Jeremiah nr. 40 og Brigantus nr. 1
Visuelt lækre historier, vi har set før: Brigantus nr. 1 og Jeremiah nr. 40 af veteranen Hermann med og uden sønnen Yves.
Jeg læser først det nyeste Jeremiah-album i serien, der har mere end 40 år på bagen.
Hermann er træt. Han elsker vist sine figurer, sit univers. Men han har omtrent ingen idéer. Hele albummets handling kunne nemt omsættes til to venner, som er på weekend-shopping i et stort, ækelt indkøbscenter som københavnske Fields eller Fisketorvet, hvor de bliver væk fra hinanden, og så følger læseren den ene figur som drikker sig stiv og savner den anden.
Gejlet op med Hermanns forfalds-futurisme –– våben, øretæver, forskellige magtgruppers kamp om territorium og dominans: alt er ved det gamle. Nu dog mere forvirret. Man finder aldrig ud af, om Kurdy har drukket date-rape drugs … eller om han bare er bims af sit konstant høje alkohol-indtag.
Sådan er det også med resten af fortællingens elementer: det er uklart og usikkert, hvad der egentlig foregår. Og for første gang får jeg indtryk af, at Hermann selv heller ikke véd det. At han i dette bind ikke har gjort sig klart, hvad plottet egentlig er.
Det modsvares af hans illustrationer, som bliver mere løse. Forlængelsen af den udvikling, vi har set over de foregående albums i serien. Hermann mister aldrig grebet, men løs er stregen i hvert fald. Figurerne bliver stedse vanskeligere at skelne fra hinanden.
Et lidt pudsigt album: når man slår op på tilfældige sider og kigger, virker det tiltrækkende. Flotte stemninger, action og mystik. Men hvis man tømmer hele suppe-skålen, sidder man bagefter tilbage med fornemmelsen af at være nøjagtig lige så sulten, som da man begyndte at spise.
Den allersidste side er rigtig god. Hermann er topprofessionel og lander sin skitseagtige tomheds-chanson på en flot, tydelig tonika.
Åh, gid Hermann fandt en ”ny Greg” at arbejde sammen med, manuskriptforfatteren i de tidlige serier om Bernard Prince og Red Kelly. Jeg tror næppe, Hermann selv er interesseret i noget sådant. Han lader til at hygge sig glimrende. Hans arbejde er fantastisk dygtigt, og han tjener forhåbentlig en udmærket hyre. Så hvorfor skulle han pludselig finde sammen med en ny fortællepartner. Al respekt for Hermann, han har al mulig ret til at forvalte sit liv, talent og arbejde præcis som han vil.
For alle os, som blot er forbrugere af hans produkt, er det tomgang. Håndværksmæssig tomgang på et tårnhøjt niveau. Flot og fyldt med stemning af fin du siècle og mosekone-bryg og voldsparathed uden fortællemæssig konsekvens for seriens centrale figurer. Hvis man vil have mere næringsrig tegneserie-kost må man søge andre steder.
Brigantus er en ny serie fra Hermann Senior, hvor Hermann Junior har skrevet manuskriptet.
Når jeg læser de to albums lige efter hinanden, er der en tydelig opstramning i Brigantus. Fortællingen er mere klassisk. Scenerne er nemmere af afkode for læseren, ikke så megen forvirring som i den sig i tågerne fortabende Kurdy-fortælling. Hvor Jeremiah-serien foregår i fremtiden efter kulturens sammenbrud, er Brigantus en fortælling fra fortiden –– i det første århundrede i moderne tidsregning. Vi er på de Britiske Øer og følger en romersk centurie, altså en Romersk militærenhed, som vandrer hen over de sumpede områder, i hvad vi i dag kalder Skotland.
Masser af stemning og flotte tableauer med Romerske uniformer, hjelme og våben. Al den slags, som Hermann er glad for at tegne. Mange nærkampe, mennesker der hugges ned, stikkes med spyd, smadres med køller og den slags.
Der er her lidt mere kød på fortællingen end i Jeremiah-albummet. Men ikke ret meget mere. Det er tyndt og pjasket. Ikke meget læsning for pengene. Det er flot, men også her ligner figurerne hinanden. Hvis man ikke vidste bedre, kan man nemt tro at Jeremiah optræder på historiens side 5. Bare klædt ud som romer.
Den slags er helt almindeligt, alle håndværkere har nogle skabeloner at arbejde ud fra. Og hvis fortællingen er tilstrækkelig stærk til at engagere læseren, er det ligegyldigt.
Men historien er ikke stærk. Joh, stærkere end i Jeremiah, men stadig svag. Vi har set det hele før. Det er gamle plots, som får endnu en tur i maskinen. Og maskinen har ikke tilstrækkelig med friske idéer til at gøre produktet interessant.
Det er skide flot. Og en klart bedre tegneseriefortælling end Jeremiah-albummet, for man kan i Brigantus i det mindste følge hele handlingen uden kronisk forvirring. Og dét er jo godt. Men hvis man har læst alt Hermanns tidligere arbejde –– fra de tyve-tredive år, han var blandt toppen af europæisk tegneseriehåndværk –– så bliver man også i Brigantus album 1 bekræftet i, at han har gjort det hele før, bare bedre.
Der er ikke noget galt med albummet. Udstyret er flot, oversættelsen virker kompetent, fordanskningen lydefri, korrekturlæsning god. Der er ingen skam ved at købe og læse og samle på denne nye serie. Men der er heller ikke megen fornemmelse af spænding eller nysgerrighed i produktet.
Jeg kan stadig rigtig godt lide Hermanns arbejde og vil med stor sandsynlighed stadig læse næste album –– i både serien om Jeremiah og Brigantus.
