Soda: Den Blodige Præst
Bind 14 – og måske det sidste – i serien om den unge New Yorker-strømer Soda er det første siden skaberen Tomes død i 2022. Men ellers er der ikke meget nyt under solen i byen, der aldrig sover. Heldigvis.
Kendere af serien vil føle sig helt trygge ved Gazzottis plastiske streg og nye læsere vil hurtigt afkode karaktererne og handlingen i Bocquets manuskript. Vi følger som altid den unge misantrop David Solomon – også kaldet Soda – som bor hjemme i en lejlighed hos sin neurotiske og medicinafhængige mor, hvor han for ikke at svække moren yderligere, foregiver at være præst. I virkeligheden er Soda politiassistent i NYPD, og som om det ikke var slemt nok, er Soda i stigende grad begyndt at få problemer med vrangforestillinger og mareridt, hvor han begår uhyggelige forbrydelser, og som bringer ham i tvivl om, hvem han i virkeligheden er. Da en række seriemord forbindes til en gerningsmand med samme udseende og påklædning som Soda, begynder hans virkelighedsopfattelse for alvor at spile ham et puds. Kan han virkelig have begået disse mord i en form for trance? Er han ved at blive skør?
Nettet strammes om den stadigt mere forvirrede Soda, som får hjælp fra sin sidekick korporal Tchaikowsky, men på trods af hendes loyale støtte, kan kun ikke kan forhindre, at mistanken rettes mod Soda i drabssagerne. Hjælpen kommer dog til sidst fra en uventet kant og hele affæren ender i et spektakulært Halloween-optog i New Yorks gader, hvor jagten på den rigtige morder sættes ind. Brikkerne falder på plads for vores hårdt prøvede helt, som til sidst – uden sin Colt Python og sit politiskilt i inderlommen – kan rive masken af gerningsmanden i en elegant afslutning, hvor den opmærksomme læser bliver belønnet for at have opfanget spor undervejs i historien.
Der er god fremdrift på siderne godt hjulpet på vej af Gazzottis dynamiske streg der effektivt danner rammerne om vilde forfølgelsesscener i trappeopgange, myldertegninger fra New Yorks gader og gode personkarakteristikker. Der er en tilpas dybde i hovedpersonens Dirty Harry-agtige reflektioner over livet som politimand – uden at alvoren tager over. Læg dertil en raffineret humor, der bliver doceret fint mellem albummets mange sjove bifigurer.
De grafiske virkemidler fornægter sig heller ikke, f.eks. er Sodas hallucinationer og flashbacks virkelig lækkert visualiseret, og der bliver effektivt trukket veksler på skabeloner og scener fra filmens verden. Bortset fra den overkarikerede sorte politikollega Tchaikowsky, som er tegnet med alt for store øjne og læber, er alt, som det skal være.
Den Blodige Præst er en oplagt titel til de lange efterårsaftener, der kalder på en god omgang Whodunit kombineret med god gedigen action fra den fineste, belgiske skole. Lad os håbe, at det ikke bliver det sidste bind i serien.
