Berlin er et ærefrygtindgydende værk. Og en mand, der er i stand til at skabe sådan et værk, må nødvendigvis være vildt sympatisk. Nummer 9 mødte Jason Lutes på sidste års Bogforum Comics.
Jason Lutes på Bogforum Comics 2019 – foto: Carsten Olsen
Tegneserieværket Berlin, af den amerikanske serieskaber Jason Lutes, er måske noget af det mest humanistiske i sit håb og i sin skrøbelighed set i graphic novel form. Det er et helstøbt værk rent fysisk nu, hvor tredje del er blevet færdig, men også som kunstværk er det først og fremmest smukt i sine rene sort/hvide linjer.
Det er stramt og dets histories sofistikerethed med mange parallelle liv, væves yderst elegant sammen, uden at læseren taber tråden, men i stedet lærer om den historisk-politiske baggrund for 2. Verdenskrig, idet fortællingen udspiller sig i den såkaldte Weimar Republik mellem de to verdenskrige.
Som en klassisk Bildungsroman
Berlin er struktureret som en klassisk Bildungsroman med figuren hjem-ud-hjem.
Protagonisten Marthe er en ung tysk kvinde, som tager til Berlin for at gå på kunstakademiet. I toget på vejen møder hun den ældre intellektuelle og venstreorienterede journalist Kurt, som bliver hendes elsker.
Der er Margarethe, Kurts dekadente gamle elsker, som korrumperer Marthe. Og der er Anna, som bliver Marthes kæreste efter Kurt. Anna er født pige, men klæder sig som mand. Parallelt dermed møder vi Gudrun, som forlader sin mand pga. hans nazistiske holdninger. Hun bliver kommunist og enlig mor og vi følger senere hendes datter Silvia, da hun dør en tragisk død.
Der er en jødisk familie og en jødisk tingsamler, som tager sig af Silvia. Desuden er der et sort amerikansk jazzband.
I værkets efterskrift, som er et interview med Heinrich Anders, forklarer Jason Lutes, hvordan han ret tilfældigt havde valgt at skrive om Weimar Republikken, fordi han havde læst Bertold Brecht. Det skulle være 600 sider og have flere forskellige protagonister.
Men hvordan går man derfra til rent faktisk at udvælge og skabe sine protagonister?
Jamen, jeg startede med at have en masse lister. Jeg ville bruge værket til at teste, hvor virkelighedsnær en graphic novel kan være. Hvordan kan jeg vise følelser, de forskellige sanser; synet, hørelsen, lugtesansen, men også taktilitet, hvor 1:1 kan det lade sig gøre at tegne noget, som jeg sanser det. Og igen, hvordan kommer det til at blive opfattet af læseren?
I to år skrev jeg en masse ned på mine lister. Jeg ville have forskellige slags mennesker. Fordi mit første værk var meget personligt, havde jeg lyst til nu at komme ud over mig selv. Så jeg startede med Kurt og Marthe. Jeg havde en bred idé, men det var fra kapitel til kapitel, at mine idéer opstod. Og det gjorde de faktisk ret ubevidst.
Når du siger lister, mener du så ord, eller tegninger?
Når det kommer til personer, starter jeg altid med et foto, et maleri eller en tegning som inspiration. Til Marthe brugte jeg et selvportræt af Käthe Kollwitz.
I forhold til narrativet, laver du så et storyboard, hvor du for eksempel har en lilla tråd, der krydser en rød tråd etc.? Det hele er jo vævet sammen, men hvordan gør du det rent praktisk?
Faktisk ikke, det er mest i mit hoved. Fordi formen er så stram og struktureret, der er paneler og alle kapitler er 24 sider. Jeg siger til mig selv, ok, jeg har de her fire sider, hvor jeg gerne vil præsentere en specifik idé eller der skal ske en specifik handling. Hvordan gør jeg bedst det?
Da jeg havde lavet 1/3 skrev jeg ned hvilke personer, jeg havde præsenteret og hvilke temaer, der var kommet frem, for at gøre det tydeligere for mig selv.
Ja, fordi du gør det så elegant, du præsenterer de her parallelle liv.
Byen som fænomen er fascinerende for mig. Da jeg boede i en by, spekulerede jeg tit på, hvad det var for nogle liv, der var bag de mennesker som konstant og hele tiden passerede mig. Og på en måde, er det at tegne mig, der i praksis gætter på livene bag.
Jeg vil også spørge dig om det visuelle udtryk: Har du skrumpet Anna med vilje? Hun bliver jo mindre i løbet af historien.
Faktisk ikke, det er et spørgsmål om, at jeg ikke er konsistent i mit udtryk. Nogle europæiske tegnere er simpelthen så dygtige og naturlige, og samtidig klassisk skolede, men for mig er det en helt anden historie. Det er ikke let for mig at tegne.
Marthes udtryk for eksempel, hun starter med at være ret maskulin med brede skuldre og så kommer hun til metropolen og bliver mindre og mere feminin, så ja, det er også en del af historien, men ikke udelukkende.
Det gør mig nysgerrig på, hvordan du ser dig selv, når du på den måde omtaler dig selv som en ikke-naturlig tegner. Vil du beskrive dig selv som historiefortæller, forfatter?
Jamen som en ingeniør, eller rettere, et sted mellem en poet og en ingeniør. Der er noget, jeg gerne vil udtrykke og undersøge. Og så arrangerer jeg tingene derefter. For eksempel disse billeder med disse ord giver det og det samlede udtryk. Forskellige elementer skaber tilsammen mit udtryk. Jeg arrangerer dem sådan, at de tilsammen får den effekt, jeg ønsker. Tegningen i sig selv er funktionel. Min tegning er ligefrem og næsten dokumentarisk.
Det er sjovt, at du siger det, for på side 129 siger Marthe: ’Hvad jeg ser, er det jeg føler’. Men det du lige sagde nu, lød som præcist det modsatte. Når jeg læser værket, synes jeg det er noget at det mest humanistiske, men det du udtrykte lige før var, at det er bedst at få folk ned i nogle bokse og så skal de blive der. Men sådan er værket slet ikke, når jeg læser det!
Det er også håbet! Jeg sammenligner også nogle gange processen med en musikkomposition. Jeg bruger de og de noder, fordi jeg vil have en specifik effekt hos min modtager. Jeg er en meget intuitiv historiefortæller, men når man betragter, hvad jeg laver, skulle man ikke tro det.
Når jeg ser på tegningerne nu, kan jeg faktisk ikke huske dem, eller hvordan jeg havde det, da jeg lavede dem. Jeg bliver nødt til at være i en helt speciel stemning for at være i stand til at tegne.
På side 502 siger Marthe det modsatte: ’Nu ser jeg kun verden’, det ser jeg som en modsætning til hendes udsagn: ’Hvad jeg er, er det jeg føler’. Er du enig?
Jamen, hun er i hvert fald ikke lige så desillusioneret som Kurt, men noget ja. Marthe forandrer sig så meget, i starten havde jeg super meget sympati for hende, men til sidst passede hendes handlinger ikke med min oprindelige idé om, hvem hun var.
Men på en måde satte du hende fri?
Ja, præcist. Pludselig var der så mange muligheder for kvinder, og det kan virke paralyserende. Faktisk var jeg også inspireret af rigtigt mange kvinder på min alder i USA, som får en universitetsuddannelse og mand og børn og bagefter ikke aner, hvad de skal gøre af sig selv.
Naturens rolle
Du taler om byen som en krop og om gravide huse. Du viser manden som dirigerer trafikken (side 25) og at bilen vælter rundt som en hjælpeløs bille. Du viser mange fysiske tabuer, for eksempel scener med menstruation, impotens og onani, ting som er helt naturlige og normale.
Min kæreste i gymnasiet var meget åbenhjertig omkring sin menstruation og det havde jeg aldrig oplevet før, det satte jeg stor pris på og det slog mig, at det var usynligt i narrativer i vores kultur. Jeg ville vise så meget som muligt af rigtige menneskers rigtige oplevelser. Men jeg trak linjen ved seksuel vold. Der kunne for eksempel godt have sket noget meget slemt med Silvia, men det valgte jeg ikke at lade ske. Og så er der scenen, hvor Kurt forestiller sig, at han voldtager Marghereta, fordi hun provokerer ham.
Jeg ser Marghereta her som feminin på den værste måde feminin kan være. Hun skaber intriger og dramaer for dramaets skyld. Hun er en slave af at føle intensitet.
Ja, fordi hun er desperat efter at have betydning og at føle noget.
Samtidig prøver jeg også i høj grad at nuancere mine personer. For eksempel har den ellers ædle faderfigur for Silvia lige et kort øjeblik, hvor han ser på hendes bare knæ på en begærlig måde. Og politimanden husker på jøderne, som kæmpede side om side med ham i skyttegravene under 2. Verdenskrig. Jeg ønskede også at være ærlig omkring de drifter, der er i mennesket. Scenen hvor Marthe går ud i forårslyset og føler at mændene kigger på hende som ulve.
Ja, vi er jo bare dyr nedenunder al vores fernis.
Ja, og jeg ville også adressere det på en ærlig måde. Det er en interessant udfordring at prøve at gøre det på nuanceret vis. Uden at generalisere. Tegneseriemediet som sådan er interessant på den måde, at det er reducerende, og det er også derfor, at det så tit er linket til komedien, som for eksempel Radiserne. Stregen i sig selv er reducerende. Det er en styrke, men det kan også være en forhindring.
Hvad mener du helt præcist med det?
Ja, altså, man kan tegne superhelteting, hvor alt sprænges i luften, men hvordan simplificerer man det og formidler de mere subtile aspekter i livet?
Naturen som trøst
Mod slutningen af værket, hvor alt er tabt politisk og Kurt må forklare den uvidende Marthe om de forhandlinger, som var forgæves, ser vi floden Spree og Marthe omtaler den som trøst. Det er næsten fatalistisk. Kan du sige noget om det?
Naturen er under alt og vi kommer alle af den. Lige meget, hvor langt vi kommer væk fra den, er den der altid. Den taler til os.
Mener du naturen som sådan eller naturen i os selv? For vi har jo adgang til den i os selv.
Ja, det har vi, men vi har lukket ned for den. På den tid var de mindre lukket ned, fordi de havde færre ting imellem den og sig selv, end vi har nu.
Når Marthe taler om naturen som trøst og Kurt bliver frygteligt dystopisk i sin tankegang, så repræsenterer de begge dele af mig. Kurt synes Marthe er naiv og at hun skal stoppe med at høre jazzmusik med det samme, mens Marthe tænker, at ja, måske falder verden, som vi kender den fra hinanden, men bag den vil vi altid have Moder Jord. Tilsammen udgør de flere forskellige facetter af mig. Jeg bruger mine figurer til at artikulere mine tanker.
Samtidig voksede jeg også op på landet og jeg føler en meget stærk forbindelse til naturen og det ville jeg gerne vise i værket.
Det er også interessant, hvordan du har valgt at vise Kurt som Apollon og Marthe som Dionysos. Kurt er så rationel og hun er meget mere emotionel. Og for at vende tilbage til Bildungsroman-motivet, så vender hun tilbage til en mere rationel apollinsk tænkegang, idet hun jo siger, at hun nu ikke længere føler, som hun gjorde, da hun lige ankom til Berlin og valgte at være i sine følelsers vold.
Jamen, det traditionelle tyske kvindebillede er unaturligt og bundet op på struktur og hierarki. I Berlin åbnede hendes muligheder sig op, men alligevel vælger hun til sidst at føle mindre. Hun er overloaded og ved ikke, hvad hun skal gøre ved sig selv. Silvia derimod, er hendes totale modsætning, uden familie, uden struktur. Hun er vred og meget i kontakt med sine følelser og hun handler på dem. Altså det diametralt modsatte af Marthe som ønsker at føle mindre og nu kun se. Derfor ønskede jeg også at de skulle møde hinanden i parken (side 503).
Byen Berlin
Hvordan er dit forhold til byen Berlin nu, hvor du har levet den så at sige? Og havde du været der, da du læste Brecht, som gav dig idéen?
Faktisk overhovedet ikke, jeg var i Seattle, så jeg var så langt væk, som man overhovedet kan komme. Jeg kom først dertil for at promovere mit første værk og blev inviteret af min tyske forlægger. Jeg blev ekstremt nervøs, for da havde jeg tegnet flere hundrede sider, og tænkte, at nu ville jeg blive afsløret som en fupmager.
Før det havde jeg haft en meget arrogant maskulin tankegang om at jeg kunne kontrollere byen Berlin. Men da jeg så blev konfronteret med byen så jeg, at den var så meget mere rig, levende og interessant. Den viste mig at mit værk bare er en lille skoæske med en by i. Det er et forsøg, og det er hvad kunst altid vil være, når det kommer til stykket. Det er dog et forsøg, som jeg er meget tilfreds med. Det er bare mig, der er i gang med at lave en ting. Der er ikke noget grandiost i det. Det var en lettelse.
Jeg blev mest imponeret over, hvor meget Berlin viser sin historie. Holocaust Mindesmærket gjorde specielt stort indtryk på mig. Byen er for mig et symbol på, at der er håb for menneskeheden, fordi den anerkender at det værste der kunne ske, er sket og den forholder sig aktivt til det faktum.
I USA burde man gøre det samme for indianerne og slaverne, i stedet har man generaler fra borgerkrigen foran hver retsbygning!
Jeg kom fra en meget beskyttet middelklassebaggrund i en amerikansk forstad og det var først meget senere, at jeg forstod, hvad der havde grundlagt mit land. Først var det en impuls, åh, jeg vil lave et 600 siders værk, der foregår i Berlin, men senere gik det op for mig, at det rent faktisk er mig, der prøver at forstå, hvad det er for en strukturel vold, der ligger bag mit lands succes. Jeg var langt væk i Seattle, men det var i virkeligheden min måde at forstå, at millioner af indfødte blev slagtet for at gøre plads til hvide europæere. Oprindeligt voksede jeg op i Montana, men det tog mig så lang tid at være i stand til at forstå sammenhængene. Hvem er jeg og hvem er USA som såkaldt oplyst civilisation i den forbindelse? Vi ser præcis de samme advarselssignaler igen nu, men vi er blinde.
