skuffet har jeg været over udviklingen i de seneste 4-5 albums, og nu album nr. 14.
Gazzotti tegner stadig fedt og overbevisende. Til gengæld har Vehlmann efter min mening mudret serien til i alt for mange, lange og komplicerede handlingstråde og et vildtvoksende persongalleri, der ikke dvæles nok ved til at læseren for alvor får dem under huden som med de oprindelige fem børn.
Efterhånden er Alene blevet så avanceret, at dette 14. album indledes med en slags referat af handlingen frem til nu og en kort biografi for de væsentligste personer.
Det er prisværdigt, men vidner også om at dén historie, der startede stramt og fokuseret, nu desværre har fået lov til at blive pustet mere op end, hvad jeg frygter den kan bære.
Eller måske snarere end, hvad læseren kan bære!
Jeg har i hvert fald selv svært ved at følge med i Alenes handling efterhånden. Der skal nærmest tages noter under læsningen for at huske på og holde rede på de mange komplicerede relationer og magthierarkier, de fem oprindelige børn er blevet suget ind i de seneste albums.
Det føles desværre som om Alene er røget i samme fælde som mange populære TV-serier. De får lige en sæson eller tre for meget – i stedet for at stoppe, mens legen var god.
Album nr. 14 blegner derfor lidt i sammenligning med seriens første 8-10 albums, hvor fortællingen var mere klar og fokuseret. Inden Vehlmann & Gazzotti faldt for fristelsen til at læsse for meget ind i handlingen.
Til gengæld markerer albummet en glædelig tilbagevenden til fokus på den hårde kerne fra seriens start, nemlig de fem hovedpersoner Dodji, Lea, Camille, Ivan og Terry.
Det er helt rart endelig at følge de fem være sammen igen efter flere albums med mere spredt fægtning og forskellige, sideløbende historier. Forhåbentlig holder Vehlmann & Gazzotti fast i dét, så Alene genvinder momentum i de næste albums.
Har du læst seriens forrige albums – og de seneste måske med større fornøjelse end mig? – går du bestemt ikke galt i byen med at tage endnu en tur i manegen med de fem børn.
Men det er en serie, der er faretruende tæt på at leve på fortidens meritter, hvis ikke Vehlmann & Gazzotti finder tilbage til den skarphed, de stævnede ud med.
