Cool Valley
Craig Franks anden store tegneserie, ‘Cool Valley’ er en ambitiøs, personlig, stemningsfuld men også lovligt episodisk skildring af barndommens land i en lille by i USA. Det er også en ordentlig moppedreng på 320 sider.
Craig Frank udgav for nogle år siden tjubang-tegneserien JFL Secret Ops ved hjælp af crowdfunding, og nu er han klar med sit andet værk, den selvbiografiske graphic novel Cool Valley. Bogens titel refererer til den forstad i USA, hvor Frank voksede op, inden han i 80erne flyttede til Danmark og blandt andet instruerede filmudgaven af Deleurans Rejsen til Saturn.
Lad os starte med begyndelsen: Forsiden er flot og minder lidt om den særlige form for længsel og poesi, man finder hos Craig Thompson (En Dyne af Sne) og lignende amerikanske tegneserieskabere. Jeg forstår ikke helt, hvad ordene ‘ukendt brændpunkt’, der også står på forsiden under titlen, refererer til. Er det en undertitel? En tagline som på en filmplakat? Den er i hvert fald ikke at finde i bogens kolofon, så denne bibliotekar er lidt forvirret. Men det ændrer ikke ved, at bogen ser meget indbydende ud.
Historien kommer lidt kluntet i gang. Vi ser den voksne fortæller bagfra, imens han sidder og funderer over sit liv. Det er som om, han fortæller sig selv historien om nogle helt særlige år i hans barndom (72 og 73), der skilte sig ud og gjorde indtryk. Hvorfor vi overhovedet skal se den voksne fortæller er lidt sært, og allerede på næste side er han væk igen. Det er påklistret, og det virker som om, at det har været svært at finde på det første billede. Eller måske tvivlede Frank på sine egne evner og/eller læserens evne til at forstå, at der er tale om barndomsminder. Intet blev nogensinde det samme igen efter den sommer, som man siger. Det er ikke den kliche, der fyres af, men det er tæt på.
Hans tvivl på egne evner (hvis den da eksisterer) viser sig ubegrundet, da side 2 ville have været en glimrende første side. Eventuelt med angivelsen af årstal og en sætning eller to, der introducerer jeg-fortælleren. Vi møder først nogle myrer, der leder efter mad. De er forfulgt af en gruppe drenge, der vil dem det ondt. Vores hovedperson er blandt dem, og dernæst følger nogle drengestreger, der både er uskyldige og (hvis du er en myre) lettere brutale. Senere præsenteres den blindgyde (i bogstavelig forstand), der udgør bogens univers. En lomme af veje og huse, hvor hovedpersonen bor. Barndommens land. Afgrænset og stort som hele verden.
Dernæst fortælles historien om de to vigtige år i en række fragmenterede nedslag. Vi starter med et flashback til en næsten fatal tur på hospitalet, da hovedpersonen var baby. Livet starter dramatisk, og det er en glimrende måde at begynde fortællingen på. Senere møder vi en række af de eksistenser og miljøer, der udgjorde verden i Franks barndom. F.eks. en beskrivelse af en særling med en ansigtsdeformitet, som drengene er lidt bange for. Han fortæller historien om en koloni, der gik til grunde og forsvandt i området i kolonitiden. Noget ondt var på færde – måske endda Djævelen selv. Måske er kolonien den mystiske Roanoke, der er en tilbagevendende ting i meget amerikansk horror. Drengenes fantasi går amok og både Lucifer og Ondskab med stort O dukker op igen og igen som begreber og fascinationer. Franks skoletid beskrives, fly zigzagger hen over himlen over byen, og børnene får vist en film om ikke at stole på fremmede, hvilket nærmest fremkalder mere angst og slet ikke hjælper på barndommens usikkerhed. Ondskaben får hele tiden nye ansigter. Lidt kristen skyldfølelses bliver også smidt på bålet, og vi følger Franks tid som alterdreng.
En større episode omhandler en farlig tur ud til et hus, der – siges det – engang har huset en dreng, der var besat af en dæmon. Måske og måske ikke var historien inspirationen bag William Peter Blattys bog Exorcisten samt William Friedkins film baseret på bogen. Begivenheder, der ikke som sådan har noget med dæmonen at gøre, er lige ved at have fatale følger, og det hele flyder sammen i en stor suppe af mulig død, ideen om Ondskab og barndommens snævre blik. Det er ærkeamerikansk og gotisk. Exorcisten spiller i det hele taget en stor rolle i Cool Valley.
Stephen Kings barndomsbeskrivelser i bøger som Det Onde, Liget i Skoven (filmatiseret som Stand by Me) og selv The Shining virker som en klar inspiration for Frank. Og selvom Cool Valley ikke er horror, så ligger mørket, uhyggen og Ondskaben hele tiden på lur. Horror handler om alt det, vi er bange for, fordi vi ikke helt forstår det. Ting, der ikke er helt det, vi tror, de er. I barndommen er der så frygteligt mange ting, man ikke forstår og så uhyggeligt mange ting, der viser sig at være anderledes, end vi tror. En katastrofe rammer byen sent i historien og slår på sin egen måde knude på det hele. Det er en fælles referenceramme for alle figurerne og et tydeligt eksempel på den gru og den nærmest overjordiske kraft, der måske styrer vores liv og præger vores barndom.
Hverken historiefortællingen eller tegningerne fremstår egentligt helstøbte. Begge dele kan lugte lidt af at være skitser, men på samme måde som Frank får samlet sine lidt grove tegninger ved hjælp af en grønlig, stemningsfuld og effektivt stemningsskabende farvelægning, så får han også lagt en fernis af uhygge hen over de måske lovligt mange nedslag, der ofte fremstår lidt fragmenterede og i lang tid uden helt at have en klar rød tråd og sammenhæng. Frank får dog hanket op i hele molevitten og til sidst står vi alligevel med et værk, der hænger sammen på ret tilfredstillende vis. Jeg VAR lige ved at miste modet midtvejs på jagten efter den røde tråd. Alligevel var jeg draget ind i historiens univers, så helt tosset var det altså ikke. Kan man adskille selve læsningen fra det indtryk, man har af et værk ved endt læsning? I løbet af min læsning af Cool Valley sad jeg ofte og var frustreret over de mange fragmenter og den episodiske tilgange. De skitsagtige og meget løse tegninger, der ikke virkede helt færdige eller stramme nok. Men nu hvor jeg kigger bogen igennem igen og husker den, så føles den alligevel som en helhed, der fungerede – også visuelt. Franks tegnestil er økonomisk og perfekt egnet til anvendelse, når man gerne vil lave en 200 sider lang graphic novel uden at dø i forsøget. Cool Valley indeholder også flot komponerede scener. Det er især de små sekvenser og det mere poetiske billedsprog, der spiller. For eksempel er en scene, hvor drengene kigger på skyer i alle mulige former både poetisk og smuk og indeholder sin egen bevidst stillestående og langsommelige dynamik. Ligeledes er der tegnemæssigt overskud til nogle små indskudte pauser, hvor Craig Frank fokuserer på detaljer i landskabet. For eksempel en hel side dedikeret til et egern, der spæner fra træ til hustage. Ikke en side, der fremmer historien, men den skaber stemning og sænker tempoet på det rigtige tidspunkt.
I sidste ende er Cool Valley et uperfekt, men alligevel spændende værk, der emmer af at være personligt for Craig Frank. Der er masser af stemning af den slags, man ikke tit ser i tegneserier skabt her til lands. Gotiske beskrivelser af barndommens mareridt, angst, venskaber og dagligdagens trummerum. Cool Valley kommer usikkert fra start, er ofte i fare for at falde over sine egne fødder og episodiske natur og kunne godt have været mere poleret, men udtrykket er råt og ærligt. Det skal man ikke tage for givet.
