Hemmeligheden om menneskets bedste ven
Hemmeligheden om menneskets bedste ven er vanligt sløjt på manuskriptsiden fra sønnike Yves H, men reddes delvist over målstregen af far Hermanns 25 år gamle tegninger.
Belgiske Hermann (Huppen) har i en ufattelig lang årrække siden de glade Fart og Tempo dage været udgivet på dansk og er stadig aktiv. Hemmeligheden om menneskets bedste ven er fra 1995, og ender vel dermed med at lande omtrent midtvejs i hans aktive periode, der begyndte tilbage i slutningen af 60’erne.
Der er tale om et album, som ikke tidligere er udgivet på dansk, men som Tegneseriekompagniet råder bod på i bestræbelserne på, at Hermann skal være udgivet komplet på vores breddegrader. Der er jo nok en grund til, at tidligere forlag er gået i en bue uden om albummet, men det er dog et kærkomment gensyn med Hermanns streg fra året efter han færdiggjorde sit sene hovedværk Tårnene i Maury-skoven, og lige inden han markant lagde sin tegnestil om. Det er dog også et album, der er skrevet af sønnen Yves H(uppen), der vel ret beset aldrig burde have haft lov til at blande sig i farmands karriere.
Hvor nogle af Yves H’s manuskripter er meget teksttunge og unødigt forklarende, er Hemmeligheden om menneskets bedste ven dog mere klassisk fortalt. Dét sagt, så er der tale om en historie i den yderst kulørte ende af spektret om et cirkus med vanskabninger. Tænk på Tod Brownings klassike kult-horrorfilm Freaks og gang med to, så har du en ide om, hvilke personer der indgår i fortællingen. Uheldigvis for cirkusset har det valgt at placere sig, hvor komtesse Schmertz’ slot tidligere lå, hvilket hun er stærkt utilfreds med. Det er udgangspunktet for den bizarre historie.
Yves H har valgt en slags flettefortælling, hvor der krydsklippes imellem en del personer frem mod en slutning, der skal retfærdiggøre den titel, det ellers umiddelbart er svært at se en mening med igennem albummet. Det er blevet til en klodset stiløvelse der skal få far Hermann til at live op ved at skulle tegne alverdens skøre ting og sager. Fra cirkusartister som Gonzague med en meter lang hals eller en stepdanser, der kun består af ét ben med et hoved på toppen. Oscar, en håbløs musikant, skal forgæves være bindeled mellem de øvrige figurer i den rodede historie. Undervejs blander inspektør Moreau sig, en sløj kopi af Peter Sellers Clouseau fra Den lyserøde panter-filmene.
Det er let at være kritisk over for albummet, der ret beset ikke byder på en sammenhængende historie, det er værd at beskæftige sig med. Konklusionen må i hvert fald være, at Hermann er så stort et navn, at han kan lave hvad som helst og få det udgivet, ikke blot i de fransktalende lande, men også på dansk. Det må også være tydeligt for de fleste, at Yves H er det værste, der er sket for Hermann på det professionelle plan, da han ingen berettigelse har som manuskriptforfatter. Omvendt kan man også glæde sig over, at vores lille sprogområde måske snart råder over en komplet udgivelse af en af de vigtigste realistiske tegneserietegnere i Europa. Og magien i Hermanns streg er godt nok tyndslidt, men i glimt stadig intakt her i 1995.