Serien af “ekstraordinære eventyr” med Splint og Co fortsætter med en toer til det glimrende album “Operation Flagermus”. Der er dømt europæisk tegnelir for alle pengene i “Leopardkvinden”.
Men inden vi rigtigt kaster os over anmeldelsen, skal jeg lige have noget ud systemet: Olivier Schwartz kan dælme tegne! Ikke et tegneserieelskende øje bør være tørt ved endt læsning af både dette og forrige bind. Så er DET sagt.
“Et ekstraordinært eventyr med Splint og Co” er lidt af en legeplads for fransk/belgiske tegneserieskabere. Uden at bekymre sig om trivielle ting som kontinuitet og moderne krav til den måde en tegneserie skal fortælles på, får hold af tegneserieskabere lov til at fortælle deres egne, mere særprægede fortællinger om de klassiske figurer. Lewis Trondheim var ind over det 60er-retro-coole album “Panik på Atlanterhavet”, Emile Bravo tegnede og skrev det Ping-pris-nominerede album “Splint – portræt af helten som troskyldig ung mand” og Yann og Schwarts stod bag min personlige favorit i serien, nemlig det flotte og veloplagte album “Operation Flagermus”. Her mødte vi Splint og Kvik i besættelsestidens Belgien, hvor gråzonerne levede og havde det godt, ingen rigtigt turde stole på hinanden, og hvor Splint og Kviks så tegneseriehistoriske venskab nær aldrig var blevet til noget på grund af de lede nazister.
Yann og Schwartz vender med “Leopardkvinden” tilbage til dette univers, der på mange måder er lige så inspireret af den samtidige Tintin som af de klassiske tegnserier med Splint. Tintinofile kunne i forrige album med stor fryd gå på tegneseriearkæologisk opdagelse i de myldrende, levende tegninger. Og det er da også tilfældet i “Leopardkvinden”, der mere end en gang refererer til Hergés tegneseriefigur over dem alle. Så lidt postmodernisme er der også ind over.
Plottet i albummet er en speget sag. Krigen er slut, hvilket klart illustreres på allerede det første, flotte billede, hvor vi kigger ud over byens tage. På et tag i forgrunden ser vi et glemt lig af en nazistsoldat. Nu blot et skelet og sandsynligvis tabt for evigt. Det er en grum måde at visualisere krigens afslutning på, men det er også både en stemningsfuld og effektiv måde at bruge det klassiske etableringsbillede på. Dernæst møder vi nogle sære robotaber (eller hvad de nu er), der tavst bevæger sig hen over byens tage. Det er mystisk og lidt eventyrligt. Og da vi så møder den superhelteagtige Leopardkvinde i, hvad der velsagtens er en hyldest til blandt andet Frank Millers spandexnoirhistorier fra 80erne, så er albummet altså så godt i gang, at man næsten ikke kan få armene ned.
Vi forlader dog hurtigt superhelteland og bevæger os i stedet ind i en pulp-agtig fortælling om den hjerteknuste og fordrukne (!) Splint, der skal redde nævnte Leopardkvinde fra nogle overlevende nazister. Der er blevet stjålet en fetisch fra kvindens stamme i Afrika, og den skal hun for alt i verden have tilbage. Albummets første halvdel er særdeles velfortalt. Spændende, levende og energisk. Plottet, humoren, det overraskende mørke og figurernes udvikling, gråzoner og charmerende særheder er alle doseret næsten til perfektion.
Desværre kammer anden halvdel lidt over i pjat og Marx Brothers-agtig humor, da turen går til Paris. Her møder Splint, Kvik og Leopardkvinden blandt andet Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, og Kviks fjollede og i samtiden lidt ildesete hang til swing og den såkaldte “swingpjatte”-subkultur træder helt i i forgrunden. Det er ganske sjovt, men underligt langt væk fra den stemningsfulde begyndelse. Den stramme fortælling drukner lidt i løjer og et virvar af personer og optrin.
Derudover bliver historien ikke afsluttet i dette bind, hvilket får mig til at tro, at der ikke længere er tale om et “ekstraordinært eventyr” med Splint og Kvik, men snarere en slags parallelserie. Hvor mange albums Yann og Schwartz planlægger ved jeg ikke, men jeg kan ikke lade være med at synes, at de snyder lidt ved at lave et dobbeltalbum. Men dogmeregler er velsagtens til for at blive brudt.
Og i sidste ende betyder det ikke så meget. For som sagt… Schwartz er en mageløs tegner. Hans stil blander inspirationer fra 40ernes tegneserier med superhelte fra 80erne, monstre fra pulp-genrernes dyb i en dynamisk stil, der altid er i bevægelse. Selv sider, der i mindre talentfulde hænder kunne være endt som en kedelig omgang talende hoveder bliver nærmest til popkunst, og især et besøg på en swingklub bliver fyldt til randen med bevægelse, farver og andet godt til øjet. Også selvom manuskriptet her er så tekstrigt, at man næsten bliver lidt svimmel. Eller måske er det røgtågerne i swingklubben?
Schwartz rammer en balance imellem klassiske, europæiske tegneserier fra historiens samtid og alt det, som en moderne tegneserielæser velsagtens forventer. Det er med andre ord ikke retro for retroens skyld, men et simpelt tilfælde af den helt rigtige tegnestil til den helt rigtige historie.
Lige til sidst vil jeg nævne forsiden. Jeg elsker den. Da jeg så den første gang, spillede den straks til min fantasi og mit indre legebarn. Mørke, mystiske væsener i baggrunden, Splint i søgelyset bærende på Leopardkvinden. Det er en forside, der siger “hey – se her! Her foregår noget mystisk og spændende”. Og det gør der så også. Og også noget lidt for pjattet ind imellem.
Karakter: 4/5
Tegner og forfatter: Yann og Olivier Schwartz
Oversat af: Ole Steen Hansen
Forlag: Cobolt
Udstyr: Hardcover i farver, 64 sider
Vejledende pris: kr. 198
ISBN: 9788770855440
Dansk udgivelsesår: 2014
