Yann og Olivier Schwartzs ekstraordinære Splint & Co-eventyr kommer rundt om både anden verdenskrig og belgisk kolonialisme. Nummer 9 talte med Oliver Schwartz på årets Copenhagen Comics.
Blandt gæsterne på årets Copenhagen Comics var franske Olivier Schwartz. Tegneren med den elegante retro-streg er i Danmark især kendt for de tre Yann-skrevne album i serien med ekstraordinære eventyr med Splint & Co (eller på fransk Spirou & Fantasio), Operation Flagermus (’09), Leopardkvinden (’14) og De sorte hostiers herre (’17), der også danner rammen om den samtale vi har på festivalen.
Splint og Co blev skabt i 1938, og de Schwartz-tegnede album foregår således i seriens første år, men præsenterer et moderne blik på en betændt belgisk fortid præget af anden verdenskrig og brutal kolonialisme.
Del 1 foregår i det besatte Bruxelles anno ’42, mestendels på Spirous arbejdsplads, som er et hotel, der danner hovedkvarter for Gestapo. I del 2 er vi lige efter krigens afslutning i ’46, stadig i Bruxelles, dog med en afstikker til det eksistentielle Paris med Sartre og de Beauvoir. 3’eren foregår i ’47 og tager os til belgisk Congo, hvis eksistens løber som en rød kolonial tråd gennem hele trilogien.
Monsieur Schwartz er en venlig og spinkel mand, der er begejstret over, at jeg vil lave interviewet på fransk. Mens vi venter på at blive vist hen i VIP-rummet, hvor interviewet skal foregå, når han lige at kommentere på, at vi danskere virker så fredelige og lykkelige. Og jeg svarer, at ja, det er da sandt nok, men at vi til gengæld mangler l’ésprit latin, the latin spirit, som de, franskmændene, har så vidunderligt meget af.
Den kreative proces
Da jeg er vant til at læse graphic novels skrevet og tegnet af den samme person, er jeg praktisk interesseret i, hvordan et samarbejde mellem en tegner og forfatter samarbejde foregår.
– Jeg blev utroligt glædeligt overrasket, da Yann le Pennetier, (forfatteren) kontaktede mig, og det er en sand fornøjelse at arbejde med ham, fordi han netop er så positiv overfor mig og stoler så meget på mig og min intuition, fortæller Schwartz.
Jeg finder tegningen i bind 3, der introducerer os for Leopoldville og fylder halvdelen af en side og beder M. Schwartz om at beskrive processen bag.
– Alors…., altså Yann skriver i sin email, at han ønsker statuen af Kong Leopold i skygge og han vil også gerne vise parlamentet, men det er mig, der har valgt palmerne og livet på gaderne. Undervejs sender jeg ham en skitse, men han er faktisk altid positiv og giver mig frit lejde. Det gør mig utroligt tryg som tegner.
Tegnede anakronismer
Selv har jeg studset over clashet mellem Leopoldville, eller det nuværende Kinshasas arkitektur, som jeg kender fra Bruxelles og de modernistiske bygninger à la Frank Lloyd Wright og Le Corbusier, som han 8 sider senere præsenterer os for. Jeg har researchet på det og har ikke kunnet finde noget belæg og fortæller M. Schwartz, at jeg var forbløffet over dem.
– Mais oui, jeg kender faktisk heller ikke Kinshasa, siger han med et smil.
– Men selvfølgelig, Spirou er kendt for sine anakronismer og retteligt, for det er ren fantasi rent visuelt og sådan skal det være. Med denne tegning ville jeg netop understrege kontrasten mellem det gamle, repræsenteret ved de sorte slaver, og de hvide, modernistiske huse hævet op på skråningen.
Repræsentation og pædagogik
Hvilket leder vores samtale i retning af det pædagogiske. For hvordan taler man om noget så tungt som holocaust, anden verdenskrig og kolonialisme i en klassisk eventyr-tegneserie som Splint & Co?
– De har ret, men tænk blot på, at børn jo leger, også selvom der er krig! Og det var jo dét, der skete. Krigen skete og vi forsøger netop med humor at vise det uviselige.
Jeg slår op på siden i Operation Flagermus, hvor de belgiske tyskerpiger bliver kronraget og fortæller ham, at det selvfølgelig også skete i Danmark efter befrielsen og at denne side har rørt mig dybt.
– Ja, det var forfærdeligt. Lige med denne side, er det interessant, fordi det rent faktisk var i Bruxelles’ zoologiske have, at man indespærrede kollaboratørerne. Yann skrev, at han ønskede, jeg skulle tegne kvinderne med hagekors på og malheureusement så jeg selv et foto fra dengang af en kvinde med et spædbarn på armen. Det var så forfærdeligt at se for mig, at jeg blev nødt til at gengive det på tegningen. Jeg har selv fire drenge, så jeg ved, hvordan det er at være forælder.
Anne Frank-inspirationen
Splint/Spirou møder i bind 1 Audrey, som er stærkt inspireret af Anne Frank. Hun er 15 år og bor på et loft og voldkysser ham, da hun ved, at hun er på tærsklen til at blive sendt i KZ-lejr. Ganske rigtigt forsvinder hun og eksisterer for ham som en slags superego, når han drikker sig stiv i sin hjertesorg over hendes forsvinden. Hvad der undrer mig som læser er, at hun slutter hele trilogien ved igen at dukke op. Er det igen hendes spøgelse eller er hun der ægte, som børn ville sige, pour de vrai?
– Oui, oui, hun er skam god nok, det er fordi hun er vendt tilbage fra KZ-lejren og De har ret i, at hun fungerer som Spirous samvittighed i bind 2, hvor hun er en slags spøgelse. Hun forsvinder sådan set aldrig ud af hans bevidsthed.
– Faktisk fik vi den franske overrabbiner til at læse vores trilogi, netop for at tjekke, hvordan vi repræsenterede jødeforfølgelsen og han synes, vi gjorde det godt. Men visse prominente personer havde fx meget imod, at jeg tegnede Spirou forvirret med både hagekors og jødestjerner hvirvlende om hovedet.
Lige inden Splint/Spirou kysses af Audrey, har han selv kastet sig over en tysk kvindelig funktionær, en såkaldt grå mus, som er en moden kvinde, fortæller M. Schwartz. Og det er netop interessant med farvekodningen af uniformerne.
– Yann sagde til mig: Du skal tegne Spirou i grågrøn uniform og jeg var, jamen! Men faktisk havde han ret, det var revolutionerende for hans udtryk, for vi kender jo netop Spirou så godt i hans røde uniform.
Jeg fortæller ham, at jeg synes oversættelsen af titlen på dansk til Operation Flagermus, måske nok er beskrivende for handlingen, men slet ikke tro mod den oprindelige franske Le Groom vert-de-gris, hvilket direkte oversat betyder Den grågrønne elevatordreng.
– Jamen, tænk Dem, i Tyskland kunne vi ikke få den forside, som vi ønskede, der i den danske udgave er den samme, som i originalen. Næh nej, for de ønskede ikke at gengive hagekorset, selvom man jo helt tydeligt ser, at Spirou bare bruger det til at flygte fra hotellet, hvor han arbejder undercover for Modstandsbevægelsen.
N-ordet
I 3. bind taler en af de congolesiske karakterer, én af skurkene, om sorte mennesker, hvor han bruger N-ordet. I den danske udgave er der en lille fodnote, som siger, at det var en almindelig betegnelse for folk på den tid. Godt nok med yderligere den krølle, at karakteren refererer, hvad han har oplevet i Belgien med den lille sorte hjælper, som Skt. Nicolaj har. Jeg fortæller det til M. Schwartz.
– Jamen for os, når vi bruger det ord, så er det fordi, det blev brugt dengang. Og for mig er det at lave den fodnote, mere racistisk, end at bruge selve ordet. Jeg vil straks gå hjem og se, hvad der egentlig står i den franske udgave!
Fremtiden
Jeg spørger M. Schwartz, hvad han arbejder på pt.
– Faktisk er jeg så heldig, at jeg fortsætter det gode samarbejde med Yann. Vi er i gang med endnu en trilogi, hvor vi har en ny protagonist, som hedder Atom. Det er lidt det samme miljø som i denne trilogi, men fokus er på hvordan et samfund forholder sig til de forskellige undermiljøer såsom kollaboratører, modstandsfolk og alle dem midt imellem, efter freden er indtrådt. At man nok som samfund bliver nødt til at sluge nogle kameler, for at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Høfligt spørger jeg M. Schwartz om han vil signere mine udgaver og han spørger, hvilken jeg foretrækker og så giver han sig faktisk i kast med at lave en helt vidunderlig tegning af Spirou med Davidsstjerner, hagekors og hold nu fast, denne gang også hjerter, hvirvlende om hovedet, mens det søde egern-sidekick forvirret kigger op på ham og siger på fransk: -Du blander alting sammen, Spirou!
Mens jeg holder døren for ham, ånder jeg lettet op over, at jeg tror, jeg er kommet igennem interviewet uden at komme til at sige ’du’ til ham. Et stort faux pas på fransk.