Fantomhjerter
Fantomhjerter er et glansbillede: smukt og poleret, men uden substans.
Malias liv ændrer sig drastisk, da skolebussen, som hendes far kører, forulykker og dræber fire af hendes klassekammerater. Hendes far ender i koma. Medierne beskylder faren for at have forårsaget ulykken med vilje.
Snart begynder Malias døde klassekammerater at vise sig for hende og tale til hende. De kan ikke komme videre, før deres sjæle har fundet fred.
N
u er det op til en knust Malia at opklare mysteriet om busulykken, rense sin fars navn, og hjælpe sine klassekammerater videre til efterlivet. Imens skal hun navigere sin forelskelse i den smukke mekanikerstuderende Keezy, der hjælper til med opklaringen.
Vi bliver hurtigt introduceret til Malias indre liv og stemme. Hun har det ikke særlig godt; føler sig distanceret fra sine venner og bruger mere tid med sine true crime podcasts. Hun begynder først rigtig at være til stede i verden, da spøgelserne dukker op og en samhørighed skabes. Det er bittersødt, for vi — og Malia — ved, at de nye spøgelsesvenner ikke kan blive. Jeg føler med Malia, og al det hun går igennem, selvom jeg savner at se hende reagere på det, både historie- og tegnemæssigt… mere om det senere.
Fantomhjerter er smuk i sin sort-hvide, glittede stil.
Den er velpoleret og Sarah Maxwell, med baggrund som illustrator, leverer flotte tegninger, med styr på stil og anatomi. Jeg er især vild med måden highlights i håret er tegnet på, samt de vildt flotte kys. Men Fantomhjerters største styrke, dens skønhed, er også dens største svaghed: Alle karakterne ligner Instagrammodeller, der lige har fået lavet læber og lagt et frisk lag lipgloss. Ingen får lov at vise stærke følelser, eller på nogen måde forvrænge deres udtryk. Malia har mistet fire klassekammerater, men på tegningerne er hun højest lidt ukomfortabel.
Skønheden har også den anden uheldige konsekvens, at alle ligner hinanden. Fantomhjerter har et stort persongalleri, som allesammen er dukkelækre, og jeg kan ikke se forskel på Malias bedste veninde og hendes crush. Jeg fangede heller ikke, da det første spøgelse dukkede op, fordi jeg ikke kunne genkende ham, fra dengang han blev præsenteret.
Disse er kun nogle af måderne, hvorpå Fantomhjerters visuelle elementer bliver ved med at hive mig ud af historien. Da jeg skrev denne anmeldelse, prøvede jeg virkelig at skille det tegnetekniske fra udførelsen af selve historien, men jeg kunne ikke. Stilen og dens mange små snubletråde påvirker min læseoplevelse for meget. Nogle læsere vil være mere ligeglade, og for dem vil Fantomhjerter være en noget bedre læseoplevelse, det er jeg sikker på. Hav det in mente, for her kommer mere kritik.
Fantomhjertes største synder er taleboblerne. Skrittypevalget er rent ud sagt forfærdeligt. Bogstaverne skifter hele tiden i størrelse, også inden for samme ord. Det forstyrrer min læsning, for jeg bliver ved med at blive irriteret over, at bogstaverne ser sådan ud, i stedet for faktisk at læse ordene.
Dernæst kommer taleboblernes placering. De svæver stort set alle udenfor panelerne, med den uheldige konsekvens, at jeg ofte ikke ved, hvilken taleboble, der skal læses først. Sommetider bliver placeringen endda misvisende for læseretningen.
En anden ting, der hiver mig ud af oplevelsen, er manglen på reaktioner på det utroligt dramatiske plot: busulykker, døde klassekammerater, koma, spøgelser, intet af det får lov at bundfælde sig hos karakterne, hverken i ansigtsudtryk eller respons. Jeg savner sorgen, at det her er en tragisk historie, at fire unge mennesker er døde, at vores hovedperson skal sige farvel. Lad mig se de grimme udtryk, lad mig se Malia mærke det.
Det er den konstante dissonans mellem historien og udførelse, der gør, at Fantomhjerter kun kan få tre nitaller, til trods for dens høje tegnetekniske niveau, og den ambitiøse historie. Jeg ved, hvor meget arbejde det kræver at lave tegneserier, og ville gerne have givet den fire nitaller for overhovedet at eksistere. Desværre brugte jeg det meste af min tid med Fan
tomhjerter på at være forvirret og frustreret.
Jeg vil sige, at jeg ikke havde gættet dens ret spændende twist, og jeg var også nogenlunde tilfreds med slutningen. Fantomhjerter flopper ikke fuldstændig og den skal nok finde et hjem hos sine læsere. Hvis den ikke taber dem på vejen.
Det skal også siges, at historien får point for at have masser af queer repræsentation. Et af mine yndlingseksempler er, at et af teenagespøgelserne var hemmeligt transkønnet da hun døde, og bliver vist som sit rigtige køn som spøgelse. Det er en fin måde at vise det på. Derudover er der lesbiske forældre, drenge der kysser, en aro-ace dreng, og sikkert flere eksempler der gemmer sig i baggrunden. Ikke tosset, men heller ikke nok til at redde historien.
Jeg lægger muligvis mere mærke til tegneseriehåndværket end de fleste, jeg laver dem trods alt selv.
