Anmeldelse
Tintin og hajsøen er igen tilgængelig på dansk. Ikke at man for alvor har savnet den mærkelige hybrid imellem tegnefilm og tegneserie uden Hergés vanlige kvaliteter. Omvendt hører den sig ligesom til, særligt i Danmark.
Gad vide hvordan det i sin tid lykkedes Carlsen at liste Tintin og hajsøen ind som nummer 20 i rækken af Tintinalbum på dansk? Det har utvivlsomt gjort noget godt for salget, men her i 2022, hvor det genoptrykkes for første gang i tyve år, indtager det sin rette plads, som en fjern slægtning uden direkte tilknytning til Hergé og hovedserien. Det er trykt i hardcover og skiller sig dermed ud fra softcoverudgaverne fra Cobolt, men har omvendt ikke samme kvalitet i indbinding eller papir som den såkaldte retroudgave. Tintin udgives ikke længere nummeret, men fra forlagets side er det på den måde markeret, at det er et album lidt for sig selv.
Og så alligevel. For det er jo Tintin, Terry, Haddock, professor Tournesol samt Dupont og Dupond, der optræder og agerer stort set som de plejer. Tintin er handlekraftig, modig og de svages beskytter. Haddock er opfarende og klodset, Dupondterne udelukkende klodsede og Tournesol har lavet en næsten færdig opfindelse, der vækker interesse hos skumle eksistenser i form af den gamle fjende Rastapopoulos.
Tintin og hajsøen udkom på et tidspunkt, hvor der var langt imellem snapsene i hovedserien. Rute 714 til Sydney udkom i 1968 og Tintin og Picaroerne først i 1976. Derfor var der tid til at eksperimentere med tegnefilm for at holde gryden i kog. Tintin og soltemplet (tegnefilmen) er fra 1969 og Tintin og hajsøen kom som hhv. tegnefilm og filmalbum i 1972 og 1973.
Historien er skrevet af Greg, der også pressede på for at levere en historie til hovedserien – et rigtigt album. Det lykkedes aldrig, og bedømt på Tintin og hajsøen, var det kun godt. Historien liver først for alvor op i den sidste tredjedel, da Tintin skal undslippe fra et rum med stigende vandstand inden en bombe udløses. Det virker dog samtidig som et tyndt afkog af en James Bond film mikset med lidt humor for de yngste. Samtidig optræder de velkendte figurer kun som klichéer af dem selv, der er ikke udvidet eller tilføjet noget i universet, tværtimod.
Handlingen er kort fortalt, at Tintin og Haddock begiver sig til Syldavien for at holde ferie hos Tournesol. Endnu før de er ankommet, hvirvles de ind i mistænkelige aktiviteter, alt sammen centreret omkring professorens nyeste opfindelse, der kan kopiere ting i 3D. Fra start til slut er det en række forcerede actionsekvenser – og her taler vi vel at mærke om en serie, der i sine tidlige år levede af actionsekvenser – med påklistret godmodig humor, der skal minde mest muligt om den rigtige Tintinserie. Problemet i Tintin og hajsøen er, at for at få kogt tegnefilmen ned til 44 sider, er der indsat en del forklarende tekstbokse, så den udelukkende kan fokusere på de steder, hvor der sker mest muligt.
To lokale børn, Niko og Nusjka, synes at være med, for at give raske drenge og piger nogen at identificere sig med. Niko agerer mest som en ung udgave af Tintin, imens Nusjka primært er bekymret og nervøs. Hun har dårligt en replik, før hun til slut inviterer Tintin op til dans. Kønsrollerne var unægtelig anderledes stereotype for 50 år siden.
Det visuelle er udarbejdet af Studios Hergé, der bevidst har lagt sig i en hel anden stil end Hergés egne album. Studios Hergé, eller i dette tilfælde nok primært Hergé-assistenten Bob de Moor, har tegnet alle personerne, der så er blevet lagt ovenpå tegnefilmsbaggrunde. Som tommelfingerregel kan man altid stole på, at hvis Terry når godt op over Tintins knæskaller, så er det Bob de Moor, der har stået for tegningerne.
Taleboblerne og den grundlæggende sideopbygning minder langt hen ad vejen om Hergés egen, dog med langt færre billeder per side. Det gør figurerne større, hvilket ikke bekommer de Moors tegninger vel. Langt hen ad vejen er han en dygtig og loyal fortolker af Hergés figurer, han har bare ikke tilnærmelsesvis den samme elegance og det bliver ekstra tydeligt, når de enkelte billeder bliver større end i den rigtige serie.
Mikset af tegnede personer foran malede baggrunde er uhomogent. Oprindeligt blev Tintin og hajsøen da også trykt i en avisudgave, hvor baggrundene var tegnede. Når det blev skrottet til albumudgivelsen hang det måske sammen med, at Hergé ville adskille det endnu tydeligere fra sine egne album, hvorfor den besynderlige hybrid imellem tegneserie og tegnefilm opstod. På den måde holdt Hergé Tintin og hajsøen ud i strakt arm. Det ses allerede på forsiden, der med den karikerede filmstrimmel og udeladelsen af Hergés navn ikke ligner de andre album i serien.
At Tintin optræder i lange bukser og ikke sine traditionelle plusfours rækker frem i tid mod Tintin og picaroerne. Derudover er det ikke et album, der peger fremad, tværtimod. Niko og Nusjka kunne lige så vel være erstattet med Mads og Mette fra Mads, Mettes og Sjokos oplevelser, Hergés sideprojekt til de yngste læsere. Niko og Nusjkas flugt fra Rastapopoulos undersøiske opholdssted minder da også en del om en sekvens fra ovennævnte serie.
Efter tyve års pause er Tintin og hajsøen igen tilgængelig på dansk i hardcover og nyoversat af Niels Søndergaard. Har man savnet den? Ikke for alvor. Det er ikke et album, man hiver frem til en genlæsning i hverken ny eller næ. På den anden side hører det ligesom til, særligt i Danmark, hvor det af uvisse årsager fik lov til at snige sig ind i den nummererede rækkefølge, selv om Hergé ikke havde tænkt det sådan. Man forstår ham.
Del på
